344/2009

Kæremål vedrørende forelæggelse for EU-Domstolen afvist fra realitetsbehandling I 1997-98 anlagde 4 virksomheder sag an mod Skatteministeriet i anledning af, at Skatteministeriet havde meddelt afslag på tilbagebetaling af arbejdsmarkedsbidrag (ambi) betalt til staten i årene 1988 -1992. København Byret frifandt Skatteministeriet ved dom af 16. december 2002. Ved en samtidig afsagt kendelse afviste byretten virksomhedernes anmodning om præjudiciel forelæggelse af spørgsmål for EU-Domstolen. Virksomhederne ankede dommen og anmodede landsretten om præjudiciel forelæggelse for EU-Domstolen. Den 12. oktober 2009 afsagde landsretten kendelse om at anmode EU-Domstolen om at besvare fire præjudicielle spørgsmål om fællesskabsrettens krav til national lovgivning om tilbagebetaling af afgifter, som er opkrævet i strid med fællesskabsretten. Med Procesbevillingsnævnets tilladelse kærede Skatteministeriet landsrettens forelæggelsesbeslutning til Højesteret og påstod kæren tillagt opsættende virkning. Højesteret udtalte, at det følger af EU-Domstolens dom i sag C-210/06 (Cartesio), at art. 267, stk. 2, i EUF-Traktaten (tidligere art. 234, stk. 2, i EF-Traktaten) ikke er til hinder for, at en afgørelse om, at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen, som er truffet af en ret, hvis afgørelser kan appelleres, fortsat er underlagt den nationale lovgivnings normale retsmidler. Men appelinstansen kan ikke omgøre forelæggelsesbeslutningen med den konsekvens, at den underordnede ret er forpligtet til at ændre, undlade eller tilbagekalde forelæggelsen. Højesteret antog, at disse principper også gælder, hvor forelæggelsesbeslutningen er truffet af en national ret, hvis afgørelser ikke kan appelleres, jf. EUF-Traktatens art. 267, stk. 3. Flertallet fandt, at en ordning, hvorefter kære af en afgørelse om at forelægge spørgsmål for EU-Domstolen ikke kan føre til, at appelinstansen omgør afgørelsen med bindende virkning for underinstansen, ville være vanskeligt forenelig med den danske proces- og instansordning. Flertallet fandt heller ikke noget væsentligt behov for en sådan særordning. I konsekvens af EU-Domstolens dom i Cartesio-sagen sammenholdt med den danske proces- og instansordning kunne det foreliggende kæremål ikke realitetsbehandles og blev derfor afvist. (Dissens).