BR — Byretterne
AM2025.05.08B
AM2025.05.08B Retten i Odenses
DOM
Dato: 8. maj 2025 Rettens sagsnr.: 7-7210/2024 Politiets sagsnr.: 2300-73341-00052-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født november 2005 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 25. november 2024.
Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af færdselslovens § 118, stk. 10, jf. § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 21, stk. 1, og stk. 4, § 117, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og straffelovens § 252, stk. 1, ved den 20. september 2024 mellem ca. kl. 19.25 og kl. 19.30 at have ført personbil med registreringsnummer … på Kløvermosevej og Middelfartvej i Odense, og under tilsidesættelse af væsentlige hensyn til færdselssikkerheden, uden at udvise agtpågivenhed, af grov kådhed eller på lignende særligt hensynsløs måde forsætligt at have voldt nærliggende fare for andres liv eller førlighed, idet tiltalte: førte personbilen ad Kløvermosevej kort efter krydset Falen/Kløvermosevej og herunder at have foretaget ikke under fire hasarderede overhalinger, hvorved tiltalte overskred spærrelinjen, (færdselslovens § 3, stk. 1, og § 4, stk. 1) førte personbilen ad Kløvermosevej og foretog overhaling venstre om personbil ført af Person1, hvorefter tiltalte foretog et kraftigt styreslag ind i højre vognbane foran og med kort afstand til personbilen ført af Person1, og dermed uden at sikre, at dette kunne ske uden fare eller ulempe, (færdselslovens § 3, stk. 1, og § 21, stk. 4, 2. pkt.), i umiddelbar forlængelse af det i litra b beskrevne at have foretaget overhaling højre om personbil ført af Person2, (færdselslovens § 21, stk. 1), førte personbilen med en hastighed på ikke under 40 km/t frem mod rødt lys i krydset Kløvermosevej/Middelfartvej, hvorved tiltalte påkørte personbil med registreringsnummer …. med fører Vidne4 og passagerer Person3, Person4 og Person5, som havde grønt i krydset, hvorved tiltalte forvoldte nærliggende fare føreren og passagerernes liv eller førlighed, (færdselslovens § 4, stk. 1, og straffelovens § 252, stk. 1), at have foretaget den nævnte kørsel med Vidne1 som passager og dermed forvoldt nærliggende fare for Vidne1s liv eller førlighed, (straffelovens § 252, stk. 1), ligesom tiltalte foretog kørslen, selv om blodet under eller efter kørslen indeholdt det bevidsthedspåvirkende stof kokain, som er klassificeret som farlig for færdselssikkerheden, og som ikke er indtaget i henhold til lovlig recept, i et sådant omfang at værdien af det aktive komponent i blodet under eller efter kørslen oversteg bagatelgrænsen for stoffet. (§ 54, stk. 1, nr. 1).
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået, at tiltalte skal frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, og at frakendelsen skal ske ubetinget, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, og nr. 4, og § 125, stk. 1, nr. 1. Tiltalte har erkendt sig delvis skyldig og har nægtet sig skyldig i overtrædelse af færdselslovens § 252.
Sagens oplysninger
Der har været forevist skitse over kørselsforløbet samt fotos fra uheldsstedet og af de involverede køretøjer. Der blev den 20. september 2024 kl. 20.29 taget en blodprøve fra tiltalte. I blodprøven blev der påvist stoffet cocain med en koncentration over bagatelgrænsen. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2, Vidne3 og Vidne4.
Forklaring afgivet af Vidne5 til politirapport den 20. september 2024 har været dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 871, stk. 5. Tiltalte Tiltalte har forklaret, at han kørte i bilen sammen med Vidne1. De skulle hente en ven. De kørte fra OUH og langs dyrskuepladsen i retning mod Næsby. Han havde indtaget kokain omkring en time før kørslen.
Han foretog fire hasarderede overhalinger hen over dobbelt optrukken linje. Han var dum og påvirket. Han ved ikke over hvor lang en strækning, overhalingerne fandt sted. Forevist bilag 1-8, skitse, har tiltalte forklaret, at det var fire biler, han overhalede, og at det skete på det sted, som er vist på skitsen.
Forevist bilag 1-19, Google Maps med opmåling af strækning, har tiltalte forklaret, at det nok skal passe, at strækningen var ca. en kilometer lang. Han mener ikke, at han kørte lige ind foran den sidste, han overhalede venstre om. Han kørte hurtigere, end han måtte, og nok en del hurtigere end de andre trafikanter. Det hele gik så hurtigt. Han så ikke, hvor den overhalede bil befandt sig.
Han overhalede højre om en anden bil. Det var nok fordi, det var det hurtigste. Det var ikke fordi, han som sådan havde travlt. Han kørte over for rødt lyssignal. Han var påvirket og overmodig og ville være smart. Før han vidste af det, var der en bil, og de stødte sammen. Der var lige blevet rødt, og han tænkte, at det kunne han godt nå. Han nåede ikke at opfatte, at der kom en bil på tværs.
Han tror måske, at han bremsede lidt ned ind i krydset, men han ved det ikke. Han ved ikke, hvor hurtigt han kørte i sammenstødsøjeblikket. Han kørte 60-65-70 km/t frem mod krydset. Den anden bil endte på siden. Tiltalte gik ud af sin bil og stod og kiggede. Der var en masse folk, og der kom hurtigt en betjent i civil, som tiltalte talte med. Han ved ikke, hvor hurtigt ambulancen kom til stedet.
Han så på den anden bil og blev meget ked af det. Han blev trukket over på et fortov på den anden side af vejen. Der var tre, der havde tjekket dem i bilen. Han så ikke, at der kom nogen ud af den anden bil. Forevist bilag 1-4, og bilag 1-5, fotos, har tiltalte udpeget sin og modpartens bil samt forklaret, at han kørte i en bil, der tilhørte hans mor.
Han kunne se, at der sad to foran i den anden bil, men ikke at der sad nogen bagi i bilen. Forevist bilag 1-7, fotos, har tiltalte forklaret, at han ikke har ramt vejskiltet. Han tænkte ikke over, at det kunne være farligt. Han var påvirket og overmodig. Vidne1 var ikke påvirket. Vidne1 sagde ikke noget. De var festhumør. De havde drukket lidt og hørte høj musik.
De tre, der kom hen til dem, sagde, at dem i den anden bil var ok. Foreholdt bilag 1-22, retskemisk erklæring, har tiltalte forklaret, at han ikke følte sig vildt påvirket, men nok til at blive overmodig og køre som en idiot. Han så, lyssignalet skiftede til rødt, men han kom i fart, og det havde nok været for sent at bremse. Han og Vidne1 kom ikke til skade.
Vidne1 sagde ikke rigtigt noget under kørslen, og han har ingen fornemmelse af, hvad Vidne1 mente om det, der foregik. Vidne1 har forklaret, at han kørte sammen med tiltalte. De skulle til Næsby. Stemningen i bilen var god stille og rolig. Vidnet havde drukket en øl, men var ikke påvirket. Han var klar over, at tiltalte havde taget kokain. Det havde han set. Han tænkte ikke over det, da han satte sig ind i bilen.
Han husker ikke de hasarderede overhalinger, men det kan nok være sket. Han husker ikke en overhaling, hvor de kørte lige ind foran en anden bilist. De kørte nok lidt hurtigere end det tilladte. De tog et sving og ramte en Octavia i bagenden. Der var røg fra airbags. Der kom en læge, der sagde, at de skulle sætte sig. Politiet kom til stede og tog tiltalte med. Det hele gik hurtigt.
Han så ikke, om der var rødt lyssignal i krydset. Han tænkte, at det var noget skidt. Det var ikke et hårdt sammenstød. Vidnet fik ingen skader af det passerede. Han så ikke dem i den anden bil. Han sagde ikke noget til tiltalte om kørslen undervejs. Han tænkte ikke, at de ville køre galt, eller at det var farlig for ham.
Vidne2 har forklaret, at hun kørte bil på Kløvermosevej i retning mod Bolbro, da der var en anden bilist, der overhalede hende og andre biler på en farlig måde. Der var tale om 4-5 biler i alt. Den, der overhalede bilerne, kørte stærkt. Overhaling var ikke tilladt på stedet. Hun svingede til højre kort efter og så ikke, hvad der ellers skete.
Forevist bilag 1-18, skitse, har vidnet forklaret, at skitsen godt kan passe med det passerede. Overhalingerne startede ved kolonihaverne. Der var almindelig afstand mellem de overhalede biler. Idet hun kom hjem, hørte hun udrykning, og hun gik op at se, hvad der skete. Hun så, at der var sket et færdselsuheld i krydset.
Den ene af de involverede biler kunne godt være den bil, der umiddelbart forinden havde overhalet hende og de andre. Der var ingen modkørende, da overhalingerne fandt sted. Vidne3 har forklaret, at han kørte bil på Kløvermosevej i retning fra OUH. Han sad som passager i bilen.
De holdt i krydset før krydset ved Middelfartvej og kørte herefter fremad, men inden de nåede krydset ved Middelfartvej, blev de overhalet højre om af en bil, der herefter kørte ud i anden vognbane, hvor de befandt sig, og så susede den anden bil over for rødt lyssignal og ramte en bil, der kom kørende i krydset. Han så intet bremselys eller blinklys på den forankørende. Han så kun den forankørendes baglys.
Han nåede at sige: "Det når den ikke". Han vil anslå, at signalet skiftede til rødt, da den forankørende befandt sig ca. 250 meter fra krydset. Vidne4 har forklaret, at han den dag kørte i bil sammen med sin kone Person3, sin søn Person5 på 15 år og sin datter Person4 på 10 år. Han var fører af bilen. De kom fra Årup og skulle ind til byen for at spise. De kørte ad Middelfartvej i retning mod midtbyen.
Han kom kørende fra toppen af bakken og kørte stille og roligt. De var i god tid. Han kørte gennem lys-krydset og så pludselig to forlygter og tænkte "Vi bliver ramt". Bilen blev ramt bagtil. Der var grønt lyssignal for ham. Bilen kom fra hans højre side. Det var ikke så hårdt et sammenstød, som han havde forventet. Han havde smerter i fødderne i dagene efter.
Bilen, hvori han og familien befandt sig, drejede langsomt rundt og endte på siden. Han var bange for, at hans søn var død og også for, hvad der var sket med hans datter, men han fik sig drejet rundt og fik kontakt med begge børn. Der kom folk løbende til. Han og familien kunne ikke selv komme ud af bilen. Der kom falckreddere ind gennem bagagerummet til børnene og fik børnene ud.
Bilen blev herefter vendt rundt, mens han og Person3 fortsat var i bilen. Det skete nok 30-40 minutter efter sammenstødet og i den tid, hang Person3 over ham. Han var lidt i chok. De kom ind i en ambulance og siden til OUH. Person5 fik hjernerystelse og slog en flig af kravebenet og havde også noget blødning, der gav blå mærker. Person3 fik også en del blå mærker.
Person4 fik lidt ondt i nakken og mærker på kroppen, men det er det mentale, der har været det sværeste. Det er svært, når de skal køre bil. Han har også svært ved at huske. De talte ikke med nogen fra den anden bil. Også Person4 har haft svært ved at køre bil efterfølgende.
Rettens begrundelse og resultat
Efter bevisførelsen er det uanset tiltaltes delvise benægtelse ubetænkeligt at anse for bevist, at tiltalte i det hele er skyldig i overensstemmelse med tiltalen. Der er herved lagt vægt på de tiltaltes forklaring sammenholdt med vidneforklaringerne.
Der er endvidere lagt vægt på karakteren af det samlede kørselsforløb, samt at tiltalte i hvert fald mindst har forholdt sig accepterende til, at han forvoldte nærliggende fare for passageren Vidne1s liv eller førlighed samt for Vidne4, Person3, Person4 og Person5s liv eller førlighed i forbindelse med, at de befandt sig i den bil, som tiltalte påkørte, da han i narkotikapåvirket tilstand kørte frem for rødt lyssignal på et tidspunkt, hvor han bestemt måtte indse, at der ville være almindelig tværgående trafik på stedet.
Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 252, stk. 1, og færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, samt § 118, stk. 10, jf. § 3, stk. 1, § 4, stk. 1, § 21, stk. 1, og stk. 4. Der er ikke efter sagens karakter grundlag for at gøre straffen betinget.
Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 4 år fra endelig dom at regne, jf. færdselslovens § 126, stk. 1, nr. 2, og nr. 4, og § 125, stk. 1, nr. 1, jf. § 128, stk. 1.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 6 måneder. Tiltalte frakendes retten til at føre motordrevet køretøj, hvortil der kræves kørekort, bortset fra lille knallert, i 4 år fra endelig dom at regne. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
