61/2025

De faktiske omstændigheder, som landsretten havde lagt til grund, gav ikke grundlag for at fastslå, at tiltalte havde handlet forsætligt i form af dolus eventualis T, der er fransk statsborger, var af landsretten fundet skyldig i forsætligt at have bistået A, der er marokkansk statsborger, med ulovligt at rejse ind i Danmark. For Højesteret havde T i første række påstået frifindelse under henvisning til, at landsretten havde anvendt forsætsbegrebet i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse) forkert. Efter udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, straffes den, der forsætligt bistår en udlænding med ulovligt at indrejse i eller rejse gennem landet, med bøde eller fængsel indtil 2 år. Højesteret udtalte, at det er en betingelse for, at der ved overtrædelse af udlændingelovens § 59, stk. 8, nr. 1, foreligger forsæt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse), at tiltalte indså, at det var muligt, at udlændingen ikke lovligt kunne indrejse i eller rejse gennem landet, og at tiltalte psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. Landsretten havde lagt til grund, at T var fører af den i anklageskriftet anførte bil på det i anklageskriftet anførte tidspunkt og sted, at T’s hustru, B og A var passagerer i bilen fra Tyskland til Danmark, at T via BlaBlaCar appen havde aftalt kørslen med B, der tog en ekstra passager, A, med, at tiltalte alene havde kendskab til B gennem BlaBlaCar appen og intet kendskab havde til A, der talte lidt fransk og engelsk, og ikke havde gyldig rejselegitimation til at indrejse i Danmark, og at hverken T eller B sikrede sig dette eller i øvrigt spurgte ind hertil. Højesteret fandt, at de faktiske omstændigheder, som landsretten havde lagt til grund, ikke kunne begrunde konklusionen om, at T handlede forsætligt i form af dolus eventualis (positiv indvilligelse). De anførte faktiske omstændigheder gav således ikke tilstrækkeligt grundlag for at fastslå, at T indså, at det var muligt, at A ikke lovligt kunne indrejse i Danmark, og at T psykologisk forholdt sig accepterende til denne mulighed for det tilfælde, at det faktisk forholdt sig på denne måde. På den baggrund frifandt Højesteret T. Der var herefter ikke anledning til at tage stilling til T’s subsidiære påstand om, at der skulle ske formildelse af straffen som følge af den lange sagsbehandlingstid i landsretten i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 6 og til hans påstand om frifindelse for udvisning.