OLR — Østre Landsret
AM2019.01.14Ø
OL-2019-Ø-00003
AM2019.01.14Ø Retten i Roskildes
DOM
Dato: 22. maj 2018 Rettens sagsnr.: 11A-6961/2017 Politiets sagsnr.: 0700-76141-00886-17 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juli 1993 og Tiltalte2, født august 1987 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 14. december 2017.
Tiltalte1, … og Tiltalte2, … , er tiltalt for Bedrageri efter straffelovens § 279, ved i perioden fra april til juli 2017, for al skaffe sig eller andre uberettiget vinding at have fremkaldt en vildfarelse ved personalet hos Forurettede om, at 3.131 breve og pakker var korrekt frankeret, idet de tiltalte i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse udsendte breve og pakker i firmaet Virksomhed1 ved Virksomhed2ApS, Adresse i Roskilde, i hvilken forbindelse de forsætligt underfrankerede 2.291 breve og pakker, ligesom de i 804 tilfælde frankerede med allerede bruge portokoder, alt hvorved Forurettede led eller havde risiko for at lide et formuetab på 147.298,46 kr.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om straf. De tiltalte har nægtet sig skyldige. Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 91.464,46 kr. i erstatning De tiltalte har bestridt erstatningspligten og erstatningskravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er under hovedforhandlingen i sagen afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnerne Vidne1, Vidne2, Vidne3, Vidne4 og Vidne5. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte1 er ikke tidligere straffet. Tiltalte2 er ikke tidligere straffet. Der er til brug for sagen foretaget personundersøgelse af de tiltalte i henhold til retsplejelovens § 808. Tiltalte1, har om sine personlige forhold forklaret, at han kan henholde sig til indholdet af personundersøgelsen. Tiltalte2, har om sine personlige forhold forklaret, at han kan henholde sig til indholdet af personundersøgelsen.
Rettens begrundelse
og afgørelse Retten bemærker indledningsvis, at antallet af fejlagtigt frankerede forsendelser som anklageskriftet er formuleret højst kan udgøre i alt 3.095.
Efter vidneforklaringerne afgivet af Vidne1, Vidne3, Vidne4 og Vidne5 sammenholdt med de optagne fotos af breve og pakker samt de af Forurettede udarbejdede oversigter over urigtigt frankerede forsendelser lægger retten til grund, at medarbejdere i Virksomhed1 i den periode, der fremgår af anklageskriftet, indleverede i hvert fald 3.095 breve og pakker, hvoraf 2.291 var underfrankerede, mens 804 var frankeret med genbrugte portokoder.
Retten finder det bevist, at den ukorrekte frankering er foregået med de tiltaltes viden og efter deres fælles forståelse. Retten har herved lagt vægt på omfanget og fremgangsmåden ved frankeringen, herunder at virksomheden undervejs ophørte med at angive afsenderoplysninger på forsendelserne, så de var vanskeligere at spore, samt på den relativt korte periode, i hvilken forholdet blev begået.
Retten har videre lagt vægt på de tiltaltes forklaringer til politiet, hvorefter de bevidst påførte forsendelserne ukorrekt frankering, hvilken forklaring Tiltalte1 til dels har bekræftet under hovedforhandlingen, mens Tiltalte2 ikke på overbevisende måde har fragået sin forklaring til politiet, som er i overensstemmelse med indholdet af hans e-mailkorrespondance med Forurettede.
De tiltalte har anført, at der ikke foreligger forsæt til at opnå en uberettiget vinding, da Virksomhed1 havde et modkrav mod Forurettede.
Retten bemærker, at Forurettede efter de tiltaltes forklaringer tidligere havde afvist krav fremsat af Virksomhed1, og at de tiltalte derfor må have indset, at virksomhedens modkrav havde en så usikker karakter, at deres adfærd medførte en betydelig risiko for, at Forurettede ville lide tab.
De tiltalte findes derfor at have haft forsæt til at skaffe sig selv eller selskabet bag Virksomhed1 uberettiget vinding og til at påføre Forurettede et tilsvarende formuetab. Vidne5 har forklaret, at Forurettede efter den 18. maj 2017 tilbageholdt fejlagtigt frankerede forsendelser fra Virksomhed1.
De tiltalte findes herefter alene skyldige i forsøg på bedrageri, jf. straffelovens § 21, for den del af forsendelserne, der er registreret efter denne dato. Herefter findes de tiltalte skyldige i bedrageri, jf. til dels forsøg herpå, ved at have underfrankeret eller genbrugt portokoder på 3.095 forsendelser for et beløb på ikke under 140.000 kr.
Straffen fastsættes for begge de tiltalte til fængsel i 5 måneder, jf. straffelovens § 279, jf. til dels § 21. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis de tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. De tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 100 timer.
Retten har lagt vægt på forholdets karakter, herunder beløbets størrelse, og at der er tale om systematisk og organiseret bedrageri samt forsøg herpå. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte1 skal straffes med fængsel i 5 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Tiltalte Tiltalte2 skal straffes med fængsel i 5 måneder. Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid på 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 100 timer. Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden. De tiltalte skal betale de dem vedrørende sagsomkostninger.
De tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede betale 91.464,46 kr. med tillæg af procesrente fra den 22. maj 2018. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 10. afdelings
DOM
(landsdommerne Jakob Friis Nolsø (kst.), M. Stassen og Malou Kragh Halling med domsmænd). Dato: 14. januar 2019 Rettens sagsnr.: S-1572-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født juli 1993, (advokat Mads Kramme, besk.) og Tiltalte2, født august 1987, (advokat Thomas Fogt, besk.) Roskilde Rets dom af 22. maj 2018 (11A-6961/2017) er anket af de tiltalte med påstand om frifindelse.
Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat samt skærpelse. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og af vidnet Vidne1. Tiltalte Tiltalte1 har supplerende forklaret blandt andet, at det var ham alene, der besluttede at genbruge postkoder i omkring 100 tilfælde.
Han har ikke drøftet det med medtiltalte, som ikke kendte til genbruget. Han fortalte det heller ikke til Vidne2. De omhandlede ca. 100 pakker pakkede han selv. De pakker, de hentede hos Forurettede, var de pakker, som Forurettede havde tilbageholdt. Det var omkring 1.000 pakker. Han husker ikke, om afsender var angivet på disse pakker.
Han mener, at han i juni 2017 fra Forurettede fik en lang række breve indeholdende pakker afsendt af Virksomhed1, som var underfrankeret og forsynet med genanvendte portokoder. Han orienterede medtiltalte, som ikke syntes, at det var særlig smart. Stikprøvekontroller viste, at produkterne vejede 82-88 gram.
De var pakket i tyndt plastik og blev forsynet med adresselabel og portokode, hvorefter pakkerne vejede 90-95 gram pr. stk. Der har nok været afsendt 20-30.000 pakker på 2-3 måneder. Når han modtog portokoder på mail, videresendte han mailen til lageret, der printede koderne ud på labels.
Det kan være en printerfejl, der er skyld i, at portokoder blev printet flere gange, eller at Vidne2 har glemt at slette anvendte koder. Der kunne spares ret meget tid ved ikke at sætte afsenderlabels på pakkerne. Tiltalte Tiltalte2 har supplerende forklaret blandt andet, at han, da der kom mange breve fra Forurettede, blev orienteret af medtiltalte om, at der var en række portosager.
Han blev efterfølgende, da han kom hjem til Danmark, bekendt med, at der var sket underfrankering og på omkring 100 pakker genbrug af portokoder. Mens sagen verserede, købte de i udgangen af juni porto for 32.000 kr., som blev brugt til frankering af pakker, som Forurettede nægtede at sende, ligesom de ikke kunne få deres betaling på 32.000 kr.
Han var på dette tidspunkt involveret i pakningen, mens han ikke tidligere har haft med pakning at gøre. Vidnet Vidne1 har supplerende forklaret blandt andet, at hun, som anført i hendes mail af 23. maj 2018, sendte en opgørelse, hvilket rettelig skete den 30. juni 2017. Der gik noget tid, før Forurettede opdagede det fulde omfang af unddragelserne.
I foråret 2017 konstaterede kontrolteamet tilfælde af underfrankering og enkelte tilfælde af genbrug af koder. Der blev sendt portoregninger, som virksomheden ikke betalte. For så vidt angår de forsendelser, der var omdelt, var Forurettede jo ikke længere i besiddelse af disse og kunne derfor ikke oplyse noget om antallet af disse pakker.
Allerede fra foråret 2017 rettede Forurettede henvendelse til virksomheden, som ikke reagerede. Da hun kom ind i sagen, skrev hun til begge de tiltalte. Vidne3 havde forinden rettet henvendelse til virksomheden; hun ved ikke, om det var til begge de tiltalte. Selv efter de havde rettet henvendelse, fortsatte virksomheden med at underfrankere og genbruge portokoder.
Forurettede har under sagen rejst krav om erstatning på 91.464,46 kr., i hvilket kravet på administrationsgebyr er medtaget med det nedsatte gebyr. Da virksomheden ikke betalte det, som Forurettede krævede for manglende porto, ophørte Forurettede med at omdele forsendelserne, hvilket virksomheden blev orienteret om. Forurettede tilbageholdt 840 forsendelser.
Det var hendes klare opfattelse, at tiltalte Tiltalte2 var bekendt med, at der var sket underfrankering og genbrug af portokoder. Ud af de pakker, virksomheden sendte, mener hun, at der skete underfrankering og genbrug af koder i stort omfang, hvorfor der efter hendes vurdering systematisk skete misbrug. De af vidnerne Vidne2, Vidne3, Vidne4 og Vidne5 afgivne forklaringer blev dokumenteret, jf. retsplejelovens § 923.
Landsrettens begrundelse og resultat
Også efter bevisførelsen for landsretten findes de tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig som anført i byrettens dom. Straffen findes passende. Landsretten stadfæster derfor dommen. Landsrettens juridiske dommere tiltræder byrettens erstatningsafgørelse.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes. De tiltalte betaler de dem vedrørende sagsomkostninger for landsretten.
