Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2022.04.29Ø

OL-2022-Ø-00025

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
29-04-2022
Sagsemne
EMRK, hastighed / § 4 og § 42, uagtsom legemsbeskadigelse, frakendelse af førerretten / §§ 125-126, THC
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

[AM2022.04.29Ø] Retten i Glostrups

DOM

- 2. november 2021 - A2-8371/2021 - 0700-80113-00005-21

Anklagemyndigheden mod T , født februar 1991

Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag.

Anklageskrift er modtaget den 22. juli 2021.

T er tiltalt for overtrædelse af

1. færdselslovens § 4, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, ved den 3. februar 2020 ca. kl. 14.00 at have ført varebil med reg.nr. … ad Øster Alle 150m efter Per Henrik Lings Allé i København med mindst 53 km/t, selv om det ved færdselstavler var angivet, at hastigheden ikke måtte overstige 40 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 30 procent af den tilladte hastighed.

2. færdselslovens § 3, stk. 1, og § 21, stk. 3 og 4, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, ved den 9. oktober 2020 ca. kl. 14.35 at have ført varebil med reg.nr. … ad Kirkeltevej i Allerød, uden at udvise tilstrækkelig agtpågivenhed og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at have foretaget overhaling uden at sikre sig dette kunne ske uden fare for øvrige trafikanter, samt uden at holde tilstrækkelig afstand til siden mellem sit køretøj og det køretøj der overhales, idet tiltalte foretog overhandling uagtet, at vejen var for smal og der dermed ikke var plads hertil, hvilket medførte at tiltalte i forbindelse med overhalingen påkørte siden af personbil med reg.nr. … med materiel skade til følge.

3. færdselslovens § 3, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, § 42, stk. 1, nr. 1, jf. § 118, stk. 11, nr. 3, og nr. 10, § 54, stk. 1, nr. 2, jf. § 117, stk. 1, nr. 1, samt § 54, stk. 2, jf. § 117, stk. 2, nr. 2, ved den 24. juni 2021 ca. kl. 12.05 at have ført personbil af mærket Mitsubishi Lancer med reg.nr. … ad Baltorpvej i Ballerup i østlig retning, uden at udvise agtpågivenhed og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerhed, samt på særlig hensynsløs måde og herunder forsætligt at have fremkaldt nærliggende fare for andres person eller ting eller i øvrigt har ført køretøjet på særlig hensynsløs måde, med en hastighed på over 100 procent af det tilladte og med over 100 km/t, efter at have indtaget det

bevidsthedspåvirkende stof tetrahydrocannabinol (THC), som er klassificeret som farlig for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang at værdien af den aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg 0,001 mg THC pr. kilogram blod, men ikke oversteg 0,003 mg THC pr. kilogram blod, uagtet at tiltalte grundet sygdom befandt sig i en tilstand, hvor han var ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde, idet han ved Neurologisk Ambulatorium på Rigshospitalet den 2S. januar 2021 var meddelt et lægeligt kørselsforbud grundet epilepsi, førte bilen med mellem 103 km/t og 122 km/t, selv om hastigheden i tættere bebygget område ikke må overstige 50 km/t, hvilket udgjorde en overskridelse på mere end 100 procent af den tilladte hastighed, alt hvorved sigtede ud for indkørslen til nr. … , med nævnte hastighed, påkørte personbil af mærket Citroen C1 med reg.nr. … ført af F1 bagfra, som var kørende foran tiltalte og i samme retning, hvorved … som følge af påkørslen blev bragt i rotation med uret, skred ind over en buslomme. cykelsti og fortov for sluttelig at standse ca. 75 meter længere fremme, alt med materiel- og personskade til følge.

4. straffelovens § 249, 1. pkt, jf. 2. pkt., ved den 24. juni 2021 ca. kl. 12.05, at have ført personbil af mærket Mitsubishi Lancer med reg.nr. … ad Baltorpvej i Ballerup, og under særligt skærpende omstændigheder herunder ved grov hastighedsovertrædeIse samt overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1, nr. 2, og under de i forhold 1 nævnte omstændigheder, uagtsomt at have forvoldt betydelig skade på F1’s legeme eller helbred, idet F1 som følge af påkørslen pådrog sig alvorlige og livstruende kvæstelser herunder brækket nakke, brækket ryg flere steder, hjertestop i direkte forlængelse af påkørslen med genoplivning til følge, samt som yderligere følge, pådrog sig en blodprop i hjernen, alt med akut og længerevarende hospitalsindlæggelse i komatøs tilstand af flere omgange til følge, samt mén og omfattende genoptræning i endnu ukendt omfang til følge.

5. straffelovens § 121, ved den 24. juni 2021 ca. kl. 18.00 Politigården beliggende Birkelundsvej 2 i Albertslund, som anholdt i forlængelse af det i forhold 3 og 4 passerede, med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale at have overfaldet politibetjent F2 og politiassistent F3 , hvem det påhvilede at handle i medfør af offentlig tjeneste, idet tiltalte i forbindelse med F2 og F3 fulgte tiltalte på toilettet, udtalte ''fucking rotter" og ''fucking hunde" eller lignende til F2 og F3 .

6. straffelovens § 119, stk. 1, ved den 25. juni 2021 ca. kl. 00.45 i patruljebil ... på Holbækmotorvejen i Vallensbæk, i forbindelse med transport af tiltalte fra Politigården i Albertslund til Vestre Fængsel, at have truet politibetjent F4 , hvem det påhvilede at handle i medfør af offentlig tjeneste, idet tiltalte til F4 udtalte ''bare vent - jeg kender din bror, og jeg ved du er afghaner - jeg finder både dig og din bror, nar jeg kommer ud, og så finder du ud af, hvad der kommer til at ske", "du kan ikke gemme dig, og bare vent til vi mødes en dag, når du har fri uden tøj på, så finder du ud af, hvad der kommer til at ske" samt "tag håndjernene af mig og se hvad jeg så gør ved dig'' eller lignende.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 2, § 22, nr. 3, og § 22, nr. 6, med et indrejseforbud fastsat i medfør af § 32.

Der nedlægges endvidere påstand om at tiltalte i medfør af færdselslovens og § 125, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1. nr. 2 og nr. 5, jf. § 126, stk. 1, nr. 6, § 126, stk. 1, nr. 4 og § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 2, 2. pkt. og stk. 1. ubetinget frakendes retten til at føre et motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort lille knallert undtaget.

Der nedlægges endvidere påstand om konfiskation af personbil "Mitsubishi Lancer 1.6 STW" med reg.nr. … og stelnummer ... i medfør af færdselslovens § 133 a, stk. 2, tilhørende: X

Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. §, og § 32, stk. 1, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i forhold 1 og 2, samt i øvrigt nægtet sig skyldig.

F1 har påstået, at tiltalte skal betale erstatning på 27.951,65 kr. med tillæg af renter.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke kravenes størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte T og af vidnerne bilinspektør V1 , politiassistent F3 , politibetjent F4 og F1 .

Forklaringer er lydoptaget og gengives ikke i dommen.

Af bilinspektørens erklæring af 16. juli 2021 fremgår, bl.a. at ..."2. Konklusion • Kollisionen skete på kørebanen for østgående bilister ved midterrefugen ca. 20 meter vest for indkørslen til parkeringspladsen til ejendommen Baltorpvej … . • Part 1 ramte med højre del af bilens front part 2s bil i venstre del af bagenden.

• Efter påkørslen passerede part 1s bil med hjulene i bilens venstre side op over midterrefugen, fortsatte under skridning 57 meter frem, hvor den sluttelig ramte en belysningsmast i vejens højre side med fronten pegende mod sydvest og standsede. • Part 2s bil blev ved påkørsel bragt i rotation med uret, skred ind over en buslomme, cykelsti og fortov for sluttelig at standse 73 meter længere fremme med fronten pegende mod vest. • Part 1s hastighed umiddelbart før uheldet kan på baggrund af de fundne spor på vejen, friktionen mellem vej og køretøj under skridningen og deformationerne i køretøjerne beregnes til mindst 104 km/t og højst 122 km/t. • Begge airbags i part 1s bil blev udløst ved uheldet. • Part 1 anvendte ikke sikkerhedssele ved uheldet. • Part 2 anvendte sikkerhedssele ved uheldet. • Der blev ikke fundet køretekniske fejl eller mangler, der kan have være årsag eller medvirkende årsag til uheldets opståen eller forløb. • Der konstateredes ingen fejl eller mangler ved vejen eller dens udstyr.

Af erklæring fra Ortopækiurigisk Klinik, Rigshospitalet af 20. oktober 2021 fremgår bl.a., at "Vedr. F1 …-**** Pt. indbringes med ambulance bevidstløs samt i respirator behandling. Der er ikke beskrevet synlige skader på arme eller ben, men i ansigtet er bemærket skade efter sikkerhedsselen.

6. der er fundet brud på 2. nakkehvirvel, 1 hvirvel i brystryggen, 3. hvirvel i brystryggen, 4. hvirvel i brystryggen, 7. hvirvel i brystryggen endvidere er der fundet luft i rygmarvskanalen, brud på 1 lændehvirvel, blod i begge lungehuler samt talrige brækkede ribben samt mindre ansamling af luft i hjernen.

7a. behandling i Traumecentret var stadibilisering og planlægning af operation af rygfrakturerne.

76. Rigshospitalet

7c udskrevet d. 22.09.21.

10a og b det er på nuværende tidspunkt for tidligt at udtale sig om der er varige eller forbigående mén, pt. har pådraget sig en rygmarvsskade og har haft nervepåvirkning, kan med langvarig genoptræning, her taler vi år, opnå stort set normal funktion. Dette er dog usikkert."

Tiltalte er tidligere straffet ved • Retten i Glostrups dom af 15. december 2014 med bøde og betinget førerretsfrakendelse for bl.a. spirituskørsel efter færdselslovens § 53, stk. 1. • Retten i Glostrups dom af 26. januar 2015 med 60 dages betinget fængsel med vilkår om samfundstjeneste for bl.a. vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 2. • Københavns Byrets dom af 5. februar 2019 med bøde og klip for narkokørsel efter § 54, stk. 1. • Retten i Glostrups dom af 23. april 2021 med bøde og klip for overtrædelse af færdselslovens § 4, stk. 1.

Københavns Vestegns Politi har i § 26-afhøring bl.a. anført, at "Ad udlændingens tilknytning til det danske samfund 1. Varigheden af udlændingens samlede (lovlige og ulovlige) ophold i landet Afhørte kom til Danmark i 2001 sammen med sin familie. Dvs. ca. 20 år i Danmark.

2. Varighed af tidligere frihedsberøvelser i Danmark En gang før i ca. 14 dage.

3. Integration i det danske samfund og i andre medlemsstater Afhørte havde bade dansk og udenlandsk omgangskreds.

4. Opvækst, skolegang og uddannelsesforløb Afhørte født og opvokset i Afghanistan. Afhørte og hans familie flygtede til Iran, Rusland, Ukraine, Østrig. Tyskland og videre til Danmark. Afhørte var yngste barn af 6 børn. De bor alle i DK. Afhørtes forældre bor også i DK. I DK boede afhørte i Ballerup. Han havde afsluttet folkeskolen, …skolen og …skolen. Han havde gennemført et år på handelsskolen. Afhørte havde ingen anden uddannelse.

5. Arbejde i Danmark og i andre medlemsstater Afhørte havde haft et transportjob som selvstædig ffor … indtil for omkring 6 mdr. siden. Dette stoppede han med da han fik konstateret epilepsi. Før afhørte afbejdede som selvstændig kørte han for ….com i 2 år. Afhørte havde været ledig de sidste 6 mdr.

6. Fagbevægelse Ingen medlemskab

7. Skriftlige/mundtlige danskkundskaber Taler og skriver flydende dansk

8. Aktiv deltagelse i foreningsliv Tidligere fodbold i forening....

Ad udlændingens tilknytning til herboende personer 12. Ægteskab/registreret partnerskab Nej

13. Fast samlivsforhold/kæreste Ingen kæreste. Afhørt havde for nylig været i forhold. Det tog hårdt på ham, at de ikke var sammen længere.

14. Børn Ingen

15. Forældre, øvrige familie og omgangskreds her i landet 5 søskende og forældre. Afhørte ser sine forældre dagligt. Han bor hos sammen med sin bror......

Ad udlændingens manglende eller ringe tilknytning til hjemlandet 18. Har udlændingen opretholdt kontakten til familien i hjemladet Afhørte havde været i Afghanistan en enkelt gang siden han kom til DK. Det var i 2003.

19. Har udlændingen et nationalitetspas eller mulighed for at få et udstedt Ja, afhørte husker ikke gyldighedsdato.

20. Aftjening af værnepligt i hjemlandet nej

21. Oplysninger om udlændingens eller pårørendes ejendom i hjemlandet Afhørte havde intet

22. Oplysninger om udlændingens skriftlige og mundtlige kundskaber Afhørte taler flydende farsi, men har ikke skriftlige kundskaber.

Udlændingestyrelsen har i erklæring af 12. juli 2021 bl. anført, at ...."opholdsgrundlag og længde T indrejste i Danmark den 25. juni 1999, hvor han søgte asyl. Udlændingestyrelsen meddelte den 31 maj 2000 T afslag på asyl. Denne afgørelse blev den 18. september 2000 stadfæstet af Flygtningenævnet. Flygtningenævnet besluttede den 18. oktober 2002 at genoptage pågældendes asylsag.

T blev herefter samme dag meddelt opholdstilladelse i Danmark efter udlændingelovens § 7, stk. 2, indtil den 18. september 2005. Pågældendes opholdstilladelse er senest den 21. december 2005 meddelt tidsubegrænset. Længden af T s lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 18. oktober 2002, hvor pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 2.

Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.

T har således - når den i udlændingelovens § 27, stk. 5, nævnte periode fratrækkes - haft lovligt ophold i Danmark i ca. 18 år og 8 måneder.....

§ 26, stk. 2 Vedrørende sprøgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af T med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 6.juli 2021.

Heraf fremgår at T blandt andet har oplyst, at han: • er født og opvokset i Afghanistan • har afsluttet folkeskolen i Danmark, samt et år på handelsskolen • har arbejdet for nemlig.com i 2 år og haft et transport job som selvstændig indtil for 6 måneder siden, hvor han fik konstateret epilepsi • modtager medicin mod epilepsi og er blevet opereret to gange for lidelsen

• er ugift og uden børn • har sine forældre og 5 søskende i Danmark • ser sine forældre dagligt og bor sammen med sin bror • har været i Afghanistan en enkelt gang siden han kom til Danmark

Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22-24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 1 og 1,5 års varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2, nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning. Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 2, § 22, nr. 3 og § 22, nr. 6. …"

Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han har været på arbejdsmarkedet med forskellige job efter, at han forlod Handelsskolen. For så vidt angår spørgsmålet om udvisning og tilknytning til Afghanistan har han forklaret, at han ikke længere har familie i Afghanistan.

Tiltalte har været frihedsberøvet siden 24. juni 2021.

Rettens begrundelse

og afgørelse Forhold 1 og 2 Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold 1 og 2. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 1 og 2.

Forhold 3 og 4 Tiltalte har erkendt at have ført bilen, at han har kørt for stærkt, og at han havde THC i blodet. Endvidere har tiltalte erkendt at være meddelt lægeligt kørselsforbud.

Tiltalte har været bekendt med, at han led af epilepsi og har haft alvorlige anfald samt meddelt lægeligt kørselsforbud, hvorfor tiltalte måtte indse, at han ved kørsel kunne udsætte andre for risiko for færdselsuheld med mulig personskade til følge og forholdt sig accepterede hertil.

På baggrund af forklaringen fra bilinspektør V1 sammenholdt med forklaringen i retten og sagens øvrige oplysninger finder retten det bevist, at tiltaltes hastighed før påkørslen var mindst 104 km t.

Efter de lægelige oplysninger sammenholdt med forklaringerne finder retten det bevist. at forurettede som følge af påkørslen pådrog sig alvorlige og livstruende kvæstelser herunder brækket nakke, brækket ryg flere steder, hjertestop i direkte forlængelse af påkørslen med genoplivning til følge. samt som yderligere følge, pådrog sig en blodprop i hjernen, alt med akut og længerevarende hospitalsindlæggelse i komatøs tilstand af flere omgange til følge, samt men og omfattende genoptræning i endnu ukendt omfang til følge.

Efter en samlet bevisbedømmelse finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 3 og 4.

Forhold 5 Tiltalte har forklaret, at han ikke kunne erindre forholdet.

På baggrund af forklaring fra vidnet pa. F3 sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 5.

Forhold 6 Tiltalte har bestridt fremsættelse af trusler.

På baggrund af forklaring fra vidnet pb. F4 sammenholdt med sagens øvrige oplysninger finder retten det bevist, at tiltalte er skyldig i forhold 6.

Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 9 måneder, jf. straffelovens § 249, 1. pkt., jf. 2. pkt., § 121 og § 119, stk. 1, færdselslovens § 4, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, jf. stk. 4, færdselslovens § 3, stk. 1, og § 21, stk. 3 og 4, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, overtrædelse af færdselslovens § 3, stk. 1, jf. § 118, stk. 1, nr. 1, § 42, stk. 1, nr. 1, jf. § 118, stk. 11, nr. 3, og nr. 10, § 54, stk. 1. nr. 2, jf. § 117, stk. 1, nr. 1, samt § 54, stk. 2, jf. § 117, stk. 2, nr. 2.

Retten har lagt vægt på lovovertrædelsernes grovhed og oplysninger om tiltalte. Ved lov nr. 290 2021 blev straffen for vanvidskørsel ved overtrædelse af straffelovens § 241 fordoblet, hvor grove tilfælde ifølge lov bemærkningerne tidligere blev straffet med fængsel fra 8 måneder til 1 år.

I den forliggende sag er der tale om en grov overtrædelse dels fordi tiltalte tidligere er straffet for spirituskørsel og narkokørsel og dels fordi der i nærværende sag er er tale om kørsel med flere grove forhold herunder hastighedsovertrædelse med 100 procent, hashkørsel og kørsel i strid med kørselsforbud fra læge. I skærpende retning har retten endvidere lagt vægt på de alvorlige personskader i forhold 3 og 4.

For så vidt angår udvisning bemærker retten, at det følger endvidere af Maslov-dommens præmis 71. at de relevante kriterier i sager om en ung person, som endnu ikke selv har stiftet sin egen familie, er følgende: den begåede kriminalitets art og grovhed, varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.

Efter tiltaltes alder ved meddelelse af asyl finder retten, at han ikke er omfattet af dommens præmis 75, hvorefter der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om fastboende udlændinge, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet.

Selv om tiltalte er fundet skyldig i uagtsom overtrædelse af straffelovens § 249 har der været tale om alvorlig overtrædelse af bestemmelse med alvorlig personskade, som Folketinget vurderer som alvorlig kriminalitet med senest en fordobling af straffen. På baggrund af tiltaltes forstraffe med flere domme for spirituskørsel og narkokørsel samt vold og overtrædelser i nærværende sag, hvor det alvorligste forhold (forhold 3-4) er begået efter ulykken i forhold 2, finder retten, at der er betydelig risiko for, at tiltalte også fremover vil begå kriminalitet, hvis han ikke udvises.

Selve om tiltalte har mere tilknytning til Danmark end Afghanistan er tiltalte født og opvokset i hjemlandet samt har besøgt hjemlandet, hvorfor tiltalte ikke er uden relevant tilknytning til hjemlandet.

Af lovbemærkninger til lov nr.469/2018 fremgår til sammenligning vedrørende personer, der er født i landet eller indrejst som børn og har tilbragt det meste af deres barndom og ungdom i landet, bl.a. følgende: "Udlændinge- og Integrationsministeriet finder på den baggrund, at udvisning i almindelighed bør ske i de tilfælde, hvor en udlænding, der er født eller opvokset i Danmark eller kommet hertil som mindreårig og ikke har stiftet familie, idømmes 1 års fængsel (eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse) eller en strengere straf for de kriminalitetsformer, som Menneskerettighedsdomstolen ser med alvor pa, herunder salg af narko, drab, voldelige overfald, brug af skydevåben, røveri. voldtægt, seksuelt misbrug af børn og de typer af kriminalitet i øvrigt, der er rettet mod andres fysiske integritet, herunder trusler.

Dette forudsætter dog, at der ikke er tale om et strafbart forhold begået som mindreårig, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.3 ovenfor, og at udlændingen har et vist minimum af tilknytning til det land, som den pågældende må forventes at tage ophold i, jf. herom nærmere pkt. 2.1.2.4.4 ovenfor.

Ved straffe, der ligger tæt på 1 års fængsel, forudsætter det endvidere som udgangspunkt, at den pågældende tidligere er straffet og i den forbindelse er blevet idømt fængselsstraf. Hvis de nævnte forudsætninger ikke er til stede, er det ikke nødvendigvis udelukket, at der alligevel kan ske udvisning".

Tiltalte er som nævnt ovenfor ikke omfattet af dommens præmis 75, men hans betydningsfulde tilknytning til Danmark indgår i proportionalitetsafvejningen.

Retten tager udvisningspåstanden til følge i medfør af udlændingelovens 22, nr. 2, § 22, nr. 3, og § 22, nr. 6. jf. § 26. stk. 2, da udvisningen efter en samlet vurdering ikke med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, dog således at længden af udrejseforbuddet fastsættes til 12 år henset til den samlede proportionalitetsvurdering.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 7 år fra endelig dom, jf. færdselslovens § 125, stk. 1, nr. 1 og stk. 2, nr. 1, nr. 2 og nr. 5, jf. § 126, stk. 1, nr. 6, § 126, stk. 1, nr. 4 og § 126, stk. 1, nr. 11, jf. § 128, stk. 2, 2. pkt. og stk. 1.

Der foreligger ikke nærmere oplysninger om X’s udlån af personbil Mitsubishi Lancer 1.6 STW med reg. nr. … . Konfiskationen tages derfor ikke til følge.

Retten har fundet skyldig i forhold 3 og 4 og herefter tager rettens formand erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte T skal straffes med fængsel i 1 år og 9 måneder.

Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 7 år fra endelig dom.

Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud i 12 år. lndrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen.

Tiltalte skal betale sagens omkostninger.

Tiltalte skal inden 14 dage til F1 betale 27.951,65 kr. med tillæg af procesrente fra den 2. december 2021.

Henrik Kirk Tornberg kst. dommer

:::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::::

Østre landsrets 13. afdelings

DOM

- 29- april 2022 - S-3201-21 (landsdommerne Anne Birgitte Fisker, Louise Saul og Vita Hjort Horneman (kst.) med domsmænd).

Anklagemyndigheden mod T , født februar 1991, (advokat Kristian Mølgaard, besk.)

Retten i Glostrups dom af 2. november 2021 (A2-8371/2021) er anket af tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse og i øvrigt frifindelse for påstanden om udvisning.

Anklagemyndigheden har nedlagt endelig påstand om skærpelse af fængselsstraffen samt stadfæstelse af førerretsfrakendelsen og bestemmelsen om udvisning med indrejseforbud i 12 år, subsidiært udvisning med et kortere indrejseforbud.

Anklagemyndigheden har endvidere gentaget påstanden om konfiskation af personbil ”Mitsubishi Lancer 1.6 STW” med reg.nr. … og stelnummer ... tilhørende X , jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2.

X har samtykket i konfiskation af bilen, som efter det oplyste er totalskadet.

F1 har gentaget den for byretten nedlagte påstand om erstatning for svie og smerte samt erstatning for kontante udlæg til medicin, i alt 27.951,65 kr. Der er i øvrigt taget forbehold for yderligere erstatningskrav vedrørende tabt arbejdsfortjeneste, varige mén mv.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten men ikke kravets størrelse.

Der er også for landsretten vedrørende forhold 3-4 fremlagt bl.a. bilinspektørerklæring af 16. juli 2021, journaludskrifter vedrørende tiltaltes sygdom og retskemisk erklæring af 8. juli 2021.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne F1 og bilinspektør V1 . Endvidere har vidnet politibetjent V2 afgivet forklaring.

De i byretten af vidnerne politiassistent F3 og politibetjent F4 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923.

[FORKLARINGER UDELADT]

Personlige oplysninger Tiltalte har supplerende forklaret bl.a., at han kom til Danmark som 8-årig sammen med sin mor og sine to yngste søskende, en søster og en bror. Hans far og øvrige søskende kom efterfølgende. De befandt sig fortsat i Rusland, da tiltalte kom til Danmark. Der er ingen familiemedlemmer tilbage i Afghanistan. De er alle sammen flygtet derfra. Han er født i Iran, og han har aldrig boet i Afghanistan. Han er den yngste i søskendeflokken. Han har gået i skole i Rusland i et års tid. Han tror, at de boede i Rusland i ca. 5 år. Derefter rejste de til Ukraine, Østrig, Tyskland og til sidst Danmark.

Han tror, at han begyndte i dansk skole i 6. klasse. Han har taget folkeskolens afgangseksamen 9. klasse, og han fortsatte på handelsskole. Efter to år gik han ud og fik et tjenerjob. Han fik kun eksamen efter et år på handelsskolen. Da han fik kørekort, fik han primært chaufførjobs. Han har stort set altid været i arbejde.

Han taler dari med familien. Det taler man i Afghanistan. Han kan ikke skrive dari. Han føler, at Danmark er hans hjemland. Han besøgte Afghanistan i 2003 sammen med sin mor. Det var et ophold af ca. 2-3 ugers varighed, og det er den eneste gang, han har været i Afghanistan. Dengang var der familiemedlemmer tilbage i landet.

Foreholdt at det fremgår af en personundersøgelse af 6. november 2008, at tiltalte er født og opvokset de første år i Afghanistan, har tiltalte forklaret, at han ikke ved, hvor det kommer fra. Han er født i Iran og taler også flydende farsi. Det taler man i Iran.

Foreholdt at det af samme personundersøgelse fremgår, at han på det tidspunkt havde to søskende i Afghanistan, har tiltalte forklaret, at disse to søskende rettelig var i Rusland. De er nu begge familiesammenført til Canada. De er seks søskende i alt, 4 brødre og 2 søstre. Han har i alt 34 familiemedlemmer, som er taget til USA efter, at Taleban kom til magten i Afghanistan.

Anklagemyndigheden har på hovedforhandlingens 2. dag fremlagt mail af 28. april 2022 fra Udlændingestyrelsen, hvoraf det fremgår bl.a., at tiltalte ifølge både sin egen og sine forældres asylansøgning er ”født og opvokset i Afghanistan indtil ca. 1999, hvorefter hans far flygtede sammen med pågældende og pågældendes søskende til Pakistan. Herefter tog de til Iran, hvorfra man sendte børnene (inkl. pågældende) til Danmark for at forenes med pågældendes mor.”

Tiltalte har hertil supplerende forklaret bl.a., at han har tænkt nærmere over det, og han har også talt med sin mor, og det er rigtigt, at han er født og opvokset i Afghanistan. Han husker det ikke rigtigt. Der har været så meget. Det kan godt passe, at han var 8 år, da familien flygtede fra Afghanistan. Han gik ikke i skole i Afghanistan. Måske var det på grund af krigen.

Tiltalte har været fortsat frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Forhold 3 og 4 Tiltalte har erkendt at have ført bilen med THC i blodet, og han har erkendt, at han den pågældende dag kørte for stærkt, dog ikke med den i anklageskriftet angivne hastighed. Han har gjort gældende, at han ikke havde kendskab til et eventuelt lægeligt kørselsforbud. Han har endvidere gjort gældende, at hændelsen skyldtes et epileptisk anfald af en art, hvorfor han befandt sig i en tilstand omfattet af straffelovens § 16.

Landsretten tiltræder, at det efter den af bilinspektør V1 afgivne erklæring sammenholdt med hans forklaring herom og sagens øvrige oplysninger er bevist, at tiltalte førte bilen med en hastighed før påkørslen på mindst 104 km/t, hvilket svarer til mere end 100 procent af den tilladte hastighed på strækningen.

Det fremgår af de lægelige oplysninger i sagen, at tiltalte første gang henvendte sig hos læge angående neurologisk sygdom i september 2020, og at lægen henviste til udredning for epilepsi og i øvrigt aftalte med tiltalte, at han ikke kørte bil, før han var færdigundersøgt.

Det fremgår endvidere, at tiltalte i januar 2021 igen blev orienteret om, at han ikke måtte køre bil, før der var gået et år uden nye anfald, uanset at han nu var i antiepileptisk behandling. Endelig fremgår det, at tiltalte på ny oplevede anfald og blev opereret den 26. april 2021 for en misdannelse i hovedet.

Tiltalte har haft skiftende forklaringer om, hvorvidt han af sin søster blev informeret om et lægeligt kørselsforbud i forbindelse med operationen. For byretten har tiltalte forklaret, at han efter operationerne ikke har haft de vilde anfald, og at han stadig kan komme lidt ud af den, sådan 5-10 %.

Landsretten lægger på denne baggrund til grund, at tiltalte var klar over, at der var en ikke ubetydelig risiko forbundet med at køre bil. Det tiltrædes derfor, at tiltalte måtte indse, at han ved sin kørsel ville udsætte andre for risiko for færdselsuheld med mulig personskade til følge og forholdt sig accepterende hertil. Tiltaltes forklaring om, at han under kørslen var præget af sin sygdom, kan derfor ikke føre til, at tiltalte skal anses for omfattet af straffelovens § 16, stk. 1, 1. pkt.

Herefter og i øvrigt at de grunde, der er anført af byretten, tiltrædes det, at tiltalte er skyldig i forhold 3 og 4.

Forhold 5 Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftet.

Forhold 6 Også efter bevisførelsen for landsretten, herunder den af vidnet politibetjent V2 afgivne forklaring, findes tiltalte skyldig efter anklageskriftet.

Straffastsættelse og førerretsfrakendelse Straffen findes passende fastsat til fængsel i 1 år og 9 måneder, idet der herved er taget hensyn til de forhold, der er nævnt af byretten, herunder strafskærpelsen indført med virkning fra den 1. marts 2021.

Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 år fra endelig dom. Frakendelsen sker i medfør af de af byretten anførte bestemmelser, idet der er taget udgangspunkt i, at frakendelsestiden vedrørende forhold 3 og 4 i sig selv udgør 5 år.

Udvisning Tiltalte, der er statsborger i Afghanistan, har haft lovligt ophold her i landet i ca. 18 år og 8 måneder. Landsretten finder herefter og efter udfaldet af skyldvurderingen og strafudmålingen, at betingelserne for udvisning i udlændingelovens § 22, nr. 2, 3, og 6 er opfyldt.

Tiltalte skal herefter udvises, medmindre udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2. Spørgsmålet er herefter, om udvisning vil være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om retten til respekt for privatliv og familieliv.

Tiltalte har boet i Danmark siden 1999, hvor han som 8-årig indrejste til Danmark sammen med familiemedlemmer. Udvisning vil derfor udgøre et indgreb i hans ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1. Et sådant indgreb er kun berettiget, hvis betingelserne i artikel 8, stk. 2, er opfyldt.

Udvisning har som anført hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse. Der skal derfor tages stilling til, om det af hensyn til disse formål må anses for nødvendigt i et demokratisk samfund at udvise med et indrejseforbud af en vis varighed. Dette beror på en proportionalitetsvurdering.

Det fremgår af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, jf. bl.a. dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), at der ved afvejningen efter artikel 8, stk. 2, skal tages udgangspunkt i en række kriterier, herunder af relevans for denne sag: Den begåede kriminalitets art og grovhed, varigheden af udlændingens ophold i bopælslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og den pågældendes adfærd i denne periode, personens statsborgerskab, personens familiesituation og fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd med værtslandet og med modtagerlandet.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder. Indrejseforbuddets varighed indgår som et element i proportionalitetsvurderingen.

Tiltalte, som i dag er 31 år, og som indrejste i Danmark som 8-årig i juni 1999, er født og opvokset i Afghanistan. Hans forældre og søskende bor i Danmark, idet tiltalte dog senest har forklaret, at to søskende er bosiddende i Canada. Han bor sammen med sin bror. Han har gået i skole i Danmark og har gennemført 9. klasse. Han har derudover gennemført 1 år på handelsskole. Han taler og skriver dansk.

Han har haft forskelligt arbejde, senest som chauffør. Efter det oplyste har tiltalte ikke familie i Afghanistan og ingen kontakt til Afghanistan i øvrigt. Han behersker det afghanske sprog, dog ikke skriftligt. Han har besøgt landet én gang med sin mor i 2013, hvor der stadig var familie tilbage, men har oplyst, at al familie nu er flygtet fra Afghanistan.

Landsretten finder, at tiltalte har en væsentlig tilknytning til Danmark og en vis begrænset tilknytning til Afghanistan, idet han har tilbragt de første otte år af sit liv i Afghanistan.

Tiltalte er i denne sag fundet skyldig i bl.a. et alvorligt tilfælde af overtrædelse af straffelovens § 249. Han er tidligere adskillige gange idømt bødestraffe, og han er efter sit 18. år idømt fængselsstraffe af 30, 60 og

14 dages varighed for bl.a. berigelseskriminalitet og vold. Dommen på 60 dages fængsel for vold blev gjort betinget med vilkår om samfundstjeneste, som det må lægges til grund er udført. Tiltalte har efter det oplyste afsonet 14 dages fængselsstraf. Han er ikke tidligere betinget udvist af Danmark eller idømt en advarsel om udvisning.

Landsretten finder efter en samlet bedømmelse af oplysningerne i sagen, herunder den idømte straf, den begåede kriminalitet og omstændighederne derved sammenholdt med tiltaltes personlige forhold og hans tilknytning til henholdsvis Afghanistan og Danmark, at udvisning vil udgøre et uproportionalt indgreb i hans ret til privatliv og således være i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Der er herved navnlig lagt vægt på, at den idømte straf i al væsentlighed har relateret sig til et uagtsomhedsdelikt, og at tiltalte ikke tidligere er betinget udvist af Danmark eller idømt en advarsel om udvisning.

Tiltalte udvises derfor ikke, men tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.

Konfiskation og erstatning Under hensyn til det nu foreliggende samtykke fra X til konfiskation af den totalskadede personbil tages anklagemyndighedens påstand herom til følge, jf. færdselslovens § 133 a, stk. 2.

De juridiske dommere tiltræder byrettens bestemmelse om betaling af erstatning til F1 .

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod T stadfæstes med den ændring, at han frakendes førerretten i 6 år fra landsrettens dom.

Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning.

Hos X konfiskeres personbil ”Mitsubishi Lancer 1.6 STW” med reg.nr. … og stelnummer ... .

Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2022.04.29Ø · TfK: TfK2022.270
Begået efter strafskærpelsen ved lov nr. 290 af 27. februar 2021 (Styrket indsats mod farlig kørsel mv.). LR fandt, at udvisning ville udgøre et uproportionalt indgreb i T's ret til privatliv i strid med art. 8 i EMRK. LR lagde navnlig vægt på, at den idømte straf i al væsentlighed relaterede sig til et uagtsomhedsdelikt, og at T ikke tidligere er bet. udvist af DK eller idømt en advarsel om udvisning.
KilderAnklagemyndighedenAnklagemyndigheden (PDF)
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/839041b9-1ea6-4165-8189-66996dd5d648