Tilbage til sager

BRByretterne

AM2023.01.13B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
13-01-2023
Sagsemne
erhvervelse af fast ejendom, bødestraffe
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2023.01.13B Retten i Odenses 2. afdelings

DOM

Dato: 13. januar 2023 Rettens sagsnr.: 2-8406/2021 Politiets sagsnr.: 2300-84990-00002-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1983 Anklageskrift er modtaget den 13. oktober 2021. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2014 om erhvervelse af fast egendom § 10, stk. 2, jf. § 8, ved at have undladt at efterkomme Justitsministeriets påbud af 19. oktober 2016 om at afhænde ejendommen beliggende Adresse i By inden 6 måneder, hvilken frist blev forlænget, senest ved Justitsministeriets brev af 6. juni 2017, hvor fristen blev forlænget med 6 måneder fra brevets dato.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at det er korrekt, at hun i oktober 2016 fik at vide af Justitsministeriet, at hun skulle sælge ejendommen, fordi hun var flyttet fra den. Hun var ikke klar over, at hun ikke måtte flytte fra ejendommen.

Det er korrekt, at hun i forbindelse med ansøgningen om erhvervelse af fast ejendom underskrev en erklæring om, at ejendommen skulle benyttes til helårsbeboelse, men hun forstod ikke, hvad det handlede om. Hun stolede blot på sin mand og deres advokat.

Hun troede, at hun bare kunne bo i ejendommen, som hun havde lyst til, og hun havde således ikke forstået, at hun skrev under på, at hun skulle benytte ejendommen som helårsbolig men blot, at hun skrev under på noget, som var en betingelse for, at hun kunne få lov til at erhverve boligen. Da hun fik besked fra Justitsministeriet med kravet om salg af boligen med frist på 6 måneder, satte hun boligen til salg.

Foreholdt påbud fra Justitsministeriet af 19. oktober 2016, forklarede hun, at hun og hendes mand havde udlejet ejendommen. Da de fik brevet fra Justitsministeriet opsagde de med det samme den pågældende lejer. Lige efter lejeren flyttede, blev der begået omfattende hærværk på ejendommen.

Huset var ikke sat til salg i den efterfølgende periode, hvor der var meget korrespondance frem og tilbage mellem hendes advokat og forsikringsselskabet, som skulle dække hærværksskaderne. Det er således korrekt, at ejendommen ikke var sat til salg i perioden fra den 16. marts 2016 til april 2019, fordi ejendommen var forurenet efter det begåede hærværk.

Ejendomsmægleren anbefalede, at ejendommen ikke blev sat til salg i den periode, idet det ville være meget svært at sælge ejendommen med forureningen, og at prisen i givet fald skulle nedsættes betragteligt. Ejendomsmægleren mente, at der formentligt slet ingen købere ville være til ejendommen, så længe den var forurenet. Hun stolede på, at ejendomsmægleren vidste bedst.

Det tidligere hus er nu revet ned, og der er bygget et helt nyt hus, efter grunden blev helt oprenset for forureningen. Hun er flyttet ind i det nye hus.

Vidnet Vidne fra Civilstyrelsen har forklaret, at det er hendes opfattelse, at der er givet en tilladelse til erhvervelse af fast ejendom til tiltalte under betingelse af, at boligen skulle benyttes til helårsbolig, hvilket tiltalte ikke har overholdt, og det, der er kommet frem under sagen herunder tiltaltes forklaring, giver ikke anledning til andet.

De har ikke mulighed for at forlænge fristen efter loven i længere tid, end de har gjort. Fra den dag fristen for afhændelsespålægget udløb, var det strafbart at eje ejendommen. Omstændighederne omkring forløbet med hærværket og forureningen af ejendommen ændrer ikke på dette. Tiltalte er ikke tidligere straffet.

Rettens begrundelse

og afgørelse Efter oplysningerne om sagens forløb herunder, at tiltalte sigtes af politiet den 26. juni 2018 og afhøres den 30. juli 2018, at der den 14. januar 2020 sendes underretning om langvarig sigtelse, hvorefter sagen blev modtaget af den mødende anklager den 20. marts 2020, hvorefter Civilstyrelsen den 1. juli 2020 meddelte, at sagen fortsat ønskedes ført ved retten, at statsadvokaten den 29. oktober 2020 anmodede om yderligere efterforskning i sagen, hvorefter politiet den 19. januar 2021 henvendte sig på den pågældende ejendom for konstatering af, at tiltaltes navn var anført på postkassen, at anklageren ved Fyns Politi den 31. marts 2021 foretog en ny indstilling i sagen til statsadvokaten, hvorefter statsadvokaten den 26. august 2021 foretog indstilling til civilstyrelsen, og at anklageskriftet i sagen blev udarbejdet den 27. oktober 2021, er der efter rettens opfattelse efter en samlet vurdering af den virksomhed, politiet har udfoldet med hensyn til sagen, ikke grundlag for at fastslå, at forfølgningen har været standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6, 2. pkt.

Efter tiltaltes egen forklaring og det i øvrigt fremkomne lægges til grund, at der er meddelt et påbud som beskrevet i anklageskriftet, og at dette ikke er overholdt, trods gentagne fristforlængelser. Det lægges endvidere til grund, at der den 13. marts 2017 blev konstateret hærværk på ejendommen i form af udhældning af dieselolie på store dele af ejendommen såvel indvendigt som udvendigt.

Det er imidlertid rettens opfattelse, at der ikke er grundlag for at antage, at det trods den forurening af ejendommen som opstod ved det pågældende hærværk har været umuligt at sælge ejendommen. Retten har herved lagt vægt på tiltaltes forklaring og på oplysningerne om, at ejendommen var sat til salg frem til marts 2016, men ikke var til salg fra dette tidspunkt og til april 2019.

Det er herefter bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til en bøde på 5.000 kr., jf. lovbekendtgørelse nr. 265 af 21. marts 2014 om erhvervelse af fast ejendom § 10, stk. 2, jf. § 8. Retten har ved fastsættelsen af bødens størrelse lagt vægt på forholdets karakter og har, henset til den lange tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået, hvilket ikke skyldes tiltaltes forhold, nedsat bøden.

Med samme skal statskassen betale sagens omkostninger. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte skal betale en bøde på 5.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 8 dage. Statskassen skal betale sagens omkostninger.

AM2023.01.13B
Retten har i præmisserne lagt vægt på, at ejendommen var sat til salg frem til tidspunktet for hærværket, men at ejendommen derefter blevet taget af markedet.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/97424ec7-9578-40a7-8772-abcbe387ab06