Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.09.11Ø

OL-2025-Ø-00054

Kendelse
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
11-09-2025
Sagsemne
varetægtsfængsling / rpl § 762-770 og § 771-779
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.09.11Ø Retten i Odenses 3. afdelings

KENDELSE

Dato: 8. september 2025 Rettens sagsnr.: 3-6957/2024 Politiets sagsnr.: 2300-73241-00961-23 Retsmødet var offentligt. Reglerne i retsplejelovens §§ 66, stk. 2, og 91 er overholdt. Anklagemyndigheden mod Dømte, født august 1976 Fortsat hovedforhandling Anklagerfuldmægtig Anklagerfuldmægtig var mødt for anklagemyndigheden. Det tidligere fremlagte var til stede. Advokat Ib Gorm Pedersen var mødt som beskikket forsvarer.

Dømte var mødt og bekræftede navn og fødselsdato. Tiltalte blev gjort bekendt med, at han fortsat ikke havde pligt til at udtale sig. Der blev afgivet vidneforklaring af politiassistent Vidne1, der mødte via videolink fra Retten i Randers, og politiassistent Vidne2, der var gjort bekendt med vidnepligten og vidneansvaret. Forklaringerne blev lydoptaget. Dokumentation fandt sted. Sagen blev procederet.

Anklageren påstod tiltalte dømt efter anklageskriftet. Forsvareren påstod frifindelse. Tiltalte havde lejlighed til at udtale sig. Efter votering afsagde retten dom. Tiltalte blev gjort bekendt med dommens konklusion og reglerne om anke, men fremstod under retsformandens redegørelse for sagens resultat sovende. Forsvareren anmodede om, at der noteres betænkningstid med spørgsmålet om anke.

Anklageren anmodede om, at tiltalte varetægtsfængsles i medfør af retsplejelovens§ 769, stk. 3, med henblik på afsoning. Anklageren påbegyndte nærmere redegørelse herfor. Tiltalte rejste sig og forlod retssalen trods retsformandens indskærpelser om at blive. Forsvareren havde ingen bemærkninger til anklagemyndighedens anmodning.

Retten afsagde kendelse Tiltalte er nu idømt fængsel i 1 år og 6 måneder for overtrædelse af bl.a. straffelovens 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 276a, § 293a og færdselslovens§ 117, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 6, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og§ 117a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2.

Henset hertil og idet tiltalte udeblev fra afsoning, som han skulle have afsonet fra den 25. juni 2024 og først begyndte afsoning af den 4. februar 2025, da han var blevet antruffet af politet, finder retten, at der er bestemte grunde til at antage, at han vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, jf. retsplejelovens § 769, stk. 3. Derfor bestemmes Dømte skal varetægtsfængsles.

Anklageren forlod retssalen for at informere de ventende betjente om rettens kendelse. Retten fastsatte salær på 14.140 kr. med tillæg af moms samt godtgørelse for kørsel med 762 kr. med tillæg af moms til den beskikkede forsvarer, advokat Ib Gorm Pedersen. Salæret betales af domfældte. Sagen sluttet. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 23. afdelings

KENDELSE

Som dommere fungerede landsdommerne Michael Kistrup, Benedikte Holberg og Karen Grønbæk (kst.), førstnævnte som rettens formand. Dato: 11. september 2025 Rettens sagsnr.: S-2261-25 Anklagemyndigheden mod Dømte, født august 1976, (advokat Ib Gorm Pedersen, besk.) Ingen var indkaldt eller mødt.

Der fremlagdes udskrift af dom- og retsbogen fra Retten i Odense (3-6957/2024) med bilag, rettens fremsendelsesbrev af 10. september 2025 samt kæremeddelelse af 9. september 2025 fra advokat Ib Gorm Pedersen.

Ved dom af 8. september 2025 blev Dømte for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 276 a, § 293, stk. 1, § 293 a og færdselslovens § 117, stk. 1, nr. 3, jf. stk. 2, nr. 6, jf. § 54, stk. 1, nr. 1, og § 117 a, stk. 1, jf. stk. 2, nr. 2, idømt fængsel i 1 år og 6 måneder.

Ved samtidig afsagt kendelse blev det bestemt, at domfældte varetægtsfængsles i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 3. Domfældte har kæret denne kendelse. Det fremgår af retsbogen, at domfældte ved domsafsigelsen tog betænkningstid med hensyn til spørgsmålet om anke. Det fremgår endvidere, at domfældte uden retsformandens tilladelse forlod retssalen, inden kendelsen om varetægtsfængsling blev afsagt.

Af sagen fremgår videre, at domfældte den 9. september 2025 af politiet fik forkyndt kendelsen om varetægtsfængsling. Det lægges til grund, at domfældte blev frihedsberøvet med henblik på varetægtsfængsling i forbindelse hermed.

Efter votering afsagdes kendelse: Landsretten tiltræder af de af byretten anførte grunde, at der er bestemte grunde til at antage, at domfældte vil udeblive uden lovlig grund efter tilsigelse til afsoning, og betingelserne for varetægtsfængsling efter retsplejelovens § 769, stk. 3, er dermed opfyldt.

Efter konklusionen i byrettens kendelse om varetægtsfængsling af domfældte gælder der ingen frist for længden af denne. Retsplejelovens § 769, stk. 3, henviser ikke til § 767, stk. 1, om fastsættelse af frist for varetægtsfængslingens længde. Varetægtsfængsling efter § 769, stk. 3, med henblik på afsoning kan dog efter formålet hermed alene ske, indtil fuldbyrdelse af den idømte straf kan iværksættes.

Landsretten stadfæster herefter byrettens kendelse med den præcisering, at domfældte varetægtsfængsles, indtil fuldbyrdelse af straffen kan iværksættes.

Landsretten bemærker, at da retsplejelovens § 769, stk. 3, ikke henviser til § 764, stk. 2, og § 767, stk. 1, har en domfældt ikke krav på at være til stede, når der i forbindelse med afsigelsen af en straffedom skal træffes afgørelse om varetægtsfængsling efter denne bestemmelse, jf. tillige princippet i U 2023.233 H.

Thi bestemmes

: Byrettens kendelse stadfæstes med den præcisering, at Dømte varetægtsfængsles, indtil fuldbyrdelse af straffen kan iværksættes. Sagen sluttet.

AM2025.09.11Ø
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/92625cac-2d3d-4a16-820c-23b5419dd458