BS-26215/2018-HJR

Godtgørelseskrav i anledning af påståede overgreb i Irak var forældet, og Forsvarsministeriet havde ikke pligt til at foretage yderligere undersøgelser Sagen angik, om A havde krav på godtgørelse i anledning af påståede overgreb under de danske styrkers tilbageholdelse af ham i Irak fra den 9. marts 2004 kl. 23.09 til den 10. marts 2004 kl. 12.35, og om Forsvarsministeriet havde pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påståede overgreb. Højesteret var enig med landsretten i, at der var indtrådt forældelse af A’s godtgørelseskrav den 10. marts 2009 og dermed inden sagens anlæg den 4. maj 2016. Højesteret udtalte med henvisning til Højesterets dom af 14. april 2021 (UfR 2021.3257), at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis ikke giver grundlag for at antage, at det i sig selv er i strid med artikel 3, 6 eller 13 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention at anvende nationale regler om forældelse i forhold til godtgørelseskrav, der bliver rejst i anledning af påståede overgreb om tortur eller anden behandling omfattet af konventionens artikel 3. I stedet må der ved en stillingtagen til foreneligheden med konventionen foretages en konkret vurdering af, om det vil være proportionalt at anse kravet for forældet efter nationale forældelsesregler. A afgav i 2004 forklaring i Irak som led i en efterforskning iværksat af Forsvarets Auditørkorps. Han beskrev i den forbindelse en række påståede overgreb, som senere blev undersøgt under en straffesag. Straffesagen blev afsluttet ved Østre Landsrets frifindende dom af 6. juli 2006. Højesteret fandt, at der ikke i den foreliggende sag var fremkommet oplysninger, der gav grundlag for en anden vurdering end landsrettens vurdering i straffesagen. Det var herefter ikke godtgjort, at der i forbindelse med tilbageholdelsen af A blev begået handlinger af en sådan karakter eller et sådant omfang, at der var tale om tortur eller anden behandling i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 3. I stævningen af 4. maj 2016 beskrev A en række påståede overgreb, som han ikke tidligere havde beskrevet. Beskrivelserne var på centrale punkter modsagt af den øvrige bevisførelse, og Højesteret fandt, at de fremstod helt utroværdige. På den baggrund tiltrådte Højesteret, at forældelse af godtgørelseskravet ikke var i strid med A’s rettigheder efter Menneskerettighedskonventionen. Højesteret tiltrådte endvidere, at Forsvarsministeriet ikke havde pligt til at gennemføre yderligere undersøgelser af de påstået overgreb. Højesteret nåede herefter til samme resultat som landsretten.