Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2022.11.09V

OL-2022-V-00056

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
09-11-2022
Sagsemne
beløb 100.000 - 500.000
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2022.11.09V Retten i Randers’

DOM

Dato: 25. maj 2021 Rettens sagsnr.: 7-4121/2020 Politiets sagsnr.: 4200-76141-01920-18 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født januar 1993 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 13. august 2020.

Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 165, ved den 17. januar 2018 ca. kl. 09.45 til Østjyllands Politi i strid med sandheden at have anmeldt, at der i tidsrummet fra den 16. januar 2018 kl. 20.00 til den 17. januar 2018 kl. 09.30 havde været indbrud i hendes lejlighed Adresse1 i By, hvorunder der blev stjålet en stor mængde indbo, 2. principalt, straffelovens § 279, bedrageri, ved den 18. januar 2018 ca. kl. 14.15 til Forsikringsselskabet Forsikringsselskab, Adresse2 i Hvidovre, svigagtigt at have anmeldt, at hun havde haft indbrud på sin bopæl, hvor fra der var stjålet effekter for 389.069 kr., hvorved hun formåede forsikringsselskabet til at udbetale 245.238 kr. i erstatning, med et tilsvarende tab til følge, subsidiært, straffelovens § 279, bedrageri, ved den 18. januar 2018 ca. kl. 14.15 til Forsikringsselskabet Forsikringsselskab, Adresse2 i Hvidovre, svigagtigt at have anmeldt, at hun i forbindelse med et indbrud på sin bopæl havde fået stjålet effekter for 389.069 kr., selvom følgende effekter: 1 stk. murstensarmbånd, guld 8.000 kr. 2 stk.

Lyngby vaser 900 kr. 2 stk. vaser, Royal Copenhagen, Musselmalet 1.500 kr. 6 stk. krus, Royal Copenhagen, Musselmalet 1.800 kr. 2 stk. æggebægre, Royal Copenhagen, Musselmalet 2.000 kr. 2 stk. serveringsfade, Royal Copenhagen, Musselmalet 2.600 kr. 1 stk. lagkagefad, Royal Copenhagen, Musselmalet 1.400 kr. 1 stk. kande, Royal Copenhagen, Musselmalet 900 kr. 1 stk. fiskefad, Royal Copenhagen, Musselmalet 3.000 kr. 1 stk. maleri, Henry Heerup 4.000 kr. 1 stk. skål på fod, Royal Copenhagen, Musselmalet 1.000 kr. 1 stk. gulvvase, Palhus 2.000 kr. 1 stk. porcelænsfigur, Royal Copenhagen, Isbjørn m. sæl 7.500 kr. 1 stk. kunstskulptur, Bronze 12.500 kr. 2 stk.

Kahler vaser 800 kr. 1 stk. vase, Bjørn Wiinblad 1.700 kr. 1 stk. gulv vase, Lyngby 1.000 kr. 2 stk. terrin, Royal Copenhagen, Musselmalet 13.000 kr. 4 stk. tinsoldater, Kaj Bojesen 6.700 kr. 3 stk. sangfugle, (Kaj Bojesen.

Otto, Røde kors, Alfred) 5.250 kr. 16 stk. andre figurer Kaj Bojesen 12.500 kr. 1 stk. søpapegøje, Kaj Bojesen 3 stk. aber, Kaj Bojesen 1 stk. elefant, Kaj Bojesen 1 stk. kanin, Kaj Bojesen 1 stk. zebra, Kaj Bojesen 6 stk. fugle, Kaj Bojesen 2 stk. bjørne, Kaj Bojesen 1 stk. flodheste, Kaj Bojesen 1 stk. fad med fugle, Kaj Bojesen 3.850 kr. 6 stk. tallerkener, Royal Copenhagen 2.000 kr. 1 stk. fad, Cobra 1.050 kr. 1 stk.

Louis Poulsen, Panthella 5.500 kr. 1 stk. stol, Wegner PP203 17.000 kr. 3 stk. skind 2.000 kr. 1 stk. sofabord, Wegner 8.000 kr. 1 stk. stol, Wegner 290 10.000 kr. 1 stk. sengebord, Wegner 3.000 kr. 2 stk. skåle, Royal Copenhagen, Musselmalet 1.100 kr. til en samlet værdi af i alt 143.550 kr. ikke var stjålet, hvorved hun svigagtigt formåede forsikringsselskabet til at udbetale 140.752,71 kr. for meget i erstatning, alt hvorved Forsikringsselskabet Forsikringsselskab led et tilsvarende formuetab.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig. Forsikringsselskab har påstået, at tiltalte skal betale 245.238 kr. i erstatning. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse.

Sagens oplysninger

[FORKLARINGER UDELADT]

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har den 17. januar 2018 anmeldte indbrud i sin lejlighed Adresse1, By, begået i tidsrummet 16. januar 2018 kl. 20.00 til 17. januar 2018 kl. 09.30. En politipatrulje var på gerningsstedet den 17. januar 2018. Det må på grundlag af vidnet pb.

Vidne1s forklaring lægges til grund, at politiet undersøgte det vindue, der blev påvist som opbrudt og opmålte opbrudsmærkerne, uden at dette gav anledning til at stille spørgsmål til, hvorvidt det havde været muligt på denne måde at skaffe sig adgang til boligen.

Den 18. januar 2018 anmeldte tiltalte indbruddet til sit forsikringsselskab, og den 29. januar 2018 holdt vidnet, taksator i Forsikringsselskab, Vidne2 møde med tiltalte på hendes bopæl. Vidne2 fik forvist skaderne på det vindue, der angiveligt var indstigningsstedet, og sammen med tiltalte gennemgik vidnet skadesanmeldelsen. Forsikringsselskab anerkendte herefter tiltaltes krav, der var opgjort til 389.069 kr.

På grund af underforsikring fik tiltalte alene udbetalt 245.238 kr. Den 21. marts 2018 så en ansat i Forsikringsselskab gennem vinduerne til tiltaltes nye bolig, at tiltalte tilsyneladende var i besiddelse af en del af de genstande, der var anmeldt stjålet.

På grundlag af oplysningerne fra forsikringsselskabet foretog politiet ransagning af tiltaltes bopæl den 28. maj 2018, hvor politiet beslaglagde de genstande, der er nævnt i den subsidiære påstand i forhold 2.

Tiltalte har forklaret, at hun var en ivrig samler af de omhandlede dyrefigurer, musselmalet porcelæn og andre designgenstande, og at hun og ægtefællen Person efter indbruddet ledte efter og købte tilsvarende genstande og møbler. Da de begge var beskæftiget med køb og slag af antik­ og retro havde de en stor berøringsflade, således at det var muligt at genanskaffe genstande svarende til det stjålne. Vidnet pa.

Vidne3, der har efterforsket sagen, har i august 2018 undersøgt det vindue, der er oplyst som indstigningsstedet, og har forklaret, at vinduet, henset til karakteren af mærkerne i karmen og vinduets beskaffenhed i øvrigt, efter hans opfattelse ikke har været opbrudt.

Der er ikke foretaget en kriminaltekniske undersøgelse og retten finder, henset hertil og til at hverken politifolkene, der var på gerningsstedet den 17. januar eller taksator, der så vinduet 29. januar fandt anledning til at stille spørgsmål eller foretage nærmere undersøgelser, ikke, at det alene på grundlag af vidnet Vidne3s forklaring kan lægges til grund, at der ikke har fundet et indbrud sted den 16.-17. januar 2018.

Vedrørende en lang række af de genstande, der beslaglagt gælder, at de er fremstillet i meget store antal. Dette gælder blandt andet porcelænet, dyrefigurerne og lamperne.

Uanset, at der vedrørende nogle de køb som tiltalte har forklaret om er fremlagt forkerte kvitteringer finder retten ikke, at der efter den stedfundne bevisførelse er grundlag for at forkaste tiltaltes forklaring om, at genstandene i denne kategori, der blev fundet på hendes bopæl den 28. maj 2018 er genstande hun har genanskaffet efter den 17. januar 2018, herunder i genbrugsbutikker, på DBA og hos forskellige samarbejdspartnere.

Nogle genstande er mere særegne blandt andet Palhusvasen, der er forsynet med mærker under bunden. Der er imidlertid ikke tilvejebragt oplysninger om, hvorvidt mærkningen er anvendt på en eller flere vaser. Vedrørende Wegnersofabordet finder retten det ikke ved vidnet pb.

Vidne3s forklaring godtgjort, at bordet på billedet fremsendt til forsikringsselskabet er det samme bord, som det der blev beslaglagt den 28. maj 2018. Det samme gør sig efter bevisførelsen gældende vedrørende Heerup-billedet og den lille bronzeskulptur.

Vidnet Vidne4 har afvist at have solgt et armbånd og en porcelænsfigur til tiltalte eller dennes mand og vidnet Vidne5 har afvist at have solgt en Wegner stol og et sengebord til tiltalte eller dennes ægtefælle. Retten finder det ikke herved godtgjort, at tiltalte ikke efter indbruddet har indkøbt sådanne genstande.

Under henvisning hertil er der ikke ført det for domfældelse fornødne bevis for, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Tiltalte frifindes derfor.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, frifindes. Statskassen skal betale sagens omkostninger. :::::::::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings

DOM

(dommerne Erik P. Bentzen, Helle Korsgaard Lund-Andersen og Freja Sine Thorsboe (kst.) med domsmænd) Dato: 9. november 2022 Rettens sagsnr.: S–1168–21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født den 9. januar 1993, (advokat Nicolai Berg, Fredericia) Retten i Randers har den 25. maj 2021 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 7-4121/2020).

Påstande

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med den rejste tiltale. Tiltalte, Tiltalte, har påstået stadfæstelse. Forsikringsselskab har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 245.238 kr. i erstatning. Tiltalte har bestridt pligten til at betale erstatning, men har anerkendt kravet størrelsesmæssigt.

Supplerende oplysninger Der er for landsretten fremlagt en KTK-undersøgelse af 14. juni 2021 vedrørende det vindue, der skulle være opbrudt i forbindelse med indbruddet. Forklaringer Tiltalte og vidnerne Vidne6, Vidne1, Vidne3, Vidne2, Vidne4, Vidne7, Vidne8, Vidne9, Vidne10, Vidne11, Vidne12, Vidne13 og Vidne5 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans.

Der er endvidere afgivet forklaring af kriminalassistent Vidne14. [FORKLARINGER UDELADT]

Landsrettens begrundelse og resultat

Den 17. januar 2018 anmeldte tiltalte, at der havde været indbrud i hendes lejlighed, og hun opgjorde værdien af det stjålne til ca. 389.000 kr. Blandt andet på grund af underforsikring og manglende dokumentation for, at tiltalte som påstået havde været ejer af sølvtøj, fik hun alene udbetalt 245.238 kr.

Den 21. marts 2018 konstaterede en skadesinspektør fra forsikringsselskabet, at der i tiltaltes nye bolig fandtes en række effekter, der svarede til de stjålne, og den 28. og 29. maj 2018 blev der foretaget ransagning hos tiltalte, hvor der blev beslaglagt et betydeligt antal effekter, der svarede til de stjålne. Flere af disse effekter må antages at være lette at genanskaffe, f.eks.

Kay Bojesen-figurer, Lyngby- og Kähler-vaser og almindeligt Royal Copenhagen service. Flere af de beslaglagte effekter må imidlertid anses for mere sjældne og i hvert fald vanskelige at genanskaffe i løbet af kort tid ved ”tilfældighedsfund” i blandt andet genbrugsbutikker og hos sin bror, som tiltalte har forklaret, var måden, som hun genanskaffede flere af effekterne på.

Ved sammenligning af fotos af de effekter, som tiltalte meldte stjålet med fotos af de beslaglagte effekter, er det ubetænkeligt at lægge til grund, at de beslaglagte effekter er identiske med de effekter, som tiltalte meldte stjålet. Det gælder f.eks. fotos af en bronzeskulptur, et billede af Henry Heerup, et Wegner-sofabord, et Wegner-sengebord og en Palshus-vase.

Landsretten har i den forbindelse lagt vægt på, at man ved sammenligningen af fotos kan konstatere sådanne særlige karakteristika i form af henholdsvis åreforløb og sorte markeringer på bordplade på sofabord, afsmitninger på natbord og inskription i bunden af vasen.

Tiltaltes forklaring om, hvordan hun genanskaffede bronzeskulpturen i en genbrugsbutik for 200 kr., selv om den ifølge kunstneren kun er udført i 4-6 eksemplarer, støttes ikke af den forklaring, der er afgivet af Vidne8 om driften i genbrugsbutikken, og er i øvrigt ikke troværdig.

Tiltaltes forklaring om, hvordan hun har genanskaffet effekter ved køb hos vidnerne Vidne15, Vidne16 og Vidne17, er afvist af disse vidner. Andre vidner har bekræftet at have handlet med tiltalte eller dennes kæreste, men har ikke med sikkerhed kunnet fastslå, at handlerne blev indgået, efter at indbruddet havde fundet sted.

Tiltaltes udlejer har forklaret, at han ikke er blevet kontaktet af tiltalte om et opbrudt vindue i hendes lejemål, og at vinduet heller ikke siden er blevet repareret eller udskiftet. Kriminalassistent Vidne14 har den 10. juni 2021 foretaget en undersøgelse af det vindue, der skulle være opbrudt i forbindelse med indbruddet.

Efter hans erklæring, sammenholdt med hans forklaring for landsretten, der støttes af den forklaring, der er afgivet af politiassistent Vidne3, lægger landsretten til grund, at en gerningsmand ikke kan have skaffet sig adgang til lejligheden ved opbrud af det pågældende vindue, hvis det var lukket med vrideren. Vinduet er i øvrigt beliggende ud til en offentlig trafikeret vej.

Efter det ovenfor anførte og efter bevisførelsen i øvrigt, er det bevist, at tiltalte i strid med sandheden til politiet har anmeldt, at der var begået indbrud i hendes lejlighed, og at hun ved anmeldelse af indbruddet til sit forsikringsselskab formåede forsikringsselskabet til at udbetale sig 245.238 kr. Tiltalte findes derfor skyldig i den rejste tiltale i forhold 1 og i den principale tiltale i forhold 2.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 285, stk. 1, jf. § 279 og § 165. Ved straffens fastsættelse har landsretten lagt vægt på forholdenes karakter.

Da tiltalte ikke tidligere er straffet og efter oplysningerne om hendes gode personlige forhold er det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om blandt andet samfundstjeneste som fastsat nedenfor, jf. straffelovens § 62, jf. 63, jf. § 56. De juridiske dommere tager påstanden om erstatning til følge.

Thi kendes for ret

: Tiltalte, Tiltalte, straffes med fængsel i 6 måneder, der gøres betinget, idet fuldbyrdelse af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra denne dom på betingelse af, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 120 timer efter Kriminalforsorgens bestemmelse inden for en længstetid på 8 måneder, og at tiltalte i længstetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge retter. Tiltalte skal inden 14 dage til Forsikringsselskab betale 245.238 kr.

AM2022.11.09V
Forsikringsbedrageri, afgivet urigtig anmeldelse om indbrud, fik uberettiget udbetalt ca. 245.00 kr. af forsikringsselskab.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/eb2029a9-0d27-4270-86e1-553c0a3a67c8