63/2010

Elev havde ret til erstatning for arbejdsgivers ophævelse af uddannelsesaftale. E blev i 2006 ansat som frisørelev i As frisørsalon i henhold til en uddannelsesaftale. A var ikke selv uddannet frisør, og uddannelsesaftalen blev derfor godkendt efter dispensation, hvorefter der i salonen skulle være ansat en frisør med frisøruddannelse til oplæring af E. Frisøren opsagde imidlertid sin stilling og A lukkede salonen. A ophævede derfor uddannelsesaftalen med E. E indbragte sagen for Tvistighedsnævnet med krav om erstatning for uretmæssig ophævelse af uddannelsesaftalen, jf. erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2. Nævnet fandt ophævelsen af uddannelsesaftalen uberettiget og tilkendte E en erstatning på 30.000 kr. A anlagde sag mod E, og byretten og landsretten gav A medhold i, at han havde været berettiget til at ophæve uddannelsesaftalen, under henvisning til, at det var en kendelig forudsætning for E, at A havde en uddannet frisør ansat, at A ikke kunne bebrejdes, at frisøren havde afsluttet ansættelsen, og at A havde gjort, hvad der var muligt for at forsøge at sikre, at E kunne fortsætte i en uddannelsesaftale. Højesteret tiltrådte, at det var en væsentlig og kendelig forudsætning for både E og A, at der var ansat en faglært frisør hos A, og at det i overensstemmelse med almindelige aftaleretlige principper må bero på en risikoafvejning, om betingelserne i erhvervsuddannelseslovens § 61, stk. 2, for ophævelse af uddannelsesaftalen på grund af en bristet forudsætning er opfyldt. A indgik uddannelsesaftalen med dispensation, da han ikke selv var frisøruddannet, og han var som arbejdsgiver ansvarlig for, at der som fastsat i dispensationen var ansat en frisør med frisøruddannelse i salonen. E var som elev uden indflydelse på, om dette vilkår kunne efterleves. På denne baggrund fandt Højesteret, at A var nærmest til at bære risikoen for, at uddannelsesaftalen ikke kunne opfyldes. Der forelå derfor ikke en bristet forudsætning, der efter erhvervsuddannelsesloven § 61, stk. 2, gav A ret til at ophæve uddannelsesaftalen. E var herefter berettiget til erstatning, som i overensstemmelse med Tvistighedsnævnets afgørelse og på baggrund af nævnets praksis passende kunne fastsættes til 30.000 kr.