55/2024

AM2025.01.03H Retten på Frederikbergs

DOM

Dato: 14. september 2022 Rettens sagsnr.: 8795/2021 Politiets sagsnr.: 0100-70308-00250-2 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født 1990, Tiltalte2, født 1988 og Tiltalte3, født 1986 Sagens baggrund og parternes påstande Denne sag er behandlet med domsmænd. Anklageskrift er modtaget den 3. september 2021.

Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3 er tiltalt for 1. overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, ved den 23. januar 2021, ca. kl. 19.20, på Julius Thomsens Plads på Frederiksberg i forbindelse med en demonstration mod corona-restriktioner, offentligt at have fremsat trusler om vold mod statsminister Forurettede, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, idet de i forening efter forudgående planlægning, forberedelse og aftale medbragte og offentligt hængte en mannequindukke med en stofgenstand, løkke eller lignende om halsen, hvor der på dukkens ansigt var påsat et billede af statsministerens ansigt, ligesom dukken havde et skilt om halsen, hvorpå der stod: ”Vores FÆLLES indsats er helt afgørende. vi MÅ og SKAL bekæmpe VIRUSSEN.

Vi får brug for SAMFUNDSSIND HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!”, hvorefter der blev sat ild til dukken. Ved rettens kendelse af 6. september 2022 er den del af sagen, der er omhandlet i anklageskriftets sidste led, "hvorefter der blev sat ild til dukken", afvist fra retten. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

De tiltalte har nægtet sig skyldige og endeligt nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forklaringer Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne politibetjent Vidne1, vicepolitiinspektør Vidne2 og politikommisær Vidne3. Forklaringerne gengives ikke i dommen, jf. retsplejelovens § 218 a, stk. 5, jf. § 712, stk. 1.

Oplysningerne i sagen Der er under sagen bl.a. dokumenteret fra diverse fotorapporter, Whatsapp-kommunikation mellem Tiltalte1 og Tiltalte2 i perioden fra den 10. januar til den 23. januar 2021 (sagens bilag 1-1-1-1), politirapport, Rapport Forsat (sagens bilag F-0-1-1-1) af 24. januar 2021, udfærdiget af politibetjent Person1, og OSINT-rapporter af 29. januar og 16. februar 2021 (sagens bilag M-2-2-1 og M-2-2-2).

Personlige oplysninger Tiltalte1 Der er under hovedforhandlingen dokumenteret fra Kriminalforsorgens undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af 29. oktober 2021.

Tiltalte1 har under hovedforhandlingen bekræftet oplysningerne og har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han, siden undersøgelsen blev udarbejdet, har lavet en udvidelse af forretningen, idet han nu også kan tilbyde, at fjerne tatoveringer igen. Han skal så småt til at finde en ny bolig, og økonomien hænger godt sammen.

Han var 14 år gammel, da han var ansat i en tøjbutik og opnåede sit kendskab til mannequindukkers funktionsmåde. Tiltalte2 Der er under hovedforhandlingen dokumenteret fra Kriminalforsorgens undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af 28. september 2021.

Tiltalte2 har under hovedforhandlingen bekræftet oplysningerne og har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han, siden undersøgelsen blev udarbejdet, har fundet sig en kæreste. Han misforstod det med samfundstjeneste. Han troede, at det var en forudsætning, at han skulle tage fri fra arbejde. Han er indstillet på i givet fald at udføre samfundstjeneste.

Tiltalte3 Der er under hovedforhandlingen dokumenteret fra Kriminalforsorgens undersøgelse i medfør af retsplejelovens § 808 af 13. oktober 2021. Tiltalte3 har under hovedforhandlingen bekræftet oplysningerne og har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han, siden undersøgelsen blev udarbejdet, er blevet prisvindende tatovør, og at forretningen kører bedre.

Han har nu en kæreste, som også er flyttet ind i hans lejlighed.

Rettens begrundelse

og afgørelse Overordnet om trusler efter straffelovens § 119, stk. 1, og om ytrings- og forsamlingsfriheden I tilfælde, hvor en ytring indeholder flere elementer og kan forstås på flere måder, hvoraf mindst én er, at ytringen er en trussel om vold, må der efter Højesterets praksis, jf. herved dommen gengivet i U 2018.1724 H, ved bedømmelsen af, om ytringen objektivt er en trussel om vold, omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, foretages en samlet vurdering af ytringens indhold, fremsættelsesmåde, og konteksten, hvori ytringen indgår, og herunder de nærmere omstændigheder, hvorunder ytringen er fremsat.

Det gør således ikke i sig selv en ytring strafbar efter straffelovens § 119, stk. 1, at ytringen kan forekomme stødende og unødigt aggressiv, og at det vel er muligt at forstå den som en trussel om vold.

At der i tilfælde, hvor i hvert fald dele af en ytring kan opfattes som tvetydig, derimod må foretages en samlet vurdering af ytringens indhold, fremgår endvidere også af bl.a. dommen gengivet i TfK 2017.1358 Ø, og indirekte af dommen gengivet i U 2021.3864 Ø, hvor Østre Landsret efter en samlet vurdering ikke fandt, at det var en opfordring til vold mod politiet, eller på anden måde en strafbar medvirken hertil, at den tiltalte i en tale under en demonstration, arrangeret af ”Men in Black” , bl.a. spurgte de fremmødte demonstranter om, hvorvidt de var ”klar til at gå rundt og smadre byen på en ikkevoldelig måde” og ”Er i færdige med at acceptere det lort?

Så lad os smadre det venner” , hvorefter hun bl.a. også sagde: ”Folket ind i Folketinget, Smadr det system” og ”Fuck Poli” . Ved den samlede vurdering af om en ytring objektivt er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, må der i øvrigt henses til denne bestemmelses formål om at værne de af bestemmelsen omfattede personer, der handler i offentlig tjeneste, mod vold og trusler om vold.

I den forbindelse må der, ud fra omgåelsessynspunkter, tages højde for, at det ikke i sig selv kan føre til frifindelse, at den tiltalte har valgt at formulere sig bevidst tvetydigt, hvis alle øvrige elementer i sagen i øvrigt peger i retningen af, at der er tale om en trussel.

Den tiltaltes subjektive opfattelse af en muligt tvetydig ytring må i øvrigt efter omstændighederne inddrages, når det skal fastlægges, om ytringen objektivt er en strafbar trussel.

Hvis ytringen er egnet til at blive forstået på denne måde, og den tiltalte har erkendt, at det også var hensigten, at den skulle forstås på denne måde, vil man således næppe kunne forestille sig, at domstolene i et sådant tilfælde vil frifinde, fordi ytringens indhold objektivt og isoleret set kan forekomme tvetydigt.

Trusler, omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, er ikke beskyttet af ytringsfriheden, som værnet ved Grundlovens § 77 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10. Men i tilfælde, hvor en ytring er tvetydig, må disse grundrettigheder inddrages i vurderingen af, om ytringen objektivt kan anses for en strafbar trussel, omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Hvis en ytring, der fremsættes som led i den offentlige debat, f.eks. under en i øvrigt lovlig demonstration, objektivt er en åbenbar og utvetydig trussel omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, er ytringen strafbar efter denne bestemmelse, men hvis ytringen, der fremsættes under sådanne omstændigheder derimod er tvetydig, må hensynet ikke blot til ytringsfriheden, men også til forsamlingsfriheden, som værnet ved Grundlovens § 79 og Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 11, inddrages i vurderingen af, om ytringen objektivt kan anses for en strafbar trussel, omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Der må således i sådanne tilfælde i relevant omfang tages højde for bl.a. den fortolkning af artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, som er fastlagt af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

Af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis på området fremgår, at domstolen påser, at de nationale myndigheder, herunder de nationale domstole, i forbindelse med indgreb i eller begrænsninger af ytringsfriheden i øvrigt, anvender konventionens artikel 10, stk. 2, korrekt, og dermed, at de indgreb, der foretages, er proportionale og nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til de interesser, der er opregnet i bestemmelsen, herunder hensynet til kriminalitetsbekæmpelse og hensynet til andres rettigheder (jf. herved bl.a. præmisserne 58-62 i dommen af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gasior mod Polen).

Om selve indholdet af beskyttelsen af ytringsfriheden efter konventionens artikel 10 har Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol gentagne gange fastslået, at bestemmelsen ikke blot finder anvendelse på ” information” or ”ideas” that are favourably recieved or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb the State or any sector of the population” (jf. herved bl.a. præmis 49 i dommen af 7. december 1976 i sagen Handyside mod UK, og præmis 56 i dommen af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gasior mod Polen).

Domstolen har endvidere, bl.a. i præmis 60 i dommen af 16. marts 2000 i sagen Gündem mod Tyrkiet, fastslået, at “the dominant position enjoyed by the State authorities makes it necessary for them to display restraint in re-sorting to criminal proceedings.

The authorities of a democratic State must tolerate criticism, even if it may be regarded as provocative or insulting.” Herudover har domstolen, bl.a. i præmis 57 i dommen af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gasior mod Polen, fastslået, at ” There is little scope under Article 10 § 2 of the Convention for restrictions on political speech or on debate on questions of public interest.” Det fremgår endvidere af domstolens praksis, at den ved udøvelsen af sin kontrolfunktion i forhold til bl.a. de nationale domstole foretager bedømmelsen af, om et konkret indgreb i ytringsfriheden er foreneligt med artikel 10, stk. 2, ” in the light of the case as a whole, including the statements concerned, the context in which they were made and also the particular circumstances of those involved” (jf. herved bl.a. præmisserne 59 og 62 i dommen af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gasior mod Polen).

Ved vurderingen af, om en ytring f.eks. er en opfordring til voldshandlinger, vil domstolen således heller ikke se alene på det anvendte ordvalg, men også på den sammenhæng, i hvilken ytringen fremkommer (jf. herved bl.a. præmisserne 60-62 i dommen af 8. juli 1999 i sagen Sürek mod Tyrkiet, hvor domstolen efter en samlet vurdering fastslog, at de omhandlede ytringer var ” hate speech” og ” glorification of violence” , hvorfor det var berettiget at straffe fremsættelsen af ytringerne med bøde, og jf. også præmis 51 i dom-men af 4. december 2003 i sagen Gündüz mod Tyrkiet, hvor domstolen efter en helt konkret vurdering kom til det modsatte resultat i en sag om ytringer, der forsvarede sharia, men ikke opfordrede til vold for at få etableret sharia, og jf. endvidere præmisserne 204-208 i dommen af 15. oktober 2015 i sagen Perincek mod Schweiz, hvor domstolen opsummerer sin egen praksis om ytringer, der påstås at udgøre en opfordring til eller retfærdiggørelse af vold, og konkluderer, at det i samtlige disse sager var ” the interplay between the various factors rather than any one of them taken in isolation that determined the outcome of the case.

The Court’s approach to that type of case can thus be described as highly contextspecific” ).

Domstolen har desuden i præmis 44 i dommen af 5. juli 2016 i sagen Ziembinski mod Polen, fastslået, at de nationale domstole efter omstændighederne må foretage en samlet bedømmelse, hvor der tages højde for, hvis der ved de omhandlede ytringer anvendes satire, ironi eller sarkasme, og at en vis grad af overdrivelse, provokation og umådeholdenhed i den forbindelse kan være tilladeligt.

Ved udøvelsen af sine kontrolbeføjelser vil Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i øvrigt også foretage en vurdering af, om de nationale myndigheders afgørelser er grundet på en acceptabel bedømmelse af de relevante faktiske omstændigheder (jf. herved bl.a. præmis 59 i dommen af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gasior mod Polen) .

Om indholdet af ytringen i denne sag og nødvendigheden af at foretage en samlet vurdering heraf For så vidt angår ytringen i denne sag bemærker retten, at ytringen for det første består af den i anklageskriftet gengivne samlede ordlyd af det skilt, der hang om den omhandlede dukke, der skulle forestille statsminister Forurettede, og for det andet af den omstændighed, at dukken blev fastspændt oppe i en lygtepæl, og for det tredje, at der efterfølgende blev sat ild til dukken.

Som følge af rettens kendelse af 6. september 2022 er ildspåsættelsen imidlertid ikke en del af den samlede ytring, som retten skal tage stilling til i sagen.

For så vidt angår den omstændighed, at dukken blev fastspændt oppe i en lygtepæl, bemærker retten, at det ikke på baggrund af de fremlagte fotos eller forklaringerne i sagen kan lægges til grund, at fastspændingen var udført på en sådan måde, at den skulle illustrere en hængning.

Herefter er det alene ordlyden af skiltet på dukken, sammenholdt med de øvrige omstændigheder, hvorunder skiltet blev offentliggjort, og den kontekst, hvori ytringen i øvrigt må forstås, der kan indgå i bedømmelsen af, hvorvidt der er tale om en ytring, hvorved gerningsindholdet i straffelovens § 119, stk. 1, objektivt er realiseret.

At der ved denne bedømmelse er behov for en samlet vurdering og fortolkning af ytringen følger af, at de tiltalte har nægtet, at der er tale om en trussel, og at den del af ytringen på skiltet, der isoleret set kan opfattes som en trussel, er sætningen ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!” , der imidlertid efter sin ordlyd – og taget bogstaveligt – ikke er nogen trussel, men derimod et postulat om en angivelig nødvendighed.

Da ordet ”aflives” endvidere sædvanligvis ikke bruges om mennesker, men om dyr, herunder f.eks. også af statsministeren på pressemødet den 4. november 2020, hvorved regeringens beslutning om aflivning af de resterende mink i Danmark blev offentliggjort, og da Tiltalte1 har afvist, at sætningen var en trussel mod statsministeren, og da han har forklaret, at han netop ønskede at lave et ordspil bl.a. til den politiske beslutning om nødvendigheden af at aflive minkene, kan det ikke uden videre, alene på baggrund af sætningens ordlyd og Tiltalte1's forklaring, lægges til grund, at der objektivt er tale om en trussel omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Når sætningen ses i sammenhæng med de øvrige, forudgående sætninger på skiltet – ”Vores FÆLLES indsats er helt afgørende” , ”vi MÅ og SKAL bekæmpe VIRUSSEN” , og ”Vi får brug for SAMFUNDSSIND” – kan der således ikke uden videre ses bort fra den mulige forståelse af den samlede ytring, at der er tale om et politisk budskab om, at det er lige så bydende nødvendigt at få fjernet statsministeren fra posten, som det er at få aflivet minkene, og at der dermed er tale om en opfordring til at stå sammen og sørge for, at den førte politik kommer til at koste statsministeren hendes politiske liv.

At ytringen ikke uden videre kan tages bogstaveligt, og i stedet må underkastes en nærmere fortolkning, ses da også af, at anklagemyndigheden har frafaldet den oprindelige sigtelse i sagen for overtrædelse af bestemmelser i straffelovens 13. kapitel om forbrydelser mod statsforfatningen og de øverste statsmyndigheder, terrorisme m.v.

Imidlertid må ytringen – hvis den tages bogstaveligt – snarere end en trussel, opfattes som en opfordring til at slå statsminister Forurettede ihjel.

At ytringen for så vidt kan forstås som en sådan opfordring, understøttes således af, at konklusionen om, at ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!” , som ovenfor anført kommer efter budskaberne om, at ”Vores FÆLLES indsats er helt afgørende” , og at ”vi MÅ og SKAL bekæmpe VIRUSSEN” , og at ”Vi får brug for SAMFUNDSSIND” .

Anklagemyndigheden har imidlertid heller ikke rejst tiltale efter andre bestemmelser i straffeloven i overensstemmelse med en sådan bogstavelig forståelse af den samlede ytring. Der er herefter tale om en under de foreliggende omstændigheder tvetydig ytring, der indebærer, at der skal foretages en konkret og samlet vurdering af, om ytringen objektivt er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Vurderingen af om ytringen objektivt er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1 Som ovenfor nævnt har Tiltalte1 forklaret, at han med skiltet ønskede at lave et ordspil på udtalelser, som statsminister Forurettede selv var fremkommet med i forbindelse med håndteringen af coronakrisen.

For så vidt angår den første sætning på skiltet, ”Vores FÆLLES indsats er helt afgørende”, bemærker retten, at det af transskriptionen af statsminister Forurettedes pressemøde den 30. marts 2020 og af videoen af pressemødet, der er tilgængelig på https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/stats-ministeren- vores-faelles-indsats-er-helt-afgoerende/, fremgår, at statsminister Forurettede udtalte bl.a. netop ordene ”vores fælles indsats er helt afgørende” på dette pressemøde.

For så vidt angår den tredje sætning på skiltet, ”Vi får brug for SAMFUNDSSIND”, bemærker retten, at det af transskriptionen af statsminister Forurettedes pressemøde den 11. marts 2020 og videoen af pressemødet, der er tilgængelig på https://www.regeringen.dk/nyheder/2020/statsminister-...-indledning-paa-pressemoede-i-statsministeriet-om-corona-virusden-11-marts-2020/ fremgår, at statsminister Forurettede på dette pressemøde udtalte bl.a. netop ordene ”vi får brug for samfundssind” .

For så vidt angår den fjerde og sidste sætning på skiltet, ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!”, bemærker retten, at det af transskriptionen af statsminister Forurettedes pressemøde den 4. november 2020, der er tilgængelig på https://www.stm.dk/presse/pressemoedearkiv/pressemoede-den-4-november- 2020/, fremgår, at statsminister Forurettede på dette pressemøde udtalte bl.a.: ”… For det første er det nødvendigt at aflive alle mink i Danmark …”, og: ”… Altså, for det første, så må minkbestanden aflives …”, og: ”… Jeg bliver også nødt til at sige, som, som det også har været sagt fra Statens Serum Institut tidligere, at den risikovurdering, der ligger til grund for den her beslutning, kan i vores øjne ikke forhandles eller diskuteres, når der er så stor en risiko forbundet med at fortsætte en minkproduktion, og det handler om den fremtidige værdi og potentielle værdi af en vaccine, så er vi nødsaget til at træffe den her beslutning.

Og, og, og den, den konklusion lader sig ikke forhandle. Det er vores, det er vores meget klare overbevisning. …” Det kan herefter lægges til grund, at de pågældende sætninger på skiltet spiller direkte på udtalelser, som statsministeren er fremkommet med i opfordringer og orienteringer til befolkningen i forbindelse med håndteringen af coronakrisen, herunder om den tvingende nødvendighed af at aflive minkene.

At der således er tale om et ordspil, bygget over statsministerens egne politiske tilkendegivelser og konkrete citater, således som Tiltalte1 også har forklaret, udelukker ikke i sig selv – men taler dog imod – at der med den samlede ordlyd af skiltet objektivt er tale om en trussel omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Det må i den forbindelse også indgå i vurderingen, at der er tale om citater og politiske budskaber fra statsministeren, der må anses for velkendte, især på det tidspunkt, hvor dukken og skiltet blev præsenteret for offentligheden under demonstrationen den 23. januar 2021.

Den samlede ytring på skiltet lod sig således også forstå i dette lys, og dermed i en overført betydning, af dem, der læste skiltet på daværende tidspunkt. Arrangørerne af den pågældende demonstration den 23. januar 2021 havde i øvrigt angiveligt i indkaldelser til demonstrationen betonet, at denne skulle være fredelig.

Politikommissær Vidne3, der var indsatsleder under demonstrationen, har desuden forklaret, at anmelderen af demonstrationen havde tilkendegivet, at man ville forsøge at afvikle demonstrationen så fredeligt som muligt.

Efter de tiltaltes egne forklaringer og politividnernes forklaringer, sammenholdt med den øvrige bevisførelse i sagen, må det endvidere lægges til grund, at deltagerne i den i udgangspunktet lovlige demonstration, udgjorde et – i hvert fald i forhold til alder og køn – bredere udsnit af befolkningen.

Politikommissær Vidne3 har bl.a. forklaret, der var tale om ”en blandet skare”, herunder ”almindelige mennesker, også med børn”. Det kan således ikke lægges til grund, at der var tale om en demonstration, der udelukkende bestod af uromagere eller voldsparate personer.

Det kan endvidere ikke på baggrund af de afgivne forklaringer, dokumenterede fotos og øvrige oplysninger i sagen lægges til grund, at demonstrationen havde udviklet sig til uro eller vold på det tidspunkt, hvor dukken blev fastspændt til lygtepælen på Julius Thomsens Plads.

Det bemærkes herved, at politikommissær Vidne3 har forklaret, at der gik noget tid fra, at han fik meldingen om ”ild” i det, der viste sig at være den omhandlede dukke, og til de måtte opløse demonstrationen. Ingen af de tiltalte er tidligere straffet af relevans for denne sag.

De tiltalte har forklaret, at de ikke er medlemmer af ”Men in Black”, og ved politiets ransagninger af deres hjem, mobiltelefoner, iPads og computere, er der ikke tilvejebragt oplysninger, der viser, at de tiltalte i øvrigt skulle have et tilhørsforhold til voldsparate personer, eller at de selv har ønsket at støtte op om voldelige protester mod statsministeren og coronarestriktionerne.

Der er heller ikke andre oplysninger i sagen, der indikerer, at de tiltalte reelt har haft til hensigt at fremsætte en ytring, der kunne forstås som en dødstrussel, og at de med henblik på at slippe afsted med en sådan trussel bevidst har valgt at formulere sig tvetydigt.

Derimod viser Whatsapp-beskeden, ”Den skal hænges i en galje på statuen”, fra den 10. januar 2021 fra Tiltalte2 til Tiltalte1, sammenholdt med deres forklaringer herom og det efterfølgende faktiske hændelsesforløb, at disse to tiltalte afstod fra at realisere en idé om at producere eller anskaffe sig en egentlig galge og hænge dukken i en sådan fra en statue.

Som anført ovenfor indebærer bl.a. artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, at der må udvises en vis tilbageholdenhed med i en demokratisk retsstat at fastslå, at netop ytringer, fremsat under en i øvrigt lovlig demonstration, der sigter på kritik af en regerings magtudøvelse, og herunder dens indgreb i borgernes frihedsrettigheder under en særdeles omfattende samfundsmæssig krise, er strafbare, medmindre der er en høj grad af sikkerhed for, at ytringerne ikke med rimelighed kan forstås som noget andet end trusler eller opfordringer til vold.

Idet ytringen i denne sag er fremsat under anvendelse af den omhandlede dukke og det omhandlede skilt under netop sådan en demonstration, hvor statsministeren ikke var til stede, er ytringen i øvrigt alene rettet middelbart mod statsminister Forurettede.

Også derved adskiller den sig fra andre tilfælde i retspraksis, hvor der er lagt vægt på, at de omhandlede ytringer er fremsat direkte enten mundtligt eller skriftligt, f.eks. ved brev, e-mail, eller opslag på en profil på sociale medier over for den, som ytringen er rettet mod, jf. herved f.eks. dommene gengivet i TfK 2019.453 V og TfK 2020.464 Ø.

Efter en samlet vurdering af indholdet af ytringen i denne sag, fremsættelsesmåden og konteksten, hvori ytringen indgik, og herunder de nærmere omstændigheder, hvorunder ytringen blev fremsat, finder retten herefter ikke, at der er tale om en ytring, der objektivt er en trussel omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, hvorfor alle tre tiltalte allerede af denne grund frifindes.

Retten finder anledning til at fremhæve, at det således ikke følger af rettens vurdering, at det under andre omstændigheder, herunder på nuværende tidspunkt, nødvendigvis vil være lovligt at ytre ”Hun må og skal aflives” om statsminister Forurettede. Retten finder i øvrigt anledning til at bemærke, at de tiltalte blev sigtet for forholdet den 24. januar 2021, og at anklageskriftet i sagen er fra den 30. august 2021.

Sagen kan herefter, og efter sin karakter, ikke siges at være behandlet inden for rimelig tid.

Thi kendes for ret

: De tiltalte, Tiltalte1, Tiltalte2 og Tiltalte3, frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 18. afdelings

DOM

(landsdommerne Ulla Staal, Peter Thønnings og Amelie Brofeldt (kst.) med domsmænd).

Dato: 13. marts 2024 Rettens sagsnr.: S-2997-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte3, født 1986, (advokat Jonas Christoffersen, besk.), Tiltalte1, født 1990, (advokat Advokat, besk.) og Tiltalte2, født 1988, (advokat Ulrik Sjølin Pedersen, besk.) Dom afsagt af Retten på Frederiksberg den 14. september 2022 (8795/2021) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse i overensstemmelse med anklageskriftet for byretten, dog således at anklageskriftets sidste sætning – ”hvorefter der blev sat ild til dukken ”– udgår.

De tiltalte Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 har påstået stadfæstelse. Supplerende oplysning i sagen Foto af mannequindukken med skilt ophængt i en lygtepæl: [Billede udeladt pga. personfølsomme oplysninger] Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte.

De i byretten af vidnerne politibetjent Vidne1, vicepolitiinspektør Vidne2 og politikommissær Vidne3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte3 har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at de i det væsentlige er uændrede siden byrettens dom, dog venter han og hans kæreste barn til sommer.

Tiltalte1 er tidligere straffet bl.a. ved Retten på Frederiksbergs dom af 3. maj 2022 med bøde på 2.500 kr. for overtrædelse af færdselslovgivningen, ved den 11. april 2023 udenretligt at have vedtaget et bødeforelæg fra Københavns Politi på 3.000 kr. og betinget frakendelse af førerretten for overtrædelse af færdselslovgivningen, og ved Københavns Byrets dom af 24. august 2023 ved med bøde på 3.000 kr. for overtrædelse af færdselslovgivningen.

Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at de i det væsentlige er uændrede siden byrettens dom, idet han dog har fået stabiliseret økonomien i sin forretning. Tiltalte2 har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han for fem måneder siden blev far, og at han nu bor sammen med moren til sit barn.

Efter varetægtsfængslingen var han i en kortere periode arbejdsløs, men han blev herefter genansat som stilladsarbejder hos sin tidligere arbejdsgiver. De tiltalte har alle været frihedsberøvet fra den 24. januar 2021 til den 23. marts 2021. Retsgrundlag I straffelovens § 119 hedder det bl.a.: ”… § 119.

Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år.

Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid. … Stk. 3.

Ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter stk. 1 skal der lægges vægt på den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Derudover skal det ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter stk. 1 betragtes som en skærpende omstændighed, at lovovertrædelsen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat eller i øvrigt har til formål at forhindre den forurettede i at gøre brug af sin ytringsfrihed i den offentlige debat. …” Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 10 har følgende ordlyd: ”… Artikel 10 Ytringsfrihed Stk. 1.

Enhver har ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker, uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser. Denne artikel forhindrer ikke stater i at kræve, at radio-, fjernsyns- eller filmforetagender kun må drives i henhold til bevilling. Stk. 2.

Da udøvelsen af disse frihedsrettigheder medfører pligter og ansvar, kan den underkastes sådanne formaliteter, betingelser, restriktioner eller straffebestemmelser, som er foreskrevet ved lov og er nødvendige i et demokratisk samfund af hensyn til den nationale sikkerhed, territorial integritet eller offentlig tryghed, for at forebygge uorden eller forbrydelse, for at beskytte sundheden eller sædeligheden, for at beskytte andres gode navn og rygte eller rettigheder, for at forhindre udspredelse af fortrolige oplysninger, eller for at sikre domsmagtens autoritet og upartiskhed. …” Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har i en række domme foretaget en nærmere afgrænsning af ytringsfriheden som omhandlet i artikel 10.

I Domstolens dom af 7. december 1976 i sagen Handyside mod Storbritannien (no. 5493/72) hedder det om artikel 10 i præmis 49 bl.a.: “49. … … Freedom of expression constitutes one of the essential foundations of such a society, one of the basic conditions for its progress and for the development of every man.

Subject to paragraph 2 of Article 10 (art. 10-2), it is applicable not only to "information" or "ideas" that are favourably received or regarded as inoffensive or as a matter of indifference, but also to those that offend, shock or disturb the State or any sector of the population. Such are the demands of that pluralism, tolerance and broadmindedness without which there is no "democratic society".

This means, amongst other things, that every "formality", "condition", "restriction" or "penalty" imposed in this sphere must be proportionate to the legitimate aim pursued. …” I Domstolens dom af 8. juli 1999 i sagen Sürek mod Tyrkiet (No. 3) (no. 24735/94) hedder det om artikel 10 i præmis 37 bl.a.: “… 37.

The Court further recalls that there is little scope under Article 10 § 2 of the Convention for restrictions on political speech or on debate on questions of public interest (see…). Moreover, the limits of permissible criticism are wider with regard to the government than in relation to a private citizen or even a politician.

In a democratic system the actions or omissions of the government must be subject to the close scrutiny not only of the legislative and judicial authorities but also of public opinion.

Furthermore, the dominant position which the government occupies makes it necessary for it to display restraint in resorting to criminal proceedings, particularly where other means are available for replying to the unjustified attacks and criticisms of its adversaries.

Nevertheless it certainly remains open to the competent State authorities to adopt, in their capacity as guarantors of public order, measures, even of a criminallaw nature, intended to react appropriately andwithout excess to such remarks (see …).

Finally, where such remarks incite to violence against an individual or a public official or a sector of the population, the State authorities enjoy a wider margin of appreciation when examining the need for an interference with freedom of expression. …” I Domstolens dom af 8. juli 1999 i sagen Sürek mod Tyrkiet (No. 1) (no. 26682/95) hedder det om artikel 10 i præmis 62 og 63 bl.a.: “… 62. … … The Court reiterates that the mere fact that “information” or “ideas” offend, shock or distu rb does not suffice to justify that interference (see …).

What is in issue in the instant case, however, is hate speech and the glorification of violence. 63. While it is true that the applicant did not personally associate himself with the views contained in the letters, he n evertheless provided their writers with an outlet for stirring up violence and hatred.

The Court does not accept his argument that he should be exonerated from any criminal liability for the content of the letters on account of the fact that he only has a commercial and not an editorial relationship with the review.

He was an owner and as such had the power to shape the editorial direction of the review. …” I Domstolens dom af 16. marts 2000 i sagen Özgür Gündem mod Tyrkiet (no. 23144/93) hedder det om artikel 10 i præmis 60 bl.a.: “… 60. The Court reiterates that the dominant position enjoyed by the State authorities makes it necessary for them to display restraint in resorting to criminal proceedings.

The authorities of a democratic State must tolerate criticism, even if it may be regarded as provocative or insulting. …” I Domstolens dom af 6. april 2006 i sagen Malisiewicz-Gąsior mod Polen (no. 43797/98) hedder det om artikel 10 i præmis 57 bl.a.: “… 57. There is little scope under Article 10 § 2 of the Convention for restrictions on political speech or on debate on questions of public interest (see …).

Moreover, the limits of acceptable criticism are wider as regards a politician as such than as regards a private individual.

Unlike the latter, the former inevitably and knowingly lays himself open to close scrutiny of his words and deeds by journalists and the public at large, and he must consequently display a greater degree of tolerance …” I Domstolens dom af 16. juni 2015 i sagen Delfi AS mod Estland (no. 64569/09) hedder det om artikel 10 i præmis 136 og 140 bl.a.: “… 136.

Moreover, the Court has held that speech that is incompatible with the values proclaimed and guaranteed by the Convention is not protected by Article 10 by virtue of Article 17 of the Convention.

The examples of such speech examined by the Court have included statements denying the Holocaust, justifying a pro-Nazi policy, linking all Muslims with a grave act of terrorism, or portraying the Jews as the source of evil in Russia (see …). … 140.

The Court notes that it is not disputed that the comments posted by readers in reaction to the news article published in the comments section on the applicant company’s Internet news portal were of a clearly unlawful nature. Indeed, the applicant company removed the comments once it was notified by the injured party and described them as “infringing” and “illicit” before the Chamber (see …).

Moreover, the Court is of the view that the majority of the impugned comments amounted to hate speech or incitements to violence and as such did not enjoy the protection of Article 10 (see …).

Thus, the freedom of expression of the authors of the comments is not in issue in the present case. …” I Domstolens dom af 15. oktober 2015 i sagen Perinçek mod Schweiz (no. 27510/08) hedder det om artikel 10 i præmis 204-208 bl.a.: “… “(β) Calls to violence and “hate speech” 204.

The Court has been called upon to consider the application of Article 10 of the Convention in a number of cases concerning statements, verbal or nonverbal, alleged to stir up or justify violence, hatred or intolerance.

In assessing whether the interference with the exercise of the right to freedom of expression of the authors, or sometimes publishers, of such statements was “necessary in a democratic society” in the light o f the general principles formulated in its caselaw (see …), the Court has had regard to several factors. 205.

One of them has been whether the statements were made against a tense political or social background; the presence of such a background has generally led the Court to accept that some form of interference with such statements was justified. … 206.

Another factor has been whether the statements, fairly construed and seen in their immediate or wider context, could be seen as a direct or indirect call for violence or as a justification of violence, hatred or intolerance (see … ).

In assessing that point, the Court has been particularly sensitive towards sweeping statements attacking or casting in a negative light entire ethnic, religious or other groups (see …, all of which concerned generalised negative statements about non-European and in particular Muslim immigrants in France; …, which concerned statements linking all Muslims in the United Kingdom with the terrorist acts in the United States of America on 11 September 2001; …, both of which concerned vehement anti-Semitic statements; … which concerned statements portraying non-European immigrant communities in Belgium as criminally minded; …, which concerned direct calls for violence against Jews, the State of Israel, and the West in general; and …, which concerned allegations that homosexuals were attempting to play down paedophilia and were responsible for the spread of HIV and Aids). 207.

The Court has also paid attention to the manner in which the statements were made, and their capacity – direct or indirect – to lead to harmful consequences. Examples include … 208. In all of the above cases, it was the interplay between the various factors rather than any one of them taken in isolation that determined the outcome of th e case.

The Court’ s approach to that type of case can thus be described as highly contextspeci fic. …” I Domstolens dom af 5. juli 2016 i sagen Ziembiński mod Polen (No. 2) (no. 1799/07) hedder det om artikel 10 i præmis 44 bl.a.: ”… 44. … The use of sarcasm and irony is perfectly compatible with the exercise of a journalist’s freedom of expression (see …).

However, it appears that the domestic courts did not take sufficient account of these features, even though they noted that the applicant had intended to mock the officials and had earlier published an ironic article on the same subject.

In this context, the Court reiterates that, while any individual who takes part in a public debate of general concern – like the applicant in the instant case – must not overstep certain limits, particularly with regard to respect for the reputation and rights of others, a degree of exaggeration or even provocation is permitted; in other words, a degree of immoderation is allowed (see …). …”

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldspørgsmål Efter bevisførelsen, herunder de tiltaltes forklaringer og de foreliggende fotos af mannequindukken ophængt i en lygtepæl, lægger landsretten til grund, at de tiltalte Tiltalte1 og Tiltalte2 i fællesskab planlagde til en demonstration mod coronarestriktionerne at medbringe en dukke, som skulle ligne statsminister Forurettede, og at de til brug herfor erhvervede en mannequindukke i fuld legemsstørrelse, som de gav tøj og paryk på, og på hvis ansigt de påsatte et billede af statsministerens ansigt.

Om mannequindukkens hals hængte de et skilt med den i tiltalen angivne tekst, der var udfærdiget af Tiltalte1, og som med store, røde versaler fremhævede udsagnet: ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!” .

Efter bevisførelsen lægger landsretten endvidere til grund, at alle tre tiltalte deltog i demonstrationen mod coronarestriktioner den 23. januar 2021 på Julius Thomsens Plads, og at de på et tidspunkt sammen forlod demonstrationen for i Tiltalte1's nærliggende forretning at hente mannequindukken, som de ville hænge op, så andre demonstranter kunne se den.

Uanset at Tiltalte3 i forbindelse med ophængningen til de medtiltalte bemærkede, ”at det var en rigtig dårlig idé, og at det var en dødstrussel”, valgte de tiltalte alligevel i fællesskab at ophænge mannequindukken i en lygtepæl med en lastbilstrop rundt om halsen, hvorved mannequindukken og skiltet blev synlige for øvrige demonstranter og andre personer i området.

På denne baggrund finder landsretten, at de tiltaltes ophængning af mannequindukken med skiltet udgjorde en offentligt fremsat trussel om vold mod statsminister Forurettede i anledning af statsministerens udførelse af hvervet som statsminister, og at truslen havde baggrund i statsministerens lovlige ytringer i den offentlige debat, jf. straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7.

Landsretten finder endvidere, at de tiltalte i hvert fald indså muligheden for, at mannequindukken med skiltet udgjorde en trussel mod statsministeren, og at de accepterede denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. De tiltalte har derfor haft det til domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, fornødne forsæt.

Landsretten finder det herefter bevist, at de tiltalte i det anførte omfang er skyldige i tiltalen for landsretten. Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om ytringsfrihed kan ikke føre til et andet resultat, da de tiltaltes ytringer efter deres karakter ikke kan antages at nyde beskyttelse efter denne bestemmelse, da bestemmelsen bl.a. ikke beskytter ytringer, der tilskynder til voldshandlinger, jf. f.eks.

Menneskerettighedsdomstolens dom af 8. juli 1999 i sagen Sürek mod Tyrkiet (No.3), præmis 37, og dom af 16. juni 2015 i sagen Delfi AS mod Estland, præmis 136 og 140. Sanktion Straffen fastsættes efter straffelovens § 119, stk. 1, jf. § 81, nr. 7, – for Tiltalte1 tillige med citering af straffelovens § 89 – for hver tiltalt til fængsel i 40 dage.

Vold eller trussel om vold mod personer i offentlig tjeneste eller hverv i anledning af udførelsen af tjenesten eller hvervet (straffelovens § 119, stk. 1) straffes som udgangspunkt med ubetinget fængsel, jf. bl.a. Højesterets dom af 20. november 2018 (UfR 2019.751H).

Landsretten finder, at hverken omstændighederne ved trusselsforholdet eller det, som er oplyst om de tiltaltes personlige forhold, eller den tid, der er forløbet, siden forholdet blev begået, giver grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængsel. Landsretten ændrer således byrettens dom i overensstemmelse med det anførte.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom ændres, således at de tiltalte Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 hver straffes med fængsel i 40 dage. De tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter. ::::::::::::::::::::::::: Højesterets 2. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Michael Rekling, Oliver Talevski, Jan Schans Christensen, Jens Kruse Mikkelsen og Mohammad Ahsan. Dato: 3. januar 2025 Rettens sagsnr.: 55/2024 Anklagemyndigheden mod Tiltalte3, (advokat Jonas Christoffersen, beskikket), Tiltalte1, (advokat Michael Juul Eriksen, beskikket) og Tiltalte2, (advokat Ulrik Sjølin Pedersen, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Retten på Frederiksberg den 14. september 2022 (8795/2021) og af Østre Landsrets 18. afdeling den 13. marts 2024 (S-2997-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse og mere subsidiært stadfæstelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse.

Supplerende retsgrundlag Straffelovens § 119, stk. 1, fik sin nugældende formulering ved lov nr. 1728 af 27. december 2016, hvorved bestemmelsens anvendelsesområde blev udvidet til bl.a. at omfatte trusler, der fremsættes offentligt mod personer i offentlig tjeneste eller hverv. I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr. L 73, s. 9 f.) hedder det bl.a.: ”… 2.3.

Udvidelse af anvendelsesområdet for straffelovens særlige regel om trusler om vold mod personer i offentlig tjeneste 2.3.1. Gældende ret 2.3.1.1.

Straffelovens § 119 indeholder et særligt strafferetligt værn for personer, der virker i offentlig tjeneste eller hverv. … Baggrunden for den særlige beskyttelse er bl.a., at personer, der optræder som repræsentanter for offentlige myndigheder, er særligt udsatte for angreb og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler, som denne funktion medfører, herunder således at de uhindret kan udføre deres opgaver, jf.

Rigsdagstidende 1924-25, tillæg A, spalte 3338. … 2.3.2. Justitsministeriets overvejelser Det fremgår af afsnit 2.1 i Respektpakken, at aftalepartierne er enige om, at det skal være trygt at varetage et hverv på fællesskabets vegne. Det kan ikke forsvares at fremsætte trusler mod personer i offentlig tjeneste.

Denne mangel på respekt over for fællesskabets repræsentanter – og det enkelte menneske i offentlig tjeneste – skal have konsekvenser og mødes med fordømmelse. I dag beskytter straffelovens særlige regel om trusler mod personer i offentlig tjeneste kun mod trusler, der er fremsat direkte over for den person, som truslen angår.

Det særlige beskyttelseshensyn, der ligger bag straffelovens bestemmelser om personer i offentlig tjeneste, tilsiger efter aftalepartiernes opfattelse ikke, at det bør være afgørende, om truslerne er fremsat direkte over for personen i offentlig tjeneste eller på anden måde – f.eks. via tredjemand såsom en kollega eller et familiemedlem, på internettet, på sociale medier eller i pressen.

Aftalepartierne vil derfor udvide anvendelsesområdet for beskyttelsen, så den også kommer til at omfatte trusler, der ikke er fremsat direkte over for den person i offentlig tjeneste, som truslen angår. På den måde sikres det også, at der tages højde for den udvikling, der løbende sker, i måden vi kommunikerer og interagerer med hinanden på.

Justitsministeriet finder, at initiativet bør gennemføres ved at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1, så bestemmelsen fremover finder anvendelse på alle typer af trusler om vold, der generelt er egnede til at komme til den beskyttede persons kendskab. …” Af lovforslagets specielle bemærkninger fremgår bl.a. (Folketingstidende 2016-17, tillæg A, lovforslag nr.

L 73, s. 31): ”… Det foreslås at udvide anvendelsesområdet for straffelovens § 119, stk. 1, til at omfatte den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold. Der er med den foreslåede ændring foretaget en sproglig tilpasning af den del af bestemmelsens gerningsindhold, der vedrører vold.

Der er ikke dermed tilsigtet ændringer i forhold til gældende ret. … Bestemmelsen omfatter fremover også trusler, som fremsættes offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds. Dette kan f.eks. være tilfældet med trusler på internettet, sociale medier, i pressen eller på offentlige møder.

Trusler, der fremsættes i en lukket kreds af personer, vil derimod som udgangspunkt ikke være omfattet af bestemmelsen. Afgrænsningen af, hvornår en trussel er fremsat offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds, skal forstås i overensstemmelse med den tilsvarende afgrænsning heraf i straffelovens § 266 b.

Trusler fremsat på offentlige møder, i aviser, radio og tv og i elektroniske udgaver af disse medier må således anses for at være fremsat offentligt. …” Ved lov nr. 82 af 30. januar 2019 blev bestemmelsen i straffelovens § 119, stk. 3, der nu er stk. 3, 1. pkt., indsat.

Efter bestemmelsen skal der ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter § 119, stk. 1, lægges vægt på den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet.

I lovforslagets specielle bemærkninger hedder det bl.a. følgende om den generelle forhøjelse af strafudmålingen for trusler mod personer i offentlig tjeneste eller hverv (Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr.

L 94, s. 9 f.): ”… Med lovforslaget indsættes en ny bestemmelse i straffelovens § 119, som indebærer, at der ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter § 119, stk. 1, skal lægges vægt på den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Der lægges med forslaget op til, at der sker en generel forhøjelse af strafudmålingen for trusler mod offentligt ansatte og personer, der varetager offentligt hverv, således at straffen i højere grad afspejler, at det er uacceptabelt at fremsætte trusler mod personer i offentlig tjeneste.

Bestemmelsen vil omfatte trusler, der efter gældende ret er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1. … Det er med forslaget til ændringen af straffelovens § 119 forudsat, at der som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til den straf, der hidtil har været fastsat af domstolene, idet det forudsættes, at der ved fastsættelse af straffen for trussel om vold efter § 119, stk. 1, skal lægges vægt på den betydning, som lovovertrædelsen kan have for den pågældendes udførelse af tjenesten eller hvervet.

Det betyder, at en person, der efter gældende ret ville blive idømt en straf på 30 dages fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, med lovforslaget fremover som udgangspunkt vil blive idømt en straf på 40 dages fængsel.

Fastsættelsen af straffen vil fortsat bero på domstolenes konkrete vurdering i det enkelte tilfælde af samtlige omstændigheder i sagen, og det angivne strafniveau vil kunne fraviges i op- og nedadgående retning, hvis der i den konkrete sag foreligger skærpende eller formildende omstændigheder, jf. herved de almindelige regler om straffens fastsættelse i straffelovens kapitel 10.

Den tilsigtede strafskærpelse gælder generelt i alle sager om trusler efter straffelovens § 119, stk. 1, herunder uden hensyntagen til, om forholdet i det konkrete tilfælde har haft eller må antages at få betydning for den pågældende udførelse af tjenesten eller hvervet. …” Af straffelovens § 81, nr. 7, der blev indsat ved lov nr. 1400 af 21. december 2005, følger, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed, at gerningen har baggrund i den forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat.

I de almindelige bemærkninger til lovforslaget (Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 40, s. 987 f.) hedder det bl.a.: ”… Retten til at give sin mening til kende offentligt er helt grundlæggende for et demokratisk samfund som det danske.

Det er afgørende for samfundets fortsatte demokratiske udvikling, at borgerne har mulighed for at ytre sig uden at frygte at blive mødt med trusler og overgreb på grund af deres deltagelse i den offentlige debat.

Der har imidlertid i de senere år været flere tilfælde, hvor personer er blevet truet eller udsat for voldelige overgreb på baggrund af deres deltagelse i den offentlige debat. … Den foreslåede bestemmelse er ikke begrænset til bestemte forbrydelsestyper, men vil i praksis formentlig navnlig få betydning i forbindelse med vold og trusler.

Den nye bestemmelse foreslås indsat som et nyt nummer (nr. 7) i straffelovens § 81. Den foreslåede bestemmelse omfatter tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den offentlige debat om samfundsspørgsmål af f.eks. politisk, religiøs, etisk eller faglig karakter.

Den foreslåede bestemmelse sigter ikke alene på ytringer, der fremsættes i massemedierne eller på internettet, men også på andre situationer, hvor ytringerne fremsættes over for en videre kreds, herunder i forbindelse med foredrag og undervisning. Bestemmelsen forudsættes også at omfatte den meningstilkendegivelse, der ligger i at deltage i en demonstration.

Udenfor falder tilfælde, hvor den forurettedes ytringer er fremsat i en rent privat sammenhæng. …”

Anbringender

Anklagemyndigheden har anført navnlig, at ophængningen af mannequindukken i en lygtepæl sammenholdt med teksten på det skilt, dukken havde om halsen, udgjorde en offentligt fremsat trussel mod statsminister Forurettede, jf. straffelovens § 119, stk. 1.

Der må herved lægges vægt på, at teksten på skiltet om, at ”hun må og skal aflives”, må forstås som en tilkendegivelse om, at Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 var så utilfredse med statsminister Forurettede, at de mente, at hun fortjente at dø. Dette gælder, uanset at udtalelsen var en omskrivning af statsministerens udtalelse om, at de danske minkbesætninger skulle aflives.

Endvidere må der lægges vægt på, at udtalelsen blev fremsat på en mannequindukke i fuld legemsstørrelse, som var påsat et billede af statsministerens ansigt, og at dukken blev hængt op i en lygtepæl med en lastbilstrop om halsen, hvilket havde klare referencer til en lynchning.

Den omhandlede trussel om vold kan ikke med henvisning til Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 17, der forbyder bl.a. borgerne at misbruge konventionens rettigheder og friheder, anses for at falde uden for konventionens anvendelsesområde. Artikel 17 kan dog indgå ved vurderingen af, om indgrebet i ytringsfriheden er berettiget efter artikel 10, stk. 2.

Betingelserne i artikel 10, stk. 2, for at foretage indgrebet, herunder navnlig kravet om proportionalitet, er opfyldt. Det skyldes, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol generelt accepterer indgreb mod ytringer, der opfordrer til vold mod enkeltpersoner, jf. herved dom af 8. juli 1999 i sag 24735/94 (Sürek mod Tyrkiet – nr. 3).

Det skal også indgå med betydelig vægt, at der er tale om en trussel mod statsministeren i anledning af hendes politiske synspunkter og handlinger, at truslen blev fremsat i en anspændt social situation, og at truslen blev fremsat på en måde og på et sted, hvor den blev set af mange mennesker. Det må også indgå, at folkevalgte politikere skal kunne ytre sig og handle uden frygt for at blive mødt med trusler om vold.

At den omhandlede trussel om vold blev fremsat under en lovligt anmeldt demonstration kan ikke føre til, at en domfældelse vil være i strid med artikel 10, idet Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 kunne have udtrykt deres utilfredshed med statsminister Forurettedes håndtering af coronapandemien på en anden måde end ved at fremsætte en trussel om vold.

Med hensyn til straffens udmåling har anklagemyndigheden anført navnlig, at straffen for trusler om vold omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, der er begået efter strafskærpelsen i 2019, ligger i niveauet 30-60 dages fængsel.

Det taler for at skærpe den idømte fængselsstraf, at der var tale om en grov trussel på livet, som blev set af mange mennesker på et tidspunkt, hvor der var betydelig modstand mod statsminister Forurettedes håndtering af coronapandemien, som allerede havde medført voldsomme demonstrationer og optøjer.

Det skal i øvrigt indgå som skærpende omstændighed, at truslen er fremsat i anledning af statsministerens lovlige politiske udtalelser og handlinger, jf. straffelovens § 81, nr. 7. Der er ikke grundlag for med henvisning til sagsbehandlingstiden at gøre straffen betinget.

Tiltalte3 har anført navnlig, at ophængningen af mannequindukken med den tilhørende tekst, der fremgik af skiltet, som var hængt om dukkens hals, ikke udgør en strafbar trussel omfattet af straffelovens § 119, stk. 1.

Der har i Danmark længe eksisteret en vidtgående ytringsfrihed ved demonstrationer, således at en ytring, der i andre sammenhænge kunne anses som en strafbar trussel mod offentligt ansatte, ikke er blevet anset som en sådan.

Ved vurderingen af, om der i denne sag foreligger en trussel, skal der lægges vægt på ytringens indhold, herunder at der var tale om et ordspil på statsminister Forurettedes politiske udtalelser, fremsættelsesmåden, konteksten, formålet med ytringen og dens karakter.

Det følger af Menneskerettighedsdomstolens praksis om artikel 10, at ytringsfriheden også omfatter ytringer, som provokerer, fornærmer, chokerer og forstyrrer, at ytringsfriheden skal give plads til ytringer, der indeholder sarkasme, ironi og overdrivelse, at ytringsfriheden kræver større tolerance over for ytringer mod politikere og offentlige myndigheder, og at myndighederne bør være tilbageholdende med at foretage indgreb mod politiske ytringer.

Der er ikke grundlag for at inddrage Menneskerettighedskonventionens artikel 17, som alene skal anvendes ved de mest alvorlige tilfælde af misbrug af ytringsfriheden. Hvis Højesteret finder, at straffelovens § 119, stk. 1, er overtrådt, skal straffen udmåles i niveauet 20-30 dages fængsel, da dette er udgangspunktet for strafniveauet efter den skærpelse af straffen, der fandt sted i 2019.

Det nævnte strafniveau vil også være i overensstemmelse med de domme, der er afsagt af landsretterne efter strafskærpelsen. At der bør ske en formildelse af den idømte straf på 40 dages fængsel følger også af, at der foreligger en overtrædelse af minimal strafværdighed i den absolutte nederste del af bestemmelsens anvendelsesområde.

Hertil kommer, at en domfældelse vil udgøre et indgreb i hans ytringsfrihed, hvorfor straffen bør være mindst mulig for at undgå den ”chilling effect”, som en domfældelse vil have for ytringsfriheden i almindelighed. Henset til hans gode personlige forhold sammenholdt med den lange sagsbehandlingstid bør straffen gøres betinget med 1 års prøvetid uden vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte1 har anført navnlig, at ytringen ikke er omfattet af straffelovens § 119, stk. 1, da den blev fremsat under en lovlig og fredelig demonstration om et emne af væsentlig samfundsmæssig interesse.

Der gælder vide rammer for at ytre sig kritisk om en statsministers virke, og ytringens formål var netop at udtrykke utilfredshed med statsministerens dispositioner vedrørende aflivning af mink under Covid 19-pandemien. Det vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 10 at straffe for fremsættelsen af den omhandlede ytring.

Det skyldes bl.a., at ytringen angik en regeringsleder og havde et politisk budskab, at ytringen refererede til statsministerens udtalelser, der blev fremsat på et pressemøde, og at ytringen blev fremsat under en lovlig og fredelig demonstration.

Hvis Højesteret finder, at straffelovens § 119, stk. 1, er overtrådt, skal straffen – henset til ytringens baggrund og kontekst sammenholdt med den lange sagsbehandlingstid – nedsættes.

Tiltalte2 har anført navnlig, at ytringen i form af ophængning af mannequindukken påsat et billede af statsminister Forurettedes ansigt og et skilt med citater og ordspil hidrørende fra statsministerens egne udtalelser i forbindelse med nedlæggelsen af minkerhvervet i Danmark var en lovlig ytring. Ytringen blev fremsat under en lovlig politisk demonstration om det samme emne, som ytringen vedrørte.

Den skal vurderes på baggrund af de samfundsforhold, som gjaldt på ytringstidspunktet, hvor regeringens indgreb mod minkerhvervet som følge af Covid 19-pandemien, kombineret med diverse sociale restriktioner, havde ført til en overordentlig ophedet debat i samfundet. Grænsen for hvilke ytringer, som magthaverne skal tåle under en sådan samfundskrise, er meget høj.

En domfældelse vil føre til en udbredt tilbageholdenhed blandt borgerne med at ytre sig i den offentlige debat, hvilket vil være et demokratisk problem. Straffen bør i givet fald udmåles i niveauet 20-30 dages fængsel.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstillinger Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 er ved landsrettens dom fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ved i forbindelse med en demonstration den 23. januar 2021 mod coronarestriktioner offentligt at have fremsat trussel om vold mod statsminister Forurettede.

De ophængte i en lygtepæl en mannequindukke i fuld legemsstørrelse, på hvis ansigt der var påsat et billede af statsministerens ansigt, og som om halsen havde et skilt, hvorpå det bl.a. med store, røde bogstaver var anført ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!”. De blev straffet med fængsel i 40 dage.

Sagen angår for Højesteret navnlig, om ordlyden af det omhandlede skilt sammenholdt med den ophængte mannequindukke udgjorde en trussel om vold mod statsminister Forurettede, jf. straffelovens § 119, stk. 1, og i givet fald, om domfældelse for overtrædelse af § 119, stk. 1, vil være i strid med Tiltalte3’s, Tiltalte1’s og Tiltalte2’s ret til ytringsfrihed efter artikel 10 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Hvis de med rette er dømt for overtrædelse af § 119, stk. 1, er der endvidere spørgsmål om strafudmåling. Straffelovens § 119, stk. 1 Efter straffelovens § 119, stk. 1, straffes bl.a. den, der offentligt fremsætter trussel om vold mod nogen, som det påhviler at handle i medfør af offentligt hverv eller tjeneste.

Bestemmelsen indebærer et særligt strafferetligt værn, der er begrundet i, at de pågældende personer er særligt udsatte for angreb og derfor har behov for et ekstra værn mod den risiko for vold og trusler, som funktionen medfører, herunder således at de uhindret kan udføre deres opgaver.

Om der er tale om en trussel om vold beror på en samlet vurdering af bl.a. ytringens ordlyd sammenholdt med de omstændigheder, hvorunder ytringen er fremsat.

Landsretten har som resultat af sin bevisbedømmelse lagt til grund bl.a., at Tiltalte1 og Tiltalte2 i fællesskab havde planlagt at medbringe en mannequindukke i fuld legemsstørrelse til demonstrationen den 23. januar 2021 mod coronarestriktioner, at dukken, på hvis ansigt de påsatte et billede af statsminister Forurettede, og som de gav tøj og paryk på, skulle ligne statsministeren, at de om dukkens hals hængte et skilt, hvor der med store, røde bogstaver stod ”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!”, at de i fællesskab hængte dukken op i en lygtepæl med en lastbilstrop rundt om halsen, således at dukken og skiltet blev synlige for bl.a. de øvrige demonstranter, og at de gjorde dette, uanset at Tiltalte3 i forbindelse med ophængningen bemærkede, at ”det var en rigtig dårlig idé, og at det var en dødstrussel”.

På baggrund af landsrettens bevisbedømmelse finder Højesteret efter en samlet vurdering af ordlyden af det omhandlede skilt sammenholdt med den ophængte mannequindukke og omstændighederne i øvrigt, at der er tale om en offentligt fremsat trussel om vold (en dødstrussel) mod statsminister Forurettede. De tiltalte er derfor med rette fundet skyldige i overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1.

Menneskerettighedskonventionens artikel 10 Spørgsmålet er herefter, om en domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 10 om retten til ytringsfrihed.

Det må efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis lægges til grund, at der ved bedømmelsen efter artikel 10 af, om en ytring udgør en trussel om vold mod enkeltpersoner, ikke alene skal ses på ytringens ordlyd, men bl.a. også på den sammenhæng, hvorunder den er fremsat, jf. herved bl.a.

Menneskerettighedsdomstolens dom af 6. april 2006 i sag 43797/98 (Malisiewicz-Gasior mod Polen), præmis 62, og dom af 6. juli 2010 i sag 43453/04 m.fl. (Gözel og Özer mod Tyrkiet), præmis 52.

Som nævnt ovenfor er der i denne sag – efter en samlet vurdering af bl.a. ytringens ordlyd sammenholdt med de omstændigheder, hvorunder ytringen blev fremsat – tale om en trussel om vold (en dødstrussel) rettet mod en bestemt person.

Uanset at ytringen blev fremsat og dukken blev ophængt under en demonstration og var rettet mod regeringens politik, finder Højesteret, at en domfældelse for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1, ikke vil være i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 10.

Højesteret bemærker herved, at en domfældelse for ytringen ikke indebærer, at befolkningen afskæres fra at kritisere den politik, som statsministeren og regeringen fører, herunder f.eks. ved at kritisere regeringens politik ved brug af ytringer, der fornærmer, chokerer eller forstyrrer.

Strafudmåling Landsretten har fastslået, at truslen om vold havde baggrund i statsministerens lovlige ytringer i den offentlige debat, jf. straffelovens § 81, nr. 7, der fastslår, at et sådant forhold i almindelighed skal indgå som skærpende omstændighed ved straffens fastsættelse.

Højesteret kan ikke efterprøve landsrettens konkrete bevisbedømmelse vedrørende skyldsspørgsmålet, jf. retsplejelovens § 933, stk. 2, sammenholdt med § 912, stk. 1, nr. 4, modsætningsvist.

Højesteret kan imidlertid tage stilling til, om der er grundlag for at anvende en strafskærpelsesbestemmelse som straffelovens § 81, nr. 7, idet dette forhold ikke er omfattet af den prøvelsesbegrænsning, der følger af de nævnte bestemmelser i retsplejeloven.

Af forarbejderne til straffelovens § 81, nr. 7, følger, at den omfatter tilfælde, hvor en forbrydelse begås som reaktion på den forurettedes ytringer i den offentlige debat om samfundsspørgsmål af f.eks. politisk, religiøs, etisk eller faglig karakter (Folketingstidende 2005-06, tillæg A, lovforslag nr. L 40, s. 987 f.).

Højesteret finder, at anklagemyndigheden ikke har ført det fornødne bevis for, at den omhandlede trussel om vold, der blev fremsat under en demonstration mod regeringens coronarestriktioner, var en reaktion på statsminister Forurettedes lovlige ytringer i den offentlige debat. Der er derfor ikke grundlag for ved straffens fastsættelse at henvise til straffelovens § 81, nr. 7.

Det er i forarbejderne til straffelovens § 119, stk. 3, 1. pkt., der trådte i kraft den 1. februar 2019, forudsat, at der for trussel om vold efter stk. 1 som udgangspunkt skal ske en forhøjelse af straffen med omkring en tredjedel i forhold til de hidtil fastsatte straffe (Folketingstidende 2018-19, 1. samling, tillæg A, lovforslag nr. L 94, s. 9 f.).

Herefter og henset til navnlig truslens grove karakter – som ikke alene bestod i ordene på det omhandlede skilt (”HUN MÅ OG SKAL AFLIVES!”), men også i at mannequindukken, der skulle forestille statsminister Forurettede, med en lastbilstrop om halsen blev ophængt i en lygtepæl – tiltræder Højesteret, at Tiltalte3, Tiltalte1 og Tiltalte2 er straffet med fængsel i 40 dage, jf. straffelovens § 119, stk. 1.

For Tiltalte1’s og Tiltalte2’s vedkommende henvises tillige til straffelovens § 89. Der er ikke grundlag for at nedsætte straffen, herunder på grund af sagsbehandlingstiden. Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at der ikke er grundlag for at fravige udgangspunktet om ubetinget fængsel for overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 1. Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom.

Thi kendes for ret

: Landsrettens dom stadfæstes. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.