160/2012

En sprogskoles aftale med en kommune om udbydelse af danskundervisning var ikke i strid med hverken danskuddannelsesloven, konkurrenceloven eller forvaltningsretlige principper, og en politianmeldelse med påstand om bedrageri var ikke en retsstridig krænkelse. En privat udbyder af sprogkurser indgik i 2003 en driftsaftale med en kommune, ifølge hvilken sprogskolen påtog sig at udføre en danskundervisningsopgave, som kommunen i henhold til danskuddannelsesloven var forpligtet til at udbyde. Loven og driftsaftalen trådte i kraft den 1. januar 2004. Ved lovens ikrafttrædelse blev der indført nye regler om betaling, således at kommunen skulle yde tilskud til udbydere af uddannelsen efter takster pr. modul. For sprogskolen fastsatte kommunen herefter en modultakst, som var lavere end de vejledende modultakster, der blev fastsat på finansloven, og lavere end de takster som andre sprogskoler modtog. Herudover betalte kommunen samme takst til sprogskolen for undervisning af udenbys kursister, som man gjorde for kommunens egne borgere, uagtet at kommunen samtidig opkrævede den vejledende, højere modultakst af omegnskommunerne for undervisningen. Sprogskolen begyndte i 2006 at fakturere omegnskommunerne direkte for undervisning af udenbys kursister, hvilket kommunen ikke mente, at sprogskolen havde ret til. Da sprogskolen ikke kunne tilbagebetale de fra andre kommuner opkrævede beløb og ligeledes ikke kunne betale et krav rejst af kommunen om tilbagebetaling af acontotilskud for 2006, opsagde kommunen driftsaftalen, ligesom kommunen indgav en politianmeldelse af A for overtrædelse af straffelovens § 279 om bedrageri. Politiet mente ikke, der var begået noget strafbart og afviste derfor anmeldelsen. Sprogskolen gik herefter konkurs. Under sagen gjorde sprogskolen gældende, at kommunen havde handlet ansvarspådragende ved sin administration af tilskudsreglerne og derved havde påført sprogskolen et tab. A gjorde i øvrigt gældende, at kommunen ved at indgive politianmeldelsen havde gjort sig skyldig i en retsstridig krænkelse af As frihed, fred, ære eller person, jf. erstatningsansvarslovens § 26, hvorfor kommunen skulle betale tortgodtgørelse til A. Højesteret fandt, at der ikke var påvist omstændigheder, som godtgjorde, at driftsaftalen om modultaksternes størrelse var i strid med danskuddannelsesloven, idet det fremgik af bemærkningerne til lovforslaget, at der ikke var noget til hinder for, at kommunen afhængigt af udgiftsniveauet traf aftale med en udbyder om, at der blev betalt mindre eller mere for modulet end den vejledende takst. Sprogskolen havde derfor ikke krav på betaling af en højere modultakst end den, der var aftalt med kommunen. Højesteret fandt endvidere, at det fulgte af danskuddannelsesloven, at en kursusudbyder/sprogskolen ikke havde adgang til at træffe særskilt aftale om betalingen med andre kommuner end den eller de kommuner, med hvem udbyderen/sprogskolen havde indgået en driftsaftale. Uden driftsaftaler med andre kommuner var sprogskolen således afskåret fra at træffe særskilte aftaler om betaling af tilskud med andre end kommunen. Selve driftsaftalen afskar ikke sprogskolen fra at indgå driftsaftaler med andre kommuner, men kommunen skulle i givet fald give samtykke hertil, hvilket var begrundet i et hensyn om at sikre den nødvendige kapacitet med hensyn til undervisning efter danskuddannelsesloven. Vilkåret var derfor sagligt begrundet. Også af denne grund havde kommunen således ikke handlet ansvarspådragende. Højesteret fandt endvidere, at der heller ikke var påvist omstændigheder, der godtgjorde, at driftsaftalen var i strid med konkurrenceloven eller forvaltningsretlige principper. Højesteret tillagde det i sin afgørelse særlig vægt, at sprogskolen selv havde indgået driftsaftalen. Fsva. påstanden om tortgodtgørelse fandt Højesteret, at politianmeldelsen loyalt gengav de faktiske forhold, som begrundede kommunens opfattelse af, at A havde begået bedrageri, hvorfor det ikke var godtgjort, at kommunen havde gjort sig skyldig i en retsstridig krænkelse af A. Landsretten var nået til samme resultat.