253/2010

Integrationsministeriets afslag på ægtefællesammenføring ikke ugyldigt Den afghanske statsborger A, som var bosat i Pakistan, giftede sig i december 2005 med den herboende afghanske statsborger, B, som var indrejst i Danmark i november 1999 og havde status som konventionsflygtning. A fik den 7. september 2006 endeligt afslag på at blive ægtefællesammenført med B i Danmark under henvisning til, at deres samlede tilknytning til Danmark ikke var større end deres samlede tilknytning til Afghanistan. Der fandtes endvidere ikke at foreligge sådanne særlige personlige grunde, der talte for, at A alligevel skulle gives opholdstilladelse, jf. udlændingelovens § 9. Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration (I) lagde herved vægt på, at der ikke i sagen forelå oplysninger om personlige forhold, som bevirkede, at det måtte lægges til grund, at B og parrets fællesbarn ikke ville kunne indrejse og tage ophold i Afghanistan for der at udøve familielivet med A. Som grundlag for denne vurdering henviste I til en udtalelse fra Udlændingestyrelsen, Asyl- og Visumafdelingen, om de aktuelle forhold i Afghanistan. Efter afslaget anlagde A retssag med påstand om, at I skulle anerkende, at afgørelsen af 7. september 2006 var ulovlig og ugyldig, således at sagen skulle hjemvises til fornyet behandling hos I. I påstod frifindelse. Højesteret tog I’s frifindelsespåstand til følge. Højesteret udtalte, at den foreliggende sag blev behandlet efter reglerne i en meddelelse fra Udlændingestyrelsen, hvorefter der i tilfælde, hvor ægtefæl¬lerne var blevet gift efter den herboende ægtefælles indrejse i Danmark, skulle foretages en vur¬dering af, hvorvidt den herboende efter de aktuelle forhold (fortsat) risikerede asylrelevant for¬følgelse i sit hjemland, og det var forudsat, at dette spørgsmål efter omstændighederne kunne blive besvaret benægtende, selv om betingelserne for at ophæve den herboendes flygtninge¬status ikke kunne anses for opfyldt. Reglerne i meddelelsen om sagsbehandlingen og bedøm¬melses¬kriterierne måtte anses for godkendt af Folketinget i forbindelse med 2005-ændringen af udlæn¬dingeloven, og Højesteret fandt ikke grundlag for at fastslå, at reglerne var i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention eller med andre bestemmelser i internatio¬nale konventioner. Højesteret fandt heller ikke grundlag for at tilsidesætte det af I udøvede skøn i forbindelse med vurderingen af, om den herboende ægtefælle ville risikere asylrelevant forfølgelse eller overgreb ved en tilbagevenden til hjemlandet. Landsretten var kommet til det samme resultat.