BS-29423/2019-HBK

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 185.6px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

RETTEN I HOLBÆK

DOM

afsagt den 19. februar 2020

Sag BS-29423/2019-HBK

Klager 1 (advokat Tobias Lundholm Stadarfeld Jensen)

og

Klager 2

mod

Region Hovedstaden (advokat Henrik Perregaard)

Denne afgørelse er truffet af Dommer.

Sagens baggrund og parternes påstande Denne dom vedrører spørgsmålet om erstatning i anledning af en ulovlig bælte-fiksering den 31. januar 2019 fra kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Klager 1 har fremsat påstand om, at Region Hovedstaden til Klager 1 skal betale 10.000 kr. med tillæg af procesrente fra sagens anlæg.

Region Hovedstaden har fremsat påstand om frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et af retten fastsat lavere beløb.

Dommen indeholder ikke en fuldstændig sagsfremstilling, jf. retsplejelovens § 218 a.

2

Oplysningerne i sagen Det psykiatriske Patientklagenævn traf den 31. maj 2019 afgørelse om ikke at godkende overlægens beslutning om at tvangsfiksere med bælte fra den 31, ja-nuar 2019 kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl.- 18.42, og at der foruden bælte hav-de været anvendt remme. Retten har ved af dom af 7. november 2019 stadfæstet afgørelsen.

Det Psykiatriske Patientklagenævn har begrundet afgørelsen således:

”… Tvangsfiksering den 31. januar 2019

Tvangsfikseringens iværksættelse Nævnet har konstateret, at tvangsfikseringen sker i forbindelse med overflyt-ning til sikret institution. Dette fremgår af de udfyldte tvangsprotokoller vedrø-rende tvangsfikseringen med bælte, remme og handsker.

Nævnet har imidlertid vurderet, at betingelserne for iværksættelse af tvangsfik-sering med bælte, hånd- fodremme har været opfyldt. Se psykiatrilovens §§ 14, stk. 2 og 15, stk. 2.

Der er udfærdiget 3 tvangsprotokoller, skema 3A vedrørende tvangsfikseringen den 31. januar 2019. – et for fikseringen med bælte, 1 for anvendelsen af remme og 1 for anvendelse af handsker.

Nævnet har taget til efterretning, at overlægen, der havde besluttet tvangsfikse-ringen, på Patientklagenævnets møde oplyste, at der ikke havde været anvendt handsker i forbindelse med fikseringen. Dette fremgik heller ikke af journalen, og det var således en fejl, at der var udfyldt en tvangsprotokol for anvendelse af handsker.

Nævnet har samlet set vurderet, at det var nødvendigt at bæltefiksere dig for at afværge, at du eller andre var i nærliggende fare for at få skader på legeme eller helbred.

Din mor har i sin klage påpeget, at bæltefikseringen er nøje planlagt ned til mindste detalje for at kunne gennemføre en formandsbeslutning om en anbrin-gelse på den særligt sikrede Institution 1 på Fyn, og oplyser, at formands-beslutningen og anbringelsen på den særligt sikrede institution var ulovlig iføl-ge Ankestyrelsens afgørelse af 9. april 2019. Derfor finder din mor, at bæltefik-sering og fiksering med hånd- og fodremme heller ikke kunne være lovlig. I journalnotat af 31. januar 2019 ført kl. 20.00 har overlægen bl.a. noteret, at det besluttes, at du skal anbringes kl. 17.00, hvor sagsbehandleren fra kommunen

3

vil give dig besked. Der vil desuden blive rekvireret en ambulance og politi, da du ved tidligere overflytning har reageret voldsomt og personfarligt. Videre beskrives det i journalnotatet, at da sagsbehandleren fra kommunen har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, reagerer du ved at begynde at smide med ting, slå og sparke ud omkring dig.

Du bliver derfor fastholdt på sengen og overflyttes til ambulancens båre kl. 17.12. På grund af din voldsom-hed og tidligere erfaringer vurderes det uforsvarligt ikke at bæltefiksere dig bå-de med bælte, hånd- og fodremme. Der gives akut beroligende tvangsmedicin tablet Serenase 2,5 mg kl. 17.14.

Nævnet finder samlet set, at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 for at tvangsfiksere dig med bælte, hånd- og fodremme var opfyldt på tids-punktet for beslutningen, hvor du stadig befandt dig på den psykiatriske afde-ling.

Ifølge mindste middels princippet skal personalet desuden have forsøgt at be-grænse og korrigere din aktivitet, have forsøgt at tale dig til ro og have tilbudt dig frivilligt at tage beroligende medicin, før du bliver fikseret.

Opfyldelse af mindste middels princippet kræver, at disse tre betingelser er op-fyldt, eller at det i journalen er beskrevet, hvorfor betingelserne ikke har kunnet opfyldes.

Nævnet har vurderet, at kravet om mindst indgribende foranstaltning i dit til-fælde ikke har været opfyldt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, at det ikke er dokumenteret i jour-nalen, at personalet har forsøgt at tale dig til ro, eller at dette var uigennemfør-ligt. Herunder er det ikke godtgjort, at en tvangsfiksering ikke kunne have væ-ret undgået ved, at personalet havde forsøgt at orientere dig om, at du skulle overflyttes til sikret institution og havde beroliget dig i den henseende.

Det er heller ikke i journalnotatet godtgjort, at du er blevet korrigeret, og tilbudt bero-ligende medicin, inden du blev tvangsfikseret. Den beroligende medicin blev ifølge journalen givet efter, at du var blevet overfør til ambulancens båre.

Det forhold, at kommunens sagsbehandler har oplyst dig om beslutningen om en akut anbringelse, som du reagerer på, ligesom det forhold, at man ved tidli-gere overflytning har erfaring for, at du har reageret voldsomt og perrsonfar-ligt, finder nævnet ikke på tilstrækkelig vis opfylder kravet om mindst indgri-bende foranstaltning. Se psykiatrilovens § 4, der er vedlagt.

Nævnet har i den forbindelse lagt vægt på, jf. ovenfor, at det ikke er dokumen-teret, at der er gjort, hvad der var muligt for at opnå din frivillige medvirken, eventuelt ved at give dig en passende betænkningstid i forbindelse med oplys-ninger om overflytningen til sikret institution.

4

Nævnet er opmærksom på, at tvangsfikseringen med bælte- hånd- og fodrem-me ophørte den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Nævnet godkender på ovenstående baggrund ikke, at du efter psykiatriloven var tvangsfikseret med bælte- hånd- og fadremme den 31. januar 2019 fra kl. 17.12 til den 31. januar 2019 kl. 18.42.

Det bemærkes, at når nævnet ikke godkender iværksættelse af tvangsfikserin-gen, så godkender nævnet heller ikke dennes udstrækning…”

Retten har i dom af 7. november 2019 stadfæstet afgørelsen med følgende be-grundelse:

”… Af de af Det Psykiatriske Patientklagenævn anførte grunde tiltræder retten, at det ikke er godtgjort, at der var gjort tilstrækkeligt for at undgå tvangsfikse-ring, herunder at der var givet Klager 1 en passende betænkningstid i forbindel-se med oplysninger om overflytningen til sikret institution, og at psykiatri-lovens § 4 derfor ikke var opfyldt…”

Parternes synspunkter Klager 1 har anført;

”…

Anbringender

: Det er fastslået i retspraksis, at uberettiget tvangsfiksering udgør et indgreb i in-dividets rettigheder efter EMRK artikel 3, hvilket udløser erstatning i form af godtgørelse efter princippet i erstatningsansvarslovens § 26 sammenhold med EMRK artikel 13 og 41.

Fra retspraksis kan henvises til U.2014.3300Ø, hvor der blev udmålt en godtgø-relse på 5.000 kr. for en fiksering på 12 timer og 10 minutter. Endvidere henvi-ses til utrykt Vestre Landsrets dom af 16. april 2015, sagsnr. B-2389-14, hvor landsretten fandt, at en tvangsfiksering på "næsten et døgn" berettigede klage-ren til en godtgørelse på 8.000 kr.

Relevant er endeligt at henvise til Højesterets dom af 31. januar 2017 (U.2017. 1314H), hvor godt 437 timers ulovlig tvangsfiksering udløste en godtgørelse på 75.000 kr.

Højesteret mente, at godtgørelsen i sager om ulovlig tvangsfiksering skal fastsættes efter et samlet skøn, hvorunder blandt andet indgår fikseringens længde, patientens opførsel, hvor vanskeligt det har været for det lægelige per-sonale at vurdere patientens tilstand under den fortsatte tvangsfiksering, pa-tientens tidligere domme og om der aktuelt foreligger et farlighedsdekret på pa-tienten, hvilket klager i den konkrete sag var underlagt.

Højesteret fastsatte ikke

5

godtgørelsen i henhold til Rigsadvokatens takster for uberettiget frihedsberø-velse i strafferetsplejen, uagtet appelindstævnte (Region Hovedstaden) havde påberåbt sig taksterne under sagen.

Den laveste erstatning (5.000 kr) ses således at være givet tillagt en patient i U.2014.3300Ø, hvor der var tale om godt et halvt døgns uberettiget tvangsfikse-ring over for en voksen patient på en psykiatrisk afdeling. Der ses ikke at fore-ligge trykt retspraksis vedr. erstatning for ulovlige tvangsfikseringer af børn. Ej heller retspraksis vedr. 1,5 time lang tvangsfiksering.

Det gøres gældende, at en ulovlig tvangsfiksering af et barn udgør et særligt al-vorligt indgreb, som ifølge forarbejderne til psykiatriloven som altovervejende udgangspunkt slet ikke må benyttes over for børn, taler med styrke for, at godt-gørelsen fastsættes højere end ved voksne patienter, og at en 1,5 time lang tvangsfiksering utvivlsomt medfører en følelse af afmagt og må opleves som særdeles indgribende for et barn, hvorfor en godtgørelse på 10.000 kr. må anses for passende…”

Region Hovedstaden har anført:

”… ANBRINGENDER: Til støtte for den principale påstand gøres det gældende, at det forhold, at der ikke måtte være gjort tilstrækkeligt for at undgå tvangsfiksering den 31. januar 2019, herunder at der ikke var givet sagsøgeren en passende betænkningstid i forbindelse med oplysning om overflytningen til den sikrede institution, må an-ses som en formel fejl, der har begrundet bæltefikseringens ulovlighed. Det gø-res gældende, at den formelle fejl ikke i sig selv fører til, at sagsøger har krav på godtgørelse for tort, når de materielle betingelser i øvrigt for bæltefiksering måtte anses som opfyldt.

Det gøres derfor gældende, at fejlen ikke har været af en sådan grovhed, at der er grundlag for at tilkende sagsøgeren godtgørelse for tort.

Der henvises til Helle Bødker Madsens ”Psykiatriret” , 2. udgave 2017, side 220-222, samt til Østre Landsrets dom af 4. april 2019 i sag BS 47261/2018-OLR. Den påberåbte litteratur og ankedom med den indankede dom er uploaded til sa-gen.

Til støtte for den subsidiære påstand gøres det gældende, at det af sagsøgeren krævede beløb er for højt. Dette anses for godtgjort ved den af sagsøger på-beråbte retspraksis fra landsretterne, hvor der er udmålt en godtgørelse på kr. 5.000,00 og kr. 8.000,00 for en tvangsfiksering af en varighed af henholdsvis godt 12 timer og næsten 24 timer. Når henses til at varigheden af tvangsfikse-ringen i nærværende sag var kortere – nemlig 1½ time – gøres det gældende, at

6

godtgørelse maximalt bør fastsættes til kr. 3.000,00, selvom sagsøgeren var 15 år på tidspunktet for den sidste tvangsfiksering…”

Rettens begrundelse

og afgørelse

Tvangsfikseringen af Klager 1 blev, uanset at betingelserne i psykiatrilovens § 14, stk. 2, jf. stk. 1 samlet set blev anset for opfyldt, ikke kendt lovlig, idet mindstemiddels princippet ikke var opfyldt, da personalet ikke hav-de forsøgt at undgå en tvangsfiksering ved at give ham en passende tid til at forberede sig på, at han skulle flyttes til en anden institution.

Tvangsfikseringen må på den baggrund anses for at have medført en så intens fysisk og psykisk lidelse, at den er i strid med Den Europæiske Menneskerettig-hedskonventions artikel 3.

Retten finder, at personalet - ved ikke i tilstrækkelig grad at have forsøgt at undgå en tvangsfiksering ved at give Klager 1 en passende tid til at forberede sig på flytningen - har udvist en sådan grad af culpa, at Re-gion Hovedstaden efter erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1 skal betale godtgø-relse for tort til Klager 1.

Efter indgrebets karakter og den korte varighed fastsætter retten skønsmæssigt godtgørelsen til 1.000 kr.

Beløbet forrentes med procesrente fra sagens anlæg, som påstået af sagsøger.

T H I K E N D E S F O R R E T :

Region Hovedstaden skal inden 14 dage til Klager 1 betale 1.000 kr. forrentet med procesrente fra den 2. juli 2019.

Ingen af parterne betaler sagsomkostninger til den anden part eller til statskas-sen.