BR — Byretterne
AM2023.08.28B
AM2023.08.28B Retten i Odenses 1. afdelings
DOM
Dato: 28. august 2023 Rettens sagsnr.: 1-754/2023 Politiets sagsnr.: 2300-77281-00214-20 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født juni 1997 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 27. januar 2023, og tillægsanklageskrift nr. 1 er modtaget den 27. april 2023.
Tiltalte er tiltalt for 1. brugstyveri af motorkøretøj efter straffelovens § 293a, ved den 19. juli 2020 ca. kl. 01.30 uberettiget at have brugt personbil, Køretøj1 til kørsel fra Mariesmindevej i Langeskov til Stationsvej i By. 2. overtrædelse af færdselslovens § 117 d, stk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt., ved samme tid og sted som forhold 1 at have ført personbil, Køretøj1 uden at have erhvervet kørekort. 3. overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 9, stk. 1, ved den 19. juli 2020 ca. kl. 01.30 at have ført personbil, Køretøj1 ad Mariesmindevej i Langeskov og påkørt personbil, Køretøj2 bagfra på bagerste kofanger og undladt straks at standse idet han kørte fra stedet i retning mod By. 4. overtrædelse af straffelovens § 293 a, ved d. 6. april 2022 kort før kl. 02.15 sammen med Person1 på tiltaltes bopæl, Adresse i By, at have tilegnet sig Person2’s bilnøgler, og derpå uberettiget gjort brug af dennes personbil, Køretøj3, til kørsel til kørsel til Nyborg – herunder ad Skolevej; 5. overtrædelse af færdselslovens § 117 d stk. 2, jf. § 56 stk. 1, 1. pkt., ved at have foretaget den i forhold 4 beskrevne kørsel uden at have erhvervet kørekort; 6. overtrædelse af færdselslovens § 117 d stk. 2, jf. § 56 stk. 1, 1. pkt, ved d. 27. februar 2023 kl. ca. 17.25 at have ført den i forhold 4 nævnte personbil ad Ørbækvej i Ferritslev, uden at have erhvervet kørekort.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængsels- og bødestraf. Tiltalte har nægtet sig skyldig.
Sagens oplysninger
[FORKLARINGER UDELADT] Tiltalte er tidligere straffet ved Retten i Svendborgs dom af 31. januar 2014 med 14 dages betinget fængsel for tyveri og brugstyveri. Prøvetid 1 år under tilsyn af de sociale myndigheder, og ved Retten i Svendborgs dom af 7. august 2019 med 7 dages betinget fængsel for overtrædelse af knivloven. Prøvetid 1 år.
Kriminalforsorgen har i personundersøgelse af 15. juni 2023 anbefalet, at der indhentes mentalundersøgelse forud for endelig dom, og har såfremt tilsynsforanstaltning kommer på tale anmodet om at få sagen forelagt på ny, så Kriminalforsorgen kan udtale sig om et eventuelt tilsynsbehov. Anklager og tiltalte har ikke ønsket Mentalundersøgelse iværksat.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han i dag er førtidspensionist. I 2020 var han på kontanthjælp. Det kan godt passe, at hans indtægt i 2020 var 197.166 kr. Han blev bevilget pension efter juli 2020. Han havde ikke kørekort i 2020.
Rettens begrundelse
og afgørelse Ad forhold 1 - 3: Efter tiltaltes forklaring, der på væsentlige punkter støttes af vidnet Vidne1’s forklaring, lægger retten til grund, at der opstod tumult mellem tiltalte og Person3, at der efterfølgende kom flere biler med flere personer til stede, og at tiltalte i den forbindelse fik tæsk af den større gruppe personer, der var ankommet til stedet.
Det lægges videre til grund, at tiltalte efterfølgende blødte fra ansigtet, at han hoppede ind af sideruden i Vidne1’s bil og bad han køre, samt at tiltalte var bange og frygtede for sit liv.
Det lægges endelig til grund, at Vidne1 ikke ville køre tiltalte væk fra stedet, da han ikke ville involveres i noget, at tiltalte derefter skubbede Vidne1 ud af bilen og kørte fra stedet, og at han ved kørslen væk fra stedet blev forfulgt af Person3 og yderligere 2 biler. Det lægges på baggrund af forklaringerne til grund, at tiltalte satte sig i besiddelse af bilen uden Vidne1’s tilladelse.
Efter tiltaltes forklaring, der i det væsentlige støttes af vidnet Vidne2’s forklaring og tildels tillige støttes af vidnet Vidne1’s forklaring lægger retten videre til grund, at en større gruppe personer, og blandt disse Person3 efterfølgende samme nat dukkede op på tiltaltes bopæl, for at få fat i ham, og at de efterfølgende i en periode på ca. 1 måned gentagne gange opsøgte tiltaltes forældres bopæl om natten, og at de i den forbindelse kastede kanonslag mod ejendommen.
Under disse omstændigheder finder retten, at det forhold at tiltalte tilegnede sig bilen, at han ramte Person3’s bil i forsøget på at komme væk og at han foretog kørslen uden kørekort, er af forholdsvis underordnet betydning, ligesom retten finder, at kørslen væk fra stedet i bilen i situationen reelt var den eneste flugtmulighed.
Retten finder således, at der er tale om en situation, der kan henføres under straffelovens § 14. Som følge heraf frifindes tiltalte. Ad forhold 4: Mod tiltaltes benægtelse og forklaring, er det ikke ved bevisførelsen iøvrigt bevist, at tiltalte er skyldig, hvorfor tiltalte frifindes.
Ad forhold 5 og 6: Efter tiltaltes erkendelse og forklaring, der støttes af oplysningerne i sagen i øvrigt, er det bevist, at tiltalte er skyldig. Straffen fastsættes til en bøde på 14.000 kr., jf. færdselslovens § 117d, sk. 2, jf. § 56, stk. 1, 1. pkt. Forvandlingsstraffen fastsættes som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte straffes med en bøde på 14.000 kr. Forvandlingsstraffen for bøden er fængsel i 10 dage. Statskassen skal betale sagens omkostninger.
