186/2012

Det forhold, at en arbejdstager er berettiget til alderspension, er ikke i sig selv tilstrækkeligt til, at fratrædelsesgodtgørelse efter funktionærlovens § 2 a bortfalder. Den manglende eller sene udbetaling udgjorde ikke en krænkelse af en sådan grovhed, at der var grundlag for godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven Sagerne angik i alt 16 personer, der blev afskediget og som på fratrædelsestidspunktet var fyldt 60 år. De havde været uafbrudt beskæftiget i samme virksomhed i mindst 12 år, og arbejdsgiverne havde i de fleste af sagerne afvist at betale fratrædelsesgodtgørelse under henvisning til funktionærlovens § 2 a, stk. 3, hvorefter fratrædelsesgodtgørelse bortfalder, hvis funktionæren ved fratrædelsen vil oppebære en alderspension fra arbejdsgiveren, og hvis funktionæren er indtrådt i pensionsordningen før det fyldte 50. år. I 14 sager (sagerne omfattet af Østre Landsrets dom) var hovedspørgsmålet, om der skulle betales fratrædelsesgodtgørelse. Der var alene tale om offentlige arbejdsgivere, idet de private arbejdsgivere under sagernes forberedelse for landsretten havde imødekommet kravet om fratrædelsesgodtgørelse. I de sager, hvor der skulle betales eller var blevet betalt fratrædelsesgodtgørelse, var der endvidere spørgsmål om, hvorvidt der var sket en krænkelse, der kunne føre til, at der skulle betales godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7. Det fulgte tidligere af fast retspraksis, at det forhold, at en arbejdstager var berettiget til alderspension, medførte, at retten til fratrædelsesgodtgørelse bortfaldt. EU-Domstolens dom af 12. oktober 2010 (Ole Andersen-dommen) medfører imidlertid, at beskæftigelsesdirektivet er til hinder for nationale forskrifter, hvorefter en arbejdstager ikke er berettiget til fratrædelsesgodtgørelse, selv om vedkommende har til hensigt midlertidigt at give afkald på alderspension med henblik på at forfølge sin erhvervsmæssige karriere. Funktionærlovens § 2 a, stk. 3, kan som følge af dommen derfor ikke anvendes af en offentlig arbejdsgiver i tilfælde, hvor en arbejdstager godtgør at have en sådan hensigt. Højesterets flertal fandt, at der ikke på grundlag af bl.a. Ole Andersen-dommen kunne udledes generelle faste retningslinjer for, i hvilke tilfælde en arbejdstager skal anses for midlertidigt at have givet afkald på alderspension med henblik på at forfølge en erhvervsmæssig karriere, og at en sådan afgørelse mest nærliggende bør foretages af lovgivningsmagten. Afgørelsen af de foreliggende sager måtte derfor ske på grundlag af en konkret bevismæssig vurdering, og Højesterets flertal fandt ikke grundlag for at tilsidesætte landsrettens vurdering. Der forelå ikke en krænkelse af en sådan grovhed, at der var grundlag for at pålægge nogen af arbejdsgiverne at betale godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. I en af sagerne (sagen omfattet af Vestre Landsrets dom) var spørgsmålet alene, om arbejdsgiveren skulle betale godtgørelse efter forskelsbehandlingslovens § 7, fordi arbejdsgiveren for sent havde accepteret at betale fratrædelsesgodtgørelse. Da arbejdsgiveren som følge af Ole Andersen-dommen havde anledning til at overveje, hvilken betydning dommen kunne have for udbetaling af fratrædelsesgodtgørelse i de foreliggende tilfælde, og da arbejdsgiveren kort efter at have modtaget dokumentation for, at arbejdstagerne stod til rådighed for arbejdsmarkedet, accepterede kravene, forelå der ikke en krænkelse af en sådan grovhed, at der var grundlag for at pålægge arbejdsgiveren at betale godtgørelse efter forskelsbehandlingsloven. Højesteret stadfæstede hermed Østre Landsrets dom, men ændrede Vestre Landsrets dom.