575/2006

Myndigheds krav i anledning af en mulig grundvandsforurening var forældet Alba A/S drev i en årrække virksomhed med vaskeri og renseri og foretog bl.a. kemisk rensning med anvendelse af chlorbaseret opløsningsmiddel. Da amtet lavede en kortlægning af ældre industrigrunde, blev der konstateret forurening på Albas ejendom. Et ingeniørfirma udarbejdede på amtets anmodning en undersøgelse, og af firmaets rapport af 3. august 1999 fremgik bl.a., at nogle konstaterede forureninger på Albas ejendom sandsynligvis kunne medføre påvirkning af grundvandet. Dette fremgik også af en supplerende rapport af 2. november 1999. Parterne drøftede undersøgelsesresultaterne, herunder spørgsmålet om yderligere undersøgelser og afværgetiltag, men opnåede ikke enighed. I foråret 2003 gav amtet Alba påbud om etablering af boringer og undersøgelse af mulighederne for at fjerne den konstaterede forurening. Påbuddet blev påklaget. I juni 2004 foreslog amtet, at parterne indgik en aftale om suspension af forældelse af amtets eventuelle erstatningskrav mod Alba. Parterne brevvekslede herom uden at indgå en aftale. Den 29. oktober 2004 udtog amtet stævning mod Alba med krav om, at selskabet skulle anerkende at friholde amtet for dets nødvendige udgifter dels til gennemførelse af boringer til afgrænsning af forureningen, dels til at afværge forureningens påvirkning af grundvandet. For Højesteret anførte Alba navnlig, at amtets krav var forældet, og at betingelserne for at pålægge Alba ansvar for forureningen i øvrigt ikke var opfyldt. Højesteret frifandt Alba, idet amtets krav var forældet forud for sagsanlægget. Højesteret udtalte bl.a., at det på baggrund af indholdet af rapporten af 3. august 1999 måtte lægges til grund, at amtet allerede ved modtagelsen af denne rapport fik kendskab ikke alene til forureningen og behovet for yderligere undersøgelser, herunder vedrørende afgrænsning af forureningen, men også til, at der bestod en nærliggende mulighed for, at det ville være nødvendigt at iværksætte afværgeforanstaltninger. Amtet kunne derfor fra dette tidspunkt ikke længere anses at have været i utilregnelig uvidenhed om sit krav mod Alba efter almindelige erstatningsregler om friholdelse for udgifter til både yderligere undersøgel-ser og til eventuelle afværgeforanstaltninger, jf. § 3 i forældelsesloven af 1908. Den 5-årige forældelsesfrist efter denne lov løb derfor fra amtets modtagelse den 5. august 1999 af rapporten af 3. august 1999 eller eventuelt allerede fra den 28. juni 1999, hvor amtet måtte formodes at have modtaget et udkast til rapporten. Der forelå ikke forhold, der kunne begrunde, at forældelsesfristens udløb måtte anses for udskudt, eller at Alba måtte anses at have givet afkald på at påberåbe sig en allerede indtrådt forældelse. Landsretten var nået til et andet resultat.