189/2015

Andelsboligforeningen Duegårdens konkursbegæring skal tages til følge Andelsboligforeningen Duegården, der ligger på Frederiksberg, traf på en generalforsamling den 4. juni 2013 beslutning om at opløse foreningen, og der blev ved samme lejlighed udpeget to likvidatorer. Likvidatorerne vurderede, at der ikke kunne gennemføres en solvent likvidation, og de indgav derfor konkursbegæring den 3. juni 2014. Duegården havde i forbindelse med foreningens stiftelse og overtagelse af ejendommen i 2007-2009 optaget realkreditlån med aftale om renteswap samt et anlægslån og en driftskredit hos Nykredit. Ved indgivelsen af konkursbegæringen var Duegårdens gæld til Nykredit større end foreningens aktiver. Nykredit havde flere gange – senest i august 2015 – givet tilsagn om og ydet økonomisk støtte til Duegården. Nykredit havde således siden 2011 givet afkald på bidrag på realkreditlånet og renter på banklån, ligesom Nykredit havde givet tilsagn om at ville dække driftsunderskud i 2015 og 2016, sikre en positiv drift for foreningen frem til udgangen af 2021, dække ekstraordinære udgifter, herunder til nødvendig vedligeholdelse, samt opfylde Duegårdens forpligtelser efterhånden som de forfaldt. Højesterets flertal fandt, at der ikke var grundlag for at nægte konkurs med henvisning til, at Duegården ikke havde retlig interesse heri, og at Duegården opfyldte betingelsen om, at en skyldner skal være insolvent for at blive erklæret konkurs. Højesterets flertal fandt således, at Duegården uden tilsagnet om økonomisk støtte fra Nykredit var insolvent, og at tilsagnet ikke ændrede denne vurdering. Flertallet lagde i den forbindelse blandt andet vægt på, at Nykredits tilsagn var et tilbud om tilskud, og at der ikke var holdepunkter for, at Duegården havde accepteret tilbuddet. En sådan accept var nødvendig, fordi tilbuddet forudsatte Duegårdens medvirken og ville give Nykredit indflydelse på driften. Endvidere lagde flertallet vægt på, at tilsagnet på flere punkter var uklart, og at det ikke indebar en bestemt og sikker løsning af Duegårdens betalingsproblemer. Højesterets mindretal fandt, at betingelserne for konkurs ikke var opfyldt, idet Duegården ikke kunne anses for insolvent. Mindretallet lagde blandt andet vægt på, at Nykredits tilsagn var retligt bindende for Nykredit, og at det gav Duegården den nødvendige sikkerhed for at kunne fortsætte en forsvarlig drift uden yderligere gældsstiftelse. Mindretallet fandt endvidere, at tilsagnet måtte anses for stiltiende accepteret af Duegården. Højesteret hjemviste sagen til skifteretten med henblik på fremme af konkursbegæringen, og Højesteret ændrede derved landsrettens afgørelse.