OLR — Østre Landsret
AM2022.11.30Ø
OL-2022-Ø-00073
AM2022.11.30Ø Retten i Nykøbing F.’s
DOM
Dato: 10. august 2022 Rettens sagsnr.: 1-1998/2022 Politiets sagsnr.: 0700-76631-00073-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1993 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 19. april 2022.
Tiltalte er tiltalt for 1. hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1, ved den 18. maj 2020. på sin konto ”...” i Bank1, at have modtaget 11.000 kr., der som direkte eller indirekte udbytte fra en strafbar lovovertrædelse, uberettiget blev overført fra konto ... tilhørende Forurettede, idet tiltalte forud herfor stillede sin konto og kortoplysninger til rådighed for andre personer, hvorefter tiltalte samme dag hævede 10.000 kr. fra en kontantautomat i Nakskov og overdrog beløbet til en ukendt person med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse af pengene. 2. hvidvask efter straffelovens § 290 a, stk. 1, ved den 19. maj 2020, på sin konto ”...” i Bank1, at have modtaget 55.000 kr., der som direkte eller indirekte udbytte fra en strafbar lovovertrædelse, uberettiget blev overført fra konto ”...” tilhørende Forurettede, idet tiltalte forud herfor stillede sin konto og kortoplysninger til rådighed for andre personer, hvorefter tiltalte samme dag hævede 10.000 kr. fra en kontantautomat i Nakskov og overdrog beløbet til en ukendt person, samt videreoverførte i alt 11.500 kr. til sin bror, Person1, og sin søster, Person2, samt 32.500 kr. til Person3 alt med henblik på at skjule eller tilsløre den ulovlige oprindelse af pengene.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har ikke givet møde til hovedforhandlingen, der er fremmet til dom i medfør af retsplejelovens § 855, stk. 3, nr. 4. Bank2 har påstået, at tiltalte skal betale 66.000 kr. i erstatning.
Sagens oplysninger
Der er ikke afgivet forklaringer under hovedforhandlingen. Tiltalte er ikke tidligere straffet. Der har været fremlagt politianmeldelse med tro og loveerklæring, transaktionslister og diverse kontoudtog. Det har ikke været muligt for Kriminalforsorgen at indhente en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold, jf. retsplejelovens § 808.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ved politianmeldelsen sammenholdt med de fremlagte kontoudtog og transaktionslister finder retten det godtgjort, at tiltalte er skyldig i tiltalen. Straffen fastsættes til fængsel i 60 dage, jf. straffelovens § 290 a, stk. 1. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på karakteren af forholdene og den beløbsmæssige størrelse. Erstatningskravet tages til følge som neden for bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 60 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Bank2, Adresse, 2750 Ballerup betale 66.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 10. august 2022. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 19. afdelings
DOM
(landsdommerne Lone Dahl Frandsen, Lone Kerrn-Jespersen og André Dybdal Pape (kst.) med domsmænd). Dato: 30. november 2022 Rettens sagsnr.: S-2562-22: Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født september 1993, (advokat Torben Groth Madsen, beskikket) Dom afsagt den 10. august 2022 af Retten i Nykøbing Falster (1-1998/2022) er anket af tiltalte Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.
Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Forklaring Der er for landsretten afgivet forklaring af tiltalte. Tiltalte har forklaret bl.a., at han ikke ved, hvor overførslerne på 11.000 og 55.000 kr. kom fra. Han havde mødt en, der spurgte, om han ville hjælpe med at få overført nogle penge til sig, idet den pågældendes kort var i stykker. Den efterfølgende dag spurgte den pågældende igen.
Han blev chokeret, da han så, at der var overført 55.000 kr. til hans konto. Foreholdt sin forklaring til politirapport den 25. november 2020, ekstrakten side 187, hvoraf fremgår: ”at han på et tidspunkt, han kunne ikke huske hvornår, blev tilbudt at låne nogle penge. Afhørte var i pengenød, hvorfor han takkede ja.
Afhørte vidste ikke hvor mange penge han havde takket ja til at låne, idet han var dybt alkoholisk i perioden og drak op mod 2 flasker vodka om dagen, hvor han ikke kunne huske noget”, har han forklaret, at han nok har forklaret sådan. På det pågældende tidspunkt var han dybt alkoholiseret og drak minimum to flasker spiritus om dagen. Det må være forklaringen til politiet, der var den rigtige.
Han vidste ikke, at der ville komme 55.000 kr. Han husker ikke, hvordan han kom i kontakt med personen. Foreholdt sin forklaring ekstrakten side 187, hvoraf fremgår: ”Afhørte blev på et tidspunkt opmærksom på, at der først var gået 55.000 kr. ind på hans konto i Bank1 og senere omkring 10.000 kr. Afhørte fik kolde fødder i forhold til at låne disse penge, idet han synes det var for mange penge.
Afhørte havde tænkt, at han maksimalt skulle låne 10.000 kr.. Da han ikke ønskede at låne alligevel, tog han kontakt til sin kammerat som havde sørget for at afhørte kunne få lånet, for at afhørte kunne sende pengene retur”, har han forklaret, at det var hans bror, der havde kontakten til ham, der skulle låne ham penge. Han skulle bruge pengene til sit hus og til sit forbrug af alkohol.
Da han havde modtaget de 55.000 kr., sagde han til sin bror, at han ikke ville have noget med pengene at gøre, og han fik derefter nogle kontonumre, som han kunne overføre pengene til. Da han overførte penge til henholdsvis til sin bror og søster og til en tredje person tænkte han ikke på, at pengene ikke ville gå tilbage til den person, der havde overført pengene.
Han hævede også nogle penge, som han gav videre til en person, som han ikke kendte. Han fik i alt 1.000 kr. for at hæve 10.000 kr. Han hævede pengene i Bank1 i Nakskov. Han tænkte, at der var noget mærkeligt ved det. Han tænkte ikke, at pengene kunne komme fra et strafbart forhold. Han blev ringet op en person, der sagde, at de skulle mødes ved Restaurant på havnen i Nakskov. Han havde ikke set manden før.
De så lidt mærkeligt på hinanden. Efter at manden havde fået pengene, gik de hver til sit. Den næste dag skete der det samme, og han mødtes med den samme person. Han havde på daværende tidspunkt forbindelse til sin bror og søster, men ikke så meget. Personlige oplysninger I foråret 2020 arbejdede han for Virksomhed. Han drak rigtig meget dengang.
Han har været tilknyttet rusmiddelcenteret, og han fik i den forbindelse antabus. Han er i foråret 2022 kommet ud af sit alkoholmisbrug. I august 2022 flyttede han til Jylland. Han bor i en campingvogn på en campingplads. Han er arbejdsløs, idet han for ca. en måned siden opsagde sit job. Han har tidligere haft arbejde som tagdækker. Han lever af bistandshjælp. Han bor sammen med sin kæreste.
Han husker ikke, hvor han befandt sig, da kriminalforsorgen indkaldte ham til samtaler.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter oplysningerne i politianmeldelsen og transaktionerne, og da det efter tiltaltes egen forklaring om baggrunden for transaktionerne er bevist, at tiltalte har haft det fornødne forsæt, tiltræder landsretten, at tiltalte er skyldig i den rejste tiltale. Straffen findes passende udmålt. Henset til oplysningerne om tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet, skal straffen ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Landsretten stadfæster derfor dommen med denne ændring.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte stadfæstes med den ændring, at fuldbyrdelsen af straffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år fra landsrettens dom på vilkår, at tiltalte i prøvetiden ikke begår strafbart forhold, at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen, og at tiltalte, såfremt kriminalforsorgen finder det fornødent, undergiver sig behandling mod misbrug af alkohol. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.
