Tilbage til sager

VLRVestre Landsret

AM2025.04.01V

OL-2025-V-00022

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
01-04-2025
Sagsemne
Tilståelse / § 82, stk. 1, nr. 9, hash, videreoverdragelse
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.04.01V2 Retten i Aalborgs

DOM

Dato: 12. november 2024 Rettens sagsnr.: 12-5375/2024 Politiets sagsnr.: 5100-84111-00176-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1971 Denne sag er behandlet som tilståelsessag. Retsmødebegæring er modtaget den 20. september 2024. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 og nr. 30, ved den 27. august 2024 ca. kl. 19.40 i Adresse, i Aalborg, at have været i besiddelse af 7,99 gram amfetamin til eget brug og 264,76 gram hash med henblik på videreoverdragelse.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af 7,99 gram amfetamin og 264,76 gram hash hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har erkendt sig skyldig.

Sagens oplysninger

Tiltalte, Tiltalte, har forklaret, at han bor på adressen nævnt i tiltalen. Han var lige kommet hjem fra Thailand og var blevet taget med CBD olie i lufthavnen. Kort efter kom politiet hjem til ham og vendte det hele på hovedet. De fandt amfetamin og hash som anført i tiltalen. Amfetaminen var udelukkende til eget brug. Han bruger ca. 1 gram amfetamin dagligt og køber 10 gram ad gangen.

Hashen skulle han sælge til sine venner. Tiltalte er tidligere straffet adskellige gange for ligeartet kriminalitet senest ved dom af 8. maj 2024 med fængsel i 30 dage for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer delvis med henblik på videreoverdragelse.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til fængsel i 40 dage, jf. lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste B, nr. 59 og nr. 30.

Retten har lagt vægt på forholdets karakter, hverunder mængden af stoffer, at tiltalte er straffet mange gange for ligeartet kriminalitet, og det meget hurtige recidiv. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 40 dage. Hos tiltalte konfiskeres 7,99 gram amfetamin og 264,76 gram hash. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 14. afdelings

DOM

(dommerne John Lundum, Thomas Tordal-Mortensen og Tina Lang Christensen (kst) med domsmænd) Dato: 1. april 2025 Rettens sagsnr.: S–2202–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1971, (advokat Malene Lundgaard Krogsgaard, Aalborg) Retten i Aalborg har den 12. november 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 125375/2024).

Påstande

Tiltalte Tiltalte har påstået formildelse. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Supplerende oplysninger Tiltalte er siden byrettens dom straffet to gange for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer ved dom af 9. december 2024 med en bøde på 4.000 kr. og dom af 5. februar 2025 med en bøde på 4.000 kr. Forklaringer Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han ikke sælger hash, og at hashen udelukkende var til hans omgangskreds.

Landsrettens begrundelse og resultat

Af de grunde, som byretten har anført, tiltrædes det, at straffen er fastsat som sket. Der er efter landsrettens opfattelse ikke grundlag for efter straffelovens § 82, nr. 9, at nedsætte straffen under henvisning til, at tiltalte har tilstået forholdet, og sagen er fremmet i overensstemmelse hermed. Der er herved lagt vægt på, at der er tale om en simpel sag om besiddelse af et mindre kvantum hash til videreoverdragelse, hvor politiet under en ransagning i tiltaltes hjem fandt hashen. Landsretten stadfæster derfor dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.04.01V2 · TfK: TfK2025.107
Desuden 8 gram amfetamin til eget brug. Landsretten bemærkede, at der ikke var grundlag at nedsætte straffen under henvisning til Ts tilståelse, da der var tale om en simpel sag om besiddelse af en mindre mængde hash til videreoverdragelse, hvor politiet under en ransagning i Ts hjem fandt hashen.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/d27ca1c5-34f7-4730-a726-d1bf2bb82354