Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.06.10V

OL-2025-V-00035

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
10-06-2025
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, falsk forklaring og anklage / §§ 158-165
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.06.10V Retten i Viborgs

DOM

Dato: 7. februar 2025 Rettens sagsnr.: 3827/2024 Politiets sagsnr.: 4100-70671-00004-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1991 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 19. november 2024.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, ved den 9. november 2023, telefonisk til Midt­ og Vestjyllands Politi, med forsæt til, at en uskyldig blev sigtet, dømt eller undergivet anden strafferetlig retsfølge for et strafbart forhold, i strid med sandheden at have anmeldt, at Forurettede havde voldtaget hende den 16. oktober 2023 kl. 14.00 i hendes lejlighed på Adresse i Skive.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte har forklaret, at hun den 9. november 2023 anmeldte en voldtægt til politiet. Da hun anmeldte voldtægten, navngav hun Forurettede som gerningsmanden. Det er hendes eksmand. Han har ikke voldtaget hende. Der blev gennemført en videoafhøring af hende, og Forurettede blev sigtet. I januar 2024 henvendte hun sig til politiet og oplyste, at det ikke var korrekt.

Hun husker ikke, om hun var indkaldt til en genafhøring. Hun lagde kattene på bordet, da det er bedst at være ærlig. Hun og Forurettede har et fælles barn og derudover fungerer Forurettede som bonusfar for hendes datter fra et tidligere forhold. Hendes anmeldelse havde betydning for Forurettedes samvær med børnene i en periode på knap tre måneder, men det er ikke længere tilfældet.

Hun anmeldte ham, da hun var i en presset situation, hvor bølgerne var gået højt. Hun var kommet så langt ud, at hun oplevede noget, som ikke nødvendigvis var virkeligt. Det arbejder hun med. Hun og Forurettede har snakket om sagen, og de har et godt samarbejde og fin kommunikation i dag. Forurettede er bekendt med hendes udfordringer.

Kriminalforsorgen har oplyst, at Tiltalte ikke er egnet til at udføre samfundstjeneste. Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen.

Det anbefales, at der fastsættes et betinget vilkår om, at Tiltalte skal undergive sig psykiatrisk behandling, såfremt Kriminalforsorgen finder det fornødent. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hun er under behandling på hospitalet. Hun har været udsat for omsorgssvigt i sin opvækst, og hun arbejder aktuelt 3 formiddage om ugen på et friplejehjem.

Hun tror godt, at hun vil kunne afvikle samfundstjeneste.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 20 dage, jf. straffelovens § I 64, stk. I.

Ved straffastsættelsen er der lagt vægt på de følger, som tiltaltes falske anmeldelse havde for den Forurettede i sagen, men også, at tiltalte selv kontaktede politiet og trak anmeldelsen tilbage, og at sagen har kunnet afgøres som en tilståelsessag. Som følge heraf fraviges det normale udgangspunkt for strafudmålingen, jf. straffelovens§ 82, nr. 9.

Uanset at sagen har kunnet afgøres som en tilståelsessag og at tiltalte ikke tidligere er straffet, er der under hensyn til forholdets karakter ikke grundlag for at gøre nogen del af fængselsstraffen betinget.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 20 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 8. afdelings

DOM

(dommerne Torben Geneser, Henrik Estrup og Solveig Værum Nørgaard (kst.) med domsmænd) Dato: 10. juni 2025 Rettens sagsnr.: S–0301–25 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1991, (advokat Anne-Mette Larsen Rahbek) Retten i Viborg har den 7. februar 2025 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 3827/2024).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at straffen forhøjes til fængsel i 40 dage. Tiltalte Tiltalte har påstået formildelse, herunder således at straffen gøres betinget, subsidiært stadfæstelse.

Supplerende oplysninger Midt- og Vestjyllands Politi har i en mail af 10. marts 2025 til Statsadvokaten i Viborg oplyst, at det er opfattelsen, at sagen i byretten ville have varet to timer, hvis den havde været behandlet som en domsmandssag. I forbindelse med ankesagen har Midt- og Vestjyllands Politi udarbejdet en rapport af 24. marts 2025 om ressourceforbruget i forbindelse med anmeldelsen for voldtægt.

Forklaring Tiltalte har supplerende forklaret, at hun i pressede situationer kan føle, at hun oplever noget, som ikke er virkeligt. Hun var bekendt med i hvert fald nogle af de efterforskningsskridt, som politiet foretog i anledning af hendes anmeldelse af Forurettede for voldtægt. Det var i forbindelse med anmeldelsen af Forurettede for voldtægt, at hun ”cuttede” hans samvær med Person.

Da hun trak anmeldelsen for voldtægt tilbage, fik Forurettede samvær på ny. Han havde da ikke haft samvær med Person i lang tid. Han har uformelt fået kompensation herfor, idet tiltalte og Forurettede har været rigtig meget sammen efterfølgende. De har et venskabeligt forhold og ser hinanden næsten hver dag, og de har været på ferie sammen, hvor Person naturligvis også har været med.

Hun har nogle psykiske udfordringer, og hun er frustreret over, at hun ikke kan få den hjælp, som hun synes, hun har brug for. Hun er fortsat uden arbejde. Hun bor alene med sine to døtre. Hun har fået konstateret brystkræft. Der er for ganske nylig fundet to knuder i hendes ene bryst, og hun venter på en opringning fra sygehuset med henblik på behandling.

Landsrettens begrundelse og resultat

Det følger af straffelovens § 164, stk. 4, at der ved fastsættelsen af straffen efter § 164, stk. 1, skal lægges vægt på karakteren af det strafbare forhold, som de urigtige oplysninger vedrører, på omstændighederne ved afgivelsen af oplysningerne og på den krænkelse, der er forbundet med afgivelsen af oplysningerne.

I forarbejderne til straffelovens § 164, stk. 1, (LFF 2015 98) er det særligt om falsk anmeldelse for voldtægt anført, at straffen, der hidtil ville være blevet udmålt til fængsel i 20 dage, fremover skal udmåles til fængsel i 30 dage.

Det tilføjes i forarbejderne, at strafudmålingen fortsat vil bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og at det angivne strafniveau derfor vil kunne fraviges i op- eller nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Der foreligger i denne sag ikke omstændigheder, der giver grundlag for at fravige det nævnte udgangspunkt om, at straffen for falsk anmeldelse for voldtægt bør udmåles til fængsel i 30 dage. Spørgsmålet er herefter, om straffen i medfør af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9, kan udmåles lavere end 30 dage, fordi tiltalte efter nogle måneder selv kontaktede politiet og trak anmeldelsen for voldtægt tilbage.

Hun aflagde fuld tilståelse, og sagen mod hende for falsk anmeldelse blev herefter i byretten behandlet som en tilståelsessag. Højesteret har i dom afsagt den 15. maj 2025 i sag 99/2024 fastlagt nærmere rammer for anvendelsen af straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Højesteret har i den forbindelse bl.a. opstillet en række kategorier omfattende forskellige typetilfælde.

Landsretten finder, at den foreliggende sag er omfattet af kategori 1, der vedrører tilfælde, hvor gerningsmanden har angivet sig selv og aflagt fuldstændig tilståelse. I et sådant tilfælde kan der ifølge Højesterets dom som udgangspunkt ske en reduktion af straffen på ca. en tredjedel eller mere. 5 voterende finder, at der ikke foreligger omstændigheder, der giver grundlag for at fravige det nævnte udgangspunkt.

Disse voterende stemmer derfor for at fastsætte straffen til fængsel i 20 dage. 1 voterende stemmer for at fastsætte straffen til fængsel i 30 dage. Denne voterende har lagt vægt på, at tilståelsen alene har indebåret en begrænset ressourcebesparelse. Der afsiges dom efter stemmeflertallet. Alle voterende finder efter forholdets karakter ikke grundlag for at gøre straffen betinget.

Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes.

AM2025.06.10V · TfK: TfK2025.212
Ved Højesterets dom af 15. maj 2025 (AM2025.05.15H/U.2025.3022) opstillede Højesteret 6 kategorier, som angiver rammerne for tilståelsesrabat.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/e2b9c8db-cb40-4cc8-bc8d-68086549858f