Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2021.06.17Ø2

OL-2021-Ø-00040

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
17-06-2021
Sagsemne
forældelse / §§ 93-94, markedsføring
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2021.06.17Ø2] Retten i Svendborgs

DOM

- 16. januar 2020 - RS-3127/2019 - 2300-99110-00009-16

Anklagemyndigheden mod T , cvr-nummer ...

Anklageskrift er modtaget den 28. august 2019.

T er tiltalt for overtrædelse af lov om forbud mod tobaksreklamer m.v.§ 7, stk. 1, jf. stk. 2, jf. § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 1, ved i Ugeavisen Øboen for perioden 18.-24. juli 2016, at have reklameret for cigaretter, idet T i ugeavisen fik trykt en annonce, der blandt andet indeholdt et billede af en ekspedient, der holdt flere cigaretpakker i hænderne samt en tekst, der fungerede som taleboble, med følgende ordlyd: "Jeg har styr på alle cigaret- mærker og jeg har bestilt rigeligt".

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 1.629,00 kr., idet der hidrører fra opnået mersalg af ciga- retter hos T , jf. straffelovens § 75, stk. 1.

Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte ved brugsuddeler V .

Forklaringen er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Rettens begrundelse

og afgørelse T har erkendt at have overtrådt lov om forbud mod tobaksreklamer m.v. at have indrykket den anførte annonce med reklame for cigaretter i Ugeavisen Øboen for perioden 18.-24. juli 2016.

Forbrugerombudsmanden anmodede ved brev af 12. september 2016 T evt. bemærkninger til en mulig overtrædelse af lov om forbud mod tobaksreklamer m.v. T svarede ved brev og 4. oktober 2016 og er- kendte forholdet. Forbrugerombudsmanden anmeldte ved brev af 19. december 2016 T til Fyns Politi for overtrædelse af lov om forbud mod tobaksreklamer m.v. og anmodede Fyns Politi om at sigte T .

Fyns Politi sigtede den 15. november 2017 T og foretog samtidig afhøring af uddeler V . Fyns Politi udarbej- dede bødeforlæg af 12. juli 2019, der antagelig blev fremsendt til T , som må have anmodet om et rets- møde. Sagen blev herefter indleveret til retten den 28. august 2019.

Overtrædelse af lov om forbud mod tobaksreklamer m.v. straffes med bøde. Forældelsesfristen er derfor 2 år, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1.

Forældelsen blev afbrudt den 15. november 2017, da Fyns Politi sigtede tiltalte for forholdet. Efter sigtelsen blev afhøringsrapporten af 15. november 2017 forelagt Forbrugerombudsmanden, der ved brev af 9. marts 2018 udtalte sig til sagen og fastholdt størrelsen af bøden til 40.000 kr.

Det må antages, at politiet herefter har skønnet, at sagen ikke afventede yderligere efterforskning, men var klar til tiltalerejsning, der imidlertid først skete 20 måneder efter sigtelsen var meddelt (16 måneder efter Forbrugerombudsmandens sidste udtalelse i sagen) og ca. tre år efter, at reklamen havde været bragt i uge- avisen.

Retten finder derved, at forfølgningen i perioden efter sigtelsen de facto har været standset på ube- stemt tid. Det bemærkes, at det drejer sig om en forholdsvis simpel bødesag, hvor T havde erkendt for- holdet, hvorfor sagen reelt alene har drejet sig om bødens størrelse. Der er ikke grundlag for at antage, at tiltalte har unddraget sig forfølgningen.

Afbrydelsen af forældelsen ved sigtelsen havde herefter ikke læn- gere virkning, da sagen blev indleveret til retten, jf. straffelovens § 94, stk. 6, og forholdet var således foræl- det. T frifindes derfor.

Thi kendes for ret

: T frifindes.

Statskassen skal betale sagens omkostninger.

Rasmus Aggersbjerg Kristensen kst. dommer

::::::::::::::::::::::::::::::::

Østre Landsrets 20. afdelings

DOM

- 17. juni 2021 - S-1639-20 (landsdommerne Thomas Lohse, Henrik Bitsch og Morten Petersen Broberg (kst.)).

Anklagemyndigheden mod T , (beskikket advokat Niels Rex)

Retten i Svendborgs dom af 16. januar 2020 (RS-3127 /2019) er med Procesbevillingsnævnet tilladelse af 10. juni 2020 anket af Anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.

T har påstået stadfæstelse, subsidiært en mindre bøde.

Sagsfremstilling

I perioden fra den 18.juli til den 24. juli 2016 bragte Ugeavisen Øboen en annonce for T , hvori brugsfor- eningen bl.a. reklamerede for tobaksvarer. Foranlediget af en klage over denne annonce rettede Forbruger- ombudsmanden den 12. september 2016 henvendelse til T . Den 4. oktober 2016 erkendte T uden for- behold forholdet. Den 19. december 2016 anmeldte Forbrugerombudsmanden forholdet til Fyns Politi.

Den 15. november 2017 rejste Fyns Politi sigtelse mod T . Den 20. november 2017 anmodede Fyns Politi For- brugerombudsmanden om en vurdering - særligt i relation til bødestørrelsen. Den 9. marts 2018 skrev For- brugerombudsmanden til Fyns Politi - bl.a. om bødestørrelsen. Den 12. juli 2019 udarbejdede Fyns Politi bødeforelæg. Den 28. august 2019 indbragtes sagen for retten.

Den 16. januar 2020 afsagde Retten i Svend- borg dom. Denne dom blev efterfølgende med Procesbevillingsnævnets tilladelse anket til landsretten.

T har oplyst, at annoncen, hvorved der reklameres for tobak, må antages at have medført en øget avance fra tobaksvarer på 1.629 kr. Beløbet er ikke blevet bestridt.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af brugsuddeler V .

V har supplerende forklaret blandt andet, at brugsforeningen har en franchiseaftale med X . Det er bø- dens størrelse, han og bestyrelsen er utilfredse med, og han har heller ikke givet udtryk for det modsatte overfor politiet. Tværtimod har han hele tiden fastholdt, at bødens størrelse skulle forelægges retten. Bø- deforelægget har han først modtaget den 23.juli 2019.

Landsrettens begrundelse og resultat

Reklame for tobaksvarer straffes med bøde jf. lov om forbud mod tobaksreklamer § 7, stk. 1, jf. § 3, stk. 1. Forældelse indtræder herefter 2 år efter den strafbare handlings ophør, jf. straffelovens § 93, stk. 1, nr. 1, og § 94, stk. 1. Fyns Politi rejste imidlertid sigtelse mod T den 15. november 2017, hvorved forældelsen blev afbrudt, jf. straffelovens § 94, stk. 5.

Spørgsmålet er herefter, om strafforfølgningen efterfølgende er standset på ubestemt tid, jf. straffelovens § 94, stk. 6. Ved afgørelsen af, om forfølgning må anses for standset "på ubestemt tid"', skal der foretages en samlet vurdering af den virksomhed, politiet på dette tidspunkt udfoldede med hensyn til sagen, jf. Straffelovrådets betænkning 433/1966 om strafferetlig forældelse, side 23.

Efterforskningen må anses for afsluttet den 9. marts 2018, men først den 12. juli 2019 forelå bødeforelæg. Landsretten bemærker, at sa- gen på den ene side har været ganske ukompliceret, ligesom T fra start af har erkendt forholdet. På den anden side sker retsforfølgningen i et samarbejde mellem politiet og Forbrugerombudsmanden, hvorfor der skal tages højde for begge disse myndigheders virksomhed i sagen.

Endvidere udgør straffelovens § 94, stk. 6, en undtagelse fra den sædvanlige fastlæggelse af, hvornår der indtræder forældelse af en lovovertræ- delse, hvorfor bestemmelsen skal gives en snæver fortolkning. Samlet finder landsretten, at perioden med inaktivitet på godt 16 måneder fra 9. marts 2018 til 12. juli 2019 ikke er fuldt tilstrækkeligt til at fastslå, at forfølgningen må anses for standset på ubestemt tid.

Der er følgelig ikke indtrådt forældelse.

Ved fastlæggelse af bødestørrelsen må der tages højde for, at T’s annonce falder inden for kerneområdet af forbuddet mod tobaksreklame.

Der må imidlertid også tages højde for, at overtrædelsen kun stod på i et kortere tidsrum, at den kun nåede ud til et relativt begrænset antal potentielle kunder, at den kun har med- ført en begrænset øget avance, og at den ikke kan anses for udtryk for en bevidst overtrædelse, hvor den forretningsdrivende forud for udsendelse af reklamen sammenholdt risiko for retsforfølgelse med forventet mersalg.

Yderligere bør der tages højde for bødeniveauet på sammenlignelige områder, ligesom der bør tages højde for, at den danske tobaksreklamelov gennemfører EU's tobaksreklamedirektiv (direktiv 2003/33 af 26. maj 2003 om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestem- melser om reklame for tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse), som i artikel 7 fastslår, at medlems- staterne skal fastsætte sanktioner for overtrædelse af de gennemførte forbudsbestemmelser, der er effek- tive, står i rimeligt forhold til overtrædelsen og har afskrækkende virkning.

Landsretten finder herefter ud fra en samlet vurdering, at anklagemyndighedens påstand om en bøde på 40.000 kr. for den skete overtræ- delse er uforholdsmæssig. Herudover må der tages højde for, at sagens samlede varighed har været uhen- sigtsmæssig lang, uden at dette på nogen måde kan tilskrives T .

Fastlæggelsen af bøden i den konkrete sag skal derfor ske i lyset af princippet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og arti- kel 47 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder om, at enhver har ret til en retfær- dig og offentlig rettergang inden en rimelig frist. Herefter finder landsretten, at bøden bør fastsættes til 5.000 kr.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod T ændres, således at T straffes med en bøde på 5.000 kr.

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

Jens Jensen souschef

AM2021.06.17Ø2
LR fandt ikke, at en samlet periode med inaktivitet på godt 16 måneder var fuldt tilstrækkeligt til at fastslå, at forfølgingen var standset på ubestemt tid. Der var gået 16 måneder fra efterforskningens afslutning til et bødeforlæg forelå. LR bemærkede, at straffelovens § 94, stk. 6 er en undtagelse fra den sædvanlige vurdering af, hvornår forældelse anses for indtrådt og skal derfor fortolkes snævert.
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/9b2ac913-b816-40bc-a026-338a15e076ab