20317/2024

Forbrugerombudsmanden havde ikke retlig interesse i anerkendelsespåstande vedrørende en konkret kreditaftale. I maj 2019 indgik forbrugeren A en kreditaftale om lån på 20.000 kr. med Resurs Bank, filial af Resurs Bank Aktiebolag, Sverige. I marts 2020 rettede Forbrugerombudsmanden henvendelse til banken om lånet og henviste til bankens forpligtelse efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, til at foretage en kreditværdighedsvurdering forud for indgåelse af en kreditaftale. I april 2020 tilbageførte Resurs Bank uden præjudice og pr. kulance tilskrevne renter og gebyrer på lånet, og i juni 2020 eftergav banken restgælden. I januar 2022 udstedte Finanstilsynet påbud til Resurs Bank om efter nærmere angivne retningslinjer at foretage kreditværdighedsvurderinger i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, jf. reglerne om god skik for finansielle virksomheder. Resurs Bank anlagde i februar 2022 sag mod Finanstilsynet om ophævelse af påbuddet. Sagen blev henvist til behandling ved landsretten i 1. instans. Under sagsforberedelsen hovedintervenerede Forbrugerombudsmanden og nedlagde over for Resurs Bank påstande om, at banken skulle anerkende, at der ikke var foretaget en kreditværdighedsvurdering i overensstemmelse med kreditaftalelovens § 7 c forud for indgåelsen af kreditaftalen med forbrugeren A (påstand 1), at det var i strid med god skik for finansielle virksomheder at indgå kreditaftalen (påstand 2), og at kreditaftalen var ugyldig (påstand 3). Landsrettens dom for så vidt angår Finanstilsynets påbud til banken blev ikke anket, og denne del af dommen havde retskraft også for Forbrugerombudsmanden som hovedintervenient. Forbrugerombudsmanden ankede den del af dommen, der vedrørte kreditaftalen med forbrugeren A. Sagen rejste spørgsmål, om Forbrugerombudsmanden havde retlig interesse i de nedlagte anerkendelsespåstande. Højesteret fandt, at tilsynet med bankens overholdelse af god skik og dens forpligtelser efter kreditaftalelovens § 7 c, stk. 1, var varetaget af Finanstilsynet ved udstedelsen af påbuddet til banken. Der forelå ikke tilsyns- eller håndhævelseshensyn ud over de hensyn, som var varetaget ved den myndighedsudøvelse, som Finanstilsynet allerede havde gennemført, der gav Forbrugerombudsmanden retlig interesse i at få realitetsbehandlet anerkendelsespåstandene. Da forbrugeren A allerede havde opnået det resultat, der ville være følgen af at få kreditaftalen tilsidesat som ugyldig, fastslog Højesteret, at Forbrugerombudsmanden ikke havde retlig interesse i at få prøvet de nedlagte påstande.