142/2012

Beviskrav ved påmindelse ved brev med henblik på afbrydelse af forældelse efter DL 5-14-4 Sagerne angik, om der var sket afbrydelse af forældelse før forældelsesloven trådte i kraft. Højesteret skulle tage stilling til kravet til beviset for, at påmindelse ved almindeligt brev med henblik på afbrydelse af forældelse efter DL 5-14-4 er kommet frem til skyldneren, når skyldneren bestrider at have modtaget påmindelsen. Højesteret udtalte generelt, at der ved afgørelse af sager med bevisførelse om afsendelse og fremkomst af breve hos den enkelte adressat må tages udgangspunkt i de forhold, der kendetegner det enkelte retsområde. Højesteret udtalte herefter, at der ved bedømmelsen af, om kreditor har ført et tilstrækkeligt bevis for, at en påmindelse er afsendt og kommet frem til skyldneren, f.eks. kan indgå kreditors redegørelse for sine rutiner for postafsendelse og modtagelse af returnerede breve, ligesom der kan blive tale om fremlæggelse af kopi af afsendte breve og udskrift af journalnotater. Der kan endvidere vise sig behov for en bevis¬førelse om mulige svigt eller fejlkilder i forbindelse med postomdelingen hos skyldneren. Ved bevisbedømmelsen vil det indgå, om der er afsendt et eller flere breve. Kan det lægges til grund, at der er afsendt flere breve, vil sandsynligheden for, at ingen af disse breve skulle være kommet frem til skyldneren, være meget beskeden, såfremt der ikke i øvrigt kan påvises omstændigheder, der giver anledning til en anden vurdering. Det er ikke udelukket, at en kre¬ditor kan løfte bevisbyrden for, at en påmindelse er kommet frem til skyldneren, selv om der alene er afsendt et enkelt brev. Et enkelt brev vil dog normalt ikke i sig selv være tilstrække¬ligt. I sag 137/2012 havde kreditor fremlagt kopi af fire breve sendt til skyldnerens folkeregisteradresse, foretaget en elektronisk registrering af de to senest afsendte breve samt oplyst om bl.a. postgangen hos kreditor. Højesteret fastslog, at der ikke var indtrådt forældelse af kravet, da det var usandsynligt, at ingen at brevene skulle være kommet frem til skyldneren. Landsretten var nået til et andet resultat. I sag 142/2012 havde kreditor fremlagt to breve, som ikke var kommet retur, samt en sagsrapport, der understøttede, at brevene var afsendt. Højesteret fastslog, at der ikke var indtrådt forældelse af kravet, da det var meget lidt sandsynligt, at ingen af breve skulle være kommet frem til skyldneren. Skyldnerens oplysninger om manglende angivelse af bynavn og uregelmæssig postgang mv. var ikke af en sådan vægt, at det kunne føre til en anden vurdering. Landsretten var nået til det samme resultat.