173/2009

Afslag på tilladelse til familiesammenføring A er født i Kina i 1992. Forældrene blev skilt i 1998. Kort tid efter forældrenes skilsmisse flyttede A permanent til sin farmor og farfar. I 2001 indgik hendes far ægteskab med en dansk statsborger og fik på grundlag af dette ægteskab opholdstilladelse i Danmark i 2002. Samme år indrejste han til Danmark sammen med A´s storebror. I 2007 indgav A ansøgning om opholdstilladelse. Udlændingeservices afslag blev samme år stadfæstet af Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration. Ansøgningen om familiesammenføring blev indgivet efter udløbet af to-års-fristen i udlændingelovens § 9, stk. 13, 2. pkt. Det følger herefter af § 9, stk. 13, 1. pkt., at opholdstilladelse kun kan gives, hvis ansøgerne har eller har mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der er grundlag for en vellykket integration. Der skal dog ses bort fra denne betingelse, hvis ”ganske særlige grunde, herunder hensynet til familiens enhed, taler derimod.” Højesteret udtalte, at domstolsprøvelsen efter grundlovens § 63 af ministeriets afgørelse om afslag på tilladelse til familiesammenføring skal ske på grundlag af ansøgernes forhold på tidspunktet for ministeriets afgørelse, og at der ikke kan lægges vægt på den yderligere tilknytning til Danmark, som hun senere måtte have opnået. Højesteret anførte, at afslag på opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9, stk. 13, 1. pkt., ikke forudsætter, at det må lægges til grund, at årsagen til, at ansøgningen om opholdstilladelse først er indgivet efter udløbet af 2-års-fristen, er et ønske fra barnets forældre om, ”at barnet får en opvækst i overensstemmelse med hjemlandets kultur og skikke og ikke i sin barndom præges af danske normer og værdier.” Højesteret fandt, at de konkrete oplysninger, som ministeriet havde inddraget i sin afgørelse, var saglige og tilstrækkelige, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte ministeriets skønsmæssige vurdering af, om A havde eller havde mulighed for at opnå en sådan tilknytning til Danmark, at der var grundlag for en vellykket integration her i landet. Henset til, at A på ansøgningstidspunktet var 14 ½ år og hidtil havde boet hos sine bedsteforældre i Kina, fandt Højesteret – selv om A ikke måtte kunne bo hos sin mor – ikke grundlag for at til sidesætte ministeriets vurdering, hvorefter der ikke forelå sådanne ganske særlige grunde, at der skulle ses bort fra betingelsen i § 9, stk. 13, 1. pkt. Landsretten var nået til samme resultat.