OLR — Østre Landsret
AM2023.01.23Ø
OL-2023-Ø-00005
AM2023.01.23Ø Retten i Holbæks
DOM
Dato: 20. september 2021 Rettens sagsnr.: 60-188/2021 Politiets sagsnr.: 1200-76151-01004-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1981 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 27. januar 2021.
Tiltalte er tiltalt for 1. databedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279a, ved den 21. januar 2020 som led i systematisk berigelseskriminalitet at have udnyttet sit hverv om pædagog for psykisk sårbare borgere, for at sikre sig eller andre uberettiget vinding, ved pengeautomaten i Bank1, Adresse6 i Nykøbing Sjælland uberettiget at have anvendt den psykiske sårbare borger Forurettede1s betalingskort til at hæve 7500 kr., som hun efterfølgende tilegnede sig, alt hvorved Forurettede1 led et tilsvarende tab. 2 - 8. databedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279a, ved i perioden fra den 18. februar 2020 kl. 11.16 til den 2. marts 2020 klokken 9.56, på adressen Adresse1, By1, By2, som led i systematisk berigelseskriminalitet under påskud af at være rengøringshjælp for Forurettede2, født i 1937, uberettiget at have tilegnet sig Forurettede2s kontooplysninger, som hun anvendte til at tilegne sig i alt 185.000 kr., som hun elektronisk overførte fra Forurettede2s bankkonto til sin egen bankkonto, alt hvorved Forurettede2 led et tilsvarende tab, idet hun den 18. februar 2020 klokken 11.16 overførte 20.000 kroner til sin egen konto den 20. februar 2020 klokken 10.23 overførte 40.000 kroner til sin egen konto den 24. februar 2020 klokken 09.35 overførte 35.000 kroner til sin egen konto den 24. februar 2020 klokken 09.56 overførte 35.000 kroner til sin egen konto den 25. februar 2020 klokken 07.50 overførte 28.000 kroner til sin egen konto den 2. marts 2020 klokken 09.13 overførte 20.000 kroner til sin egen konto den 2. marts 2020 klokken 09.56 overførte 7.000 kroner til sin egen konto 9 - 28. databedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279a, ved i perioden fra den 4. juni 2020 til den 7. september 2020 fra adressen Bosted, Adresse2, By3 som led i systematisk berigelseskriminalitet at have udnyttet sit hverv som pædagog og kontaktperson for beboeren Forurettede3, som er psykisk syg, til uberettiget at tilegne sig i alt 343.500 kroner, som hun elektronisk overførte fra Forurettede3s bankkonto til sin egen bankkonto, alt hvorved Forurettede3 led et tilsvarende tab, idet hun den 4. juni 2020 overførte 17.000 kroner til sin egen konto den 9. juni 2020 overførte 20.000 kroner til sin egen konto den 19. juni 2020 overførte 4.000 kroner til sin egen konto den 19. juni 2020 overførte 40.000 kroner til sin egen konto den 23. juni 2020 overførte 15.000 kroner til sin egen konto den 25. juni 2020 overførte 17.000 kroner til sin egen konto den 26. juni 2020 overførte 37.000 kroner til sin egen konto den 27.juni 2020 overførte 37.000 kroner til sin egen konto den 28. juni 2020 overførte 30.000 kroner til sin egen konto den 28. juni 2020 overførte 30.000 kroner til sin egen konto den I. juli 2020 overførte 65.000 kroner til sin egen konto den 13. juli 2020 overførte 3.000 kroner til sin egen konto den 13. juli 2020 overførte 3.000 kroner til sin egen konto den 13. juli 2020 overførte 3.000 kroner til sin egen konto den 13. juli 2020 overførte 2.800 kroner til sin egen konto den 14. juli 2020 overførte 2.000 kroner til sin egen konto den 11. august 2020 overførte 7.000 kroner til sin egen konto den 12. august 2020 overførte 2.000 kroner til sin egen konto den 3. september 2020 overførte 6.000 kroner til sin egen konto den 7. september 2020 overførte 2.700 kroner til sin egen konto 29. databedrageri af særlig grov beskaffenhed efter straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279a, ved den 3. august 2020 som led i systematisk berigelseskriminalitet at have udnyttet sit hverv om pædagog for psykisk sårbare borgere, for at sikre sig eller andre uberettiget vinding, ved pengeautomaten i Bank2, Adresse7, By4, uberettiget at have anvendt den psykiske sårbare borger Forurettede4s betalingskort, til at hæve 5.000 kr., som hun efterfølgende tilegnede sig, hvorved Forurettede4 led et tilsvarende tab.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.
Anklagemyndigheden har endvidere under henvisning til straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, jf. § 78, stk. 2, nedlagt påstand om, at tiltalte indtil videre frakendes retten til at udøve virksomhed, der indebærer pleje-, eller behandlingsfunktioner eller lignende på bosteder, plejehjem, i beskyttede boliger, på sygehusafdelinger eller lignende steder, som væsentligt bebos eller har ophold af person svækket af alder, handicap, sygdom eller lignende eller i de pågældendes eget hjem.
Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og forhold 9-28 og har i øvrigt nægtet sig skyldig. Forurettede1 har påstået, at tiltalte skal betale 7.500 kr. i erstatning. Tiltalte har anerkendt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse. Forurettede2 har påstået, at tiltalte skal betale 185.000 kr. i erstatning Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men anerkendt erstatningskravets størrelse.
Forurettede3 har påstået, at tiltalte skal betale 343.500 kr. i erstatning. Tiltalte har anerkendt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede2, Vidne1 og Vidne2. Forklaringerne er i retsbogen gengivet således: [FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte er tidligere straffet ved dom af 15. maj 2017 med fængsel i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 279. Straffen gjort betinget, bl.a. på vilkår om at udføre samfundstjeneste i 120 timer og om tilsyn af Kriminalforsorgen. Prøvetid 2 år.
Af Kriminalforsorgens personundersøgelse af tiltalte af 10. november 2020 fremgår bl.a. følgende: "… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om 1 års tilsyn af Kriminalforsorgen.
Der anbefales et vilkår om at Tiltalte i tilsynsperioden skal undergive sig ludomanibehandling efter Kriminalforsorgens nærmere bestemmelser.
Finder retten ikke, at der er grundlag herfor, skal følgende konkluderes: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Kriminalforsorgens begrundelse: Tiltalte har et erkendt problem med ludomani, og profiterer godt af igangværende behandling, som vurderes recidivhæmmende. Kriminalforsorgen vurderer det på den baggrund formålstjenstligt, at der i tilfælde af en betinget dom, gives vilkår om ludomanibehandling fremfor samfundstjeneste.
Skulle retten dog ikke finde, at der er grundlag for en betinget dom med vilkår om ludomanibehandling, skønnes Tiltalte også egnet til afvikling af samfundstjeneste.
Der lægges vægt på hendes motivation for at ville samarbejde med Kriminalforsorgen, tidligere tilsynsførendes afsluttende notat samt hendes stabile tilknytning til arbejdsmarkedet. …” Tiltalte har afgivet forklaring om sine personlige forhold under ovenstående afhøring, hvortil der henvises.
Rettens begrundelse
og afgørelse Forhold 1 og 9-28 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i uberettiget at have tilegnet sig de omhandlede beløb som beskrevet i tiltalen. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 a som anført i tiltalen.
Forhold 2-8 Det kan som ubestridt lægges til grund, at tiltalte som beskrevet i tiltalen har overført i alt 185.000 kr. til sin egen konto fra Forurettede2s konti. Tiltaltes forklaring om, at hun fik det omhandlede beløb i gave fremstår efter sit indhold helt utroværdig.
Forklaringen herom er også afvist af vidnet Forurettede2, hvis forklaring i øvrigt til dels understøttes af vidnet Vidne1s forklaring om, at Forurettede2s tre bankkonti var fuldstændig tømt, og at Forurettede2 herefter måtte optage et banklån for at have til dagen og vejen.
Retten finder det på den baggrund helt ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at overførslerne skete med Forurettede2s indforståethed og som en gave til tiltalte.
Herefter, og når i øvrigt henses til afgørelsen af skylds-spørgsmålet i forhold 1 og forhold 9-28, og i øvrigt efter oplysningerne om tiltaltes ludomani, findes tiltalte skyldig i overtrædelse af straffelovens § 279 a som beskrevet i tiltalen. Forhold 29 Mod tiltaltes benægtelse og efter den noget usikre og upræcise forklaring fra vidnet Vidne2 er det ikke med den fornødne sikkerhed bevist, at tiltalte er skyldig.
Tiltalte frifindes derfor i forhold 29. Forhold 1-28 henføres efter en samlet vurdering til straffelovens § 286, stk. 2. Retten har herved lagt vægt på forholdenes karakter, antal og omfang samt de samlede besvegne beløb på mere end 530.000 kr. Retten har endvidere lagt vægt på, at forholdene er begået over for særligt udsatte personer, og at forhold 1 og 9-28 er begået som led i tiltaltes ansættelsesforhold.
Straffen findes under de ovenfor nævnte omstændigheder passende at kunne fastsættes til fængsel i 1 år og 6 måneder, jf. straffelovens § 286, stk. 2, jf. § 279 a.
Henset til, at tiltalte tidligere er straffet for helt ligeartet kriminalitet og under henvisning til de omstændigheder, der begrunder, at forholdene henføres til straffelovens § 286, stk. 2, er der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Efter karakteren og omfanget af samt omstændighederne ved og baggrunden for de nu begåede forhold samt henset til tiltaltes tidligere dom for helt ligeartet kriminalitet, finder retten, at der er nærliggende fare for misbrug af hendes virksomhed som pædagog med pleje- og behandlingsfunktioner.
Påstanden om rettighedsfrakendelse tages derfor i medfør af straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, jf. § 78, stk. 2, til følge som nedenfor bestemt. Retten tager erstatningspåstandene til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 1 år og 6 måneder. Tiltalte frakendes indtil videre retten til at udøve virksomhed, der indebærer pleje-, eller behandlingsfunktioner eller lignende på bosteder, plejehjem, i beskyttede boliger, på sygehusafdelinger eller lignende steder, som væsentligt bebos eller har ophold af person svækket af alder, handicap, sygdom eller lignende eller i de pågældendes eget hjem.
Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede1, Adresse3, By3 betale 7.500 kr. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede2, Adresse4, By2 betale 185.000 kr. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede3, Adresse5, By3 betale 343.500 kr. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 5. afdelings
DOM
(landsdommerne Kim Holst, Bertil Frosell og Anna H. Stamhus Thommesen (kst.) med domsmænd).
Dato: 23. januar 2023 Rettens sagsnr.: S-2785-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født februar 1981, (advokat Kenn Regner Jørgensen, besk.) Retten i Holbæks dom af 20. september 2021 (60-188/2021) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang samt til formildelse, herunder frifindelse for påstanden om rettighedsfrakendelse.
Anklagemyndigheden har endeligt påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat samt skærpelse. Anklagemyndigheden har på vegne af Forurettede2 gentaget det i byretten rejste erstatningskrav på 185.000 kr. Tiltalte har som for byretten bestridt erstatningspligten, men anerkendt kravets størrelse.
De ved byrettens dom tilkendte erstatningskrav vedrørende Forurettede1 og Forurettede3 er ikke omfattet af ankesagen. Forklaringer Der er for landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og af vidnet Vidne2. Der er endvidere afgivet forklaring af vidnerne Vidne3 og Vidne4. De for byretten af vidnerne Vidne1 og Forurettede2 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.
Tiltalte har supplerende forklaret blandt andet, at hun manipulerede Forurettede2. Han var ensom. Hun besøgte ham flere gange, og de brugte bl.a. tid sammen i hans store drivhus. Hun turde efterhånden åbne sig op for Forurettede2 og fortælle ham om sin ludomani. Han fik sympati for hende, da hun fortalte ham herom. Han ville hjælpe hende, og hun sagde, at penge kunne hjælpe hende ud af det.
Han syntes, at det var skørt at spille, og hun tror, at han ønskede at hun skulle stoppe hermed. Hvordan de efterfølgende gaver kom i stand, husker hun ikke nærmere. De foretog alle overførslerne sammen hjemme hos ham. Hun vidste ikke, at han gav hende alt, hvad han ejede. Hun havde hele tiden en tro på, at hun kunne vinde sine tidligere tab tilbage ved at blive ved med at spille.
Hun har ikke købt forbrugsgoder som f.eks. tasker for pengene, men alene brugt dem til at spille i et forsøg på at vinde det tabte tilbage. Hun husker ikke, om hun har foretaget den konkrete hævning for Forurettede4, men husker andre hævninger, hun har foretaget for ham. Hun måtte gerne ringe til hans værge og bede om ekstra penge. Det var kun værgen, der skulle godkende det.
Hun husker at have haft en sådan kontakt til værgen flere gange. Andre medarbejdere måtte gerne gøre det samme. Hun husker ikke, hvor længe, hun arbejdede på Bosted, eller hvor mange ansatte der var dér. Et behandlingsforløb efter hendes første dom hjalp hende ikke. Hendes personlige forhold er uændrede siden byrettens dom. Hun arbejder i et vikariat i en vuggestue, der kender til nærværende sag.
Hun er ikke længere i behandling for ludomani. Behandlingen hjalp. Hun har dog brug for mere behandling. Hun kan desværre ikke sige, at hun ikke spiller længere. Hendes gældsproblemer har ikke kunnet afklares på grund af nærværende sag. Hun vil gerne efterleve vilkår om behandling for ludomani og vil gerne udføre samfundstjeneste.
Vidnet Vidne2 har supplerende forklaret blandt andet, at Forurettede4 fik ca. 5.000 kr. om måneden i lommepenge. Det nøjagtige beløb afhang af, hvad han som værge bestemte, når han blev kontaktet om betalinger. Han blev kontaktet ca. én gang om måneden. Han blev jævnligt kontaktet af tiltalte.
Med forsvarerens accept blev vidnet foreholdt det, der er anført i politiets anmeldelsesrapport af 24. september 2020, side 3, tredje afsnit, hvortil vidnet har forklaret, at han imidlertid ikke er sikker på, at det også forholdt sig sådan. Det viste sig, at det kun var 2.000 kr. ud af de overførte 5.000 kr., der ikke var gjort rede for. Der var vist købt et nyt tv for nogle af pengene.
Vidnet Vidne3 har forklaret blandt andet, at hun er virksomhedsjuridisk konsulent i Selskab1. Hun rådgiver Selskab2, der ejer Bosted og et andet center, om arbejdsret. Vidne4, der er centerleder på Bosted blev kontaktet af politiet om sagen. Dette fortalte Vidne4 til vidnet. Da de konfronterede tiltalte med sagen, virkede tiltalte uforstående. De suspenderede straks tiltalte.
Forurettede4 skulle vist have haft tøj for de 5.000 kr. Det kan også have drejet sig om en seng. Vidnet Vidne4 har forklaret, at hun er og var centerleder på Bosted. Støttepersonerne for personer under værgemål skulle tale med værgerne om, hvad der skulle bruges af penge. Faglederne kunne i den forbindelse inddrages, men det var ikke noget krav. Ansvaret var værgernes. Bosted havde løbende kontakt med værgerne.
Der var til Forurettede4 givet penge til en stol af god kvalitet og noget tøj. Den købte stol var af ringe kvalitet, og der var ikke købt alt det tøj, der skulle være købt. Hun har ikke set kvitteringerne. Det var værgen, der har håndteret dem. Tiltalte havde ofte kontakt med værgen. Der var to kontaktpersoner, som kunne kontakte Forurettede4s værge. Den ene var tiltalte.
I tilfælde af ferier kunne også andre kontakte værgen. Hun kan ikke sige, hvem der hævede de 5.000 kr., eller hvad de blev brugt til.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet i forhold 2-8. Landsretten tiltræder, at forholdene er henført under straffelovens § 286, stk. 2.
Landsretten henser ved straffastsættelsen til forholdenes karakter, størrelsen af det samlede beløb omfattet af databedragerierne, de besvegnes personlige forhold, at de strafbare forhold til dels er begået i forbindelse med tiltaltes arbejde, og til, at tiltalte tidligere er straffet for ligeartet kriminalitet. 5 voterende finder herefter straffen passende bestemt af byretten til fængsel i 1 år og 6 måneder. 1 voterende finder, at straffen bør skærpes til fængsel i 1 år og 8 måneder.
Der gives dom efter stemmeflertallet. Uanset at tiltalte bortset fra sin spillelidenskab har gode personlige forhold, er der ikke grundlag for at gøre straffen helt eller delvis betinget heller ikke med vilkår om samfundstjeneste. Landsretten finder, at der foreligger særlige omstændigheder, som taler for, at der sker rettighedsfrakendelse, jf. straffelovens § 79, stk. 2, 1. pkt.
Med denne bemærkning tiltrædes det, at der er er sket rettighedsfrakendelse efter § 79, stk. 2, 1. pkt., jf. stk. 1, og at frakendelsen sker indtil videre. De juridiske dommere tiltræder dommens bestemmelse om erstatning vedrørende Forurettede2. Landsretten stadfæster herefter dommen, for så vidt den er anket.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
