200/2009

Om fortolkning af lokalplan og servitut. Passivitet. Sagen handlede om, hvorvidt anvendelsen af en ejendom i lokalplanens forstand var lovlig på tidspunktet for planens ikrafttræden og dermed kunne opretholdes i medfør af en bestemmelse herom i planen (lokalplanens § 12), selv om anvendelsen stred mod lokalplanen. Spørgsmålet om, hvorvidt der på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var tale om lovlig anvendelse, vedrørte bl.a. fortolkning af en servitut, som blev tinglyst på ejendommen i 1878 og ophævet ved lokalplanens ikrafttræden. Kommunen var ikke påtaleberettiget i henhold til servitutten. Den omhandlede ejendom lå i området ved Bjerregårdsvej i København. Spørgsmålet om anvendelse af ejendommen vedrørte fordelingen mellem erhverv og beboelse. Københavns Kommune var af den opfattelse, at anvendelsen af ejendommen ikke var lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden, og havde under henvisning hertil og til lokalplanen givet ejeren afslag på en ansøgning vedrørende fordelingen mellem beboelse og erhverv i ejendommen. Naturklagenævnet havde ophævet kommunens afgørelse. Højesteret frifandt Natur- og Miljøklagenævnet og ejendommens ejer for kommunens påstand om, at de skulle anerkende, at kommunens afgørelse var gyldig. (Dissens for at tage kommunens påstand til følge). Det fremgår af Højesterets begrundelse bl.a., at lokalplanens § 12 måtte forstås således, at anvendelsen af en bygning ikke var lovlig i bestemmelsens forstand, hvis anvendelsen på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden var i strid med den omhandlede servitut, således at kommunen kunne have sikret overholdelsen heraf ved påbud eller forbud efter planlovens § 43. Højesterets flertal udtalte bl.a., at en nærmere bestemt anvendelse af ejendommen før lokalplanen ikrafttræden ikke var i strid med servitutten og derfor måtte betragtes som lovlig på tidspunktet for lokalplanens ikrafttræden. Herefter, og da den anvendelse af ejendommen, der var søgt om tilladelse til, svarede til den hidtidige anvendelse, fandt flertallet, at kommunen ikke havde haft hjemmel til at træffe den omtvistede afgørelse. Landsretten var kommet til det samme resultat.