HR — Højesteret
145/2018
OL-2019-H-00011
HØJESTERETS KENDELSE
afsagt onsdag den 16. januar 2019
Sag 145/2018
Anklagemyndigheden mod T (advokat Jesper Storm Thygesen)
I tidligere instans er afsagt kendelse af Østre Landsrets 9. afdeling den 12. marts 2018.
I påkendelsen har deltaget tre dommere: Henrik Waaben, Lars Hjortnæs og Kurt Rasmussen.
Påstande
T har nedlagt påstand om, at landsrettens kendelse om afvisning ophæves, og at sagen hjem- vises til fornyet behandling i landsretten.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse af landsrettens kendelse.
Sagsfremstilling
Ved dom af 8. november 2017 blev T ved Retten i Helsingør straffet med betinget fængsel i 1 år for overtrædelse af straffelovens § 181, stk. 1, og § 285, stk. 1, jf. § 279.
T udbad sig efter domsafsigelsen betænkningstid i forhold til spørgsmålet om anke.
Ved brev af 21. november 2017 ankede Ts forsvarer, advokat Ulla Degnegaard, på vegne af ham Retten i Helsingørs dom af 8. november 2017.
Brevet med ankemeddelelsen blev først modtaget af Nordsjællands Politi den 23. november 2017.
- 2 -
Den 12. marts 2018 blev der foretaget hovedforhandling i sagen mod T i Østre Landsret. Af retsbogen fremgår bl.a.:
”Anklageren påstod tiltaltes anke afvist under henvisning til, at meddelelse herom først blev modtaget hos anklagemyndigheden den 23. november 2017, hvilket var dagen efter ankefristens udløb, jf. retsplejelovens § 904, stk. 1.
Forsvareren påstod anken admitteret i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt., og ønskede at stille spørgsmål til tiltalte.
Tiltalte forklarede, at han var til stede ved domsafsigelsen den 8. november 2017, og blev vejledt af retsformanden om muligheden for at udbede sig betænkningstid og fristen for at anke. Han udbad sig betænkningstid og aftalte med sin daværende forsva- rer, advokat Ulla Degnegaard, at han skulle kontakte hende, såfremt han ønskede at an- ke. Han besluttede sig for at anke, og meddelte Ulla Degnegaard sit ønske herom på sid- stedagen for anke. Han prøvede denne dag at kontakte hende før klokken 12, men opnå- ede først kontakt til hende efter klokken 12, hvor han meddelte hende sit ønske.
Forsvareren henviste til, at anklagemyndigheden ikke tidligere har påstået sagen afvist, og at fristens overskridelse ikke kan tilskrives tiltalte. I andre tilfælde, f.eks. ved kendel- sen offentliggjort i UfR2010.2807/2, er en for sen anke admitteret, da en fristoverskri- delse alene beroede på en fejl begået af forsvareren.”
Landsretten afsagde herefter følgende kendelse:
”Efter sagens oplysninger, herunder tiltaltes forklaring vedrørende forløbet omkring hans beslutning om at anke dommen og kommunikationen med forsvareren herom, fin- der landsretten, at der ikke er grundlag for at admittere anken i medfør af retsple- jelovens § 910, stk. 2, 1. pkt. Det forhold, at anklagemyndigheden ikke allerede i anke- meddelelsen har påstået tiltaltes anke afvist, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Anklagemyndighedens påstand om, at tiltaltes anke afvises som for sent indgivet, tages herefter til følge, jf. retsplejelovens § 910, stk. 1, jf. § 904, stk. 1…”
Procesbevillingsnævnet meddelte den 2. august 2018 T tilladelse til at kære Østre Landsrets kendelse af 12. marts 2018 til Højesteret.
Anbringender
T har til støtte for påstanden anført navnlig, at han rettidigt informerede sin daværende forsva- rer om, at han ønskede at iværksætte anke. Den daværende forsvarer repræsenterede T under -
- 3 -
byrettens behandling af sagen og var derfor bekendt med den præcise dato, hvorfra anke- fristen blev regnet. Det var kendeligt for den daværende forsvarer, at T i løbet af ankefristen kunne give meddelelse til forsvareren om, at han ønskede at iværksatte anke.
Forsvareren burde have fremsendt ankemeddelelsen til anklagemyndigheden elektronisk, idet det må have stået forsvareren klart, at fremsendelse af ankemeddelelsen med almindeligt eller rekomman- deret brev ikke ville være tilstrækkelig til at overholde ankefristen.
Hvis den daværende for- svarer havde fremsendt ankemeddelelsen elektronisk, ville ankemeddelelsen være anset for rettidig frem til ankefristens sidste dag kl. 23.59. Forsvareren havde pligt til at iværksatte anke rettidigt, jf. retsplejelovens § 906, stk. 4, og havde tid nok til at iværksætte anken elektronisk. Ankefristens overskridelse beror derfor på en fejl begået af den beskikkede forsvarer.
En så- dan fejl bør føre til, at anken admitteres uagtet fristoverskridelsen, idet fristoverskridelsen ikke kan tilregnes den tiltalte, jf. retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt. Det følger af retspraksis, at der er en lempelig praksis i forhold til at admittere anke grundet forsvarerfejl, jf. U 1950.154 H, U 1999.827 H, U 2000.1300 H og U 2011.191 H.
Anklagemyndigheden har til støtte for påstanden anført navnlig, at overskridelsen af anke- fristen hovedsagelig skyldes grunde, som kan tilregnes tiltalte.
Det følger af retspraksis, at fejl fra forsvarerens side i forbindelse med anke normalt medfører, at tiltaltes for sent iværksatte anke admitteres, men dette gælder kun, hvis den for sent iværksatte anke alene skyldes fejl fra forsvarerens side, medmindre der foreligger særlige omstændigheder. Admittering af tiltaltes for sent iværksatte anke må forudsætte, at der ikke herved er noget at bebrejde tiltalte.
Hvis fristoverskridelsen kan tilregnes tiltalte, vil en efterfølgende fejl hos forsvareren ikke kunne begrunde admittering. I den foreliggende sag skyldes fristoverskridelsen hovedsagelig, at til- talte først på ankefristens sidste dag, og endda sent på dagen, henvendte sig til den daværende forsvarer for at meddele, at han ønskede at anke dommen.
Der må overlades forsvareren et vist tidsmæssigt rum til at udfærdige og fremsende ankemeddelelsen, og i den foreliggende sag er det derfor ikke en egentlig fejl fra forsvarerens side, som er skyld i, at ankemeddelelsen først blev sendt dagen efter ankefristens udløb.
Tiltalte er ved domsafsigelsen behørigt blevet vejledt om mulighederne for at anke og fristen herfor, og den for sent iværksatte anke skyldes derfor hovedsagelig tiltaltes egne forhold. Det forhold, at fristoverskridelsen i den foreliggen- de sag var ganske kort, og at anklagemyndigheden ikke i ankemeddelelsen gjorde indsigelse mod tiltaltes anke, kan ikke føre til et andet resultat.
Der er desuden ikke rimelig udsigt til, at byrettens dom vil blive ændret, selv om anken admitteres. Bl.a. må fængselsstraffens længde
- 4 -
anses for passende udmålt, når henses til, at byretten i relevant omfang har taget sagsbehand- lingstiden samt tiltaltes fysiske og psykiske tilstand i betragtning ved afgørelsen om betinget fængselsstraf.
Højesterets begrundelse og resultat
Anke skulle have været iværksat inden 14 dage efter dommens afsigelse, jf. retsplejelovens § 904, stk. 1, dvs. den 22. november 2017.
Anklagemyndigheden modtog først den 23. november 2017 ankemeddelelsen, som var frem- sendt af Ts daværende forsvarer ved brev af 21. november 2017.
T har i landsretten forklaret, at han "på sidstedagen for anke" meddelte sin daværende forsva- rer, at han ønskede at anke, og at han først opnåede kontakt med hende efter kl. 12 den pågæl- dende dag.
Højesteret finder, at der under de foreliggende omstændigheder ikke er tilstrækkeligt grundlag for at antage, at fristoverskridelsen kan tilregnes T.
Højesteret finder derfor, at Ts påstand om admittering af anken bør tages til følge.
Thi bestemmes
:
Landsrettens kendelse om afvisning ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling i landsretten.
Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.
S334100L-PEN
UDSKRIFT AF ØSTRE LANDSRETS RETSBOG ____________
Den 12. marts 2018 kl. 09:30 holdt Østre Landsret offentligt retsmøde i retsbygningen, Bredgade 59, København.
Retten beklædtes af landsdommerne Gitte Rubæk Pedersen, Alex Puggaard og Lotte Ca- lundann Noer (kst.) samt af domsmændene , og .
Som rettens formand fungerede landsdommer Gitte Rubæk Pedersen.
Retsplejelovens §§ 66, stk. 2, og 91, stk. 1, var iagttaget.
Der foretoges hovedforhandling:
9. afd. nr. S-3341-17: Anklagemyndigheden mod
(cpr.nr. 92 - ) (advokat Jesper Storm Thygesen, besk.)
For anklagemyndigheden mødte Statsadvokaten i København ved anklager Kristine Hjorth.
Som beskikket forsvarer mødte advokat Jesper Storm Thygesen.
T ... ...
- 2 -
Tiltalte var mødt.
Som tolk i kurdisk for tiltalte mødte
Der fremlagdes ankemeddelelse med anklageskrift, retsbogsudskrift og udskrift af den ind- ankede dom.
De modtagne bilag var til stede.
Den ankede dom oplæstes. Anklageren gjorde rede for ankeforholdene.
Anklageren påstod tiltaltes anke afvist under henvisning til, at meddelelse herom først blev modtaget hos anklagemyndigheden den 23. november 2017, hvilket var dagen efter anke- fristens udløb, jf. retsplejelovens § 904, stk. 1.
Forsvareren påstod anken admitteret i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt., og ønskede at stille spørgsmål til tiltalte.
Tiltalte forklarede, at han var til stede ved domsafsigelsen den 8. november 2017, og blev vejledt af retsformanden om muligheden for at udbede sig betænkningstid og fristen for at anke. Han udbad sig betænkningstid og aftalte med sin daværende forsvarer, advokat Ulla Degnegaard, at han skulle kontakte hende, såfremt han ønskede at anke. Han besluttede sig for at anke, og meddelte Ulla Degnegaard sit ønske herom på sidstedagen for anke. Han prøvede denne dag at kontakte hende før klokken 12, men opnåede først kontakt til hende efter klokken 12, hvor han meddelte hende sit ønske.
Forsvareren henviste til, at anklagemyndigheden ikke tidligere har påstået sagen afvist, og at fristens overskridelse ikke kan tilskrives tiltalte. I andre tilfælde, f.eks. ved kendelsen offentliggjort i UfR2010.2807/2, er en for sen anke admitteret, da en fristoverskridelse alene beroede på en fejl begået af forsvareren.
Efter votering afsagdes
k e n d e l s e:
X
- 3 -
Efter sagens oplysninger, herunder tiltaltes forklaring vedrørende forløbet omkring hans beslutning om at anke dommen og kommunikationen med forsvareren herom, finder lands- retten, at der ikke er grundlag for at admittere anken i medfør af retsplejelovens § 910, stk. 2, 1. pkt. Det forhold, at anklagemyndigheden ikke allerede i ankemeddelelsen har påstået tiltaltes anke afvist, kan ikke føre til en ændret vurdering.
Anklagemyndighedens påstand om, at tiltaltes anke afvises som for sent indgivet, tages herefter til følge, jf. retsplejelovens § 910, stk. 1, jf. § 904, stk. 1., hvorfor
b e s t e m m e s:
Tiltaltes anke afvises.
Anklageren meddelte, at kontraanken frafaldes.
Retten tillagde den for tiltalte for landsretten beskikkede forsvarer, advokat Jesper Storm Thygesen, i salær 5.220 kr. med tillæg af moms, der betales endeligt af domfældte.
Sagen sluttet.
Retten hævet kl. 10:05.
(Sign.) ___ ___ ___ Udskriftens rigtighed bekræftes. Østre Landsret, den 23-03-2018
Peter Emil Nielsen Retsassistent
