AM2025.03.20V2

AM2025.03.20V Retten i Horsens

DOM

Dato: 13. maj 2024 Rettens sagsnr.: 746/2024 Politiets sagsnr.: 3700-80113-00018-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1995 Anklageskrift er modtaget den 21. marts 2024.

Tiltalte er tiltalt for færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 2 og § 118, stk. 1, nr. 1, jf. § 3, stk. 1, ved den 8. maj 2022 ca. kl. 05.30, under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, at have ført personbil med reg.nr. ... ad Østjyske Motorvej ved Skanderborg, selv om han på grund af mangel på søvn, overanstrengelse eller lignende årsager befandt sig i en sådan tilstand, at han var ude af stand til at føre køretøjet på fuldt betryggende måde, ligesom han ikke udviste tilstrækkelig agtpågivenhed, idet han påkørte forankørende lastbil med reg.nr. ...og tilhørende sættevogn med reg.nr. ..., med større materielog personskade til følge.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om bødestraf. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj. hvortil der kræves kørekort. bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 1, jf. § 125. stk. 1, nr. 6.

Tiltalte har erkendt sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, og § 3, stk. 1, som anført i tiltalen, men nægtet sig skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Tiltalte har over for påstanden om frakendelse af førerretten påstået, at frakendelsen skal ske betinget.

Sagens oplysninger

: [FORKLARINGER UDELADT] Den 12. juni 2022 sendte Sydøstjyllands Politi et sigtelsesbrev til tiltalte, hvor tiltalte blev sigtet for overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, og § 3, stk. 1, og det fremgår blandt andet, at sigtelsen som udgangspunkt medfører en betinget frakendelse af førerretten. Tiltaltes A-indkomst i 2022 var på 288.570 kr. Der har været dokumenteret fra blandt andet fotos og oversigtskort.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2, og § 3, stk. 1, som anført i tiltalen. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Tiltalte har nægtet sig skyldig i at have tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden.

Efter bevisførelsen lægger retten til grund. at tiltalte den 8. maj 2022 ca. kl. 05.30 kørte på motorvejen. at tiltalte ikke havde sovet i en længere periode forud for, at han satte sig i sin bil, at tiltalte var begyndt at mærke, at han blev træt, men at han til trods herfor ikke holdt ind for at hvile sig, men fortsatte sin kørsel herunder ved at aktivere bilens fartpilot på 130 km/t.

Retten finder det på den baggrund bevist, at tiltalte ved sin kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Det kan ikke føre til en anden vurdering, at der på det pågældende tidspunkt ikke var meget trafik, eller at der ikke foreligger nogen nærmere klinisk undersøgelse af tiltalte. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale.

Straffen fastsættes som udgangspunkt til en bøde på 12.500 kr., jf. færdselslovens § 117, stk. 1. nr. 3. jf. § 54, stk. 2. og § 118. stk. 1. nr. 1, jf. § 3. stk. 1. Forholdet er begået den 8. maj 2022. og således efter lov nr. 260 1 af 28. december 2021 trådte i kraft. Ved loven blev straffelovens § 82. nr. 13, ophævet, og i § 82 blev der som nyt stk. 2 indsat følgende: ”… Stk. 2.

Ved straffens fastsættelse kan det endvidere indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Sagsbehandlingstiden kommer dog kun i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist. …'' Af de almindelige bemærkninger i forarbejderne til loven, Folketingstidende 2021-2022, Tillæg A, lovforslag nr.

L 14 af 6. oktober 2021, side 8-12. fremgår følgende blandt andet: ”… 2.1. Begrænsning af strafnedsættelse mv. for lang sagsbehandlingstid 2.1.1. Gældende ret 2.1.1.1. Straffelovens § 82, nr. 13 Straffelovens § 80 angiver de hovedhensyn, der skal tages i betragtning ved straffens fastsættelse.

Således skal der efter § 80, stk. 1, ved straffens fastsættelse under hensyntagen til ensartethed i retsanvendelsen lægges vægt på lovovertrædelsens grovhed og på oplysninger om gerningsmanden. Efter § 80, stk. 2, skal der ved vurderingen af lovovertrædelsens grovhed tages hensyn til den med lovovertrædelsen forbundne skade, fare og krænkelse samt til, hvad gerningsmanden indså eller burde have indset herom.

Ved vurderingen af oplysninger om gerningsmanden skal der tages hensyn til dennes almindelige personlige og sociale forhold, dennes forhold før og efter gerningen samt dennes bevæggrunde til gerningen. Efter § 80, stk. 3, kan det ved vurderingen efter stk. 2 ikke indgå som formildende omstændighed, at gerningen har baggrund i tro, kulturelle forhold eller lignende.

Straffelovens §§ 81 og 82 angiver nærmere, hvilke omstændigheder der i almindelighed skal tillægges vægt i forbindelse med straffens fastsættelse i henholdsvis skærpende og formildende retning.

Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 13, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Straffelovens § 82, nr. 13, er indført ved lov nr. 218 af 31. marts 2004 om ændring af straffeloven og retsplejeloven (Ændring af strafferammer og bestemmelser om straffastsættelse m.v.). Loven bygger på Straffelovrådets betænkning nr. 1424/2002 om straffastsættelse og strafferammer.

Det fremgår af bestemmelsens forarbejder, at hensigten med bestemmelsen var at lovfæste den retstilstand, som havde udviklet sig i retspraksis, herunder i tilfælde, hvor der havde været spørgsmål om, hvorvidt sagsbehandlingstiden havde medført en krænkelse af tiltaltes rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (EMRK) artikel 6, stk. 1.

Der henvises til betænkning nr. 1424/2002, side 265 ff. og side 285 ff. Om straffelovens § 82, nr. 13, kan bringes i anvendelse, beror ifølge forarbejderne på en konkret vurdering, hvorved der efter omstændighederne kan inddrages flere forhold, herunder sagens karakter og betydning, dens kompleksitet og den tiltaltes (gerningsmandens) og myndighedernes adfærd.

Der henvises til bemærkningerne til § 1, nr. 2 (§ 82. nr. 13), i lovforslag nr. L 99 af 26. november 2003. jf. Folketingstidende 2003-04. tillæg A, side 3325 t: Højesteret afsagde den 16. april 2012 seks afgørelser om anvendelse af straffelovens § 82. nr. 13. Sagerne er gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 2310 ff., side 2315/1, side 2315/2 f., side 2316. side 2317 ff., og side 2322/1.

I alle sagerne udtalte Højesteret. at der var tale om ukomplicerede straffesager om overtrædelse af færdselsloven. og at sagsbehandlingstiden i så væsentligt omfang havde overskredet det rimeIige, at der skulle ydes kompensation herfor, jf. straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., eller princippet i disse bestemmelser.

Sagsbehandlingstiden var i sagerne mellem 1 år og 10 måneder og 3 år og 3 måneder fra sigtelse til dom i første instans. Højesteret udtalte, at kompensation burde ydes, selv om der ikke måtte foreligge en krænkelse af EMRK artikel 6, stk. 1. I sagerne kompenserede Højesteret ved at nedsætte bøden med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb.

I de sager, hvor bøden var på 5.000 kr. eller derunder, lod Højesteret bøden bortfalde. Endvidere skulle de domfældte ikke betale sagsomkostninger.

Derimod udgjorde den lange sagsbehandlingstid i sagerne ikke tilstrækkeligt grundlag for i medfør af princippet i straffelovens § 82, nr. 13, og § 83, 2. pkt., at undlade frakendelse af førerretten og pålæggelse af kørselsforbud i betragtning af de hensyn, som begrunder færdselslovens regler om frakendelse af førerretten og om kørselsforbud.

I en afgørelse af 24. august 2012 vedrørende overtrædelse af dyreværnsloven, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2012, side 3395 ff., udtalte Højesteret, at en samlet sagsbehandlingstid på lidt under 1 år og 9 måneder ved politiet og anklagemyndigheden samt en sagsbehandlingstid ved domstolene på lidt over 2 år for behandling i tre instanser ikke indebar en krænkelse af EMRK artikel 6. stk. 1, og heller ikke kunne medføre strafnedsættelse i medfør af straffelovens § 82, nr. 13.

Højesteret tog i sagen hensyn til. at der skulle indhentes dyrlægefaglig erklæring, og at flere tiltalte skulle afhøres af politiet. I to afgørelser fra Højesteret af henholdsvis den 5. april og den 3. maj 2016, gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2016, side 2397 ff., og 2773 ff., nedsatte Højesteret straffen i en sag om ulovligt fiskeri og i en sag om brud på tavshedspligt på grund af lang sagsbehandlingstid.

I sagen om ulovligt fiskeri verserede sagen mere end 3 år i landsretten som følge af overvejelser af EU-retlige spørgsmål. I sagen om brud på tavshedspligt gik der ca. 1 år og 4 måneder fra sigtelsestidspunktet, til anklageskriftet blev modtaget i retten.

Det fremgår af Rigsadvokatens redegørelse for trykt og utrykt praksis vedrørende straffelovens § 82, nr. 13, af 22. januar 2020 (Retsudvalget 2019-20 (Alm. del) bilag 411), at det beror på en konkret vurdering af sagens samlede omstændigheder, om straffen i en sag bør fastsættes under henvisning til bestemmelsen i straffelovens § 82, nr. 13.

Der lægges i den forbindelse vægt på forbrydelsens karakter, sagens betydning og kompleksitet samt den tiltaltes og myndighedernes adfærd i forbindelse med sagens behandling. Det fremgår videre af redegørelsen, at det ikke er i alle sager, hvor der har været tale om en lang sagsbehandlingstid, der er grundlag for at nedsætte straffen.

Der kan endvidere ikke opstilles præcise retningslinjer for, at en bestemt varighed for en sags behandling, f.eks. et bestemt antal måneder eller år, i sig selv medfører, at der foreligger en lang sagsbehandlingstid, der vil kunne føre til en formildelse af straffen.

Det fremhæves samme sted, at der i retspraksis findes eksempler på, at selv meget lange sagsbehandlingstider ikke har medført nedsættelse af straffen, idet der har foreligget en rimelig begrundelse for, at sagen ikke på et tidligere tidspunkt har kunnet færdigbehandles.

Omvendt vil selv kortere sagsbehandlingstider afhængig af sagens konkrete omstændigheder kunne medføre en formildelse af straffen, hvis der ikke kan påvises særlige forhold i sagen, som kan begrunde sagsbehandlingstidens længde.

Herudover fremgår det bl.a. af redegørelsen, at gennemgangen af retspraksis peger i retning af, at den samlede sagsbehandlingstid som udgangspunkt skal være på mere end 1 år og 6 måneder for sager, der afgøres i første instans, før domstolene i almindelighed lader sagsbehandlingstidens længde indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse.

For så vidt angår sager afgjort i anden og tredje instans peger gennemgangen på, at der skal foreligge en sagsbehandlingstid, der er væsentligt længere, før det kan føre til en formildelse af straffen. … 2.1.1.3. Den Europæiske Menneskeretlighedskonvention Det fremgår bl.a. af EMRK artikel 6, stk. 1, at enhver har ret til en retfærdig rettergang inden en rimelig tid i bl.a. straffesager.

Det følger desuden af EMRK artikel 13, at enhver. hvis rettigheder og friheder efter EMRK er blevet krænket, skal have adgang til effektive retsmidler. Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse.

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a.

Simeonovi mod Bulgarien, dom af 12. maj 2017, præmis 111, og Abboud mod Belgien, dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland. dom af 15. juli 2002. præmis 124, og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003, præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«. foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD"s praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) parternes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd, herunder navnlig domstolenes«. jf. Jon F.

Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020), side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen. Ud fra EMD's praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6.

Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter. Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse.

Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005. præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a.

Satakunnan Markkinaporssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27.juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i en instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD"s praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen. men den kan dog retfærdiggøres konkret. EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge af lang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf.

EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen. dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling. 2.1.2.

Justitsministeriets overvejelser Det fremgår af aftale om politiets og anklagemyndighedens økonomi 2021-2023, at aftaleparterne (Regeringen, Dansk Folkeparti, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten, Det Konservative Folkeparti og Nye Borgerlige) er enige om at begrænse anvendelsen af strafnedsættelse grundet lang sagsbehandlingstid mest muligt inden for rammerne af EMRK, og at der derfor skal gennemføres en ændring af straffeloven, så muligheden for strafnedsættelse på grund af lang sagsbehandlingstid, jf. straffelovens § 82, nr. 13, begrænses.

Det vil som følge af EMD's praksis ikke være muligt inden for rammerne af EMRK at afskaffe brugen af strafnedsættelse eller bortfald som kompensation for lang sagsbehandlingstid, hvis der ikke samtidig indføres en anden form for kompensation, f.eks. en økonomisk godtgørelse. jf. pkt. 2.1.1.3. Denne mulighed er efter Justitsministeriets opfattelse ikke hensigtsmæssig.

Justitsministeriet finder, at begrænsning af anvendelsen af sagsbehandlingstiden som formildende omstændighed mest hensigtsmæssigt kan ske ved at indføre en ordning, hvor strafnedsættelse kun kan ske, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden for en rimelig frist.

Samtidig bør det fastholdes, at strafnedsættelse på grund af lang sagsbehandlingstid alene vil kunne komme på tale, hvis det ikke kan bebrejdes gerningsmanden, at straffesagen ikke er afgjort inden for en rimelig tid, jf. den gældende § 82, nr. 13.

Justitsministeriet er af den opfattelse, at en tilsvarende ordning bør gælde i forhold til muligheden for at lade straffen nedsætte under den foreskrevne strafferamme samt for at lade straffen helt bortfalde, jf. straffelovens § 83, der i retspraksis også er benyttet i sager, hvor sagsbehandlingstiden har været lang, jf. pkt. 2.1.1.1 og 2.1.1.2.

Det er Justitsministeriets vurdering, at en begrænsning af sagsbehandlingstiden som formildende omstændighed mest hensigtsmæssigt sker ved at ophæve straffelovens § 82, nr. 13, og samtidig indsætte et nyt stykke i straffelovens § 82, der giver mulighed for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed, men begrænser dette til situationer, hvor straffastsættelse ellers ville være i strid med EMRK artikel 6.

Justitsministeriet mener ikke, at der i øvrigt bør foretages ændringer, der begrænser domstolenes muligheder for at kompensere for lang sagsbehandlingstid, f.eks. ved at nedsætte sagsomkostningerne eller fritage den domfældte fra at betale sagsomkostninger. … 2.1.3.

Den foreslåede ordning Det foreslås, at straffelovens § 82, nr. 13 ophæves. og at der samtidig indsættes et stk. 2 i straffelovens § 82, hvor muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse er begrænset til de tilfælde, hvor dette er nødvendigt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandlingen af sagen inden for en rimelig frist. … De foreslåede ændringer vil medføre, at lang sagsbehandlingstid, der ikke kan bebrejdes gerningsmanden, kun kommer i betragtning som formildende omstændighed ved strafudmålingen, hvis straffastsættelsen ellers ville være i strid med EMRK artikel 6, stk. 1.

Ved vurderingen af, om sagsbehandlingstiden er i strid med EMRK artikel 6, stk. 1, kan der lægges vægt på, om den sigtede eller tiltalte har benyttet sig af retsmidlerne i retsplejelovens § 152 a og § 718 b, stk. 1.

Når tiltale er rejst, kan den tiltalte, jf. lovens § 152 a, forlange, at retten fastsætter tidspunktet for hovedforhandlingen, hvis det er nødvendigt på grund af kravet i EMRK artikel 6 om behandling af sagen inden for rimelig frist.

Før tiltale er rejst, kan den sigtede efter§ 718b, stk. 1. forlange sagen indbragt for retten, hvis afgørelse om påtaleopgivelse, tiltalefrafald eller tiltalerejsning ikke er truffet, eller der ikke er anmodet om retsmøde med henblik på sagens behandling som tilståelsessag i medfør af§ 831 inden 1 år og 6 måneder efter det tidspunkt, hvor politiet har gjort sigtede bekendt med sigtelsen.

Retten kan herefter fastsætte en frist for afgørelse af tiltalespørgsmålet, jf. § 718 b. stk. 2. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, hvornår den tidsmæssige udstrækning af en sag vil udgøre en krænkelse af artikel 6. Ved vurderingen af sagsbehandlingstidens rimelighed inddrages kriterierne sagens kompleksitet, parternes adfærd og de relevante myndigheders adfærd.

Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for sigtede eller tiltalte. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen, jf. pkt. 2.1.1.3. Der kan ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist<<efter EMRK artikel 6.

Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter.

Den foreslåede ordning vil ikke få betydning for anvendelse af andre strafnedsættelsesgrunde i § 82. stk. 1. … Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 1-3. …” Af bemærkningerne til lovforslagets enkelte bestemmelser i forarbejderne til loven, Folketingstidende 2021-2022, Tillæg A, lovforslag nr.

L 14 af 6. oktober 2021, side 52-53. fremgår følgende blandt andet: "… Til § 1 Til nr. 1 Det fremgår af straffelovens § 82, nr. 13, at det ved straffens fastsættelse i almindelighed skal indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Det foreslås, at § 82, nr. 13, ophæves.

Den foreslåede ændring skal ses i sammenhæng med, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede stk. 2 i § 82, jf. lovforslagets § 1, nr. 2. Der henvises til pkt. 2.1.2 og 2.1.3 i de almindelige bemærkninger til lovforslaget.

Til nr. 2 Efter straffelovens § 82, nr. 13, skal det ved straffens fastsættelse i almindelighed indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Det foreslås, at der indsættes et stk. 2 i straffelovens § 82, der vedrører muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse. Efter det foreslåede stk. 2, 1. pkt., kan det ved straffens fastsættelse indgå som formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden.

Af det foreslåede stk. 2, 2. pkt., følger det, at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Bestemmelsen vil sammen med den samtidige ophævelse af straffelovens § 82, nr. 13, jf. lovforslagets § 1, nr. 1, indebære, at muligheden for at lade sagsbehandlingstiden indgå som formildende omstændighed ved straffens fastsættelse fremover vil være reguleret af det foreslåede § 82. stk. 2.

Ved afgørelse af, om straffastsættelse vil være i strid med EMRK artikel 6, jf. det foreslåede§ 82. stk. 2. kan det tillægges vægt, om gerningsmanden under sagen har fremsat anmodning om fastsættelse af et tidspunkt for hovedforhandlingen. jf. retsplejelovens § 152 a, eller har indbragt spørgsmålet om sigtelsens varighed for retten. jf. retsplejelovens § 718 b, stk. 1.

Anvendelsesområdet for det foreslåede § 82, stk. 2, i straffeloven kan således navnlig være situationer, hvor den sigtede eller tiltalte har benyttet retsplejelovens retsmidler mod lang sagsbehandlingstid i § 152 a og § 718 b, men hvor disse desuagtet ikke har været effektive mod at sikre, at sagen blev behandlet inden rimelig tid.

Det gælder eksempelvis, hvis der ikke har kunnet berammes en hovedforhandling inden rimelig tid uanset tiltaltes anmodning efter § 152 a. Det vil dog i alle tilfælde bero på en konkret vurdering, om straffastsættelsen vil være i strid med EMRK artikel 6.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Beregningen af den relevante periode, der skal tages i betragtning ved bedømmelsen af sagsbehandlingstiden i straffesager efter EMRK, begynder på det tidspunkt, hvor der foreligger en anklage for en forbrydelse.

Den Europæiske Menneskeretlighedsdomstol (EMD) har defineret begrebet »anklage« som en officiel tilkendegivelse over for en person fra en dertil kompetent myndighed, der indeholder en beskyldning om, at vedkommende har begået en strafbar handling. Fristen vil almindeligvis begynde at løbe fra det tidspunkt, hvor klager anholdes, afhøres som sigtet, eller hvor der rejses tiltale, jf. bl.a.

Simeonovi mod Bulgarien. dom af 12. maj 2017. præmis 111, og Abboud mod Belgien. dom af 2. juli 2019, præmis 40. Den relevante periode slutter, når der foreligger en endelig afgørelse af anklagen, eller strafforfølgning afbrydes, jf. bl.a. Kalashnikov mod Rusland, dom af 15. juli 2002, præmis 124. og Schumacher mod Luxembourg, dom af 25. november 2003. præmis 28.

Ved vurderingen af, om den tidsmæssige udstrækning af sagen er forenelig med kravet om rettergang inden for en »rimelig frist«, foretages en konkret vurdering af sagens faktiske omstændigheder. Det kan udledes af EMD's praksis, at »sagsbehandlingstiden vurderes i forhold til (1) sagens kompleksitet, (2) pai1ernes adfærd og (3) de relevante myndigheders adfærd. herunder navnlig domstolenes«, jf. Jon F.

Kjølbro, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention for praktikere, 5. udgave (2020). side 797. Ved vurderingen af myndighedernes adfærd lægges vægt på sagens betydning for klager. Endelig beror vurderingen på en helhedsbedømmelse af sagen. Ud fra EMD's praksis kan der ikke opstilles faste grænser for, hvad der forstås ved en »rimelig frist« efter EMRK artikel 6.

Det vil afhænge af en samlet bedømmelse af sagens konkrete omstændigheder, hvorvidt sagsbehandlingstiden må anses for at være rimelig ud fra en vurdering af ovenstående momenter. Der kan være sager af kortere varighed, hvor der er blevet statueret en krænkelse, hvorimod der i andre sager af længere varighed ikke er blevet statueret en krænkelse.

Domstolen har bl.a. i Hutchison Reid mod Storbritannien, dom af 20. februar 2003, præmis 79, og Khudoyorov mod Rusland, dom af 8. november 2005, præmis 193, udtalt, at en sagsbehandlingstid på 1 år for hver instans kan være en grov tommelfingerregel i sager om retten til en rettergang inden en rimelig frist. Domstolen har endvidere i bl.a.

Satakunnan Markkinaporssi Oy og Satamedia Oy mod Finland, dom af 27.juni 2017, præmis 210 udtalt, at 1 år og 6 måneder i en instans ikke i sig selv kunne anses for uforholdsmæssig.

Ud fra EMD's praksis kan det med en vis forsigtighed udledes, at hvis en retssag tager meget mere end 5 år i to instanser, vil sagsbehandlingstiden som udgangspunkt være problematisk i forhold til konventionen, men den kan dog retfærdiggøres konkret. EMD har fastslået, at der i forbindelse med en krænkelse af artikel 6, stk. 1, som følge aflang sagsbehandlingstid skal være adgang til et effektivt retsmiddel, jf.

EMRK artikel 13, der skal forhindre eller standse krænkelsen, eller at der skal tilkendes passende kompensation for den allerede skete krænkelse, jf. bl.a. Kudla mod Polen, dom af 26. oktober 2000, præmis 146-160.

I de straffesager, hvor der i forbindelse med domsafsigelsen konstatereres en krænkelse af EMRK artikel 6 som følge af lang sagsbehandlingstid, er medlemsstaterne således forpligtede til at kompensere for krænkelsen, herunder ved straffens udmåling. Den foreslåede bestemmelse vil ikke få betydning for anvendelse af andre strafnedsættelsesgrunde i § 82.

Der henvises i øvrigt til pkt. 2.1 i lovforslagets almindelige bemærkninger. …" Det følger af straffelovens § 82, stk. 2, at det ved straffens fastsættelse endvidere kan indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen mod gerningsmanden ikke er afgjort inden for rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden, men at sagsbehandlingstiden dog kun kommer i betragtning som formildende omstændighed, hvis dette er nødvendigt på grund af kravet i artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

På baggrund af forarbejderne til lov nr. 2601 af 28. december 2021 og praksis fra Den Europæiske Menneskerettigheds Domstol skal spørgsmålet om en sag er afgjort inden for en rimelig tid vurderes i forhold til sagens kompleksitet, parternes adfærd, de relevante myndigheders adfærd, sagens betydning for tiltalte og en helhedsbedømmelse af sagen. Sagen er en fuldstændig ukompliceret færdselssag.

Tiltalte blev afhørt på stedet og har ikke forsinket sagens behandling. Sydøstjyllands Politi sendte den 12. juni 2022 sigtelsesbrev til tiltalte, hvor tiltalte blev sigtet i sagen. Retten modtog anklageskrift i sagen den 21. marts 2024. Der er således gået godt 1 år og 9 måneder fra tiltalte blev sigtet i sagen, og indtil han blev tiltalt.

Der foreligger ikke oplysninger i sagen om. hvad politi og anklagemyndighed har foretaget sig i perioden på 1 år 9 måneder, og retten lægger derfor til grund, at sagen har ''ligget død" hos politi og anklagemyndighed i perioden. Uanset, at der er tale om en ukompliceret færdselssag, er der i sagen spørgsmål om, hvorvidt tiltalte skal frakendes førerretten.

Efter en samlet vurdering af sagen, finder retten, at sagen ikke er afgjort inden for en rimelig tid, jf. kravet herom i artikel 6, stk. 1. i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, og at dette ikke skyldes tiltaltes forhold, hvilket herefter skal indgå som en formildende omstændighed ved straffens fastsættelse, jf. straffelovens § 82, stk. 2.

Retten finder, at bøden herefter skal fastsættes i overensstemmelse med Højesterets praksis, således at bøden nedsættes med 5.000 kr. og halvdelen af det resterende beløb. Straffen fastsættes derfor til en bøde på 3.750 kr. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.

Tiltalte har ved sin kørsel dels tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden og dels gjort sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 2. Tiltalte frakendes derfor retten til at føre motordrevet køretøj. hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 måneder fra endelig dom jf. færdselslovens§ 126, stk. 1, nr. 6, jf. § 125, stk. 1, nr. 1 og 6, jf. § 128.

Indholdet af sigtelsesbrevet af 12. juni 2022 fra Sydøstjyllands Politi er ikke en bindende påtalebegrænsning, og tiltaltes forventninger på baggrund heraf kan ikke føre til et andet resultat. Der foreligger ikke sådanne særlige formildende omstændigheder, heller ikke som følge af den lange sagsbehandlingstid, at der kan ske betinget frakendelse af førerretten, jf. færdselslovens § 126, stk. 2.

Henset til krænkelsen af artikel 6, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention finder retten, at statskassen skal betale sagens omkostninger.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, skal betale en bøde på 3.750 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 6 dage. Tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 6 måneder fra endelig dom. Statskassen skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 15. afdelings

DOM

(dommerne Linda Hangaard, Jon Esben Hvam og Christian Hesthaven (kst.)) Dato: 20. marts 2025 Rettens sagsnr.: S–1035–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1995, (advokat Ole Møller Jespersen, Horsens) Retten i Horsens har den 13. maj 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 746/2024).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse, således at bødes forhøjes til 14.000 kr., og at længden af frakendelsestiden forhøjes til 1 år. Tiltalte, Tiltalte, har påstået formildelse, således at førerretsfrakendelsen gøres betinget, idet kørslen ikke er sket under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Forklaring Tiltalte har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Tiltalte har supplerende forklaret, at han natten mellem den 6. og 7. maj 2022 havde sovet omkring 10 timer. Han stod for det overordnede ansvar for en musikfestival i Virksomhed. Arbejdet var ikke fysisk. Han kørte fra Virksomhed mod Jylland kl. 1-1.30 den 8. maj 2022. Han er vant til turen fra København til Jylland. Han holdt rygepauser i Nyborg og Middelfart. Omkring Vejle begyndte han at føle sig træt.

Der gik cirka en halv time fra dette tidspunkt til tidspunktet for ulykken. Han følte dog ikke behov for at holde ind til siden, da han følte sig frisk nok til at køre videre. Man bliver altid træt af 3½ times kørsel. Han tror, at han blundede i forbindelse med uheldet. Der var intet forvarsel til, at han faldt i søvn. Han oplevede ikke, at han havde svært ved at holde sin vognbane.

Han mener, at konfirmationen var kl. 10. Det var ikke på forhånd aftalt, om han skulle møde sin kæreste hjemme eller i kirken. Efter ulykken lykkedes det ham hurtigt at dreje bilen ind i nødsporet. Han kørte kun i første vognbane. Han har i dag fuld førlighed. Han har pådraget sig et ar og en brusksamling ved knæet efter uheldet.

Han modtog sigtelsen fra politiet i juni 2022, men hørte i øvrigt ikke noget fra politiet. Han forstod det sådan, at hvis han ikke gjorde indsigelse, ville han blive frakendt førerretten betinget. Han kan bekræfte, at hans årsindkomst i 2022 var 288.570 kr.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det også efter bevisførelsen for landsretten, at tiltalte ved sin kørsel har tilsidesat væsentlige hensyn til færdselssikkerheden. Bøden skal herefter i medfør af bestemmelserne nævnt i byrettens dom som udgangspunkt fastsættes til 14.000 kr. Spørgsmålet er imidlertid, om bøden skal nedsættes som følge af sagsbehandlingstiden, jf. straffelovens § 82, stk. 2.

Efter denne bestemmelse kan det indgå som en formildende omstændighed, at straffesagen ikke er afgjort inden for en rimelig tid, uden at det kan bebrejdes gerningsmanden. Sagsbehandlingstiden kommer dog kun i betragtning som en formildende omstændighed, hvis der er tale om en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention om behandling af sagen inden for en rimelig frist.

Forholdet er begået i maj 2022, og tiltalte blev sigtet i juni 2022. Der blev først rejst tiltale i marts 2024. Der foreligger ikke oplysning om baggrunden for, at der gik 1 år og 9 måneder mellem sigtelsen og tiltalerejsningen. Landsretten lægger efter parternes enighed herom endvidere til grund, at der er tale om en ukompliceret færdselsstraffesag.

Den samlede sagsbehandlingstid indtil endelig dom har været cirka 2 år og 9 måneder. Efter en samlet vurdering finder landsretten – uanset den lange tid mellem sigtelsen og tiltalerejsningen – at sagsbehandlingstiden ikke udgør en krænkelse af artikel 6 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Der er derfor ikke grundlag for at nedsætte bøden, der herefter fastsættes til 14.000 kr.

Landsretten tiltræder, at tiltalte i medfør af bestemmelserne citeret af byretten er frakendt førerretten ubetinget, og at frakendelsestiden i overensstemmelse med udgangspunktet er fastsat til 6 måneder, som regnes fra endelig dom. Der er ikke grundlag for at gøre førerretsfrakendelsen betinget i medfør af færdselslovens § 126, stk. 2.

Det følger af bemærkninger til lovforslaget (LFF 2021-10-06 nr. 14) til indførelsen af straffelovens § 82, stk. 2, bl.a.: ”Justitsministeriet mener ikke, at der i øvrigt bør foretages ændringer, der begrænser domstolenes muligheder for at kompensere for lang sagsbehandlingstid, f.eks. ved at nedsætte sagsomkostningerne eller fritage den domfældte fra at betale sagsomkostninger”.

Parterne har været enige om, at sagsbehandlingstiden har haft en sådan længde, at den efter den praksis, der var gældende forud for lovændringen, der trådte i kraft den 1. januar *2022, ville have ført til en kompensation for tiltalte. På den baggrund finder landsretten, at statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter. Med de anførte ændringer stadfæster landsretten dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at bøden forhøjes til 14.000 kr. med en forvandlingsstraf på 10 dage, og at **statskassen skal betale sagens omkostninger for begge retter. *Berigtiget ved retsbog af 25. marts 2025 (Oprindelig tekst: ”Parterne har været enige om, at sagsbehandlingstiden har haft en sådan længde, at den efter den praksis, der var gældende forud for lovændringen, der trådte i kraft den 1. januar 2002, ville have ført til en kompensation for tiltalte.”) **Berigtiget ved retsbog af 25. marts 2025 (Oprindelig tekst: ”Byrettens dom stadfæstes med de ændringer, at bøden forhøjes til 14.000 kr. med en forvandlingsstraf på 10 dage, og at tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter.”)