100/2021

[AM2023.01.27H3] Højesterets

KENDELSE

- 27. januar 2023 - 100/2021 I påkendelsen har deltaget fem dommere: Jens Peter Christensen, Michael Rekling, Hanne Schmidt, Jan Schans Christensen og Søren Højgaard Mørup.

Kærende ved advokat Gert Dyrn kærer Østre Landsrets afgørelse i sagen: Anklagemyndigheden mod Tiltalte.

I tidligere instanser er afsagt kendelse af Retten i Svendborg den 1. juni 2021 (R2-1157/2021) og af Østre Landsrets 16. afdeling den 14. september 2021 (S-1702-21).

Påstande

Kærende har påstået ophævelse af beslaglæggelsen.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om stadfæstelse.

Supplerende sagsfremstilling

Det fremgår af Retten i Svendborgs dom af 16. august 2022, at Tiltalte blev fundet skyldig i det forhold, der lå til grund for beslaglæggelsen af bilen. Byretten har udskudt spørgsmålet om konfiskation af bilen under henvisning til dette kæremål.

Anbringender

Kærende har anført navnlig, at der ikke kan ske beslaglæggelse af bilen efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., da betingelserne for en eventuel konfiskation ikke kan antages at være opfyldt, idet konfiskationen vil være uforholdsmæssigt indgribende over for ham.

Bilen blev udlånt til brug for, at hans søn, Tiltalte, skulle skifte bilens hjul og dæk, og han havde ingen rimelig mulighed for at vide, at Tiltalte ville gøre sig skyldig i den kørsel, som ligger til grund for beslaglæggelsen.

Tiltalte har tidligere lånt biler af ham, og der har ikke tidligere været forhold ved Tiltaltes adfærd eller hans brug af bilerne, som kunne give anledning til en mistanke om, at bilen kunne blive anvendt til vanvidskørsel. Dertil kommer, at Tiltalte ikke tidligere er straffet og hidtil har udvist en normal og lovlydig adfærd.

Der forelå dermed ikke forhold før eller på ud- lånstidspunktet, som med rimelighed kunne vække mistanke hos ham om, at Tiltalte ville anvende bilen til vanvidskørsel.

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at beslaglæggelsen bør opretholdes, idet betingelserne for konfi- skation efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., må antages at være opfyldt, og at beslaglæggelsen ikke

vil være uforholdsmæssigt indgribende over for Kærende. Der er ikke grundlag for at antage, at Kærende i forbindelse med en eventuel konfiskation vil lide et økonomisk tab, idet han vil kunne få dækket et eventu- elt tab gennem et erstatningskrav mod Tiltalte. Dertil kommer, at det efter omstændighederne omkring udlånet af bilen, herunder den familiemæssige relation mellem Kærende og Tiltalte, og oplysningen om, at kørslen skete omkring kl. 23:25, ikke kan anses for helt upåregneligt for Kærende, at bilen kunne blive an- vendt til vanvidskørsel.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Den 24. april 2021 blev Tiltalte standset af Fyns Politi og sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 37, stk. 4, ved som fører at have deltaget i organiseret kap- og væddekørsel med en anden bil på X-vej i X-by med høj hastighed og udvist særlig hensynsløs kørsel.

Bilen tilhører Tiltaltes far, Kærende.

Ved byrettens kendelse af 1. juni 2021 blev beslaglæggelsen godkendt og opretholdt, jf. retsplejelovens § 803, stk. 1, med henvisning til, at der er grund til at antage, at bilen skal konfiskeres efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Ved landsrettens kendelse af 14. september 2021 blev byrettens kendelse stadfæstet, dog således at beslaglæggelsen skete under henvisning til retsplejelovens § 802, stk. 1.

Sagen angår, om der er grundlag for at godkende og opretholde beslaglæggelsen.

Retsplejelovens regler om beslaglæggelse Efter retsplejelovens § 802, stk. 1, kan genstande, som en mistænkt har rådighed over, beslaglægges, så- fremt den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Efter retsplejelovens § 803, stk. 1, 1. pkt., kan genstande, som en person, der ikke er mistænkt, har rådig- hed over, beslaglægges som led i efterforskningen af en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, hvis der er grund til at antage, at genstanden bør konfiskeres.

Beslaglæggelse er et foreløbigt retsmiddel, og der skal således ikke ved denne afgørelse tages endeligt stil- ling til, om bilen skal konfiskeres, men om der ud fra de oplysninger, som foreligger på nuværende tids- punkt, er grund til at antage, at bilen bør konfiskeres i forbindelse med straffesagen mod Tiltalte for over- trædelse af færdselsloven.

Færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. Efter færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt., skal der i tilfælde af såkaldt vanvidskørsel ske konfiskation af køretøjet, selv om køretøjet ejes af en anden end den person, der har ført det. Det gælder dog ikke, hvis konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgribende, navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt ved en sådan kørsel, og for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling i anledning af overdragelsen af køretøjet til den anden person.

Bestemmelsen blev indsat i færdselsloven ved lov nr. 534 af 27. marts 2021 (Folketingstidende 2020-21, tillæg A, lovforslag nr. L 127).

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslaget, at formålet med lovændrin- gen er at forhindre meget alvorlige færdselsforseelser, der i særlig grad kan udsætte andre mennesker for livsfare, og forslaget skal ses i lyset af, at såkaldt vanvidskørsel kan have – og gennem en årrække har haft – særdeles alvorlige og i værste tilfælde fatale konsekvenser, at det i praksis er tæt på umuligt for almindelige borgere at sikre sig herimod, og at problemets omfang er væsentligt.

Dertil kommer de praktiske vanske- ligheder, der var forbundet med at forhindre vanvidskørsel efter den tidligere regulering.

Af forarbejderne (Folketingstidende 2020-21, tillæg B, lovforslag nr. L 127, betænkning af 15. marts 2021, s. 4 f. og s. 8) fremgår, at der ved bedømmelsen af, om konfiskation må anses for uforholdsmæssigt indgri- bende, skal anlægges en helhedsvurdering af sagens samlede omstændigheder. Det forudsættes, at der er tale om en snæver undtagelse, idet udgangspunktet er, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren. Endvidere er det nær- mere beskrevet, i hvilke tilfælde betingelserne for at undlade konfiskation skal anses for opfyldt.

Med hensyn til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, fremgår bl.a., at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt for ejeren, at køretøjet ville blive anvendt på denne måde. Der skal navnlig lægges vægt på ejerens forhold og adfærd, herunder om ejeren har udvist agtpågivenhed.

Hvis en privatperson har udlånt køretøjet, formodes ejeren som udgangspunkt at have tilstrækkeligt kend- skab til den person, som ejeren vælger at låne køretøjet ud til, til at kunne vurdere, om der er risiko for, at køretøjet vil blive anvendt på en sådan måde, at det kan medføre konfiskation. Hvis det dokumenteres, at køretøjet har været stjålet på gerningstidspunktet, skal der ikke ske konfiskation.

For så vidt angår ejerens mulighed for at tage alle rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling fremgår bl.a., at udgangspunktet om konfiskation skal fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre erstat- ningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholds- mæssigt indgribende. Dette kan efter forarbejderne f.eks. være tilfældet, hvis ejeren godtgør, at særlige omstændigheder konkret gør et erstatningskrav illusorisk.

Højesteret bemærker, at en person, der har ført et køretøj på en sådan måde, at der er grundlag for at kon- fiskere køretøjet i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, som udgangspunkt vil være erstatningsansvarlig efter dansk rets almindelige regler over for den, der lider et økonomisk tab, hvis køretøjet konfiskeres. Er der tale om lån, vil låntageren som udgangspunkt være erstatningsansvarlig på objektivt grundlag efter DL

5-8-1 over for den, der har udlånt køretøjet, hvis køretøjet konfiskeres, og låntageren har lånt køretøjet i egen interesse.

Den konkrete sag Spørgsmålet om konfiskation af bilen skal pådømmes som led i straffesagen mod Tiltalte, og det er i den sag, der skal tages stilling til, om konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende. Det bemærkes, at by- retten har udsat afgørelsen af spørgsmålet om konfiskation under henvisning til dette kæremål. På nuvæ- rende tidspunkt skal Højesteret alene tage stilling til, om der er grundlag for at beslaglægge bilen ud fra en antagelse om, at der vil være grundlag for at konfiskere bilen som led i straffesagen.

Tiltalte er fundet skyldig i kørsel som nævnt i færdselslovens § 133 a, stk. 2, 2. pkt. (vanvidskørsel), og mis- tankekravet må derfor anses for opfyldt. Spørgsmålet er herefter, om konfiskation må antages at være uforholdsmæssigt indgribende.

Som nævnt fremgår det af forarbejderne, at der skal foretages en samlet vurdering af, om det måtte anses for helt upåregneligt, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Ved vurderingen af Kærendes forhold og adfærd, herunder om han har udvist agtpågivenhed og hans mulighed for at vurdere, om der var risiko for, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel, lægger Højesteret vægt på Kærende og Tiltaltes indbyrdes rela- tion, deres forklaringer og omstændighederne ved kørslen.

Kærende har forklaret, at han udlånte bilen til sin hjemmeboende søn Tiltalte, som var 18 år og i lære som mekaniker, med henblik på, at Tiltalte skulle skifte hjul og dæk på bilen. Bilen blev beslaglagt kort før midnat lørdag den 24. april 2021, umiddelbart ef- ter at Tiltalte havde deltaget i organiseret kap- og væddekørsel.

Det er herefter ikke godtgjort, at det var helt upåregneligt for Kærende, at bilen ville blive anvendt til vanvidskørsel.

Efter forarbejderne skal udgangspunktet om konfiskation bl.a. fraviges, hvis ejeren godtgør, at adgangen til at gøre et erstatningskrav gældende over for føreren ikke er tilstrækkelig til at forhindre, at konfiskationen er uforholdsmæssigt indgribende. Det må ved vurderingen af ejerens økonomiske stilling i tilfælde af konfi- skation også tages i betragtning, om ejeren har andre muligheder for at få dækket sit tab.

Ved vurderingen af de økonomiske konsekvenser for Kærende i tilfælde af konfiskation lægger Højesteret til grund, at den beslaglagte bil er en ældre …, som han havde købt 14 dage forinden for 140.000 kr. Der fore- ligger ikke oplysninger om Tiltaltes økonomiske forhold, der godtgør, at han ikke vil være i stand til at er- statte Kærendes tab, eventuelt over en længere periode.

Efter en samlet vurdering af de oplysninger, der på nuværende tidspunkt foreligger, finder Højesteret, at der ikke er grund til at antage, at konfiskation vil være uforholdsmæssigt indgribende.

Der er herefter heller ikke grund til at antage, at konfiskation af den omhandlede personbil vil være i strid med artikel 17, stk. 1, i EU’s Charter om grundlæggende rettigheder eller artikel 1 i den første tillægsproto- kol til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Konklusion Højesteret tiltræder, at betingelserne for beslaglæggelse er opfyldt, og stadfæster landsrettens kendelse.

Thi bestemmes

: Landsrettens kendelse stadfæstes.