102/2016

Kommune havde ikke medvirket til en borgers flytning på en sådan måde, at den var refusionspligtig over for den kommune, borgeren flyttede til Borgeren A, der var bosiddende i Guldborgsund Kommune, modtog som følge af sit handicap hjælp i hjemmet, som kommunen afholdt udgifterne til. I forbindelse med A’s flytning til Hvidovre Kommune ydede Guldborgsund Kommune vejledning om støttemuligheder og ydede støtte til om- og tilbygning af huset i Hvidovre Kommune. Sagens hovedspørgsmål var, om Guldborgsund Kommune havde medvirket til A’s flytning til Hvidovre Kommune, med den virkning at Hvidovre Kommune havde ret til refusion for de udgifter, kommunen efterfølgende havde i forbindelse med at yde hjælp til A. Det er som hovedregel opholdskommunen, som skal afholde de udgifter, der er forbundet med at yde hjælp efter bl.a. serviceloven, og disse betalingsforpligtelser overgår som udgangspunkt til den nye opholdskommune, når en borger får ophold i denne kommune. Den nye opholdskommune har dog ret til refusion fra den tidligere opholdskommune, når denne eller anden offentlig myndighed har medvirket til, at den pågældende person får ophold i den nye kommune i visse boliger og boformer. Højesteret bemærkede, at efter forarbejderne til refusionsbestemmelsen frigøres den tidligere opholdskommune – i overensstemmelse med lovens hovedregel – for betalingsforpligtelsen, når den pågældende person selv vælger at tage ophold i en anden kommune. Højesteret lagde til grund, at A på eget initiativ og efter eget ønske havde valgt at tage ophold i Hvidovre Kommune, og at hverken Guldborgsund Kommune eller amtet aktivt havde påvirket hans beslutning eller medvirket ved anskaffelsen af den nye bolig i Hvidovre Kommune på en sådan måde, at det kunne begrunde et refusionskrav. Højesteret henviste bl.a. til, at A’s plan om at flytte til Hvidovre Kommune var begrundet i hans ønske om at etablere en fælles bolig med sin kæreste, B, i nærheden af hendes familie og netværk, at beslutningen var truffet uden involvering af en offentlig myndighed og forud for, at A og B anmodede kommunen om vejledning, og at kommunen imødekom deres ønske om vejledning om støttemulighederne – og efterfølgende ydede støtte – efter de gældende regler herom. Højesteret stadfæstede herefter landsrettens dom.