146/2016

Byrettens dom var en delafgørelse omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, og kunne derfor ikke appelleres uden Procesbevillingsnævnets tilladelse, jf. appelbegrænsningsreglen i § 253, stk. 4. Byrettens afgørelse burde have været truffet ved kendelse. I august 2015 anlagde en række sagsøgere en sag mod den tidligere direktør og bestyrelsesformand i en virksomhed med påstand om erstatning for tab lidt ved aktiebesiddelse i virksomheden. A og B fremkom med indsigelser, bl.a. om at sagsøgerne manglede retsevne og søgsmålskompetence. Ved kendelse af 27. maj 2015 udskilte byretten indsigelserne til særskilt behandling efter retsplejelovens § 253, stk. 1. Ved dom af 3. februar 2016 traf byretten afgørelse om bl.a., at sagen i forhold til 24 sagsøgere skulle fremmes til realitetsbehandling. Den 29. februar ankede A og B dommen til landsretten. Den 1. marts anmodede A og B Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at anke dommen til landsretten. Procesbevillingsnævnet satte sagen i bero på udfaldet af ankesagen. Landsretten afviste ved kendelse af 23. marts ankesagen med henvisning til, at Procesbevillingsnævnets tilladelse i medfør af retsplejelovens § 253, stk. 4, ikke forelå. Højesteret fandt, at byrettens afgørelse, da denne afgørelse ikke afsluttede sagen, var omfattet af retsplejelovens § 253, stk. 3, sidste pkt., og at den derfor også var omfattet af appelbegrænsningen i stk. 4, 1. pkt. Højesteret bemærkede, at betingelsen om appeltilladelse i retsplejelovens § 253, stk. 4, 1. pkt., ikke kun gælder, når den afgørelse, der appelleres, er en kendelse, og at det i det foreliggende tilfælde var uden betydning, at byretten havde afgjort sagen ved dom, selv om det burde være sket ved kendelse. Højesteret fandt endvidere, at A og B kunne vælge appelformen anke, når byretten havde truffet afgørelsen ved dom, og retsplejeloven ikke foreskriver, at appel skal ske ved kære. Det kunne heller ikke mht. dette spørgsmål føre til et andet resultat, at byretten burde have truffet afgørelsen ved kendelse. Som følge af den manglende appeltilladelse stadfæstede Højesteret landsrettens kendelse om afvisning. Herudover afviste Højesteret en påstand om, at ansøgningen til Procesbevillingsnævnet om tilladelse til at appellere byrettens dom skulle anses for rettidigt indgivet, idet påstanden angik et spørgsmål, som skulle afgøres af Procesbevillingsnævnet.