Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2025.02.28Ø

OL-2025-Ø-00014

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
28-02-2025
Sagsemne
forsøg / §§ 21-24, forsæt, manddrab, strafskærpelse -nedsættelse og -bortfald
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2025.02.28Ø Retten i Helsingørs

DOM

Dato: 21. november 2024 Rettens sagsnr.: 10-1858/2024 Politiets sagsnr.: 0900-73112-00005-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1976 Sagen er anlagt som en nævningesag, men nævningesagsbehandling er fravalgt, jf. retsplejelovens§ 687, stk. 1. Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 22. juli 2024.

Tiltalte er tiltalt for forsøg på manddrab efter straffelovens§ 237, jf. § 21, ved den 23. april 2024 ca. kl. 14.30 på Adresse i By, at have forsøgt at dræbe Forurettede, idet tiltalte tildelte Forurettede mindst fire slag i hovedet med en hammer, hvorved Forurettede blandt andet pådrog sig blødninger i hjernen, kraniebrud og lammelser og blev bragt i livsfare.

Påstande

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om frihedsstraf. Anklagemyndigheden har som sin endelige påstand påstået konfiskation af en hammer hos tiItalte Tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 2. Tiltalte har nægtet sig skyldig forsøg på manddrab men har erkendt grov vold. Tiltalte har ikke protesteret mod konfiskationspåstanden, idet han har anført, at de to hammere i sagen ikke tilhører ham.

Forurettede har påstået, at tiltalte skal betale 62.770 kr. i erstatning for dels svie og smerte med 22.770 kr. dels tortgodtgørelse med 40.000 kr. Forurettede har taget forbehold for yderligere krav, herunder for varigt men og erstatning for skader på ting.

Tiltalte har bestridt erstatningspligten og har vedrørende erstatningskravets størrelse anført, at det ikke er godtgjort, at der var forudbestående forhold, der kan have betydning for kausalitet og adækvans. Kravet bør derfor efter forsvarerens opfattelse henvises til Erstatningsnævnet, og tortgodtgørelsen bør subsidiært fastsættes til et mindre beløb end krævet.

Sagens oplysninger

Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1 og Vidne2. [FORKLARINGER UDELADT] Følgende fremgår af personundersøgelse af Forurettede den 23. april 2024 fra Retsmedicinsk Institut: "… Undersøgelsen viste: En efter det oplyste 60-årig mand med alderssvarende udseende. Legemsbygningen var normal, og ernæringstilstanden var kraftigt over middel.

Højden blev vurderet til ca. 180 cm og vægten til ca. 120 kg. Ved undersøgelsen var den undersøgte afklædt og lå på ryggen på et leje. Undersøgte var bedøvet og var tilkoblet respiratorbehandling via en tube til luftvejene anlagt via mundhulen. Det var ikke muligt at undersøge for punktformede blodudtrædninger i øjnenes bindehinder eller bag ørerne på grund af den akutte foretagne behandling.

Der sås blodtilsmudsning i ansigtshuden. Der sås ingen punktformede blodudtrædninger i den del af ansigtshuden og den del af mundslimhinden, som kunne besigtiges. Af tegn på vold påvistes: På venstre øvre øjenlåg, en vandretforløbende blårødlig underhudsblødning, der målte ca. 2 x 0,5 cm. Fortil i højre side af issen, et forfra-bagud forløbende, bueformet kvæstningssår målende 2,5 x 0,5 cm.

Fortil i højre tinding, et forfra-bagud forløbende, bueformet kvæstningssår målende 1,5 x 0,5 cm. I højre side af issen, to tætbeliggende bueformede kvæstningssår med indbyrdes afstand på 0,5 cm. Kvæstningssåret beliggende nærmest hovedets midte var vandretforløbende og målende 2 x 0,3 cm mens kvæstningssåret beliggende til højre var forfra-bagud forløbende og målende 2,5 x 0,5 cm.

Begge hænder sås med svær blodtilsmudsning.

Der sås ingen læsioner af hænderne eller underarmene. … KONKLUSION: … Af hospitalsjournal og/eller ved undersøgelsen påvistes aftegn på vold fire kvæstningssår i højre side af hårbunden (2-4), med underliggende indpresningsbrud/knusningsbrud af højre isse/pandeben og højre tindingeben, blødninger mellem de bløde hjernehinder, mulig blødning over/under den hårde hjernehinde, læsion af en pulsåre i højre side af hjernen og to blodansamlinger i højre hjernehalvdel.

Disse læsioner var friske, meget vel opstået ved hændelsen som følge af svær stump vold, meget vel som følge af fire slag med en stump genstand, muligt en hammer som oplyst. Derudover påvistes en underhudsblødning på venstre øvre øjenlåg (I) uden underliggende brud af ansigtsskelettet.

Denne læsion var ligeledes frisk, meget vel opstået ved hændelsen ved let stump vold, meget vel som følge af direkte slag eller anslag ved fald.

Af det efterfølgende indhentede journalmateriale fra Rigshospitalet fremgik, at undersøgte ved ankomsten af akutlæge blev tiltagende forvirret og havde svært ved at medvirke til behandlingen, hvorfor han blev bedøvet og fik anlagt en tube til luftvejene, forud for transporten til TraumeCenter, Rigshospitalet. Der blev desuden opstartet behandling på mistanke om akut blødning i hjernen.

Som følge af de påviste læsioner, herunder blødninger mellem de bløde hjernehinder, mulig bløsning over-lunder den hårde hjernehinde, læsion af en pulsåre i højre side af hjernen og to blodansamlinger i højre hjernehalvdel, kraniebruddene og tegn på øget tryk i hjernen (forskydning af hjernen 2-3 mm ad venstre) blev undersøgte opereret med standsning af blødningen fra pulsåren, fjernelse af knoglefragmenter, udtømning af de to blodansamlinger og indsættelse af et titaniumnet med skruer i kraniet.

På det foreliggende må det antages, at undersøgte har været i livsfare, idet undersøgte uden den akutte, kompetente, lægelige behandling næppe havde overlevet. …" Vedrørende tiltalte fremgår det af personundersøgelse af 23. april 2024 fra Retsmedicinsk Institut, at: "… KONKLUSION: Ved undersøgelsen den 23-04-2024, kl. 18:00 af Tiltalte, cpr.-nr. … fandtes en efter det oplyste 48-årig mand med udseende ældre end alderen.

Legemsbygningen var normal og ernæringstilstanden over middel. Undersøgte var meget talende, fremstod urolig, men medvirkede villigt ved undersøgelsen. Han havde dog havde svært ved at efterkomme anmodninger. Han forekom påvirket af alkohol med snøvlende tale og mulig påvirket balanceevne. Der fandtes ingen punktformede blodudtrædninger i øjnenes bindehinder eller andetsteds.

Af tegn på vold påvistes et kvæstningssår med bløddelshævelse i højre side af panden (1), underhudsblødninger og hudafskrabninger på næseryg (2), højre arm (3-7), bugen (10) og balderne (11) samt rødme på venstre overarm (9). Læsionerne var friske, meget vel opstået på det i sagen oplyste hændelsestidspunkt.

Læsionerne var opstået ved let til moderat stump vold og kan være opstået ved såvel indirekte stump vold, som ved fald med anslag, som ved direkte stump vold, som ved slag. Yderligere påvistes en hudafskrabning på højre 4. finger (8). Denne læsion var ældre dato, opstået forud for hændelsen, ved let stump vold. …" Der er under sagen afspillet video fra første politipatruljes ankomst til stedet samt forevist fotos.

Personlige forhold Der er om tiltalte fremlagt retspsykiatrisk erklæring af 9. juli 2024, hvoraf fremgår: "… Konklusion Observanden er herefter ikke sindssyg og kan ikke antages at have været det på tidspunktet for det påsigtede, som han benægter. Der er ikke oplysninger om svær påvirkethed af alkohol eller euforiserende stoffer, og der er derfor ikke mistanke om, at han har befundet sig i en abnorm rustilstand.

Observanden er normalt begavet og lider ikke af epilepsi. Observanden er opvokset i hus i Nordsjælland som den ældste af to brødre hos samlevende forældre under umiddelbart stabile forhold. Observandens skolegang var præget af koncentrationsvanskeligheder, men blev dog afsluttet med 10. klasse afgangseksamen.

Siden færdiggjorde han mesterlære som købmand og herefter fiskeruddannelse i Vestjylland og arbejdede som sådan i en årrække. Efter talrige korterevarende ansættelser inden for skiftende erhverv blev han i 40-årsalderen tilkendt førtidspension i relation til psykiske udfordringer samt misbrug. Observanden er ugift, enlig og har ingen børn. De seneste 11 år har han været bosiddende i egen lejebolig i By.

Han har ingen kontakt til familierelationer, og netværket begrænser sig til personer, der som observanden har misbrug som omdrejningspunkt. Observanden var i perioden oktober 2027 til april 2022 tilknyttet et ambulant forløb ved Psykiatrisk Center Hillerød med henblik på at afhjælpe et omfattende misbrug af alkohol og hash. Han havde afsluttet et behandlingsforløb i december 2016 efter eget ønske.

Han var tidligere tilbudt behandling med antipsykotisk virkende medicin, men det var usikkert, om han havde samarbejdet om den medicinske behandling. Han havde da haft diagnoserne skizofreni, alkoholafhængighed og afhængighed af cannabis. Der er ikke beskrevet manifeste psykotiske træk, som underbygger skizofrenidiagnosen.

Forløbet var præget af særdeles mangefuld stabilitet, og man afsluttede observanden til alment praktiserende læge med anbefaling om henvisning til misbrugsbehandling. Ved aktuelle undersøgelse har observanden nægtet at medvirke til den psykotiske test, som, han angiver, "pisser ham af', og han ændrede fremtræden fra venligt indstillet til anspændt og irritabel.

Han har heller ikke ved senere samtale kunne overtales til medvirken. Observanden har ikke ved de lægelige samtaler givet mistanke om at huse psykotiske eller psykosenære symptomer, og selv om han har haft et omfattende misbrug gennem mange år, er han ej heller fundet med mere udtalt svækkelse af de kognitive funktioner.

Han fremtræder overvejende præget af træk forenelige med en personlighedsforstyrrelse med bl.a. dyssociale træk. Observanden er herefter omfattet af straffelovens § 69, men man kan ikke, såfremt han findes skyldig, pege på nogen foranstaltning, jf. § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en vis risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet som mere formålstjenligend straf.

Ved betinget dom, kombinationsdom eller prøveløsladelse anbefales tilsyn af kriminalforsorgen med vilkår om lægeligt ledet behandling mod misbrug efter tilsynsmyndighedens nærmere bestemmelse. …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han stadig har samme bolig. Hans lejekontrakt er ophævet og udsættelse afventer resultatet af denne sag.

Han har ikke drukket og røget i de 7 måneder, hvor han har været fængslet. Han ønsker nu at få misbrugsbehandling. Tiltalte har under denne sag været frihedsberøvet fra den 23. april 2024.

Rettens begrundelse

og afgørelse Tiltalte og Forurettede er naboer, og retten lægger til grund, at de forud for episoden i denne sag jævnligt har set og besøgt hinanden, ligesom de har drukket sammen. Efter forklaringen fra vidnet Vidne2 lægger retten videre til grund, at de ofte råbte ad hinanden, og at det også var tilfældet den 23. april 2024.

Retten lægger desuden til grund, at både tiltalte og Forurettede havde drukket en del inden episoden om eftermiddagen den 23. april 2024, og at tiltalte også havde indtaget euforiserende stoffer. Tiltalte har forklaret, at Forurettede kom op til og ind i hans lejlighed med en lægtehammer i den ene hånd og en mukkert i den anden.

Forklaringen støttes af fundet af Forurettedes DNA på såvel mukkert som skæftet af lægtehammeren, samt på den omstændighed, at mukkerten blev fundet på nederste trapperepos hos tiltalte, og at lægtehammeren blev fundet på jorden lige neden for den øverste trapperepos. Endelig støttes forklaringen af forklaringen fra vidnet Vidne1, der så en mand gå op ad trappen til tiltaltes lejlighed med en hammer i hver hånd.

Hvad angår den øvrige del af Vidne1s forklaring finder retten, at særligt tidsforløbet for, hvornår han så personer i tiltaltes lejlighed i forhold til, hvornår han hørte, at nogen var blevet slået i hovedet, afviger væsentligt fra de øvrige forklaringer i sagen, og derfor ikke kan tillægges væsentlig betydning.

Efter tiltaltes forklaring lægger retten til grund, at Forurettede gik ind i tiltaltes lejlighed uden at banke på, og at han stod i døren mellem gangen og stuen, da tiltalte rejste sig op fra sengen og skubbede Forurettede igennem gangen og ud på den øverste repos. Forklaringen herom støttes af forklaringerne fra Forurettede og Vidne2, der så Forurettede blive skubbet baglæns fra lejligheden ud på reposen.

Ifølge tiltalte sagde Forurettede ikke noget, og han gjorde heller ikke noget mod tiltalte. Tiltalte har således trods mange spørgsmål ikke forklaret, at han blev ramt af Forurettede. Han har alene forklaret, at han "har fået en på goddag'en", og at han "må være blevet ramt", idet det kunne ses på de fotos, der foreligger i sagen.

Han har endvidere kun kunnet huske, at han spurgte Forurettede "skal du slå mig i hovedet med en hammer?" men han har ikke kunnet huske at være blevet slået eller ramt. Han har hver gang henvist til fotos. Retten har på det grundlag afvist tiltaltes synspunkt om, at han derefter handlede i selvforsvar.

Efter tiltaltes forklaring lægger retten til grund, at Forurettede efter at være blevet skubbet ud af lejligheden faldt ned på reposen og lå på ryggen, samt at tiltalte stod overskrævs over ham, da tiltalte vristede lægtehammeren ud af Forurettedes hånd og slog Forurettede i hovedet.

Forklaringen om, at Forurettede lå ned på ryggen støttes dels af Forurettedes egen forklaring dels af forklaringen fra Vidne2, der så tiltalte slå noget nedad på et tidspunkt, hvor hun ikke kunne se Forurettede, men at hun lidt efter så ham ligge ned på det sted. Både Forurettede og Vidne2 har forklaret om flere slag, der faldt, mens Forurettede lå ned på reposen.

På dette grundlag og på baggrund af de lægelige oplysninger lægger retten til grund, at tiltalte slog Forurettede i hovedet mindst 4 gange. På grundlag af den lægelige personundersøgelse finder retten det bevist, at Forurettede derved pådrog sig blødninger i hjernen, kraniebrud og lammelser og blev bragt i livsfare som angivet i anklageskriftet.

Retten finder henset til det anførte, at tiltalte heller ikke herved har handlet i nødværge efter hverken straffelovens § 13, stk. I, eller stk. 2.

To voterende finder på baggrund af slagenes omfang, antal og placering, samt henset til, at Forurettede lå ned på ryggen med tiltalte over sig, da han blev ramt, at tiltalte har indset som i alt fald overvejende sandsynligt, at Forurettede ville dø som følge af slagene med hammeren, og at tiltalte derved har haft forsæt til drab.

En voterende finder under henvisning til det af flertallet anførte forløb, at tiltalte har indset muligheden for, at Forurettede ville dø ved slagene, og har accepteret muligheden for, at følgen ville indtræde, og at tiltalte derfor har haft forsæt til manddrab i form af eventualitetsforsæt.

Alle tre voterende anser således tiltalte for at have handlet med forsæt og derfor at være skyldig i overensstemmelse med anklageskriftet. Straffen fastsættes til fængsel i 6 år, jf. straffelovens § 237, jf. § 21. Retten har lagt vægt på, at drabsforsøg efter fast højesteretspraksis straffes med 6 års fængsel, hvis der hverken foreligger formildende eller skærpende omstændigheder.

Det forhold, at Forurettede medbragte to hammere til tiltaltes lejlighed, er ikke en sådan formildende omstændighed, at straffen kan fastsættes under det anførte udgangspunkt. Retten tager påstanden om konfiskation af I hammer til følge, jf. straffelovens § 75, stk. 2.

Retsformanden tager erstatningspåstanden til følge som nedenfor bestemt, idet bemærkes, at kravet på svie og smerte anses for dokumenteret, og at tortgodtgørelsen fastsættes til 30.000 kr.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 6 år. Hos tiltalte konfiskeres I hammer. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede, Adresse, By, betale 52.770 kr. med tillæg af procesrente fra den 20. december 2024. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 11. afdelings

DOM

(landsdommerne Ole Dybdahl, Jacob Waage og Andreas Emdal (kst.) med domsmænd). Dato: 28. februar 2025 Rettens sagsnr.: S-3437-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født marts 1976, (advokat Jan Aarup, besk.) Dom afsagt af Retten i Helsingør den 21. november 2024 (10-1858/2024) er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Anklagemyndigheden har påstået domfældelse i overensstemmelse med byrettens bevisresultat samt skærpelse. Forurettede Forurettede har ved sin bistandsadvokat, Eske Hald, nedlagt påstand om stadfæstelse af byrettens afgørelse om erstatning og tort. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke erstatningens størrelse. Han har nedlagt påstand om frifindelse for betaling af tortgodtgørelse.

Supplerende oplysninger Der er for landsretten supplerende dokumenteret konklusionen i personundersøgelsen vedrørende forurettede af 23. april 2024 udarbejdet af Retspatologisk afdeling, hvoraf følgende – ud over det af byretten citerede – fremgår: ”… Ved undersøgelsen den 23-04-2024 kl. 15:45 af Forurettede, cpr-nr. … fandtes en efter det oplyste 60-årig, overvægtig mand med alderssvarende udseende.

Ved undersøgelsen var undersøgte afklædt og lå på ryggen på et leje. Undersøgte var bedøvet og var tilkoblet respiratorbehandling via en tube til luftvejene anlagt via mundhulen. Det var ikke muligt at undersøge for punktformede blodudtrædninger i øjnenes bindehinder eller bag ørerne på grund af den akutte foretagne behandling. Der sås blodtilsmudsning i ansigtshuden.

Der sås ingen punktformede blodudtrædninger i den del af ansigtshuden og den del af mundslimhinden, som kunne besigtiges. Der sås ingen læsioner i mundslimhinden. Der sås en isat tube og egne tænder. […] Der sås ingen læsioner karakteristiske for afværge.

Af tegn på sygdom fandtes kroniske hudforandringer på begge underben og fødder. …” Til illustration af de pådragne læsioner i kraniet fremgår endvidere af den retspatologiske erklæring følgende stregtegning: Der er enighed om, at tiltalte benyttede en lægtehammer til at tildele forurettede slag i hovedet. Det er endvidere ubestridt, at forurettedes dna er fundet på skæfterne på både lægtehammeren og mukkerten.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Forurettede, Vidne2 og Vidne1. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret supplerende, at han stadig har sin lejlighed, men boligselskabet har anmodet om aktindsigt i straffesagen. Han ønsker at fortsætte misbrugsbehandlingen, når han kommer ud af fængslet.

Tiltalte har været frihedsberøvet under anken.

Landsrettens begrundelse og resultat

Også efter bevisførelsen for landsretten findes tiltalte af de grunde, der er anført i dommen, skyldig i forsøg på manddrab. Landsretten finder endvidere, at tiltalte havde fortsæt til at begå handlingen og måtte anse det for overvejende sandsynligt, at forurettede dermed ville afgå ved døden. Tiltalte havde således det fornødne fortsæt til domfældelse, jf. straffelovens § 237, jf. § 21.

Landsretten lægger på baggrund af sagens oplysninger til grund, at tiltalte og forurettede dagen for gerningen havde haft et voldsomt og langvarigt skænderi, hvor de havde råbt ad hinanden. Landsretten lægger endvidere til grund, at forurettede umiddelbart før gerningstidspunktet gik op til tiltaltes lejlighed medbringende en lægtehammer og en mukkert med henblik på at få tiltalte til at lade være med at råbe.

Hertil kommer, at der er fundet skader efter stump vold på tiltalte, herunder på hans hoved. Uanset at det ikke kan afvises, at forurettede har gjort udfald mod tiltalte, finder landsretten imidlertid, at tiltaltes reaktion klart overskred grænserne for, hvad der var nødvendigt for at afværge et angreb fra forurettede.

Landsretten har herved navnlig lagt vægt på, at tiltalte slog forurettede fire gange med en hammer, mens forurettede lå ned, og på et tidspunkt, hvor forurettedes eventuelle angreb i hvert fald var afsluttet.

Landsretten finder under hensyn til karakteren af den vold, som tiltalte har udsat forurettede for, heller ikke, at handlingen var rimeligt begrundet i den skræk eller ophidselse, som forurettede kan have udsat tiltalte for.

På denne baggrund tiltræder landsretten, at tiltalte ikke har handlet i nødværge efter hverken § 13, stk. 1, eller stk. 2, i straffeloven. 4 voterende udtaler Vi finder, at straffen skal fastsættes til fængsel i 5 år.

Vi har herved lagt vægt på det samme som byretten, men har fundet, at det – uanset at landsretten altså har fundet, at der ikke foreligger en straffrihedsgrund i medfør af straffelovens § 13, stk. 1 eller 2 – må anses for en formildende omstændighed, at gerningen er sket efter, at forurettede, der lige som tiltalte var påvirket af alkohol og euforiserende stoffer, uindbudt opsøgte tiltalte i dennes hjem medbringende to store hamre, en lægtehammer og en mukkert, hvilket må have virket aggressivt og truende over for tiltalte, og at forurettede dermed eskalerede skærmydslerne og muligvis startede slagsmålet med tiltalte, der endte ud i drabsforsøget.

Der henvises til straffelovens § 82, nr. 5. 2 voterende udtaler: Vi finder, at straffen på 6 år er passende fastsat. Vi finder således, at tiltaltes handling er så uproportional i forhold til den rolle, som forurettede har haft i episoden, at forurettedes handling ikke kan anses for en formildende omstændighed. Efter stemmefordelingen fastsættes straffen herefter til fængsel i 5 år.

Efter de juridiske dommeres bestemmelse stadfæster landsretten byrettens afgørelse om, at tiltalte skal betale godtgørelse til forurettede med i alt 22.770 kr. for svie og smerte. Landsretten fastsætter henset til forurettedes andel i, at konflikten med tiltalte førte til voldsudøvelsen, at tortgodtgørelsen passende kan fastsættes til 25.000 kr. I øvrigt stadfæstes dommen.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte ændres således, at straffen fastsættes til fængsel i 5 år, og at tiltalte i tortgodtgørelse til forurettede inden 14 dage skal betale 25.000 kr. med procesrente fra den 20. december 2024. Statskassen skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2025.02.28Ø
Landsretten anså det for en formildende omstændighed, at F uindbudt opsøgte T i hans lejlighed medbringende to hamre, hvilket må have virket aggressivt og truende over for T og at F dermed havde eskaleret konflikten og muligvis startet slagsmålet med T, der endte ud i drabsforsøget.
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/b8fea488-448f-48c9-ae30-25d2d91ac5db