Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.11.24Ø

OL-2025-Ø-00064

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
24-11-2025
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, hastighed / § 4 og § 42, uagtsom legemsbeskadigelse, spirituskørsel / § 53
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.11.24Ø Retten i Roskildes

DOM

Dato: 7. januar 2025 Rettens sagsnr.: 18F-1556/2024 Politiets sagsnr.: 1200-80116-00002-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1996 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 5. april 2024.

Tiltalte, … er tiltalt for 1. (forhold 1-2). overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 10, jf. stk. 1. nr. 1 og stk. 11, nr. 3, jf. § 3, stk. 1. § 26, stk. 2 og stk. 5, § 42, stk. 1, nr. 1 og § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1, ved den 18. marts 2023 ca. kl. 05.35, at have ført personbil med reg.nr. … ad Køge Bugt Motorvejens afkørsel 28 (Greve C) i sydlig retning ca. 10 meter før rundkørslen ved Greve Centervej, i Greve, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og uden at optræde hensynsfuldt og udvise agtpågivenhed samt at have ført køretøjet på en særlig hensynsløs måde, idet tiltalte førte ovennævnte køretøj med mindst 138 km/t, selv om det ved færdselstavle er angivet, at hastigheden ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 100 procent af den tilladte hastighed, førte ovennævnte køretøj, efter at have indtaget spiritus i et sådant omfang, at alkoholkoncentrationen i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,50 promille, ligesom tiltalte undlod at overholde sin vigepligt ved rundkørslen ved Greve Centervej, idet tiltalte med uændret hastighed fortsatte ud i krydset og lige igennem rundkørslen via midteranlægget, hvorved tiltalte påkørte varebil med reg.nr. …, der blev ført ad Greve Centervej i østlig retning med personskade og betydelig materiel skade til følge. 2.

Uagtsom legemsbeskadigelse under særligt skærpende omstændigheder efter straffelovens § 249, 2. pkt, ved på samme tid og sted som nævnt i forhold 1 som følge af færdselsuheldet under særligt skærpende omstændigheder uagtsomt at have tilføjet Forurettede betydelig skade på legeme og helbred, idet han som følge af færdselsuheldet blandt andet pådrog sig fraktur i ryggen, fraktur af ribben, sammenklappet lunge samt blodansamling omkring blæren, hvilket har krævet indlæggelse, genoptræning samt henvisning til speciallæge i reumatologi og har medført længerevarende smerter, ligesom det er uafklaret om Forurettede vil pådrage sig varige men.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, nr. 4, og nr. 11, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 44.087,25 kr. i erstatning. Tiltalte har anerkendt erstatningspligten. Tiltalte har bestridt erstatningskravets størrelse, subsidiært anerkendt et mindre krav opgjort til 43.565,50 kr. Forklaringer Tiltalte har forklaret, at det var ham, som den morgen kørte personbil …. Han havde været til fødselsdag i Ishøj med nogle venner, og var på tidspunktet på vej hjem.

Han kan huske, at han satte autopilot på, da han nåede motorvejen, men derfra og til hans bil ramte kanten af midteranlægget i rundkørslen, husker han intet. Da bilen ramte kanten, var det ligesom, at han vågnede, og han tror derfor, at han må være faldet i søvn under kørslen. Han havde ikke følt sig træt, da han satte sig ind i bilen.

Han ved ikke, hvor længe han nåede at køre på motorvejen, mens han stadig var vågen. Det var ikke meningen, at han skulle have været op af den afkørsel, og han var ikke klar over, at han var på vej op ad den. Han kørte ind i varebilens førerdør. Han kan ikke huske, hvilken fart bilen havde, da han satte den på autopilot. Efter påkørslen gik han over for at tjekke til føreren af den anden bil.

Der kom en politimand hen til ham, og bad ham om at sætte sig over i sin egen bil. Politimanden havde været på vej på arbejde. Umiddelbart efter kom der en patruljebil, og han blev bedt om at sætte sig ind i denne. Han blev efterfølgende kørt derfra i ambulance til hospitalet, hvor lægerne konstaterede skader på hans tyktarm efter selen. Han blev sendt til operation med det samme.

Han havde drukket en del, inden at han satte sig ud i bilen, og den målte promille på 1,74 kan derfor godt passe. Han indtog ikke noget efter påkørslen og frem til, at han fik taget blodprøven. Han modtog brevet fra politiet med orientering om, at hans kørekort var inddraget. Fordi hans kørekort lå i armstøtten i bilen den dag, og han ikke siden da har set det, så har han ikke kunne aflevere det til politiet.

Forevist video fra personbilen … forklarede tiltalte, at han ikke husker kørslen op ad afkørslen. Han har det dårligt med det skete, og han dummede sig ved at køre bilen. Forurettede har forklaret, at det var ham, der førte varebilen, som blev påkørt. Han var på arbejde og alene i bilen.

Efter påkørslen var han indlagt i en uge - 10 dage; først på Køge Sygehus, hvorfra han blev overflyttet til Rigshospitalet og derefter til Herlev Hospital. Han har efterfølgende været igennem genoptræning, men han døjer stadig med følelsesløshed på side af benene og konstante smerter, som gør det svært for ham at sove.

Sagens oplysninger

Forhold 1: Der blev den 18. marts 2023 kl. 06.40 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der fundet en mindsteværdi på 1,74 promille alkohol. Der blev dokumenteret videooptagelse fra frontkameraet på tiltaltes bil.

Af færdselsteknisk erklæring af 18. april 2023 fremgår, at tiltalte på strækningen fra ubrudt kantlinje ved start af frakørselsbane 28 på Køge Bugt Motorvejen til frem mod vigelinjen (hajtænder) før rundkørslen ved Greve Centervej kørte med en gennemsnitshastighed på mindst 138 km/t. Tiltaltes kørekort har været inddraget af politiet fra den 19. juni 2023.

Forhold 2: Af lægejournal vedrørende Forurettede, s. 6, fremgår bl.a.: "… TU d. 18/3 2023. Blev modtaget på RH, fundet følgende. 1. Ve. pneumothorax. Minimal. Ikke drænkrævende. Ingen kontrol. 2. Fraktur af costa 10 sin. helt posteriørt. Udisloceret. Beh. kons. Ingen kontrol el. restriktioner. 3. Fraktur af proc. transv. sin. L2-3. Beh. kons. Ingen restriktioner el. kontrol. 4. Hæmatom ved blæren.

På primær scanning med extra-vasation …" Kriminalforsorgen har den 14. maj 2024 foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold og har skønnet, at tiltalte er egnet til at modtage en betinget dom med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1-2: Tiltalte har erkendt sig skyldig, og har i øvrigt ikke bestridt, at han på kørselstidspunktet førte bilen med en gennemsnitshastighed på mindst 138 km/t. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet.

Straffen fastsættes til fængsel i 9 måneder, jf. straffelovens § 249, 2. pkt., og færdselslovens§ 118, stk.10, jf. stk. 1, nr. 1, og stk. 11, nr. 3, jf. § 3, stk. 1, § 26, stk. 2, og stk. 5, § 42, stk. 1, nr. 1, og § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter og Forurettedes alvorlige skader.

Retten har i formildende retning tillagt det vægt, at tiltalte har aflagt tilståelse. Efter forholdets karakter finder retten, uagtet oplysningerne om tiltaltes gode personlige forhold, ikke grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængselsstraf.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 5 år fra den 19. juni 2023, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, nr. 4, og nr. 11, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1.

Da det fremsatte krav ikke på baggrund af det fremlagte ses for tilstrækkeligt dokumenteret, og der efter det oplyste ikke er sket endelig udredning af Forurettede, har retten valgt at udskyde erstatningskravet til civil søgsmål.

Thi kendes for ret

: Tiltalte skal straffes med fængsel i 9 måneder. Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 5 år fra den 19. juni 2023. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 10. afdelings

DOM

(landsdommerne Katja Høegh, Mikael Friis Rasmussen og Louise Hauberg Wilhelmsen med domsmænd) Dato: 24. november 2025 Rettens sagsnr.: S-144-25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juli 1996, (advokat Lasse Martin Dueholm, besk.) Dom afsagt af Retten i Roskilde den 7. januar 2025 (18F-1556/2024) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. Tiltalte har tillige anket med påstand om formildelse.

Personlige forhold Tiltalte er af betydning for sagen tidligere straffet ved Københavns Politis bødeforlæg den 4. januar 2023 med bøde på 4.200 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 42, stk. 1, nr. 1, samt klip, jf. færdselslovens § 125, stk. 2, nr. 5. Tiltalte har i landsretten afgivet forklaring om sine personlige forhold. Han har forklaret, at han er blevet gift. Hans ægtefælle er gravid.

De flytter inden længe sammen i en lejlighed i Hedehusene. Han har fortsat sit job og sine egne virksomheder.

Landsrettens begrundelse og resultat

For landsretten angår sagen strafudmålingen, herunder hvilken betydning – om nogen – tiltaltes erkendelse skal have. Der er også spørgsmål om frakendelsestidens længde.

Strafudmålingen Landsretten finder efter en samlet vurdering af sagens omstændigheder, at tiltalte uden hensyntagen til en eventuel tilståelsesrabat skulle straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 249, 2. pkt. og færdselslovens § 118, stk. 12, og stk. 13, nr. 3, jf. stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, jf. § 26, stk. 2 og 5, § 42, stk. 1, nr. 1, samt § 117, stk. 2, nr. 8, jf. stk. 1, nr. 3, jf. § 53, stk. 1.

Der er herved lagt vægt på omfanget og karakteren af de pådømte forhold, herunder i forhold 1 den meget betydelige hastighedsoverskridelse og den meget høje alkoholpromille og i forhold 2 de alvorlige skader på forurettede. Det er herefter spørgsmålet, hvilken betydning tiltaltes erkendelse skal have for straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9.

Af sagens oplysninger fremgår, at tiltalte ved politiets ankomst til gerningsstedet den 18. marts 2023 oplyste, at han havde ført den omhandlede bil med reg.nr. …. Han blev sigtet for spirituskørsel efter færdselslovens § 117, jf. § 53, stk. 1, samt overtrædelse af § 3, stk. 1, hvilket han erkendte.

Han forklarede i den forbindelse bl.a., at han havde drukket, men ikke kunne fortælle hvor meget, og at han ikke huskede hvor hurtigt, han havde kørt, men at det ikke var ”særlig hurtigt”. Sagen blev ikke fremmet som en tilståelsessag, men som en domsmandssag. Tiltalte erkendte sig under hovedforhandlingen i byretten skyldig. Det fremgår af retsbogen fra hovedforhandlingen, at anklageren frafaldt to vidner.

Under hovedforhandlingen forklarede tiltalte bl.a., at han intet husker, fra han kørte ind på motorvejen, til hans bil ramte kanten af anlægget i midten af rundkørslen, at han ikke skulle have været op ad den pågældende afkørsel, og at han ikke kan huske hvilken fart, bilen havde, da han satte den på autopilot.

Efterforskningen i sagen har omfattet bl.a. en retskemisk undersøgelse vedrørende tiltaltes promille og tekniske undersøgelser og beregninger vedrørende tiltaltes bils hastighed på gerningstidspunktet. Landsretten finder, at der efter det anførte ikke er grundlag for at antage, at politiet som følge af tiltaltes erkendelse er sparet for nogen efterforskning af betydning.

Tiltaltes erkendelse må dog anses for at have haft en vis betydning for sagens afvikling, og selv om tiltalte ikke har afgivet en uforbeholden tilståelse, jf. ovenfor, finder landsretten, at sagen kan sidestilles med sager omfattet af kategori 5, jf. Højesterets dom af 15. maj 2025 (UfR 2025.3022). I tilfælde omfattet af kategori 5 afhænger det af omstændighederne, om der skal gives en tilståelsesrabat.

I givet fald kan tilståelsesrabatten som udgangspunktet højest udgøre ca. 10 %. Ved fastsættelsen af tilståelsesrabat i den foreliggende sag må der tages hensyn til, at det uanset tiltaltes erkendelse var nødvendigt at foretage en række væsentlige efterforskningsskridt, men at erkendelsen har medført en vis mindre tidsbesparelse i forbindelse med sagens behandling ved domstolene.

Der skal endvidere tages hensyn til, at anvendelse af tilståelsesrabat ikke skal føre til strafpositioner, der afviger fra, hvad der efter praksis er almindeligt anvendt. På denne baggrund og efter en samlet vurdering finder landsretten, at der bør ske en reduktion med 1 måned (knap 6 %) af den straf på 1 år og 6 måneder, der ellers skulle være udmålt. Herefter fastsættes straffen til fængsel i 1 år og 5 måneder.

Frakendelsestiden Landsretten tiltræder, at tiltalte er frakendt retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 5 år fra den 19. juni 2023, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 1, 4 og 11, jf. § 128, stk. 2, jf. stk. 1, jf. § 125, stk. 1, nr. 1. Konklusion Med den anførte ændring vedrørende straffen stadfæster landsretten herefter dommen i det omfang, den er anket.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod tiltalte, Tiltalte, stadfæstes med den ændring, at tiltalte straffes med fængsel i 1 år og 5 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten

AM2025.11.24Ø · TfK: TfK2025.462
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/2deefbfc-1cb1-4e00-8f06-0b933257ecca