AM2024.09.18V

AM2024.09.18V Retten i Sønderborgs

DOM

Dato: 1. august 2024 Rettens sagsnr.: A4-3083/2024 Politiets sagsnr.: 3300-84141-00026-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1992 Anklageskrift er modtaget den 16. juli 2024. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, jf. stk. 1, ved den 3. juli 2024 ca. kl. 23.05 på Padborg Banegård, Jernbanegade i Padborg, med tog at være indrejst til Danmark i strid med sit indrejseforbud.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2, og med et indrejseforbud gældende i 6 år, jf. § 32, stk. 4, nr. 5. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte Tiltalte har afgivet forklaring i overensstemmelse med tiltalen. Tiltalte er tidligere straffet senest ved dom af 3. maj 2023 på fængsel i 8 måneder og udvisning med indrejseforbud i 6 år for overtrædelse af straffelovens § 288, stk. 1, nr. 2. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 3. juli 2024. Forsvareren har den 11. juli 2024 anmodet om sagens fremme som tilståelsessag.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af hans forklaring og af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. udlændingelovens § 59 b, stk. 2, jf. stk. 1, jf. straffelovens § 82, nr. 9.

Retten har lagt vægt på, at tiltalte har anmodet om tilståelsessag en uge efter varetægtsfængslingen og derefter aflagt fuld tilståelse for retten. Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 24, nr. 2 med et indrejseforbud gældende i 6 år, jf § 32, stk. 4, nr. 5, da udvisningen ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Retten har herved lagt vægt på, at tiltalte ingen tilknytning har til Danmark og tidligere er udvist.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 10 måneder. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 6 år. Indrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings

DOM

(dommerne Anders Raagaard, Erik P. Bentzen og Linda Hebo Lange (kst.) Dato: 18. september 2024 Rettens sagsnr.: S–1571–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1992, (advokat Erik Schøt-Bæk, Haderslev) Retten i Sønderborg har den 1. august 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. A43083/2024).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, navnlig således at straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, ikke finder anvendelse, og at der fastsættes en fællesstraf. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysninger Tiltalte blev prøveløsladt den 13. juni 2023 fra afsoning af dommen af 3. maj 2023 med en reststraf på 94 dage og en prøvetid på 2 år.

Landsrettens begrundelse og resultat

Landsretten skal alene tage stilling til spørgsmålet om strafudmålingen. Tiltalte er skyldig i at være indrejst i Danmark den 3. juli 2024 i strid med et indrejseforbud på 6 år, som blev meddelt ved dom af 3. maj 2023.

Da tiltalte ved dommen af 3. maj 2023 blev idømt fængsel i 8 måneder, skal straffen fastsættes i medfør af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, og straffen er derfor fængsel fra 1 år indtil 3 år. § 59 b, stk. 2, blev indsat i udlændingeloven ved lov nr. 174 af 27. februar 2019.

Af forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. 140 af 15. januar 2019) fremgår af de specielle bemærkninger: ”… Det foreslås, at der indsættes en ny bestemmelse i udlændingelovens § 59 b, stk. 2, hvorefter den udlænding, der indrejser her i landet i strid med et indrejseforbud eller et tilhold, der er meddelt i forbindelse med udvisning og straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, der ville have medført en straf af denne varighed, straffes med fængsel fra 1 år indtil 3 år.

Det forudsættes, at straffen normalt skal fastsættes som en ubetinget fængselsstraf.

Den foreslåede bestemmelse betyder, at en udlænding, som er udvist med indrejseforbud i forbindelse med en straf af mindst 3 måneders ubetinget fængsel, men som indrejser i strid med det indrejseforbud, der er fastsat i forbindelse med udvisningen, mindst skal straffes med fængsel i 1 år. … Den foreslåede minimumsstraf på 1 års fængsel for at indrejse i strid med et indrejseforbud kan dog kun fraviges i medfør af den almindelige regel i straffelovens § 83, hvorefter straffen kan nedsættes under den foreskrevne strafferamme, når oplysninger om gerningen, gerningsmandens person eller andre forhold afgørende taler herfor.

Under i øvrigt formildende omstændigheder kan straffen bortfalde. …” Efter tiltaltes forklaring lægger landsretten til grund, at han indrejste i Danmark med tog fra Tyskland, og at han skulle videre til Sverige. Han vidste, at han havde et indrejseforbud i Danmark, men han havde ikke undersøgt andre muligheder for at komme til Sverige.

Han havde ikke penge til togbilletten og var i Tyskland blevet smidt af toget, fordi han ikke havde billet. Han har ikke familie i Sverige og skulle ikke besøge nogen. Der foreligger herefter ikke omstændigheder ved gerningen, tiltaltes person eller andre forhold, der afgørende taler for at nedsætte straffen under den foreskrevne minimumstraf i medfør af straffelovens § 83, 1. pkt.

Tiltalt har gjort gældende, at det ved straffastsættelsen er formildende, at han har aflagt en tilståelse. Den 4. juli 2024 blev tiltalte fremstillet i grundlovsforhør og sigtet for overtrædelse af udlændingelovens § 59 b, stk. 2, jf. stk. 1. Tiltalte nægtede sig på det tidspunkt skyldig, men det fremgår, at han den 11. juli 2024 via sin forsvarer anmodede om, at sagen blev fremmet som en tilståelsessag.

Efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden har aflagt tilståelse. Bestemmelsen blev indsat i straffeloven ved lov nr. 661 af 11. juni 2024. Af forarbejderne til lovændringen (lovforslag nr. 115 af 28. februar 2024) fremgår af de almindelige bemærkninger: ”… 2.10. Strafudmåling ved tilståelse 2.10.1.

Gældende ret … Det skal ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Bestemmelsen angår straffens udmåling inden for strafferammen og erstattede i 2004 en bestemmelse, der under tilsvarende omstændigheder gav mulighed for nedsættelse af straffen under strafferammens minimum. … 2.10.2.

Justitsministeriets overvejelser og den foreslåede ordning Aftalepartierne er enige om at lovfæste, at det ved strafudmålingen i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at tiltalte har aflagt tilståelse, selv om tiltalte ikke har angivet sig selv, og selv om tilståelsen ikke er fuldstændig. …” Af lovforslagets specielle bemærkninger fremgår bl.a.: ”… Det følger af § 82, nr. 9, at det i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse.

Det foreslås at ændre § 82, nr. 9, så bestemmelsen angiver, at gerningsmanden har aflagt tilståelse. Forslaget indebærer, at det ikke længere vil være en betingelse for, at lovbestemmelsen kan anvendes, at gerningsmanden frivilligt har angivet sig selv, eller at gerningsmandens tilståelse er fuldstændig.

Forslaget lovfæster dermed, at en tilståelse i almindelighed også skal indgå som en formildende omstændighed, når gerningsmanden ikke har angivet sig selv eller tilståelsen ikke er fuldstændig. … Der henvises i øvrigt til pkt. 2.10 i lovforslagets almindelige bemærkninger. …” Efter forarbejderne lægger landsretten til grund, at en tilståelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed ved fastsættelsen af straffen, selv om gerningsmanden ikke har angivet sig selv, eller tilståelsen ikke er fuldstændig, men at bestemmelsen angår straffens udmåling inden for strafferammen.

Der er ikke ved lovændringen skabt en mulighed for at nedsætte straffen under strafferammens minimum. Herefter, og da der som anført ovenfor ikke er omstændigheder, der afgørende taler for at nedsætte straffen under den foreskrevne minimumstraf, skal straffen som udgangspunkt fastsættes til fængsel i 1 år.

Det fremgår imidlertid, at tiltalte har en reststraf på 94 dage fra prøveløsladelsen den 13. juni 2023 med en prøvetid på 2 år. Forholdet er begået i prøvetiden, og straffen fastsættes på denne baggrund som en fællesstraf på fængsel i 1 år og 3 måneder, jf. straffelovens § 61, stk. 2, jf. § 40, stk. 1. Med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 1 år og 3 måneder, stadfæster landsretten dommen.

Tiltalte har fortsat været frihedsberøvet under anken.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 1 år og 3 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.