266/2015

Omstødelige betalinger til bank inden for en 2-årig periode af vedvarende insolvens A, der inden finanskrisen var engageret i en række ejendomsprojekter, blev i august og september 2009 begæret konkurs af en bank, som havde gjort krav gældende i henhold til en kaution for et nødlidende ejendomsinvesteringsselskab. A havde kautioneret personligt for en række lån i forskellige banker i forbindelse med diverse ejendomsinvesteringsprojekter. Konkursbegæringen blev afværget ved indgåelse af en betalingsaftale med banken. Efter aftalen skulle A betale 3 mio. kr. i november 2009, 1 mio. kr. i november 2010 og 1 mio. kr. i november 2011. A betalte i november 2009 og november 2010. Som følge af manglende betakonling i 2011 blev A erklæret konkurs efter begæring fra banken. Spørgsmålet var herefter, om betalingerne i 2009 og 2010 kunne omstødes efter konkurslovens § 74. Parterne var enige om, at A var insolvent, da banken indgav konkursbegæring i august og september 2009 og tillige i november 2011. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at betalingerne i 2009 og 2010 hidrørte fra tredjemand, og A fik heller ikke tilført ny likviditet ved betalingsaftalen med banken. Der var heller ikke i øvrigt fremkommet oplysninger, der gav grundlag for at antage, at hendes likviditet eller økonomi blev forbedret i perioden fra efteråret 2009 til 2011, hvor konkursdekret blev afsagt. Umiddelbart inden betalingen i 2010 havde banken også truet med på ny at indgive konkursbegæring. På den baggrund fandt Højesteret det godtgjort, at A vedvarende havde været insolvent i hele perioden fra efteråret 2009 til konkursen i 2011. Det kunne ikke føre til et andet resultat, at hendes kreditorer trods hendes klare insolvens i lang tid havde undladt at indgive konkursbegæring mod hende. Højesteret fandt det ikke godtgjort, at A’s øvrige kreditorer eller hovedparten af disse havde godkendt betalingsaftalen med banken, og aftalen havde ikke karakter af en fælles ordning med kreditorerne eller hovedparten af disse. Banken havde opnået en utilbørlig begunstigelse på bekostning af de øvrige kreditorer ved betalingerne i 2009 og 2010. Da banken var i ond tro om A’s insolvens og om de omstændigheder, der gjorde betalingerne utilbørlige, blev betalingerne omstødt efter konkurslovens § 74. Højesteret fandt ikke grundlag for at tilsidesætte en aftale med en anden kreditor om betaling af sikkerhedsstillelse for omkostningerne ved omstødelsessagen, heller ikke i forhold til banken, som havde modtaget de omstødelige betalinger. Landsretten var nået til et andet resultat.