OLR — Østre Landsret
AM2025.11.20Ø
OL-2025-Ø-00062
AM2025.11.20Ø Retten i Glostrups
DOM
Dato: 13. december 2024 Rettens sagsnr.: S32-5342/2024 Politiets sagsnr.: 0700-72349-00001-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1988 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 1. juli 2024.
Tiltalte er tiltalt for 1+2. forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, og vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, ved den 15. februar 2024 mellem kl. 13.30 og kl. 14.00 på bostedet Adresse1 i By, som tidligere straffet for vold, ved vold og uden samtykke, at have forsøgt at tiltvinge sig andet seksuelt forhold end samleje med Forurettede1, idet tiltalte gik ind på Forurettede1 værelse og forlangte, at hun skulle udføre oralsex på ham, hvilket Forurettede1 nægtede, hvorefter tiltalte slog hende 4-5 gange med flad hånd i ansigtet og gentog, at Forurettede1 skulle udføre oralsex på ham, mens tiltalte førte sin penis rundt på hendes ansigt og holdt fast i hendes hår, hvorefter tiltalte stak af, idet han kunne høre, at personalet på bostedet var på vej. 3. voldtægt efter straffelovens § 216, stk. 1, samt forsøg på andet seksuelt forhold end samleje efter straffelovens § 225, jf. § 216, stk. 1, og vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf.§ 247, stk. 1, ved mellem den 26. september 2023 kl. 23.50 og den 27. september 2023 kl. 00.50 på adressen hus …, nr. … på Adresse2 i Roskilde, som tidligere straffet for vold, ved vold og trussel om vold og uden samtykke, at have skaffet sig samleje med Forurettede2, idet tiltalte trængte ind gennem et vindue til Forurettede2’s bopæl, hvor tiltalte tog kvælertag på Forurettede2 og slog hende flere gange med flad hånd i ansigtet, hvorefter tiltalte tog fat i hendes hår og forsøgte at få hende til at udføre oralsex på sig ved at trække Forurettede2 hoved ned til sin penis, hvilket mislykkedes, idet Forurettede2 nægtede, hvorefter tiltalte fik Forurettede2 til at lægge sig på sengen, hvor tiltalte efterfølgende havde vaginalt samleje med Forurettede2 uden hendes samtykke, indtil han fik udløsning ud over hende. 4. tyveri efter straffelovens § 276, ved på samme tid og sted som i forhold 3, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have stjålet diverse smykker, herunder et guldarmbånd og et ur, fra Forurettede2. 5. tyveri efter straffelovens § 276, ved den 16. maj 2023 ca. kl. 21:00 på Bar1, Adresse3 i København K., for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have stjålet 1.200 kr. fra et kasseapparat. 6. tyveri efter straffelovens § 276, ved den 17. maj 2023 ca. kl. 00.10 i Bar2 på Adresse4 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have stjålet 3 flasker spiritus til en samlet værdi af 1.650,00 kroner. 7. legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter efter straffelovens § 245 stk. 1, jf.§ 247, stk. 1, ved den 17. maj 2023 ca. kl. 00.30 foran Bar3 på Adresse5 i København som tidligere straffet for vold, at have slået Forurettede3 i hovedet med en glasflaske. 8. forsøg på røveri efter straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, jf. 21, ved den 17 maj 2023 ca. kl. 01.15 i ved Adresse6 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold, at have forsøgt at aftvinge Forurettede4 penge, idet tiltalte fremviste skaftet på en kniv eller knivlignende genstand og udtalte til Forurettede4, at han havde en kniv, og at Forurettede4 skulle betale tiltalte henholdsvis 500 kr. og 1.500 kr., ligesom tiltalte tog fat i armen på Forurettede4, hvilket forehavende dog mislykkedes, da Forurettede4 fik vristet sig fri af tiltaltes greb og undløb fra stedet. 9. tyveri efter straffelovens § 276, ved den 17. maj 2023 ca. kl. 01.50 på Bar4, Adresse7 i København, for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding, at have hoppet ind over disken og taget et glas med drikkepenge, hvori der lå ikke under 1.500 kr. 10. overtrædelse af straffelovens § 121, ved den 17. maj 2023 ca. kl. 02.30 på Adresse8 i København, med hån, skældsord eller anden fornærmelig tiltale, at have overfaldet tjenestegørende politibetjent Forurettede5, idet tiltalte udtalte fornærmelig tiltale, at have overfaldet tjenestegørende politibetjent Forurettede5, idet tiltalte henvendt til Forurettede5 udtalte "din fucking perker" eller lign. i forbindelse med at han blev anholdt. 11. vold efter straffelovens § 244, stk. 1, jf.§ 247, stk. 1, ved den 11. november 2023 kl. ca. 23.20 i metro M3 på strækningen fra Kgs.
Nytorv mod Københavns Hovedbanegård i København K, som tidligere straffet for vold, at have tildelt Forurettede6 et hårdt slag i ansigtet med flad hånd samt at have spyttet hende i ansigtet. 12. røveri efter straffelovens § 288, stk. 1 nr. 1, ved den 12. november 2023 kl. ca. 01.45 i gården bag Adresse9 i Kødbyen i København, i forening og efter forudgående aftale eller fælles forståelse med en pt. ukendt medgerningsmand og for at skaffe sig eller andre uberettiget vinding ved vold eller trussel om øjeblikkelig anvendelse af vold at have frarøvet Forurettede7 hans personlige ejendele i form af overtøj samt en pung indeholdende 400 kr., diverse personlige kort og fire betalingskort, idet tiltalte sammen med den ukendte medgerningsmand fulgte efter Forurettede7 og trængte Forurettede7 op i et hjørne af gården, hvorefter de slog Forurettede7 med knyttet næve i ansigtet og skubbede til ham og i den forbindelse fratog ham de nævnte personlige ejendele samt efterfølgende forsøgte at misbruge Forurettede7’s betalingskort til betaling i forskellige butikker. 13. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3 stk.1, jf. § 2 stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 jf. § 3 stk. 2 bilag, liste B, nr. 59, ved den 19. december 2023 ca. kl. 02.05 i Bar2 på Adresse4 i København K, at have været i besiddelse af 9,75 g hash tiI eget brug. 14. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3 stk.1, jf. § 2 stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1, jf. § 3 stk. 2 bilag 1, liste B nr. 70, ved på samme tid og sted som i forhold 13 at have været i besiddelse af besiddelse af 0,4 gram kokain til eget forbrug. 15. overtrædelse af lov om euforiserende stoffer § 3 stk. 1, jf. § 2 stk. 4, jf. bekendelse om euforiserende stoffer § 30 stk. 1, jf., § 3 stk. 2, jf. liste B nr. 185, ved den 26. december 2023 ca. kl. 12.00 på politistationen, St.
City, i detentionsrum … , Halmtorvet 20 i København at have været i besiddelse af 0,12 gram ketamin til eget brug.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og om, at den ved Københavns Byrets dom af 26. oktober 2022 idømte foranstaltning ophæves, jf. straffelovens § 89 a, stk. 2. Anklagemyndigheden har endvidere nedlagt påstand om konfiskation af 0,4 gram kokain, 9,75 gram hash, 0,12 gram ketamin og 1.676 kr. hos tiltalte, jf. straffelovens § 75, stk. 1 og 2.
Anklagemyndigheden har endelig nedlagt påstand om, at tiltalte i medfør af udlændingelovens § 49, stk. 1, jf. § 22, stk. 1, nr. 1, 2, 3 og 6, udvises med indrejseforbud i et tidsrum, som retten fastsætter.
Tiltalte har nægtet sig skyldig i forhold 1-2, 3, 4, 7, 8, 10, 11 og 12 og har erkendt sig skyldig i forhold 5, 6, 9, 13, 14 og 15, dog således erkendelsen i forhold 5, 6 og 9 ikke dækker de konkrete beløb anført i tiltalen. Forurettede1 har påstået, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i godtgørelse. Tiltalte har bestridt pligten, men ikke kravets størrelse.
Forurettede2 har påstået, at tiltalte skal betale 150.000 kr. i godtgørelse. Tiltalte har bestridt pligten og kravets størrelse.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte i og af vidnerne Forurettede2, Vidne1, Vidne2, Vidne3, politiassistent Vidne4, Forurettede3, politibetjent Forurettede5 og Forurettede7.
Forklaringerne er i retsbogen gengivet som følger: [FORKLARINGER UDELADT] Der er ud over det under forklaringerne anførte - dokumenteret fra Politiattest og fotorapport (Forurettede3), Politirapport (Værdikoster), Anmeldelsesrapport (Forurettede4), Anmeldelsesrapport, Rapport "Fortsat B11-59" og fotorapport (Forurettede6), Fotos (Forurettede1 og dennes værelse), Anmeldelsesrapport, Rapport "Indledende efterforskning", Rapport "Flugtrute gerningsmænd", Rapport "Overvågningsrapporter", Rapport "Gennemgang af transaktionslister", Fotomappe 3 "Overvågning fra 7-Eleven, Adresse10", Fotomappe 4 "Overvågning fra 7-Eleven, Plads", Rapport "Sammenligning Gerningsmand A", Rapport "Sammenligning Gerningsmand B" samt fotomappe og politiattest (Forurettede7).
Retslægerådet har den 27. november 2024 udtalt følgende: "… Retslægerådet finder herefter, at Tiltalte er omfattet af straffelovens § 69.
Der kan ikke såfremt han findes skyldig i det påsigtede, peges på nogen anden foranstaltning, jf. straffelovens § 68, 2. pkt., til imødegåelse af en betydelig risiko for fremtidig ligeartet kriminalitet, der er mere formålstjenlig end straf. …" Udlændingestyrelsen har den 2. august 2024 udtalt følgende: "… Udtalelse om mulig udvisning af Tiltalte i (...) Opholdsgrundlag og længde Tiltalte fik den 16. april 1996 opholdstilladelse i Danmark efter dagældende bestemmelse i udlændingelovens § 7, stk. 4 indtil den 16. november 1996.
Pågældendes opholdstilladelse er senest den 23. juni 1999 meddelt tidsubegrænset. Længden af Tiltalte’s lovlige ophold i relation til udvisningsbestemmelserne regnes fra den 16. april 1996, hvor pågældende fik opholdstilladelse i Danmark, jf. herved udlændingelovens § 27, stk. 2.
Efter udlændingelovens § 27, stk. 5, medregnes den tid, hvori en udlænding har været varetægtsfængslet forud for en senere domfældelse eller har udstået frihedsstraf eller været undergivet anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført ubetinget frihedsstraf, ikke i perioden beregnet efter udlændingelovens § 27, stk. 1.
Idet anklagemyndigheden ikke har fremsendt en samlet opgørelse over tidligere afsoning og frihedsberøvelse, skal Udlændingestyrelsen tage forbehold herfor.
Udlændingestyrelsen vurderer dog, at dette ikke har betydning for hjemmelsspørgsmålet, idet pågældende ud fra sagens oplysninger i øvrigt umiddelbart har haft lovligt ophold i Danmark i mere end de seneste 8 år, når den i udlændingelovens § 27, stk. 5 nævnte periode fratrækkes.
Udvisningshjemmelen Udlændingestyrelsen vurderer, at opholdets karakter fører til, at betingelserne for en eventuel udvisning skal søges i udlændingelovens § 22, nr. 3, nr. 4 og nr. 6.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 3 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen idømmes ubetinget straf af mindst 1 års fængsel eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne varighed, og tidligere her i landet er idømt ubetinget fængselsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 4 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191 eller § 290, når udbyttet er opnået ved overtrædelse af lov om euforiserende stoffer eller straffelovens § 191, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter.
Efter udlændingelovens § 22, nr. 6 kan en udlænding, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 9 år, og en udlænding med opholdstilladelse efter § 7 eller § 8, stk. 1 eller 2, som har haft lovligt ophold her i landet i mere end de sidste 8 år, udvises, hvis udlændingen efter straffelovens § 225, jf. §§ 216, § 244, § 245, § 216 eller § 288, idømmes ubetinget frihedsstraf eller anden strafferetlig retsfølge, der indebærer eller giver mulighed for frihedsberøvelse, for en lovovertrædelse, der ville have medført en straf af denne karakter. § 26, stk. 2 Vedrørende spørgsmålet om, hvorvidt en beslutning om udvisning af Tiltalte med sikkerhed kan antages at være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, skal Udlændingestyrelsen henvise til politiets afhøringsrapport af 8. april 2024.
Heraf fremgår at Tiltalte blandt andet har oplyst, at han: lider af ADHD, paranoid skizofreni og personlighedsforstyrrelse, har et misbrug af hash og kokain, og indtager til tider også alkohol, blev adopteret af sin onkel og tante fra Somalia, da han var omkring 3-4 år gammel, og har siden da boet i Danmark, har sin mor, kusine, søskende og andre familiemedlemmer i Danmark, som han har et godt forhold til, har en kæreste, har ikke et arbejde og er førtidspensionist, taler, forstår og skriver dansk, har ikke begået nogen strafbare handlinger efter det strafbare forhold, da han har været varetægtsfængslet, taler eller skriver ikke somalisk, har mange familiemedlemmer i andre lande, men ønsker ikke at oplyse nærmere om dette, har ingen tilknytning til hjemlandet, og har ingen oplysninger om de forventede reaktioner fra myndighederne i det påtænkte opholdsland ved hans tilbagevenden.
Det fremgår af Det Centrale Personregister (CPR), at pågældende er ugift og uden børn. Udtalelse om udvisningsspørgsmålet Det bemærkes indledningsvis, at det følger af bestemmelsen i udlændingelovens § 26, stk. 2, at en udlænding skal udvises efter §§ 22 - 24, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
På baggrund af anklagemyndighedens oplysninger om kriminalitetens karakter, og om at den pågældende forventes idømt en frihedsstraf af 5 år og 11 måneders varighed sammenholdt med de i udlændingelovens § 26, stk. 2, nævnte hensyn, kan Udlændingestyrelsen tiltræde, at anklagemyndigheden nedlægger påstand om udvisning.
Efter Udlændingestyrelsens vurdering bør påstanden om udvisning nedlægges i medfør af udlændingelovens§ 22, nr. 3, nr. 4 og nr. 6. (...) …" Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret blandt andet, at han kom fra Somalia til Kenya som treårig og siden til Danmark som otteårig. Han har en søn på tolv år, som han dog ikke er registreret far for.
Han har ikke fast samvær med sin søn, men ser ham nogle gange - senest i maj 2023. Drengens mor er dansk. Han har ikke så megen kontakt med hende. Han har ikke været i Somalia siden sin udrejse. Han taler "gebrokkent" somali. Han søgte oprindeligt - forud for sin første dom i Danmark - om dansk statsborgerskab, men fik det ved en fejl ikke. Hans søskende har opnået dansk statsborgerskab.
Tiltalte er af betydning for denne sag straffet ved Retten i Roskildes dom af 10. juli 2013 for overtrædelse af straffelovens § 244 med fængsel i tre måneder. Retten på Frederiksbergs dom af 12. februar 2014 for overtrædelse af blandt andet straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 288, stk. 1, nr. 1, med fængsel i to år. Betinget udvisning.
Retten på Holbæks dom af 17. maj 2016 for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1, og § 276. Behandlingsdom. Betinget udvisning. Københavns Byrets dom af 15. februar 2017 for overtrædelse af straffelovens § 244, jf. § 247, stk. 1. Behandlingsdom. Betinget udvisning. Retten på Frederiksbergs dom af 9. september 2020 for overtrædelse af blandt andet lov om euforiserende stoffer. Behandlingsdom.
Advarsel om udvisning. Københavns Byrets dom af 26. oktober 2022 for overtrædelse af straffelovens § 119. Behandlingsdom. Advarsel om udvisning. Tiltalte har under denne sag vedrørende forhold 12 været frihedsberøvet fra den 26. december 2023 til den 6. februar 2024 og i øvrigt fra den 16. februar 2024.
Rettens begrundelse
og afgørelse Om forhold 1+2: Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var til stede på Forurettede1’s værelse på det pågældende tidspunkt, og at han opførte sig grænseoverskridende over for hende, idet han dog har forklaret, at den grænseoverskridende adfærd alene bestod i, at han fratog hende en øl og drak af den, hvorefter han gav den tilbage igen.
Han har bestridt at have opført sig som beskrevet i anklageskriftet.
Efter bevisførelsen, herunder navnlig forklaringen fra Vidne1, der støttes af oplysningerne, som Vidne2 fik, da hun efter episoden talte i telefon med Forurettede1, og indholdet af den samme dag indgivne skriftlige politianmeldelse, finder retten, at det er bevist, at tiltalte forsøgte at få oralsex fra Forurettede1, samt at han slog hende flere gange i ansigtet med flad hånd, holdt fast i hendes hår og førte sin penis rundt på hendes ansigt.
Tiltalte er herefter skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale. Om forhold 3 og 4: Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var til stede i Forurettede2’s bolig på det pågældende tidspunkt, og at de havde samleje, men han har bestridt at have udøvet vold imod hende, ligesom der efter hans forklaring var tale om frivilligt seksuelt samkvem. Han har bestridt, at han stjal effekter fra Forurettede2’s bolig.
Forurettede2 har heroverfor afgivet en på alle væsentlige punkter detaljeret, sikker og sammenhængende forklaring uden tendens til overdrivelse om forløbet, herunder at tiltalte, der ankom efter, at hun var gået i seng, tiltvang sig afgang til hendes lejlighed via et vindue, tog kvælertag og slog hende i ansigtet, ligesom han tog fat i hendes hår og forsøgte at tvinge hende til at give ham oralsex, og at han i forlængelse heraf havde samleje med hende, selvom hun tidligere flere gange havde sagt fra.
Hun har endvidere forklaret, at hun efter, at tiltalte havde været på besøg, konstaterede, at flere smykker var forsvundet.
Det fremgår af en videosekvens fra området foran Forurettede2’s lejlighed, at en mandsperson, der i statur og kropsbygning stemmer overens med tiltalte, kort før gerningstidspunktet bevæger sig imod Forurettede2’s lejlighed, og af fotos fra stedet, at der umiddelbart foran vinduet, hvorigennem tiltalte efter Forurettede2 forklaring skaffede sig adgang, er placeret en stol, og Forurettede2 har forklaret, at haspen, som holdt det pågældende vindue, blev slået skæv ved tiltaltes spark.
Retten finder efter Forurettede2 forklaring, der understøttes af indtrykket af hende under hovedforhandlingen og den nogle dage efter hændeIsen til politiet afgivne forklaring, og som stemmer overens med bevisførelsen i øvrigt, at det er helt ubetænkeligt at lægge til grund, at tiltalte mod hendes vilje trængte ind i hendes hjem via et vindue, dernæst udsatte hende for vold i form af slag og kvælertag, og siden først søgte at opnå oralsex og dernæst gennemførte samleje med hende, alt som anført i anklageskriftet.
Det forhold, at Forurettede2 forholdt sig passiv under selve samlejet kan under hensyn til tiltaltes adfærd umiddelbart op til samlejet og vidnets forklaring om baggrunden for, at hun på dette tidspuntk ikke gjorde fysisk eller verbal modstand, ikke føre til, at der ikke var tale om opnåelse af samleje ved vold eller trussel om vold.
Retten lægger endvidere efter vidnets forklaring, der støttes af den kort tid efter indgivne anmeldelse, herunder med angivelse af borttagne effekter, til grund, at tiltalte som anført i forhold 4 borttog smykker mv., da han forlod vidnets bopæl. Tiltalte findes derfor i det hele skyldig i forhold 3 og 4.
Om forhold 5, 6, 9, 13, 14 og 15: Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig i forhold forhold 5, 6, 9, 13, 14 og 15, dog således erkendelsen i forhold 5, 6 og 9 ikke dækker de konkrete beløb anført i tiltalen. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger.
Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i disse forhold, dog - under hensyn til at der ikke har været særskilt bevisførelse vedrørende de konkrete beløb - for en mindre ikke nærmere fastsat økonomisk værdi.
Om forhold 7: Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var til stede på Bar3 på det pågældende tidspunkt, at han havde nogle flaske spiritus i hænderne, og at han inde på baren var involveret i en episode, som medførte, at han trak sig ud på gaden foran baren. Han har bestridt, at han på et tidspunkt derefter foran baren slog Forurettede3 i hovedet med en flaske.
Det fremgår i overensstemmelse med tiltaltes forklaring af en videosekvens fra stedet, at en mand, som i statur og udseende ligner tiltalte, og som er iført tøj, der svarer til det, som tiltalte tidligere på aftenen på videosekvenser ses iført, kommer ud fra baren, at denne mand har flasker i hænderne, og at manden slår ud efter en lyshåret pige.
Forurettede3 har forklaret, at hun på det pågældende tidspunkt befandt sig på gaden foran baren, da en mørkglødet mand med flasker i hænderne tog kontakt til hende, og at manden, da hun bad ham gå, slog hende i ansigtet med en flaske. Dette stemmer overens med oplysningerne i politiattesten.
Under disse omstændigheder anser retten det for helt ubetænkeligt at lægge til grund, at det var tiltalte, som var involveret i episoden med Forurettede3, og at han slog hende i ansigtet med en flaske. Herefter er tiltalte skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale. Om forhold 8: Anklagemyndigheden har under proceduren nedlagt endelig påstand om frifindelse. Tiltalte frifindes derfor i forhold 8.
Om forhold 10: Tiltalte har forklaret blandt andet, at han var til stede på det pågældende tidspunkt og sted, og at han blev anholdt af politiet. Han erindrer ikke at have udtalt sig som anført, men kan ikke afvise dette. Efter forklaringen fra vidnet Forurettede5 finder retten, at det er bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.
Om forhold 11: Tiltalte har forklaret blandt andet, at han ikke erindrer en episode i et metrotog på det pågældende tidspunkt og sted, men at manden, der ses på videosekvensen, ligner ham. Retten finder, at manden, der ses på videoen gå tæt på i hvert fald en pige og på et tidspunkt ses slå ud efter denne, kan genkendes som tiltalte.
Under disse omstændigheder, og henset til at en DNA-undersøgelse af kindskrab fra Forurettede6 har vist, at der med højeste grad af sandsynlighed er fundet DNA fra tiltalte på Forurettede6’s kind, er det bevist, at tiltalte slog hende med flad hånd.
Retten finder, at der ikke er ført det til domfældelse i en straffesag fornødne bevis for, at tiltalte også spyttede Forurettede6 i ansigtet, hvorfor tiltalte med denne begrænsning findes skyldig i dette forhold. Om forhold 12: Tiltalte har nægtet sig skyldig i dette forhold og forklaret, at han ikke var involveret i et røveri mod Forurettede7.
Det er korrekt, at han denne nat kom i besiddelse af nogle betalingskort, som han senere flere gange forsøgte at bruge til betaling. Disse betalingskort havde han fået fra en sigøjner, som han mødte på gaden. Han har endvidere forklaret, at manden, der ganske kort efter røveriet og i kort afstand fra gerningsstedet ses flere gange forsøge at betale i en 7/Eleven på Vej med nogle betalingskort, ligner ham.
Det kan på baggrund af transaktionsoplysninger lægges til grund, at Forurettede7’s betalingskort forgæves blev forsøgt anvendt gentagne gange i flere butikker i tiden efter røveriet. Retten finder i den forbindelse, at den person, der på videosekvens fra overvågning af 7-Eleven, Adresse10 den 12. november 2023 kl. 13.57 ses anvende Forurettede7’s betalingskort, kan genkendes som tiltalte.
Retten finder endvidere, at manden, der ses på videoen fra 7/Eleven på Vej få minutter efter røveriet forsøge sig flere gange med betaling via forskellige betalingskort, der i farve og udseende stemmer overens med de, som blev frarøvet Forurettede7, kan genkendes som tiltalte.
Tiltalte er på dette tidspunkt iført tøj, herunder et meget karakteristisk halstørklæde, som stemmer overens med påklædningen på den ene af de to gerningsmænd, der på en videosekvens ses udføre røveriet i gården bag Halmtorvet, og den ene af de to mænd, der på en videosekvens ses løbe forbi en politistation få minutter efter røveriet og i kort afstand fra 7/Eleven på Vej.
Under disse omstændigheder, og henset til Forurettede7 forklaring om forløbet og gerningsmændenes signalement, anser retten det for helt ubetænkeligt at lægge til grund, at det var tiltalte, som var den ene af de to gerningsmænd, der udsatte Forurettede7 for røveri på det pågældende tidspunkt og sted. Tiltalte er derfor skyldig i overensstemmelse med den rejste tiltale.
Straffen fastsættes til fængsel i fem år, jf. straffelovens § 288, stk. 1, nr. 1, § 285, stk. 1, jf. § 276, § 245, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 244, stk. 1, jf. § 247, stk. 1, § 225, jf. § 216, stk. 1, jf. § 21, § 216, stk. 1, og § 121, samt lov om euforiserende stoffer § 3 stk. 1, jf. § 2 stk. 4, jf. bekendtgørelse om euforiserende stoffer § 30, stk. 1 jf. § 3 stk. 2, liste B, nr. 59, 70 og 185.
Retten har lagt vægt på karakteren og omfanget af overtrædelserne, herunder i skærpende retning, at den fuldbyrdede voldtægt i sagens forhold 3 er begået efter, at tiltalte sent om aftenen mod forurettedes vilje trængte ind i hendes hjem via et vindue, og at tiltalte er tidligere straffet gentagne gange for ligeartet kriminalitet.
Udvisning Efter udlændingelovens § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, skal Tiltalte udvises af Danmark med indrejseforbud for bestandig, jf. udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, medmindre dette med sikkerhed viI være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, jf. udlændingelovens § 26, stk. 2.
Det fremgår af udtalelse af 2. august 2024 fra Udlændingestyrelsen, at Tiltalte fik opholdstilladelse i Danmark den 16. april 1996, hvor han var 7 år gammel. Opholdstilladelsen blev den 23. juni 1999 meddelt tidsubegrænset. Han er ikke gift eller samlevende og har ikke børn. Han er tildelt førtidspension. Hans mor, søskende og øvrige familiemedlemmer bor i Danmark. Tiltalte har ingen tilknytning til Somalia.
Han taler og skriver ikke somali.
Retten finder, at tiltalte på baggrund af karakteren af de grove handlinger, han nu er dømt for, sammenholdt med, at han tidligere er dømt gentagne gange for ligeartet kriminalitet og i den forbindelse ligeledes gentagne gange er idømt betinget udvisning og advarsel om udvisning, må anses for at udgøre en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse.
Retten lægger til grund, at Tiltaltes tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være helt uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises.
Efter en samlet vurdering af karakteren og omfanget af den kriminalitet, som Tiltalte i har begået, finder retten, at der - uanset hans stærke tilknytning til Danmark og begrænsede tilknytning til Somalia - foreligger meget tungtvejende grunde for at udvise ham.
Det kan ikke føre til et andet resultat, at tiltalte kom til Danmark som barn og er opvokset her, idet det bemærkes, at tiltalte var voksen, da han begik kriminaliteten, hvorfor det ikke kan tillægges afgørende vægt, at han har sin mor og andre familiemedlemmer i Danmark.
Yderligere bemærkes, at tiltalte, der efter egen forklaring taler begrokkent somali og via sine familiemedlemmer må formodes at være bekendt med somalisk kultur og skikke, som nævnt ikke findes uden forudsætninger for at etablere sig i Somalia, selvom han efter det oplyste ikke har familie i landet.
Efter en samlet afvejning af tiltaltes tilknytning til Danmark over for den meget alvorlige kriminalitet, som han nu er dømt for, og længden af den udmålte fængselsstraf, vil udvisning med et indrejseforbud for bestandig ikke med sikkerhed være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Tiltalte i udvises derfor i medfør af udlændingelovens § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, med indrejseforbud for bestandig, jf. § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1. Retsformanden tager påstandene om tortgodtgørelse til følge som nedenfor bestemt. Der tillægges procesrente fra 1 måned efter, at kravet blev fremsat i retten, jf. erstatningsansvarslovens § 16, stk. 2, jf. stk. 1.
Konfiskationspåstanden tages til følge som nedenfor bestemt.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i fem år. Hos tiltalte konfiskeres 0,4 gram kokain, 9,75 gram hash, 0,12 gram ketamin og 1.676 kr. Tiltalte udvises af Danmark. Tiltalte pålægges indrejseforbud for bestandig. lndrejseforbuddet regnes fra udrejsen eller udsendelsen. Tiltalte skal betale sagens omkostninger.
Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede1 betale 20.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 6. januar 2025. Tiltalte skal inden 14 dage til Forurettede2 betale 100.000 kr. med tillæg af procesrente fra den 6. januar 2025. Den ved Københavns Byret af 26. oktober 2022 idømte foranstaltning ophæves. ::::::::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 10. afdelings
DOM
(landsdommerne Katja Høegh og Uffe Sørensen med domsmænd). Dato: 20. november 2025 Rettens sagsnr.: S-3687-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1988, (advokat Rasmus Amandusson, besk.) Dom afsagt af Retten i Glostrup den 13. december 2024 (S32-5342/2024) er anket af tiltalte Tiltalte med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang samt formildelse.
Anklagemyndigheden har tillige anket dommen med påstand om skærpelse. Dommens bestemmelse om konfiskation er ikke omfattet af anken. Forurettede1 har gentaget sin påstand om, at tiltalte skal betale 20.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke kravets størrelse.
Forurettede2 har gentaget sin påstand om, at tiltalte skal betale 150.000 kr. i godtgørelse for tort, jf. erstatningsansvarslovens § 26, stk. 1, jf. stk. 2. Tiltalte har bestridt erstatningspligten og kravets størrelse. Forurettede3 har nedlagt påstand om, at tiltalte skal betale 5.708,64 kr. i erstatning for udgifter til psykologbehandling. Tiltalte har bestridt erstatningspligten, men ikke kravets størrelse.
I sagens behandling ved landsretten har deltaget to juridiske dommere, idet en juridisk dommer måtte fratræde, efter at hovedforhandlingen var begyndt, jf. retsplejelovens § 214, stk. 4. Forklaringer Der er i landsretten afgivet supplerende forklaring af tiltalte og vidnerne Vidne1, Forurettede2, Forurettede3 og Forurettede7. Forurettede2 har afgivet forklaring for lukkede døre, jf. retsplejelovens § 29 a, stk. 1.
De i byretten af vidnerne Vidne2, politiassistent Vidne4, politibetjent Forurettede5 og Vidne3 afgivne forklaringer er dokumenteret i medfør af retsplejelovens § 923. [FORKLARINGER UDELADT] Personlige oplysninger Ud over de afgørelser, som er nævnt i den ankede dom, er tiltalte tidligere straffet ved Østre Landsrets ankedom af 7. marts 2014 med fængsel i 6 måneder for bl.a. vold Tiltalte har om sine personlige forhold supplerende forklaret, at han ikke har været i Somalia, siden han var 3 år.
Han har ikke familie i Somalia. Hans familie er flygtet fra Somalia og bor nu i henholdsvis Danmark, Norge, Sverige og Holland. Det sker, at han besøger den del af familien, der bor i Norge. Hans søster er flyttet til Stockholm. Han taler gebrokkent somali, men kan ikke føre længere samtaler på sproget. Han kan ikke skrive somali. Han har en søn, men er ikke registreret som far.
Han var sammen med sønnens mor i over et år. Hun blev gravid og fødte deres søn. På grund af tiltaltes straffeattest ønskede hun ikke, at han skulle registreres som far. Hun sagde, at tiltalte kunne komme og se sønnen, når han ville. Maj måned 2023 er stadig det seneste tidspunkt, hvor han har set sin søn. I perioder, hvor han har været stabil, har han ofte set sin søn. Han fætre tog nogle gange med.
Han har ikke ønsket, at sønnen skulle se ham, når han var psykotisk. I nogle måneder har han set sønnen hver dag. Når han ikke har haft det godt, er der gået nogle måneder, hvor han ikke har set sin søn. Tiltalte er tildelt førtidspension. Det er ikke ensbetydende med, at han ikke har ambitioner om at tage en uddannelse. På grund af hans straffeattest har det være umuligt for ham at få et arbejde.
Han har begået mange fejl, men har lært af dem. Han har nu en kæreste, som støtter ham. Hans bror og hans kusine er der også for ham. I 10-13 år har han haft det hårdt med stofmisbrug og hjemløshed. Han har det bedre nu. Han er på egen hånd kommet ud af sit misbrug. Han har været ude af misbrug i 2 år. Tiltalte har under anken været fortsat frihedsberøvet.
Landsrettens begrundelse og resultat
Tiltalte har i forhold 7 nu erkendt, at det er ham, som ses ramme Forurettede3 med en flaske foran Bar3. Herefter, efter den øvrige bevisførelse for landsretten og af de grunde, som byretten har anført, finder landsretten det bevist, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med byrettens bevisresultat. Det, som er kommet frem for landsretten, kan ikke føre til en anden vurdering. Straffen findes passende fastsat.
Landsretten har herved lagt vægt på de omstændigheder, som byretten har anført. Udvisning Det følger af den dagældende udlændingelovs § 26, stk. 2, jf. § 22, nr. 1, 2, 3 og 6, at tiltalte skal udvises, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Spørgsmålet er, om udvisning vil være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 8 om ret til respekt for privatliv og familieliv. Udvisning vil indebære et indgreb i tiltaltes ret til privatliv, jf. artikel 8, stk. 1, og kan derfor kun ske, hvis betingelserne i bestemmelsens stk. 2 er opfyldt.
Udvisning har hjemmel i udlændingeloven og har til formål at forebygge uro eller forbrydelse, og det afgørende er herefter, om udvisning må anses for nødvendig af hensyn til disse formål. Dette beror på en proportionalitetsvurdering. De kriterier, der skal indgå i vurderingen, fremgår bl.a. af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols dom af 23. juni 2008 i sag 1638/03 (Maslov mod Østrig), præmis 68.
Der skal foreligge meget tungtvejende grunde for at retfærdiggøre en udvisning, når der er tale om en fastboende udlænding, der er født her i landet eller indrejst som barn, og som har tilbragt det meste af sin barndom og ungdom her, jf. dommens præmis 75.
Tiltalte idømmes ved denne dom fængsel i 5 år for alvorlig personfarlig kriminalitet, herunder fuldbyrdet voldtægt, forsøg på voldtægt ved andet seksuelt forhold end samleje, røveri og vold.
Tiltalte er tidligere straffet gentagne gange, herunder ved dom af 10. juli 2013 med fængsel i 3 måneder for vold, ved dom af 12. februar 2014 med fængsel i 2 år for bl.a. røveri og vold og ved dom af 7. marts 2014 med fængsel i 6 måneder for bl.a. vold.
Da tiltalte tidligere har været anset for omfattet straffelovens § 16, er han desuden idømt foranstaltninger, jf. straffelovens § 68, herunder ved dom af 17. maj 2016 for bl.a. vold, ved dom af 15. februar 2017 for vold, ved dom af 9. september 2020 for bl.a. narkotikakriminalitet og ved dom af 26. oktober 2022 for bl.a. en trussel.
Ved de tidligere domme er tiltalte tre gange blevet betinget udvist og to gange blevet tildelt en advarsel om udvisning. Tiltalte er somalisk statsborger. Han har haft opholdstilladelse i Danmark siden den 16. april 1996, hvor han var 7 år. Han har oplyst, at han ikke har været i Somalia, siden har var 3 år, og at hans familie flygtede fra Somalia.
Desuden har han forklaret, at han har et mindreårigt barn, som han i et vist omfang har haft samvær med, men at han ikke er registreret som far, og at han ikke har set barnet siden maj 2023. Tiltaltes mor, søskende og andre familiemedlemmer bor i Danmark. Derudover har han familiemedlemmer i andre europæiske lande. Han har ikke familie i Somalia.
Han taler gebrokkent somali, men kan ikke føre længere samtaler på sproget. Han kan ikke skrive somali. Det må imidlertid antages, at han gennem sin herboende familie har et vist kendskab til somalisk skik og kultur.
Landsretten lægger herefter til grund, at tiltaltes tilknytning til Danmark er langt stærkere end hans tilknytning til Somalia, men at han ikke vil være uden forudsætninger for at etablere en tilværelse i Somalia, hvis han udvises.
Efter en samlet vurdering, herunder henset til kriminalitetens karakter og omfang sammenholdt med tiltaltes tilknytning til henholdsvis Danmark og Somalia, finder landsretten, at udvisning af tiltalte ikke i sig selv vil være et uproportionalt indgreb i strid med Menneskerettighedskonventionens artikel 8.
Det følger af udlændingelovens § 32, stk. 4, nr. 7, jf. stk. 1, jf. stk. 5, nr. 1, at udvisning i et tilfælde som det foreliggende, hvor der idømmes fængsel i 5 år, skal ske med indrejseforbud for bestandig, medmindre dette med sikkerhed vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Landsretten finder efter en samlet vurdering af omstændighederne i sagen, at et indrejseforbud for bestandig ikke vil være et uproportionalt indgreb i strid med artikel 8. Det tiltrædes herefter, at tiltalte udvises med indrejseforbud for bestandig.
Godtgørelse og erstatning Efter karakteren og grovheden af den fuldbyrdede voldtægt finder de juridiske dommere, at tortgodtgørelsen til Forurettede2 skal forhøjes til 120.000 kr. Påstanden om erstatning, som Forurettede3 har nedlagt for landsretten, tages efter de juridiske dommeres bestemmelse til følge, og det tiltrædes, at Forurettede1’s påstand om tortgodtgørelse er taget til følge som bestemt af byretten.
Med de anførte ændringer stadfæstes byrettens dom, i det omfang den en anket.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom i sagen mod tiltalte Tiltalte stadfæstes med de ændringer, at tiltalte inden 14 dage skal betale 120.000 kr. med procesrente fra den 6. januar 2025 til Forurettede2 og 5.708,64 kr. med procesrente fra den 19. december 2025 til Forurettede3. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
