492/2007

Retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, når skadelidte får midlertidig erstatning for tab af erhvervsevne – også selvom der efter endt revalidering ikke er et varigt erhvervsevnetab A var den i juni 2003 udsat for en arbejdsulykke, idet han fra 4 meters højde faldt ned fra en stige i forbindelse med et nedrivningsarbejde. Han pådrog sig omfattende skader og var efter hospitalsindlæggelse gennem et længere genoptræningsforløb. I august 2004 påbegyndte han med bevillig fra kommunen et forrevalideringsforløb med HF-undervisning i flere fag. Ifølge en ressourceprofil vedrørende hans mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet, var det målet, at han fra marts 2005 til marts 2009 skulle gennemføre en uddannelse til urmager. Arbejdsskadestyrelsen traf i november 2005 bl.a. afgørelse om, at A´s erhvervsevnetab midlertidigt blev fastsat til 35 %, idet det samtidig fremgik, at de fremtidige følger først kunne vurderes, når revalidering e.lign. var færdiggjort, og han blev således tilkendt erstatning for tab af erhvervsevne, eftersom hans evne til at tjene penge ved arbejde var nedsat med 15 % eller derover. Erstatningen for erhvervsevnetabet blev fastsat som løbende, månedlige ydelser efter arbejdsskadesikringsloven og ydelserne blev tilkendt med virkning fra den 10. august 2004, hvor A påbegyndte sin forrevalidering. Den 4. juni 2009 afsluttede A uddannelsen til urmager, og Arbejdsskadestyrelsen traf senere på måneden endelig afgørelse i sagen om erhvervsevnetab efter arbejdsskadesikringsloven. Styrelsen vurderede nu, at A´s tab af erhvervsevne endeligt var nedsat med mindre end 15 %, idet det ikke måttes forventes, at hans indtjening som urmager ville være 15 % mindre end den løn, han tjente inden arbejdsskaden. Skoventreprenør Michael Henriksen A/S´ forsikringsselskab erkendte efter Arbejdsskadestyrelsens første afgørelse at være erstatningspligtig i anledning af skaden og betalte de månedlige erstatningsbeløb fra den 10. august 2004 og indtil A´s revalidering var afsluttet. I perioden indtil den 10. august 2004 modtog A erstatning for tabt arbejdsfortjeneste samt for svie og smerte mv. Nærværende sag angik, om han tillige var berettiget til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste i hele perioden indtil til den 4. juni 2009, hvor han kunne begynde at arbejde igen. Højesteret frifandt Skoventreprenør Michael Henriksen og udtalte bl.a., at det ved midlertidige afgø-relser – på samme måde som ved endelige afgørelser efter arbejdsskadesikringsloven – er virkningstidspunktet for tilkendelsen af erhvervsevnetabserstatning, der må lægges til grund som det tidspunkt, hvor retten til erstatning for tabt arbejdsfortjeneste ophører, medmindre der er grundlag for at tilsidesætte virkningstidspunktet. På denne baggrund måtte skæringstidspunktet mellem A´s erstatning for tabt arbejdsfortjeneste og hans erstatning for mistet erhvervsevne fastsættes til den 10. august 2004, såle-des at erstatningen for mistet erhvervsevne fra denne dato trådte i stedet for erstatningen for tabt arbejdsfortjeneste. Det forhold, at Arbejdsskadestyrelsen efterfølgende ved den endelige afgørelse fandt, at erhvervsevnen var nedsat med mindre end 15 %, og at der herefter ikke længere bestod et krav på erstatning for tab af erhvervsevne, kunne ikke føre til et andet resultat. (Dissens). Højesteret stadfæstede dermed landsrettens dom.