223/2009

Betingelserne for erstatning efter dagældende patientforsikringslov § 2, stk. 1, ikke opfyldt A´s mor blev via vagtlæge akut indlagt den 24. december 2002 på Københavns Amts Sygehus i Gentofte efter den 23. december 2002 at have slået eller forvredet højre ankel. A havde den 25. oktober 2002 været indlagt på samme hospital på grund af respirationsbesvær. A´s mor, der bl.a. havde dårligt hjerte og modtog vanddrivende medicin, fik den 26. december 2002 anlagt et kateder for, at der ikke skulle opstå unødig fugtighed, der kunne medføre invaliderede tryksår. Den 31. december 2002 fik A´s mor konstateret urinvejsinfektion, hvorefter antibiotisk behandling blev påbegyndt. Efter at have været ukontaktbar siden den 1. januar 2003 afgik A´s mor ved døden den 4. januar 2003. Patientforsikringen traf den 26. august 2004 afgørelse om, at boet efter A ikke var berettiget til erstatning efter lov om patientforsikring. Patientskadeankenævnet tiltrådte denne afgørelse den 9. september 2005. A anlagde herefter sag mod Patientskadeankenævnet. Højesteret udtalte, at erstatning for patientskade efter den dagældende patientforsikringslovs § 2, stk. 1, grundlæggende er betinget af, at der foreligger en skade, som ”med overvejende sandsynlighed” er forvoldt af en behandling som nærmere angivet i stk. 1, nr. 1-4. Det er skadelidte, der skal bevise, at der foreligger årsagsforbindelse. Kravene til bevis kan efter forarbejderne i tvivlsomme tilfælde lempes, hvis der klart er begået en fejl, der er erstatningspådragende efter almindelige erstatningsretlige regler, og som kan have forårsaget skaden. I sådanne tilfælde kan tvivl om årsagsforholdene således komme skadelidte til gode. Må det imidlertid efter bevisførelsen anses for usandsynligt, at behandlingen er årsag til skaden, foreligger der ikke en erstatningsberettigende patientskade. Højesteret udtalte, at hovedspørgsmålet under den foreliggende sag er, hvad der har forvoldt A´s mors død. Højesteret bemærkede, at det fremgår af Retslægerådets besvarelser, at M var kronisk syg med mangeårig Parkinsons sygdom, nedsat hjertefunktion, forhøjet blodtryk og dårlig lungefunktion med nedsat iltmætning. Hun led desuden af urinsur gigt og var beskrevet som svært overvægtig. Det fremgår endvidere, at dødsårsagen ikke fremgår klart af sygehusets journal, men årsagen kan være kronisk sygdom, Parkinsons sygdom, overvægt, sengeleje, behov for afvanding og urinvejsinfektion eller en kombination af disse tilstande. Det kan ikke udelukkes, at en urinvejsinfektion forårsaget af kateteranlæggelse kan have været en medvirkende årsag til forløbet, men det er ingenlunde bevist eller bare sandsynliggjort. Under indlæggelsen sløjede M af. Ved medicinske tilsyn kort tid før dødsfaldet blev hun beskrevet som feberfri, varm og tør, og samtidig blev hun beskrevet som præget af hjertesvigt med meget dårligt blodomløb, dårlig iltmætning trods ilttilskud, dårlig reaktion på vanddrivende midler, syreforgiftning, nyresvigt og lavt blodtryk. Retslægerådet konkluderer, at hjerte-lungeproblemer som hovedårsag til forløbet er nærliggende. På den anførte baggrund fandt Højesteret det usandsynligt, at Ms død var forårsaget af sygehusets anlæggelse af blærekateter eller sygehusets efterfølgende behandling af hendes urinvejsinfektion. Betingelserne for at yde erstatning var derfor ikke opfyldt. Landsretten var nået til samme resultat.