Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.06.17Ø

OL-2025-Ø-00039

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
17-06-2025
Sagsemne
skunk, videreoverdragelse
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.06.17Ø Retten i Holbæks

DOM

Dato: 30. oktober 2023 Rettens sagsnr.: 60-3401/2022 Politiets sagsnr.: 1200-71281-00003-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født oktober 1963 og Tiltalte2, født juli 1963 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 1. september 2022.

Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for overtrædelse af 1. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, til dels jf. straffelovens § 21, stk. 1, ved den 25.januar 2022 på adressen Adresse1 i By1 Sjælland, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, idel Tiltalte2 stillede sin ejendom, sin grund og sit hønsehus til rådighed og var vidende om, og accepterede, at Tiltalte1 fremstillede marihuana og dyrkede cannabisplanter, hvorved de tiltalte i forening fremstillede 5.338,84 gram marihuana samt dyrkede og var i besiddelse af 148 cannabisplanter og cannabisstiklinger med det formål at fremstille et samlet skønnet udbytte på ikke under 4.218 gram marihuana. med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag, eller under andre særligt skærpende omstændigheder, hvilket imidlertid mislykkedes, da politiet afbrød fremstillingen. 2. straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1, ved i perioden den 5. mat1s 2021 til den 25. januar 2022 på adressen Adresse1 i By1 Sjælland, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse, at have stjålet el til en anslået værdi af 74.891, 21 kr.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf.

Anklagemyndigheden har påstået konfiskation af en saks, en fjernbetjening til aircondition/varmepumpe, cannabisplanter, 15 stk. vækstlamper, udsugninger med tilhørende filtre, 7 stk. ventilatorer, 3 stk. tørrenet, byggestrømtavle, 2 stk. aircondition, 4 stk. gødning, 16. stk. transformere, en centrifuge, en tumbler, 4 stk. eltavler, 8 stk. varmepumper/dykpumper, 6 stk. varmelegemer, 3.566,84 gram marihuana og 1.772 gram cannabis hos de tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

De tiltalte har nægtet sig skyldige. Virksomhed har påstået, at de tiltalte skal betale 21.133,69 kr. i erstatning Tiltalte Tiltalte1 har anerkendt erstatningspligten. Tiltalte Tiltalte2 har bestridt erstatningspligten. De tiltalte har bestridt erstatningskravets størrelse.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af de tiltalte og af vidnet Vidne. Forklaringerne er gengivet i retsbogen. Tiltalte Tiltalte1 er ikke tidligere straffet af betydning for denne sag. Kriminalforsorgen har i brev af 27. juli 2022 oplyst, at det, trods flere henvendelser til tiltalte, ikke er lykkedes at udarbejde personundersøgelse. Tiltalte Tiltalte2 er ikke tidligere straffet.

Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 26. oktober 2022 oplyst, at "… Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte2 er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. Kriminalforsorgens begrundelse: Grundet Tiltalte's gode personlige forhold, samt positive indstilling til at samarbejde med Kriminalforsorgen om en eventuel betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, skønnes hun uden tvivl egnet til dette.

Tiltalte har ikke tidligere været i kontakt med Kriminalforsorgen og der er umiddelbart intet i sagen der tyder på behov for støtte til personlige eller sociale forhold, med henblik på at undgå yderligere kriminalitet.

Derfor skønnes tilsyn ikke nødvendigt i fald sagen afgøres med en betinget dom uden samfundstjeneste. …" Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at oplysningerne i personundersøgelsen passer.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte Tiltalte1 Forhold 1 Tiltalte Tiltalte1 har forklaret, at han har dyrket cannabis i hønsehuset, som han selv har indrettet dertil. Tiltalte har forklaret, at der var 13 potter med en plante i hver. Han dyrkede cannabis alene til eget forbrug og med den hensigt, at han ville producere CBD-olie til sin syge søn.

Ved politiets ransagning den 25. januar 2022 på adressen Adresse1, By1, blev der i et tidligere hønsehus fundet et skunklaboratorium med 148 planter og cannabisstiklinger samt færdigt produkt i form af 5.338,84 gram marihuana. Fundene er dokumentateret i de i sagen fremlagte ransagningsrapporter samt ved fotodokumentation.

Retten lægger i overensstemmelse med Højesterets afgørelse U.2017.2611-1 om beregning af udbytte til grund, at de fundne planter og stiklinger ville give et skønnet udbytte på ikke under 4.218 gram marihuana.

Henset til den fundne mængde planter og stiklinger samt færdig produceret marihuana, som var pakket og opdelt i poser, finder retten det bevist, at fremstillingen var med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag. Retten finder det herefter bevist, at tiltalte Tiltalte1 er skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale i sagens forhold 1.

Forhold 2 Tiltalte Tiltalte1 har erkendt, at han har stjålet strøm. Tiltalte har forklaret, at han har gravet kablet ned og tilkoblet dette til kabelskabet. Tiltalte har bestridt at have stjålet strøm i det omfang, som er angivet i anklageskriftet.

Vidnet, Vidne har afgivet en sikker, detaljeret og troværdig forklaring omkring, hvorledes startdatoen for el-tyveriet er anslået til at være den 5. marts 2021 med henvisning til især de registrerede uregelmæssigheder i forsyningen. Retten finder det herefter bevist, at startdatoen for el-tyveriet er anslået til at være den 5. marts 2021.

Tiltalte er herefter skyldig i at have stjålet el til en anslået værdi af 74.891, 21 kr. i overensstemmelse med den rejste tiltale i sagens forhold 2. Straffen fastsættes til fængsel i 10 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, og straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1.

Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på forholdenes karakter og mængden af marihuana der blev fremstillet med henblik på videreoverdragelse. Retten har endvidere lagt vægt pa laboratoriets professionelle præg herunder den tekniske indretning. Retten har ikke fundet grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget.

Tiltalte Tiltalte2 Forhold 1 Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at hun ingen viden har haft omkring produktionen af cannabis. Retten har tilsidesat hendes forklaring som utroværdig og har lagt vægt på, at tiltalte er ejer af ejendommen og bor på ejendommen.

Det fremgår af politiets ransagningsrapport, at der var en kraftig lugt af cannabis ved hønsehuset, ligesom der rundt omkring på tiltaltes ejendom var genstande til brug for cannabis produktion.

Sammenholdt med at der på tiltaltes arbejdskalender var tilføjet en tekst "høst", og at tiltalte ingen forklaring har givet om, hvem eller hvordan denne tekst var tilføjet hendes arbejdskalender, finder retten det bevist, at tiltalte har været vidende om og accepterede, at medtiltalte Tiltalte1 har indrettet og har anvendt hønsehuset på hendes ejendom til produktion af cannabis som beskrevet i anklageskriftet.

Efter en samlet vurdering finder retten det bevist, at tiltalte har medvirket til cannabis produktionen. Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale i sagens forhold 1. Forhold 2 Tiltalte Tiltalte1 har forklaret, at tyveriet af el er etableret ved, at han har gravet et kabel ned fra hønsehuset til kabelboksen. Tiltalte Tiltalte2 har forklaret, at hun ikke har haft kendskab til dette.

Retten tilsidesætter tiltaltes forklaring herom som utroværdig. Retten har lagt vægt på, at kablet er gravet ned på tiltaltes ejendom, hvor tiltalte bor og har sin daglige gang. Retten har endvidere lagt vægt på, at tiltaltes forklaring om, at ejendommens udendørs arealer ikke vedligeholdes ikke stemmer overens med den i sagen fremlagte fotodokumentation.

Vidnet, Vidne, har afgivet en sikker, detaljeret og troværdig forklaring omkring, hvorledes startdatoen for el-tyveriet er anslået til at være den 5. marts 2021 med henvisning til især de registrerede uregelmæssigheder i forsyningen. Retten finder det herefter bevist, at startdatoen for el-tyveriet anslåes til at være den 5. marts 2021.

Tiltalte er herefter skyldig i at have stjålet el i forening med medtiltalte Tiltalte1 til en anslået værdi af 74.891, 21 kr. i overensstemmelse med den rejste tiltale i sagens forhold 2.

Straffen fastsættes til fængsel i 6 måneder, jf. straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, jf. straffelovens § 21, stk. 1, og straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1.

Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 62 og § 63, jf. § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 120 timer. Retten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at tiltalte ikke tidligere er straffet, har gode personlige forhold og har haft en mindre rolle i den begåede kriminalitet.

Retten finder herefter undtagelsesvis at straffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste. Retten tager påstanden om konfiskation til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Retten tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte1 skal straffes med fængsel i 10 måneder. Tiltalte Tiltalte2 skal straffes med fængsel i 6 måneder. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder følgende betingelser: Tiltalte må ikke begå noget strafbart i en prøvetid pa 1 år fra endelig dom. Tiltalte skal inden for en længstetid på 8 måneder fra endelig dom udføre ulønnet samfundstjeneste i 120 timer.

Tiltalte skal være under tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.

Hos de tiltalte konfiskeres en saks, en fjernbetjening til aircondition/varmepumpe, cannabisplanter, 15 stk. vækstlamper, udsugninger med tilhørende filtre, 7 stk. ventilatorer, 3 stk. tørrenet, byggestrømtavle, 2 stk. aircondition, 4 stk. gødning, 16. stk. transformere, en centrifuge, en tumbler, 4 stk. eltavler, 8 stk. varmepumper/dykpumper, 6 stk. varmelegemer, 3.566,84 gram marihuana og 1.772 gram cannabis.

De tiltalte skal betale sagens omkostninger. De tiltalte skal inden 14 dage til Virksomhed, Adresse2, … By2, in solidum betale 21.138,69 kr. med tillæg af procesrente fra endelig dom. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 5. afdelings

DOM

(landsdommerne Bo Østergaard, Annette Dam Ryt-Hansen og Jesper Hagen (kst.) med domsmænd). Dato: 17. juni 2025 Rettens sagsnr.: S-3090-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født oktober 1963, (advokat Janus Malcolm Pedersen, besk.) Dom afsagt af Retten i Holbæk den 30. oktober 2023 (60-3401/2022) er anket af Tiltalte1 med påstand om delvis frifindelse i forholdene 1 og 2 og om formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Påstandene om konfiskation og erstatning er ikke omfattet af anken. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnet Vidne.

Den i byretten af medtiltalte Tiltalte2 afgivne forklaring er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Sagens øvrige oplysninger Af Retskemisk Erklæring af 23. april 2025 fremgår bl.a., at der i koster 200 og 201, plantemateriale fra gerningsstedet, var målt et indhold af delta-9-THC på henholdsvis 0,81 % og 0,49 %, svarende til en Total-THC på henholdsvis 10 % og 2,8 %.

Af erklæringen fremgår videre bl.a.: ”… Bilag vedr. analyse for delta-9-THC og THCA i cannabisplantemateriale og tilberedninger heraf samt rapportering I planten Cannabis sativa findes delta-9-THC naturligt i to former. Den ene form er et ikke-euforiserende forstadie, THCA (delta-9tetrahydrocannabinolsyre), og den anden er en euforiserende form, delta-9THC (delta-9-tetrahydrocannabinol).

Det totale indhold, Total-THC, beregnes som summen af delta-9-THC og THCA, udtrykt som delta-9-THC. I frisk plantemateriale findes kun en relativt lille andel i form af delta-9-THC, mens andelen af delta-9-THC typisk er højere i processerede produkter som f.eks. hash eller hasholie.

Indholdet af Total-THC repræsenterer den euforiserende styrke af cannabisprodukter, da THCA omdannes spontant til delta-9-THC ved opvarmning, og cannabis-produkter til rekreative formål normalvis opvarmes inden indtagelse, fx ved rygning eller bagning af cannabiskage. Ved stuetemperatur sker omdannelsen langsomt, idet halveringstiden typisk er 1-2 år eller mere.

I mange sammenhænge ser man benævnelsen "THC" anvendt i stedet for Total-THC, idet det pr. tradition er underforstået, at der er tale om Total-THC. Benævnelsen "Total-THC" er en måde at tydeliggøre, at der er tale om en sum. Analysen for THCA og delta-9-THC er udført med væskekromatografi (engl. liquid chromatography (LC)) uden opvarmning, og indholdet af THCA og delta-9-THC er målt hver for sig.

Ved vurderingen af om indholdet af delta-9-THC er over grænseværdien på 0,2 % (jf.

Bekendtgørelse om euforiserende stoffer, nr. 2446 af 12. december 2021, § 1, stk. 3, nr. 7), bliver der korrigeret for analyseusikkerhed ved at fratrække 33% fra det målte indhold af delta-9-THC. …” Ved mail af 13. juni 2025 til Retsmedicinsk Institut forespurgte anklagemyndigheden, om det var muligt at udtale sig om indholdet af THC på gerningstidspunktet i de tørrede planter, der blev fundet ved ransagningen den 25. januar 2022.

Af Retsmedicinsk Instituts besvarelse af samme dag fremgår bl.a.: ”… Det er desværre ikke muligt at udlede, hvad koncentrationen af delta-9-THC har været i 2022. I det friske plantemateriale har delta-9-THC sandsynligvis været langt under 0,2%, og Total-THC har på det tidspunkt udelukkende bestået af THCA. Pga. THCA’s omdannelse til delta-9-THC er delta-9-THC på et tidspunkt kommet over 0,2%.

Og da der også sker videre omdannelse af THC til ikke-euforiserende nedbrydningsprodukter, vil koncentrationen af delta-9-THC på et tidspunkt begynde at falde igen. Både omdannelsen af THCA til delta-9-THC og den videre omdannelse af delta-9-THC til andre stoffer bidrager til, at koncentrationen af Total-THC falder over tid.

Halveringstiden siger noget om, hvor hurtigt THCA forsvinder (pga. omdannelse til delta-9-THC), men kan ikke bruges til at sige med sikkerhed, hvornår delta-9-THC er kommet over 0,2%. Koncentrationen af Total-THC må således i 2022 har været den samme eller højere end den nu i 2025 målte koncentration, og det kan konstateres, at der er tale om THC-type cannabis.

Derimod kan det ikke udelukkes, at koncentrationen af delta-9-THC i 2022 kan have været lavere, herunder at den eventuelt kan have været under 0,2%, selvom det også er muligt, at den kan have været den samme eller højere end den nu i 2025 målte koncentration. …” Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold oplyst bl.a., at han ikke modtog brevet fra Kriminalforsorgen med indkaldelse til en samtale om samfundstjeneste, da han ikke har nogen registreret adresse.

Han er fortsat boligløs, men overnatter hos Tiltalte2. Han modtager førtidspension. Han vil været interesseret i at udføre samfundstjeneste.

Landsrettens begrundelse og resultat

Forhold 1 Det lægges efter anmeldelsesrapporten af 25. januar 2022 til grund, at der under ransagningen samme dag blev optalt og registreret 148 planter og cannabisstiklinger i hønsehuset på Tiltalte2s ejendom. Herefter, og af de af byretten i øvrigt anførte grunde tiltrædes landsretten, at tiltale er fundet skyldig i forsøg på fremstilling af ikke under 4.218 gram marihuana.

Det lægges efter erklæring af 23. april 2025 og udtalelse af 13. juni 2025 fra Retsmedicinsk Institut til grund, at det ikke er muligt at udtale sig med sikkerhed om indholdet på gerningstidspunktet af THC i de tørrede planter (koster 200 og 201), der blev fundet på gerningsstedet, herunder om indholdet af THC oversteg 0,2 %, og dermed ikke er omfattet af undtagelsen i § 1, stk. 3, nr. 7, i bekendtgørelse om euforiserende stoffer.

Det lægges efter ransagningsrapporterne og det fremlagte fotomateriale til grund, at produktionen af marihuana fandt sted under professionelle forhold, herunder ved opsætning af kapillærkasser med planter isat spande, der var forsynet med særskilt vandforsyning, samt anvendelse af vækstbelysning, ventilatorer, udsugning, varmepumpe, iltanlæg, varmelegemer, minivandværk og affugtere.

Det lægges videre til grund, at tiltalte ved afhøringen den 25. januar 2022 ikke oplyste, at produktionen af marihuana skete med henblik på produktion af cannabisolie. Henset hertil findes det bevist, at tiltalte havde forsæt til produktion af 5.338,84 gram marihuana med et THC-indhold over 0,2 %, og at forholdet kan tilregnes ham som i hvert fald forsøg.

Af de af byretten anførte grunde tiltræder landsretten, at fremstillingen skete med henblik på videreoverdragelse til et større antal personer eller mod betydeligt vederlag.

Henset til stoffets karakter og den samlede mængde tiltræder landsretten endvidere, at forholdet er fundet omfattet af straffelovens § 191, stk. 2, jf. stk. 1, 1. pkt., jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 2, jf. § 3, stk. 2, jf. stk. 1, jf. bilag 1, liste B, nr. 59, jf. straffelovens § 21, stk. 1.

Forhold 2 Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig efter anklageskriftets forhold 2 i overtrædelse af straffelovens § 276, jf. § 285, stk. 1. Straffen findes passende udmålt til fængsel i 10 måneder.

Henset til tiltaltes forklaring i forbindelse med afhøringen den 25. januar 2022, og hans påstand om frifindelse i byretten og delvis frifindelse i landsretten, findes der ikke grundlag for at nedsætte straffen efter straffelovens § 82, stk. 1, nr. 9. Det tiltrædes, at der efter forholdenes karakter ikke er grundlag for at gøre straffen hverken helt eller delvist betinget.

Landsretten stadfæster derfor dommen i det omfang, den er anket.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte1 stadfæstes. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.06.17Ø
Tillige dømt for tyveri af el til en anslået værdi af ca. 75.000 kr.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/6070cea7-8c2c-4388-b573-5039a6c97ef2