Tilbage til sager

BRByretterne

AM2024.03.13B

Dom
Kilde: Anklagemyndigheden →
Dato
13-03-2024
Sagsemne
blufærdighedskrænkelse / § 232, seksuelt materiale af personer u. 18 år / § 235
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.03.13B Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 13. marts 2024 Rettens sagsnr.: 18-6801/2023 Politiets sagsnr.: 5100-72375-00011-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 2002 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 13. oktober 2023, og det er berigtiget under hovedforhandlingen.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 235, stk. 1 og stk. 2 samt § 232, ved den 14. april 2023 ca. kl. 10.30 på adressen Adresse, at have været i besiddelse af 78 billeder indeholdende animeret seksuelt materiale af personer under 18 år, herunder 76 billeder omfattet af kategori 2 og 2 billeder omfattet af kategori 1, og som tiltalte havde videresendt via Discord til Forurettede, hvilket var egnet til at krænke Forurettedes blufærdighed.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsel. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 1 stk. hjemmebygget computer hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig i overtrædelse af straffelovens § 235. Tiltalte har erkendt de faktiske omstændigheder, men tiltalte har nægtet at have forsæt til overtrædelse af bestemmelsen. Tiltalte har endvidere protesteret mod konfiskationspåstanden, subsidiært at filerne slettes på pc´eren. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 5.000 kr. i godtgørelse for tort. Tiltalte har erkendt erstatningspligten og kravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte. Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Kriminalforsorgen har i en undersøgelse oplyst, at det er forsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i skoletiden blev mobbet og havde negative tanker om sig selv. Han bor sammen med sine forældre. Han lider i moderat grad af depression og er i medicinsk behandling. Han har desuden Asbergers Syndrom og forstår blandt andet ikke ironi i skriftlig form. Han har haft vikararbejde inden for rengøring.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har erkendt de faktiske forhold, herunder at han har været i besiddelse af de nævnte billeder, som han har sendt til Forurettede. Tiltalte har dog gjort gældende, at han har manglet forsæt, idet billederne efter hans opfattelse havde kunstnerisk værdi. Tiltalte har herved især henvist til baggrunden af billederne, der fremstår med flotte detaljer.

Ved en gennemgang af omhandlede billeder finder retten efter en samlet vurdering, at billederne fremtræder som faktiske afbildninger af personer, herunder samlejer mellem børn og voksne. Der er fokuseret på personerne og ikke baggrunden, der i øvrigt ikke kan karakteriseres som kunstnerisk.

Selv om retten ikke kan afvise tiltaltes forklaring, hvorefter han har undersøgt, om de pågældende billeder er omfattet af § 235, finder retten under hensyn til karakteren af billederne, at tiltalte med overvejende sandsynlighed må have indset, at billederne var pornografiske og dermed omfattet af bestemmelsen.

Da tiltalte endvidere ved videresendelsen af billederne til Forurettede har krænket hendes blufærdighed, finder retten det derfor bevist, at tiltalte er skyldig i tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 235, stk. 1 og stk. 2, samt § 232. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1.

Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 80 timer. Retten har ved straffastsættelsen især lagt vægt på antallet af billeder og karakteren af disse, og at de blev vidresendt til en person under 18 år. Retten har på den anden side lagt vægt på, at der er tale om animerede billeder.

Retten har endelig under hensyn til tiltaltes personlige forhold, og at han ikke tidligere er straffet, fundet det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2, idet retten ikke finder det tilstrækkeligt alene at kræve filerne slettet for at forebygge yderligere lovovertrædelser.

Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 60 dage. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 6 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 80 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Hos tiltalte konfiskeres 1 stk. hjemmebygget computer. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede, ved værgerne c/o advokat Lise Wilson, Vingårdsgade 22, 9000 Aalborg, betale 5.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 13. marts 2024.

AM2024.03.13B
Retten fandt efter en samlet vurdering, at billederne fremtrådte som faktiske afbildninger af personer, herunder samlejer mellem børn og voksne.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/4e88af4e-49e2-489b-a64c-33fbf9473b98