BS-4906/2021-HJR OG BS-4285/2021-HJR

Erstatningsnævnet havde ikke hjemmel i dagældende offererstatningslov til at afvise krav om godtgørelse og erstatning S blev i 2014 udsat for et voldeligt overfald. I januar 2015 ansøgte A som advokat på vegne af S Erstatningsnævnet om erstatning for bl.a. tabt arbejdsfortjeneste. I nævnets svar til advokaten A anmodede nævnet om, at der til brug for nævnets behandling af sagen blev indsendt forskellig dokumentation. Advokaten A indsendte aldrig den efterspurgte dokumentation til Erstatningsnævnet, og sagen lå derfor stille, indtil Erstatningsnævnet ved afgørelse af 8. november 2018 afslog at behandle ansøgningen med henvisning til, at 2-års fristen i den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, var overskredet. Sagen BS-4906/2021-HJR angik om A havde handlet ansvarspådragende over for S ved ikke at indsende den efterspurgte dokumentation rettidigt til Erstatningsnævnet, mens sagen BS-4285/2021-HJR angik, om nævnet havde været berettiget til at afvise kravet som sket. Da sagen mod nævnet var afgørende for, om A havde pådraget sig erstatningsansvar over for S, blev de to sager behandlet samlet, og Højesteret fandt, at A havde retlig interesse i at få prøvet gyldigheden af Erstatningsnævnets afgørelse. Det fremgik af den dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, at Erstatningsnævnet ikke kunne behandle en ansøgning om erstatning, hvis nævnet tidligere havde behandlet erstatningskrav fra samme ansøger vedrørende samme lovovertrædelse, og det nye krav blev fremsat mere end 2 år efter, at ansøgeren indså eller burde indse eksistensen af dette krav. Hovedspørgsmålet i sagerne for Højesteret var, om Erstatningsnævnet havde været berettiget til at fortolke dagældende offererstatningslovs § 13, stk. 3, på den måde, at bestemmelsen også gav hjemmel til at anvende 2-års fristen i tilfælde, hvor nævnet havde anmodet om dokumentation for fremsatte krav i sager, der fortsat verserede ved nævnet. Højesteret kom med henvisning til bestemmelsens ordlyd og forarbejder samt tidligere højesteretspraksis frem til, at bestemmelsen ikke gav hjemmel til dette. Nævnet havde derfor ikke været berettiget til i sin afgørelse af 8. november 2018 at afslå at behandle de fremsatte erstatningskrav. Af samme grund var advokaten A ikke erstatningsansvarlig over for S. Landsretten var kommet til et andet resultat.