355/2010

Advokatnævnet havde på baggrund af 3 konkrete klagesager og tidligere klagesager fundet, at der efter en samlet vurdering var grundlag for at frakende advokat A retten til at drive advokatvirksomhed indtil videre. De 3 klagesager vedrørte manglende prisoplysninger, samtale med et barn i en forældremyndighedssag og videregivelse af oplysninger herom til dommeren samt modarbejdelse af tvangsmæssig undersøgelse af et barn i henhold til serviceloven. I sidstnævnte sag havde advokat A endvidere indgivet grundløs politianmeldelse samt udtaget grundløs stævning med påstand om erstatning mod en medarbejder ved kommunen og lederen af institutionen, hvor barnet opholdt sig. Advokat A påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at klagerne mod ham vedrørte hans ytringsfrihed som advokat. Han henviste til den europæiske menneskerettighedskonventions artikel 10, og børns ret til at modtage information, jf. børnekonventionens artikel 12 og 13, og anførte, at indgreb i ytringsfriheden skal være proportionale og begrundet i væsentlige hensyn i et demokratisk samfund i overensstemmelse med Menneskerettighedsdomstolenes praksis. Højesteret fandt, at advokat A i de tre sager havde handlet i strid med god advokatskik. I modsætning til Advokatnævnet fandt Højesteret, at der i sagen om prisoplysning ikke forelå grov overtrædelse af god advokatskik, mens Højesteret i de 2 andre sager tiltrådte, at advokat As tilsidesættelse af god advokatskik var af grov karakter. Højesteret udtalte, at ytringsfriheden er begrænset ved bestemmelsen i retsplejelovens § 126 om iagttagelse af god advokatskik og fandt, at begrænsningen må anses for nødvendig i et demokratisk samfund for at beskytte andres rettigheder, og at begrænsningen står i rimeligt forhold til målet. FN´s børnekonventions artikel 12 og artikel 13 kunne heller ikke legitimere advokat As handlinger. Med hensyn til sanktionen anførte Højesteret, at der bl.a. måtte lægges vægt på, at sagen vedrørende grundløse sagsanlæg m.v. havde karakter af gentagelse. Der måtte imidlertid også lægges vægt på, at advokat A ikke forud for de aktuelle forhold var pålagt store bøder med gentagelsesvirkning, og på, at der fortrinsvis har været tale om tilfælde, hvor advokat A havde overskredet grænserne for, hvad der kunne anses for berettiget med henblik på varetagelse af hans klienters interesser. Efter en samlet vurdering var betingelserne for at frakende retten til at drive advokatvirksomhed herefter ikke opfyldt. Med henblik på at indskærpe alvoren i de gentagne tilsidesættelser af god advokatskik, fandt Højesteret, at advokat A skulle pålægges bøde på 50.000 kr. Landsretten havde stadfæstet Advokatnævnets kendelse med den ændring, at A blev frakendt retten til at udøve advokatvirksomhed i 1 år.