106/2006

Ikke dispensation til bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen Dom afsagt den 25. maj 2010. Sag 106/2006 A mod Naturklagenævnet Ikke dispensation til bebyggelse inden for strandbeskyttelseslinjen En ejendom, der var beliggende delvis inden for den dagældende kystbeskyttelseslinje på 100 meter, jf. naturbeskyttelseslovens § 15, stk. 1, nedbrændte i 1999. Ejeren A søgte amtet om tilladelse til genopførelse af ejendommen i en ny udformning, således at en del af ejendommen stadig var beliggende inden for 100 metergrænsen. Amtet meddelte 10. april 2002 dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til genopførelse af et sommerhus på 122 m², som skulle sammenbygges med et udhus på 30 m². Projektet var udformet med tre længer, som skulle indramme en ”åben solgård” på ca. 44 m². Tilladelsen blev meddelt bl.a. på vilkår om, at sommerhuset alene måtte anvendes til beboelse i tidsrummet fra den 1. april til 30. september og herudover kun til kortvarige ophold. I august 2003 meddelte kommunen byggetilladelse. Efterfølgende konstaterede amtet, at de tegninger der var blevet forelagt kommunen i forbindelse med ansøgningen om byggetilladelse, ikke var identiske med de tegninger, der lå til grund for amtets tilladelse af 10. april 2002, idet solgården på tegningerne til kommunen var glasoverdækket således, at ca. 24 m² af glasoverdækningen lå inden for strandbeskyttelseslinjen. Arbejdet med glasoverdækningen var iværksat, og i medfør af naturbeskyttelsesloven påbød amtet A at indstille arbejdet. Den 27. marts 2003 meddelte amtet afslag på lovliggørende dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3. Naturklagenævnet tiltrådte den 21. juni 2004 denne afgørelse, hvorefter A indbragte nævnets afgørelse for domstolene med påstand om ophævelse af afgørelsen, subsidiært hjemvisning af sagen. Vestre Landsret havde forud herfor ved dom af 24. september 2004 afgjort, at det nedbrændte hus måtte anses for at være et helårshus, hvorfor vilkårene om ophold i amtets tilladelse af 10. april 2002 skulle bortfalde. Højesteret frifandt Naturklagenævnet og udtalte bl.a., at glasoverdækningen og de spær, der var etableret for denne, krævede dispensation efter naturbeskyttelseslovens § 65, stk. 3, og at amtets afslag på at meddele dispensation ikke – som A havde gjort gældende – kun var begrundet med formelle forhold. Højesteret bemærkede endvidere, at muligheden for at opnå dispensation fra strandbeskyttelseslinjen til udvidelse af helårshuse indtil et samlet etageareal på 250 m² kun angår området fra 100 meter-grænsen til 300 meter-grænsen. Denne dispensationsmulighed var således uden betydning for adgangen til at etablere glasoverdækning af en solgård inden for 100 meters beskyttelseslinjen. Der var heller ikke grundlag for at tilsidesætte forvaltningens afgørelse i A’s øvrige anbringender bl.a. om, at han havde en berettiget forventning om dispensation, at afgørelsen var åbenbart urimelig og i strid med kravet om proportionalitet. Landsretten var nået til samme resultat.