34/2023

AM2023.10.30H Københavns Byrets

DOM

Dato: 10. marts 2022 Rettens sagsnr.: 4-108/2022 Politiets sagsnr.: 0100-72305-00065-21 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født december 2000 og Tiltalte2, født september 1999 Sagens baggrund og parternes påstand Domsmænd har medvirket ved behandlingen af denne sag. Anklageskriftet er modtaget den 3. januar 2022. Anklageskriftet er erstatte af nyt anklageskrift, der er modtaget den 2. marts 2022.

Tiltalte1 og Tiltalte2 er tiltalt for voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1 (dagældende § 216, stk. 1, nr. 2) og for så vidt angår Tiltalte1 medvirken hertil, jf. straffelovens § 23, ved den 21. oktober 2020 om natten på et hotelværelse på Hotel, i forening at have skaffet sig samleje med Forurettede, der var i en tilstand, hvor hun var ud af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov, idet tiltalte Tiltalte1 opfordrede og tilskyndede tiltalte Tiltalte2 til at skaffe sig samleje med hende, imens hun sov, idet Tiltalte1 via messenger skrev til Tiltalte2, at de skulle skifte plads i sengen, når Forurettede sov, hun vil gerne kneppes, og lignende, hvorefter Tiltalte2 penetrerede Forurettede vaginalt, imens hun sov, hvorved hun vågnede.

Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte Tiltalte2 i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 6, jf. § 49, stk. 1 og § 32, stk. 4, nr. 7, udvises med indrejseforbud for bestandigt, subsidiært i 12 år i medfør af udlændlingelovens § 22, nr. 6, jf. § 49, stk. 1, og § 32, stk. 4, nr. 6. De tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse.

Tiltalte Tiltalte2 har påstået frifindelse for udvisningspåstanden. Forurettede ved advokat Lise Holten har påstået, at hver af de tiltalte skal betale 35.000 kr. i tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26. De tiltalte har bestridt erstatningspligten.

De tiltalte har bestridt kravets størrelse og har navnlig anført, at Forurettede alene kan have krav på et godtgørelsesbeløb på 35.000 kr., da sagen alene angår et overgreb.

Forklaringer Der er afgivet forklaring af de tiltalte og vidnerne Forurettede og Vidne. [FORKLARINGER UDELADT] Oplysningerne i sagen Af retsmedicinsk udtalelse af 10. januar 2021 fremgår, at Forurettede blev undersøgt på Rigshospitalets Center for Seksuelle Overgreb den 23. oktober 2020, hvortil hun ankom kl. 15.30. Hun blev undersøgt kl. 17.00.

Hun oplyste, at hun den 21. oktober 2020 havde været udsat for et seksuelt overgreb. Hun oplyste, at hun var kendt med angst, depression, OCD, ADHD og personlighedsforstyrrelse af typen bordeline. Hun oplyste, at hun var i medicinsk behandling for disse lidelser. Da sagen ikke var politianmeldt på undersøgelsesdagen, var ingen retsmediciner til stede ved undersøgelsen. Der påvistes ingen tegn på vold.

Den gynækologiske undersøgelse viste ingen læsioner svarende til ydre kønsdele, vaginalindgangen, vagina eller endetarmsåbningen. Fraværet af fund ved den gynækologiske undersøgelse udelukkede ikke, at vaginal indtrængen eller forsøg herpå kunne havde fundet sted. I forbindelse med undersøgelsen blev der taget prøver fra blandt andet vaginalindgangen, vagina og endetarmsåbningen.

Af anmeldelsesrapporten fremgår, at Forurettede den 14. april 2021 anmeldte til politiet, at en person kaldet ”Tiltalte2” på et hotelværelse på Hotel den 21. oktober 2020 i tiden fra kl. 00.00 07.00 havde haft sin penis oppe i hende, mens hun sov. Den 14. april 2021 afleverede Forurettede profilbilleder fra mistænktes profiler på de sociale medier til politiet, hvoraf fremgår, at mistænkte var tiltalte Tiltalte2.

Den 11. juni 2021 sigtede politiet tiltalte Tiltalte2 for overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, ved at have haft samleje med Forurettede, mens hun sov.

Fra tiltalte Tiltalte2s telefon udlæste politiet følgende korrespondance på Messenger fra den 21. oktober 2020 kl. 05.03 mellem de tiltalte: [KORRESPONDANCE UDELADT] Den 9. august 2021 sigtede politiet tiltalte Tiltalte1 for medvirken til overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, jf. § 23, ved at have tilskyndet til voldtægt og at have opfordret til at gøre det, mens Forurettede lå og sov.

Af erklæringer om retsgenetiske undersøgelser af materiale fra Forurettedes vaginalindgang, vagina og trusser fremgår, at der i vaginalindgangen og i vagina i materialets sædcellefraktion blev fundet dna fra en person af hankøn. I vagina blev tillige i sædcellefraktionen fundet en mængde dna fra en person af ukendt køn.

I materialet fra trusserne blev fundet dna fra mere end en person, hvoraf mindst en person var af hankøn. I et andet område af trusserne blev fundet dna fra mere end to personer, hvoraf mindst en person var af hankøn. Dna-profilen for materialet i vaginalindgangen, i vagina og på trusserne talte imod, at en del af det undersøgte dna stammede fra tiltalte Tiltalte2.

Dna-profilen for materialet i vaginalindgangen og i vagina talte for, at det undersøgte dna fra sædcellefraktionen stammede fra tiltalte Tiltalte1. Dna-profilen for materialet fra trusserne talte for, at en del af det undersøgte materiale stammede fra tiltalte Tiltalte1.

Personlige oplysninger Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte Tiltalte1, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Tiltalte Tiltalte1 har om sine personlige forhold forklaret, at han har fast arbejde som rørlægger. Hans musikinteresse indebærer, at han er artist og producer.

Han kan ikke leve af denne interesse, men håber at kunne gøre det i fremtiden. Han har ikke taget kokain i lang tid. Af udtalelse af 27. januar 2022 fra Udlændingestyrelsen fremgår, at tiltalte Tiltalte2 er statsborger i Cambodia. Han har haft lovligt ophold i Danmark i ca. 14 år. Han har haft sin skolegang i Danmark. Han er ugift og uden børn. Hans forældre og bror bor i Danmark. Hans mormor bor i Cambodia.

Han taler meget lidt cambodiansk. Hjemlen til udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 6. På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter og anklagemyndighedens forventning om en frihedsstraf af 1 år 6 måneders varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2, nævnte hensyn har styrelsen tiltrådt, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.

Tiltalte Tiltalte2 har om sine personlige forhold forklaret, at han stadig arbejder på Restaurant. Han bor hos sin onkel på Vej. Hans mormor er det eneste familiemedlem, som bor i Cambodia. Familien tager til Cambodia hvert andet eller tredje år. Tiltalte har altid haft arbejde og har aldrig været ledig. Han ser sine forældre og sin øvrige familie. Hans mormor er gammel og måske lidt over 80 år. Hun bor alene.

Hun får hjælp og kan ikke klare sig selv. Tiltalte Tiltalte2 er den 16. december 2020 straffet med en bøde på 4.000 kr. for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3, stk. 1, jf. § 1, stk. 3, jf. bekendtgørelsen om euforiserende stoffer § 27, stk. 1, jf. § 2, stk. 4, og § 3, stk. 2, jf. bilag 1, liste A, nr. 1, og liste B, nr. 43.

Rettens begrundelse

og afgørelse To voterende bemærker: Vi finder det ikke alene ved Forurettedes forklaring bevist, at tiltalte Tiltalte2 skaffede sig samleje med Forurettede, mens hun sov. Vi finder derfor, at tiltalte Tiltalte2 skal frifindes.

Uanset om tiltalte Tiltalte1 havde forsæt til, at tiltalte Tiltalte2 skulle skaffe sig samleje med Forurettede, mens hun sov, lægger vi til grund, at tiltalte Tiltalte1 må antages at have opgivet denne mulighed, senest da han steg ud af sengen og forlod værelset sammen med Forurettede. Som følge heraf finder vi, at tiltalte Tiltalte1 frivilligt trådte tilbage fra forsøget, jf. straffelovens § 22.

Vi finder derfor, at tiltalte Tiltalte1 skal frifindes. En voterende bemærker: Efter Forurettedes forklaring lægger jeg til grund, at tiltalte Tiltalte2 skaffede sig samleje med hende, mens hun sov. Tiltalte Tiltalte2 må i forbindelse med aftalen om rækkefølgen for placeringen i sengen være blevet bekendt med, at Forurettede ikke ønskede at ligge ved siden af ham.

Jeg finder derfor, at tiltalte Tiltalte2 måtte indse det som overvejende sandsynligt, at Forurettede ikke ønskede at have samleje med ham. Jeg finder herefter tiltalte Tiltalte2 skyldig efter anklageskriftet. På grundlag af korrespondancen finder jeg, at tiltalte Tiltalte1 havde det nødvendige forsæt til, at tiltalte Tiltalte2 skulle skaffe sig samleje med Forurettede, mens hun sov.

Jeg finder herefter tillige tiltalte Tiltalte1 skyldig efter anklageskriftet. Retten afgør sagen efter stemmeflertallet, og retten frifinder derfor de tiltalte. Erstatning Efter afgørelsen af skyldsspørgsmålet tager retsformanden ikke påstanden om erstatning til følge.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte1 frifindes. Tiltalte Tiltalte2 frifindes. Det offentlige skal betale sagens omkostninger, herunder salæret til den for tiltalte Tiltalte1 beskikkede forsvarer, advokat Andro Vrlic, med 21.240 kr. + moms og salæret til den for tiltalte Tiltalte2 beskikkede forsvarer, advokat Peter Berg, med 20.315 kr. + moms. :::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 7. afdelings

DOM

(landsdommerne Finn Morten Andersen og Nicolai Uggerhøj-Winther med domsmænd).

Dato: 16. december 2022 Rettens sagsnr.: S-779-22 Anklagemyndigheden mod Tiltalte1, født december 2000, (advokat Andro Vrlic, besk.) og Tiltalte2, født september 1999, (advokat Peter Berg, besk.) Københavns Byrets dom af 10. marts 2022 (SS 4-108/2022) er anket af anklagemyndigheden med påstand om domfældelse efter anklageskriftet for så vidt angår begge de tiltalte.

Der er endvidere nedlagt påstand om, at tiltalte Tiltalte2 udvises af Danmark med indrejseforbud i 12 år. Tiltalte Tiltalte1 har påstået stadfæstelse. Tiltalte Tiltalte2 har påstået stadfæstelse. Bistandsadvokaten for Forurettede har nedlagt påstand om, at de tiltalte in solidum skal betale 40.000 kr., subsidiært 35.000 kr., i tortgodtgørelse, jf. erstatningsansvarslovens § 26.

De tiltalte har bestridt erstatningspligten og størrelsen af godtgørelseskravet. Hovedforhandlingen er påbegyndt med tre dommere, men som følge af en dommers forfald er den fortsat og afsluttet med to dommere, jf. retsplejelovens § 214, stk. 4.

Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af de tiltalte og vidnet Forurettede. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Vedrørende spørgsmålet om udvisning af tiltalte Tiltalte2 er der for landsretten dokumenteret en § 26-afhøring af 16. juni 2021 og en udtalelse fra Udlændingestyrelsen af 27. januar 2022.

Tiltalte Tiltalte2 har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han fortsat er ansat hos Restaurant og skal være souschef på en af kædens restauranter i Berlin. Han bor stadig hos sin onkel. Han har rettelig været i Cambodia hver 3. eller 4. år og således ikke hver 3. eller 4. måned, som det er anført i skemaet vedrørende § 26-afhøringen.

Han var 7 eller 8 år gammel, da han ankom til Danmark sammen med sin mor. Hans far var ankommet til Danmark nogle år forinden. Han talte cambodiansk med sin mor, før han lærte dansk. Hans mor lærte dansk på samme tid som ham. Han taler i dag et miks af dansk og cambodiansk med sin mor, men mest dansk. Der blev talt dansk i hans barndomshjem, men hans forældre talte cambodiansk med hinanden.

Tiltalte Tiltalte1 har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han stadig er beskæftiget som rørlægger og brolægger, men i et andet firma. Han har fået en kontrakt med Pladeselskab og vil gerne kunne leve af at være musiker.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldspørgsmålet Tiltalte Tiltalte2 Landsretten finder, at Forurettedes forklaring om hændelsesforløbet fremstår troværdig, sammenhængende og konsistent, og at den på de afgørende punkter understøttes af den fremlagte korrespondance på Messenger den 21. oktober 2020 kl. 05.03 mellem de tiltalte.

Forklaringen er tillige i overensstemmelse med, at Forurettede to dage senere henvendte sig til og lod sig undersøge på Center for Seksuelle overgreb på Rigshospitalet.

Landsretten finder endvidere, at Forurettedes forklaring om sin umiddelbare reaktion i form af gråd og oprevethed, da hun vågnede, og det gik op for hende, at det ikke var tiltalte Tiltalte1, der havde vaginalt samleje med hende, understøttes af forklaringerne fra Tiltalte1 og Vidne.

Landsretten finder ligeledes, at tiltalte Tiltalte2 for landsretten har afgivet en usikker og mindre troværdig forklaring om hændelsesforløbet og den nævnte korrespondance på Messenger, hvor han til dels har svaret uklart og undvigende.

Herefter, og da det efter bevisførelsen ikke kan føre til et andet resultat, at der først skete anmeldelse i sagen ca. 6 måneder senere, og at der ikke blev fundet DNA-spor fra Tiltalte2 ved de retsgenetiske undersøgelser af Forurettedes vaginalindgang, vagina og trusser, finder landsretten, at det er bevist, at Tiltalte2 skaffede sig samleje med Forurettede, selv om hun var sovende og således befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen.

Landsretten finder det endvidere bevist, at Tiltalte2 havde forsæt i forhold til, at Forurettede befandt sig i den nævnte tilstand, og at hun som følge heraf var ude af stand til at modsætte sig samlejet. Tiltalte Tiltalte2 findes på denne baggrund skyldig i den rejste tiltale.

Tiltalte Tiltalte1 Landsretten lægger efter bevisførelsen til grund, at det senest da pladserne i sengen blev fordelt, må have stået tiltalte Tiltalte1 klart, at Forurettede ikke ønskede at have samleje med tiltalte Tiltalte2.

Det lægges efter den nævnte korrespondance på Messenger endvidere til grund, at Tiltalte1 gentagne gange opfordrede Tiltalte2 til at skaffe sig samleje med Forurettede, selv om Tiltalte2 var forbeholden, og at Tiltalte1 herunder opfordrede til, at det skulle ske, når alle i sengen sov.

Det lægges til grund, at i hvert fald dele af korrespondancen mellem de tiltalte fandt sted, mens Forurettede og Vidne lå i sengen og havde lagt sig til at sove, ligesom det lægges til grund, at Tiltalte1 skiftede plads i sengen med Tiltalte2, og at dette muliggjorde, at Tiltalte2 kunne skaffe sig samleje med Forurettede.

Uanset, at det ikke fremgår direkte af beskederne fra Tiltalte1 til Tiltalte2, at Tiltalte2 blev opfordret til at skaffe sig samleje med Forurettede, mens hun var sovende, finder landsretten, at det efter bevisførelsen må lægges til grund, at Tiltalte1 med sit ordvalg i korrespondancen, de gentagne opfordringer til Tiltalte2 og omstændighederne i øvrigt indså det som en overvejende sandsynlig følge af sin tilskyndelse til samleje, at Tiltalte2 ville skaffe sig samleje med Forurettede, mens hun var sovende og således befandt sig i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, eller at Tiltalte1 i hvert fald indså muligheden herfor og accepterede denne mulighed.

Landsretten har ved denne vurdering tillige lagt vægt på Forurettedes beskrivelse af Tiltalte1s reaktion på det passerede. På denne baggrund finder landsretten, at tiltalte Tiltalte1 er skyldig i medvirken til voldtægt i overensstemmelse med den rejste tiltale.

Strafudmåling Straffen fastsættes til fængsel i 1 år og 2 måneder for begge de tiltalte, jf. straffelovens § 216, stk. 1 (den dagældende straffelovs § 216, stk. 1, nr. 2, 2. led), idet straffen for Tiltalte1s vedkommende i det hele fastsættes jf. straffelovens § 23, og i det den for Tiltalte2s vedkommende fastsættes som en tillægsstraf efter straffelovens § 89.

Landsretten har ved strafudmålingen lagt vægt på, at udgangspunktet for et enkeltstående fuldbyrdet samleje med en person, der befinder sig i en tilstand, hvor den pågældende er ude af stand til at modsætte sig handlingen, er fængsel i 1 år og 2 måneder, og at der hverken foreligger formildende eller skærpende omstændigheder, der medfører, at udgangspunktet bør fraviges.

Det kan således efter omstændighederne i denne sag ikke medføre en højere straf, at forholdet er begået i forening af de tiltalte. Landsretten har fundet, at tiltalte Tiltalte1s strafansvar som medvirkende efter hans anstiftende rolle i voldtægten ikke kan danne grundlag for en lavere straf.

Landsretten har efter forholdets karakter ikke fundet grundlag for at gøre straffene helt eller delvist betingede, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Udvisning af tiltalte Tiltalte2 Da tiltalte Tiltalte2 er fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 216, stk. 1, og da han straffes med ubetinget fængsel i 1 år og 2 måneder, er betingelserne i udlændingelovens § 22, nr. 6, for udvisning opfyldt.

Efter udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, jf. stk. 1, nr. 1, skal der ved udvisning af tiltalte som udgangspunkt fastsættes et indrejseforbud i 12 år. Tiltalte skal efter udlændingeloven herefter udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. lovens § 26, stk. 2.

Spørgsmålet er derfor navnlig, om udvisning med sikkerhed vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Tiltalte er 23 år og cambodiansk statsborger. Han kom til Danmark, da han var 7-8 år. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn.

Udvisning vil derfor ikke indebære et indgreb i hans ret til familieliv, men i hans ret til privatliv, jf. Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8, stk. 1, og kan kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt.

Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70. I en sag som den foreliggende, hvor der er tale om en fastboende udlænding, der er indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i landet, skal der foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, jf. præmis 75.

Som anført ovenfor er tiltalte kommet til Danmark, da han var 7-8 år, og han har haft lovligt ophold her i landet i næsten 15 år. Han taler og skriver dansk. Han har gået i folkeskole fra 1. klasse. Han har været tilknyttet arbejdsmarkedet, herunder senest i restaurationsbranchen. Han har spillet fodbold i en klub og har en dansk omgangskreds. Hans forældre, lillebror og onkel bor i Danmark.

Det samme gør hans fars nærmeste familie. Tiltalte er cambodiansk statsborger og har cambodiansk pas. Hans mormor, der er lidt over 80 år, bor i Cambodia, og familien har besøgt Cambodia hvert 3. eller 4. år. Tiltalte har forklaret, at han talte cambodiansk med sin mor, før han lærte dansk. Han taler i dag et miks af dansk og cambodiansk med sin mor, men mest dansk.

Der blev talt dansk i hans barndomshjem, men hans forældre talte cambodiansk med hinanden. Han taler efter sin egen opfattelse dårligt cambodiansk. Landsretten finder efter det anførte, at tiltalte har en meget stærk tilknytning til Danmark og en meget begrænset tilknytning til Cambodia.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen, men han er i denne sag fundet skyldig i en grov seksualforbrydelse, hvilket afspejler sig i den fastsatte straf af fængsel i 1 år og to måneder.

Efter navnlig arten og grovheden af den begåede kriminalitet finder landsretten efter en samlet vurdering, at de hensyn, der taler for udvisning af tiltalte, er så tungtvejende, at de har større vægt end de hensyn, som taler imod udvisning på baggrund af tiltaltes meget stærke tilknytning til Danmark.

Landsretten finder i den forbindelse, at tiltalte ikke er helt uden forudsætninger for at klare sig i oprindelseslandet, idet han har boet i Cambodia frem til han var 7-8 år, han har efterfølgende besøgt landet flere gange, hans mormor bor i landet, og han taler stadig cambodiansk i et vist omfang.

Hertil kommer, at han gennem sin familie i Danmark, hvor forældrene har talt cambodiansk med hinanden, må antages at have kendskab til skik og kultur i Cambodia. Det må lægges til grund, at hans familie vil have mulighed for at opretholde kontakten med ham, herunder ved besøg i Cambodia og ved at kommunikere via telefon og internet.

Efter det anførte findes udvisning med indrejseforbud i 12 år ikke at udgøre et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Landsretten finder på denne baggrund, at tiltalte Tiltalte2 skal udvises med indrejseforbud i 12 år.

Godtgørelse for tort Efter de juridiske dommeres bestemmelse tages Forurettedes krav om godtgørelse for tort til følge med 35.000 kr., der skal betales af de tiltalte in solidum.

Thi kendes for ret

: Tiltalte1 straffes med fængsel i 1 år og 2 måneder. Tiltalte2 straffes med fængsel i 1 år og 2 måneder. Tiltalte2 udvises af Danmark med indrejseforbud i 12 år, der regnes fra datoen for udrejsen eller udsendelsen. De tiltalte skal in solidum inden 14 dage til Forurettede, c/o advokat Lise Holten, Ryvangs Allé 68, 2900 Hellerup, betale 35.000 kr. med rente efter erstatningsansvarslovens § 16 fra den 8. april 2022. De tiltalte skal betale sagens omkostninger for begge instanser, herunder hver især salæret til deres beskikkede forsvarer. :::::::::::::::::::::::::::::::::: Højesterets 1. afdelings

DOM

I pådømmelsen har deltaget fem dommere: Poul Dahl Jensen, Lars Hjortnæs, Kristian Korfits Nielsen, Jørgen Steen Sørensen og Peter Mørk Thomsen. Dato: 30. oktober 2023 Rettens sagsnr.: 34/2023 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Eddie Omar Rosenberg Khawaja, beskikket) I tidligere instanser er afsagt dom af Københavns Byret den 10. marts 2022 (SS 4-108/2022) og af Østre Landsrets 7. afdeling den 16. december 2022 (S-779-22).

Påstande

Dommen er anket af Tiltalte med påstand om frifindelse for udvisning. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse for så vidt angår straffen og stadfæstelse for så vidt angår udvisningen. Over for anklagemyndighedens påstand om skærpelse af straffen har Tiltalte påstået stadfæstelse.

Retsgrundlag Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol afsagde den 5. september 2023 to domme, hvor domstolen fandt, at det var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om retten til privatliv at udvise to afghanske statsborgere fra Danmark med indrejseforbud i 12 år. Af dommen i sag 31434/21 (Sharifi mod Danmark) fremgår bl.a.: ”… 4. The facts of the case may be summarised as follows. 5.

In 2001, when the applicant was 9 years old, he entered Denmark together with his parents and siblings. On 10 February 2003 they were granted a residence permit under section 7(2) of the Aliens Act (see paragraph 13 below). 6. The applicant has a criminal past.

When he was a minor (between 15 and 18 years old), he was convicted of the following offences: (a) by a judgment of 28 February 2008, he was convicted of violence and witness tampering and sentenced to six months’ imprisonment, suspended; (b) by a judgment of 17 April 2009, he was convicted of theft, use of a motor vehicle belonging to someone else and violations of the Weapons and Explosives Act and the Controlled Substances Act, for which he received a forty-day suspended sentence; and (c) by a judgment of 24 September 2010, he was convicted of taking a motor vehicle without the owner’s consent, with particularly aggravating circumstances, and was sentenced to twenty days’ imprisonment, suspended.

As an adult, by a judgment of 14 February 2012, the applicant was convicted of repeated violence, and sentenced to thirty days’ imprisonment, and by a judgment of 15 August 2012, he was fined for a violation of the Controlled Substances Act. 7.

By a District Court (Retten i Holbæk) judgment of 27 September 2019 the applicant was convicted under Article 192a of the Penal Code of being in possession of two shotguns with particularly aggravating circumstances in a public place, with a view to their illegal sale, committed on 18 January 2019, which carried a sentence of up to eight years’ imprisonment.

He was also convicted of being in possession of 0.4 grams of cocaine. He was sentenced to two years and six months’ imprisonment, and was expelled from Denmark with a twelve-year re-entry ban. … 10. By a judgment of 1 July 2020, the High Court upheld the judgment of the District Court… … 30.

As to the criterion “the solidity of social, cultural and family ties with the host country and with the country of destination”, the domestic courts properly took this into account. They accepted that his ties with Denmark were stronger than his ties with Afghanistan, but found that he would not be lacking the basic requirements for establishing a life in his country of origin. … 32.

Lastly, regard will be had to the duration of the expulsion order, and in particular whether the re-entry ban was of limited or unlimited duration.

The Court has previously found such a ban to be disproportionate on account of its unlimited duration, whereas in other cases it has considered the limited duration of such an exclusion measure to be a factor weighing in favour of its proportionality (see, for example, Savran v. Denmark [GC], no. 57467/15, §§ 182 and 199, 7 December 2021, and the cases cited therein).

One of the elements relied on in this respect has been whether the offence leading to the expulsion order was of such a nature that the person in question posed a serious threat to public order (see, among other authorities, Ezzouhdi v. France, no. 47160/99, § 34 13 February 2001; Keles v. Germany, no. 32231/02, § 59, 27 October 2005; and Bousarra v.

France, no. 25672/07, § 53, 23 September 2010, in which the Court found that the persons in question did not pose a serious threat to public order; see also Mutlag v. Germany, no. 40601/05, §§ 61-62, 25 March 2010, and Balogun v. the United Kingdom, no. 60286/09, § 49, 10 April 2012, in which the Court found that the person in question did pose a serious threat to public order). 33.

In the present case, the Court does not call into question the finding that the applicant’s crime leading to the expulsion order was of such a nature that he posed a serious threat to public order at the time (see also, among other authorities and mutatis mutandis, Abdi, cited above, § 39; Mutlag, cited above, §§ 61-62; and Balogun, cited above, § 53). 34.

The Court notes, however, that, prior to the case at hand, apart from the three offences committed as a minor, as an adult the applicant was convicted on two occasions, both in 2012 (see paragraph 6 above), but that during the following six years he had no further convictions. Accordingly, it cannot be said that in general during this period he posed a threat to public order.

In this respect the present case resembles the situation in, for example, Ezzouhdi (cited above, § 34) and Abdi (cited above, § 40). 35. The Court also observes that the applicant had not previously been cautioned about the risk of expulsion or given a conditional expulsion order (see, for example, Abdi, cited above, § 41). 36.

Nevertheless, despite his lack of recent previous convictions and the absence of any warnings as to the risk of expulsion, and although a relatively lenient sentence was imposed in the present case (compare Abdi, cited above, § 42), the High Court decided, in accordance with the applicable legislation, to combine the expulsion of the applicant with a re-entry ban for twelve years, although it had discretion to reduce the duration of the ban even further (see paragraph 16 above, and contrast Savran, cited above, § 200), and although it could have explored whether a shorter ban would have been pertinent in the circumstances of the present case. 37.

This observation should also be seen in the light of the fact that the applicant had arrived in Denmark at a young age and had lawfully resided there for approximately sixteen years. He thus had very strong ties with Denmark (see paragraphs 29-30 above), whereas his ties with Afghanistan were virtually non-existent. 38.

The Court is therefore of the view, given all the circumstances of the case, that the expulsion of the applicant, in particular combined with a re-entry ban for twelve years was disproportionate (see, in particular and mutatis mutandis, Ezzouhdi, cited above, §§ 34-35; Keles, cited above, § 66; Bousarra, cited above, §§ 53-54; and Abdi, cited above § 44, although all the cases cited concerned permanent re-entry bans). 39.

It follows that there has been a violation of Article 8 of the Convention. …” Af dommen afsagt samme dag i sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark) fremgår bl.a.: ”… 4. The facts of the case may be summarised as follows. 5. The applicant was born in Afghanistan in 1995. In 2000, when he was five years old, he entered Denmark and was granted a residence permit on the basis of family reunion. 6.

The applicant has a criminal past. When he was a minor (between 15 and 18 years old), he was convicted of the following offences: (a) by a judgment of 28 April 2011, he was convicted of violence and sentenced to thirty days’ imprisonment, suspended; and (b) by a judgment of 6 February 2013, he was convicted of offences including violence and sentenced to sixty days’ imprisonment, suspended. 7.

As an adult, the applicant was fined several times for theft and vandalism (2015 and 2016) and violations of the Controlled Substances Act and the Traffic Act. 8.

By a judgment of 21 May 2019, the Lyngby District Court (Retten i Lyngby) convicted the applicant under Article 191 of the Penal Code (carrying a sentence of up to ten years’ imprisonment) for being in possession of around 15.7 kg of cannabis intended for distribution.

He was also convicted of violence against two individuals whom he had punched several times in the face and elsewhere, possession of a knife, having driven a vehicle without a driving licence and, under another count, being in possession of 54.3 grams of cannabis intended for distribution. The applicant was sentenced to one year and two months’ imprisonment and cautioned about the risk of expulsion. 9.

The applicant appealed to the High Court of Eastern Denmark (Østre Landsret), before which he stated, among other things, that after his release, that is some time after the District Court’s judgment, he had undergone therapy and had also taken up his studies again to become a kindergarten teacher.

By a judgment of 28 January 2020, the High Court found the applicant guilty of an additional count of attempted threats, and therefore increased the sentence to one year and three months’ imprisonment. Moreover, it issued an expulsion order with a twelve-year re-entry ban… … 30.

As to the criterion “the solidity of social, cultural and family ties with the host country and with the country of destination”, the High Court properly took this into account. It accepted that his ties with Denmark were stronger than his ties with Afghanistan, but found that he would not be lacking the basic requirements for establishing a life in his country of origin. 31.

Lastly, regard will be had to the duration of the expulsion order, in particular whether the re-entry ban was of limited or unlimited duration. The Court has previously found such a ban to be disproportionate on account of its unlimited duration, whereas in other cases it has considered the limited duration of the exclusion order to be a factor weighing in favour of its proportionality (see, for example, Savran v.

Denmark [GC], no. 57467/15, §§ 182 and 199, 7 December 2021, and the cases cited therein). One of the elements relied on in this connection has been whether the offence leading to the expulsion order was of such a nature that the person in question posed a serious threat to public order (see, among other authorities, Ezzouhdi v. France, no. 47160/99, § 34, 13 February 2001; Keles v.

Germany, no. 32231/02, § 59, 27 October 2005; and Bousarra v. France, no. 25672/07, § 53, 23 September 2010, in which the Court found that the persons in question did not pose a serious threat to public order; see also Mutlag v.

Germany, no. 40601/05, §§ 61-62, 25 March 2010, and Balogun v. the United Kingdom, no. 60286/09, § 49, 10 April 2012, in which the Court found that the person in question did pose a serious threat to public order). 32.

In the present case, the Court does not call into question the finding that the applicant’s offence leading to the expulsion order was of such a nature that he posed a serious threat to public order at the time (see also, among other authorities and mutatis mutandis, Abdi, cited above, § 39; Mutlag, cited above, §§ 61-62; and Balogun, cited above, § 53). 33.

It notes, however, that, prior to the case at hand, apart from the two offences committed as a minor, which involved violence (see paragraph 6 above), the offences committed by the applicant as an adult concerned vandalism, theft, traffic offences and violations of the legislation on controlled substances (see paragraph 7 above), all of which resulted in fines, and none of which indicated that in general he posed a threat to public order.

In this respect the present case resembles the situation in, for example, Ezzouhdi (cited above, § 34) and Abdi (cited above, § 40). 34. The Court also observes that the applicant had not previously been cautioned about the risk of expulsion or given a conditional expulsion order (see, for example, Abdi, cited above, § 41). 35.

The Court also notes that the applicant had undergone therapy and taken up his studies again upon being released after serving his sentence (see paragraphs 9 and 29). The High Court appears not to have taken this fact into consideration in its reasoning. 36.

Nevertheless, despite the fact that the applicant’s previous convictions did not indicate that he in general posed a threat to public order, that he had not received any previous warnings as to the risk of expulsion, that he had attempted to reintegrate himself into Danish society after serving his sentence, and although a relatively lenient sentence was imposed in the present case (compare Abdi, cited above, § 42), the High Court decided, in accordance with the applicable legislation, to combine the expulsion of the applicant with a re-entry ban for twelve years, although it had discretion to reduce the duration of the ban (see paragraph 14 above, and contrast Savran, cited above, § 200). 37.

This observation should also be seen in the light of the fact that the applicant had arrived in Denmark at a very young age and had lawfully resided there for approximately eighteen years. He thus had very strong ties with Denmark (see paragraph 30 above), whereas his ties with Afghanistan were virtually non-existent. 38.

The Court is therefore of the view, given all the circumstances of the case, that the expulsion of the applicant combined with a re-entry ban for twelve years was disproportionate (see, in particular and mutatis mutandis, Ezzouhdi, cited above, §§ 34-35; Keles, cited above, § 66; Bousarra, cited above, §§ 53-54; and Abdi, cited above § 44, although all the cases cited concerned permanent re-entry bans). 39.

It follows that there has been a violation of Article 8 of the Convention. …”

Anbringender

Tiltalte har anført navnlig, at der ikke er grundlag for at skærpe straffen, der er fastsat i overensstemmelse med det udgangspunkt, der er angivet i forarbejderne til straffelovens § 216. En udvisning af ham er uproportional og med sikkerhed i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8.

Der skal efter Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis foreligge meget tungtvejende grunde til at udvise en person, der kom til landet som barn, og som har haft mange års ophold i landet, jf. Menneskerettighedsdomstolens dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig).

Han kom til Danmark i en ung alder og har således tilbragt det meste af sin barndom og ungdom i Danmark, hvor han også har gennemført folkeskolen. Han er velintegreret i Danmark, hvor han bl.a. er tilknyttet arbejdsmarkedet. Den idømte straf er relativt mild, og der er ikke forhold i sagen, som taler for, at han i fremtiden vil begå ny kriminalitet. Han er i øvrigt ikke tidligere straffet af betydning.

Han er ikke blevet advaret om, at han kan udvises af landet, hvis han begår ny kriminalitet. Han har en meget svag tilknytning til Cambodia. Det beror på en proportionalitetsvurdering, om udvisning med tidsbegrænset indrejseforbud vil være i strid med artikel 8.

Det må i denne vurdering indgå, hvad hans aktuelle opholdsgrundlag er, samt hvilke reelle muligheder der er for, at han på ny kan få opholdstilladelse i Danmark. Hans nuværende opholdstilladelse vil bortfalde i tilfælde af udvisning, og hans udsigt til at få opholdstilladelse i Danmark på andet grundlag må anses for helt teoretisk.

Udvisning med tidsbegrænset indrejseforbud af nok så begrænset varighed er derfor i realiteten det samme som udvisning med indrejseforbud for bestandig. Han bør herefter alene tildeles en advarsel om udvisning. Anklagemyndigheden har anført navnlig, at landsrettens udmålte straf på fængsel i 1 år og 2 måneder bør skærpes.

Det er en skærpende omstændighed, at voldtægten blev begået af flere i forening, jf. straffelovens § 82, nr. 2. Lovovertrædelsen er desuden forbundet med en særlig krænkelse af den forurettede, jf. straffelovens § 216, stk. 4. Udvisning af Tiltalte vil ikke være uforenelig med Danmarks internationale forpligtelser efter Menneskerettighedskonventionens artikel 8.

Der er tale om et indgreb i hans privatliv, men indgrebet er proportionalt og retfærdiggjort efter artikel 8, stk. 2. Tiltalte er født og har i sine første leveår boet i Cambodia. Han kom til Danmark, da han var 7 eller 8 år. I Danmark er han opvokset med cambodianske forældre i et hjem, hvor der blev talt dansk og cambodiansk. Han har hvert 3.-4. år besøgt Cambodia, hvor hans mormor bor.

Han har således samlet set en stærk tilknytning til Danmark, men han er ikke uden forudsætninger for at begå sig i Cambodia. Det fremgår af Menneskerettighedsdomstolens praksis, at indrejseforbuddets længde tillægges betydning ved proportionalitetsvurderingen, jf. bl.a. dom af 5. september 2023 i sag 44810/20 (Noorzae mod Danmark).

Tiltaltes mulighed for på et senere tidspunkt at opnå opholdstilladelse på ny skal derimod ikke indgå i proportionalitetsvurderingen, jf. Højesterets dom af 3. oktober 2022 (UfR 2023.1). Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 6, jf. stk. 1, at Tiltalte i tilfælde af stadfæstelse af landsrettens strafudmåling skal udvises med et indrejseforbud i 12 år.

Hvis et indrejseforbud i 12 år vil indebære, at udvisning med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, kan der fastsættes et indrejseforbud af kortere varighed, jf. samme lovs § 32, stk. 5, nr. 1. Hvis Højesteret ikke finder grundlag for udvisning, skal Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning efter udlændingelovens § 24 b.

Højesterets begrundelse og resultat

Sagens baggrund og problemstilling Tiltalte er ved landsrettens dom fundet skyldig i voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, der var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov. Han blev ligesom en medgerningsmand, der havde tilskyndet ham til at begå handlingen, straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder.

Tiltalte blev desuden udvist af Danmark med indrejseforbud i 12 år. For Højesteret angår sagen straffastsættelsen og spørgsmålet om udvisning. Straffastsættelsen Af de grunde, som landsretten har anført, tiltræder Højesteret, at straffen er fastsat til fængsel i 1 år og 2 måneder.

Udvisning Det følger af udlændingelovens § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 6, at Tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Tiltalte er nu 24 år og cambodiansk statsborger.

Han indrejste i Danmark, da han var 7 eller 8 år, og har boet her siden. Han er ikke gift eller samlevende og har ingen børn. Udvisning vil indebære et indgreb i hans ret til privatliv, jf. Menneskerettighedskonventionens artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt. Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse.

Det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig under hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68.

Den vægt, der skal lægges på de enkelte kriterier, afhænger af den konkrete sags omstændigheder, jf. dommens præmis 70.

I tilfælde som det foreliggende, hvor der er tale om en udlænding, som ikke har etableret egen familie, skal der lægges vægt på karakteren og alvoren af den begåede kriminalitet, varigheden af udlændingens ophold i værtslandet, tiden efter den begåede kriminalitet og udlændingens adfærd i denne periode samt fastheden af sociale, kulturelle og familiemæssige bånd til værtslandet og modtagerlandet, jf. dommens præmis 71.

Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. præmis 75.

Om proportionalitetsvurderingen i den foreliggende sag bemærker Højesteret herefter: Tiltalte er straffet med fængsel i 1 år og 2 måneder for voldtægt begået den 21. oktober 2020 ved at have skaffet sig samleje med en kvinde, der var i en tilstand, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen, idet hun sov.

Landsretten har lagt til grund, at forholdet blev begået efter tilskyndelse fra en kammerat, der gentagne gange opfordrede Tiltalte til at skaffe sig samleje med kvinden, selv om Tiltalte var forbeholden. Tiltalte er tidligere straffet ved Københavns Byrets dom af 16. december 2020 med bøde for overtrædelse af lov om euforiserende stoffer.

Efter de foreliggende oplysninger om Tiltaltes personlige forhold har han gennemført folkeskolen til og med 10. klasse, og siden har han været tilknyttet arbejdsmarkedet, hvor han nu arbejder i restaurationsbranchen. Han har spillet fodbold i en klub og har en dansk omgangskreds. Han har således gode personlige forhold og må anses for velintegreret.

Herefter, og efter de konkrete omstændigheder i forbindelse med den foreliggende kriminalitet, er der ikke grundlag for at fastslå, at der er en risiko for, at han fremover vil begå alvorlig kriminalitet, herunder seksualkriminalitet. Han kom til Danmark i en alder af 7-8 år og har siden opholdt sig her i landet, hvor hans mor, far og lillebror også bor.

Han har som nævnt haft sin skolegang her, og han arbejder nu i restaurationsbranchen. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn. Han er cambodiansk statsborger. Hans mormor, der er over 80 år, bor i Cambodia, og familien har besøgt Cambodia hvert 3. eller 4. år. Han taler efter sin egen opfattelse dårligt cambodiansk.

Under de foreliggende omstændigheder, hvor der ikke kan antages at være risiko for recidiv til alvorlig kriminalitet, og hvor Tiltalte har en meget stærk tilknytning til Danmark og en meget begrænset tilknytning til Cambodia, finder Højesteret, at der ikke foreligger sådanne meget tungtvejende grunde, som efter Menneskerettighedsdomstolens praksis kræves for at kunne udvise udlændinge, der er født eller opvokset i værtslandet.

Tiltalte frifindes herefter for påstanden om udvisning. Det følger af udlændingelovens § 24 b, at en udlænding skal tildeles en advarsel, hvis der ikke er grundlag for at udvise den pågældende efter udlændingelovens §§ 22-24, fordi dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.

Konklusion Højesteret stadfæster landsrettens dom med den ændring, at Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning, jf. udlændingelovens § 24 b.

Thi kendes for ret

: Tiltalte straffes med fængsel i 1 år og 2 måneder. Tiltalte frifindes for påstanden om udvisning. Tiltalte tildeles en advarsel om udvisning. Statskassen skal betale sagens omkostninger for Højesteret.