31/2014

Ikke inhabilitet hos byretsdommer og landsdommer i sag vedrørende amfetamin-delen i et større narkokompleks. Højesteret realitetsbehandlede sagen trods upræcis angivelse af bevisresultat Tiltalte T var i byretten tiltalt for i forening med en medtiltalt, T2, at have købt og videresolgt ikke under 17 kilo amfetamin. T erkendte på egen hånd at have købt eller videresolgt 1 kilo amfetamin. Byretten fandt derudover de tiltalte skyldige i i forening at have solgt amfetamin i en mængde, der var betydelig større end de 1.750 gram, som T2 havde erkendt. Byretsdommeren havde forud for straffesagen mod T i en tilståelsessag dømt A for at have købt 140 gram amfetamin af T. En af de medvirkende landsdommere i ankesagen havde tidligere medvirket i en straffesag mod andre tiltalte, hvor det blev lagt til grund, at forklaringerne afgivet af vidnet V, som også afgav forklaring i straffesagen mod T, var troværdige. Højesteret fandt, at byretsdommeren ikke var inhabil og henviste til, at A var dømt efter sin egen forklaring, og at der i begrundelsen i dommen vedrørende A ikke var omtalt forhold, der indebar, at byretsdommeren havde taget stilling til Ts skyld. Endvidere byggede byretsdommen mod T ikke på vurderinger foretaget i sagen mod A. Højesteret fandt, at landsdommeren ikke var inhabil og henviste til, at sagen, hvor det blev lagt til grund, at forklaringerne afgivet af vidnet V var troværdige, angik handel med hash og ikke berørte handel med amfetamin eller bevistemaer, som havde betydning for sagen mod T. Den omstændighed, at Vs forklaring blev anset for troværdig, indebar ikke, at landsdommeren direkte eller indirekte tog stilling til Ts skyld i den omhandlede straffesag. Højesteret fandt endvidere, at det var en fejl, at byretten i angivelsen af sit bevisresultat ikke mere nøjagtigt anførte, hvilken mængde amfetamin T havde solgt. Da landsretten fandt T skyldig i det omfang byretten havde anført, indeholdt landsrettens dom samme fejl. Højesterets flertal fandt, at der efter angivelsen af byretten bevisresultat, som landsretten havde tiltrådt, var et sikkert grundlag for at fastslå, at byretten havde fundet T skyldig i, til dels i forening med T2, at have solgt i hvert fald 3,5 kilo amfetamin, og at sagen derfor kunne realitetsbehandles i Højesteret.