Tilbage til sager

OLRØstre Landsret

AM2024.07.01Ø

OL-2024-Ø-00035

Dom
PDFKilde: Anklagemyndigheden →
Dato
01-07-2024
Sagsemne
billigelse af terror mv.
Fuldtekst
Kilde: Anklagemyndigheden

AM2024.07.01Ø Københavns Byrets

DOM

Dato: 22. februar 2024 Rettens sagsnr.: 1-29997/2023 Politiets sagsnr.: 0100-70425-00004-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte Sagens baggrund og parternes påstande Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskriftet er modtaget den 20. december 2023.

Tiltalte er tiltalt for 1. overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, ved i peroden mellem den 7. og 13. oktober 2023, offentligt udtrykkeligt at have billiget en af de i straffelovens 12. eller 13. kapitel omhandlede forbrydelser, idet tiltalte via sin snapchatprofil, hvor tiltalte havde mere end 80.000 følgere, delte en video, hvor tiltalte udtalte: "Nej, men helt seriøst. Lad os lige være realistiske engang.

Det der foregår dernede, det er ikke helt fair, fordi der er stadig folk dernede. Der bor folk dernede, som stadig ikke er blevet flækket. Men 250 stykker, det er ikke helt dumt" samt "Okay, sjov til side nu. Jeg kondolerer.

Jeg kondolerer for alle de menneskeliv, der ikke er blevet taget endnu", hvorved tiltalte henviste til terrorangrebet begået af terrororganisationen Hamas på en festival i Israel den 7. oktober 2023. Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært om rettens mildeste dom. Forklaringer Der er afgivet forklaring af tiltalte.

Forklaringen gengives ikke i dommen, idet denne er blevet lydoptaget. Personlige oplysninger Der er af kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf fremgår bl.a., at tiltalte er fundet egnet til en betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste.

Tiltalte har vedstået oplysningerne i personundersøgelsen, og har ikke ønsket at afgive supplerende forklaring om sine personlige forhold.

Tiltalte er ikke tidligere straffet af relevans for den af denne sag omhandlede kriminalitet, men har af betydning for vurderingen efter straffelovens § 89 den 10. oktober 2023 vedtaget at betale en bøde på 3.800 kr. for overtrædelse af færdselslovens § 118, jf. § 4, stk. 1, og § 15, stk. 3.

Rettens begrundelse

og afgørelse Skyldsspørgsmålet Retten lægger på baggrund af den forefundne bevisførelse, herunder tiltaltes forklaring, til grund, at tiltalte den 8. oktober 2023 i et opslag på sin Snapchatprofil med mere end 80.000 følgere og heriblandt børn delte en video, hvori han udtalte sig som anført i anklageskriftet.

Det fremgår af den omhandlede video, der er blevet forevist for retten, at tiltalte i umiddelbar tilknytning til disse udtalelser afspillede musik, som han dansede til. Henset til at opslaget blev delt på Snapchat via en profil med mere end 80.000 følgere, finder retten, at opslaget må anses for at være offentligt i straffelovens § 136, stk. 2's forstand.

På baggrund af indholdet af udtalelserne og datoen herfor finder retten endvidere, at det er bevist, at udtalelserne relaterede sig til og også fremstod som relaterede til det angreb, der den 7. oktober 2023 blev begået af organisationen Hamas mod deltagerne på en festival i Israel, hvor mere end 250 civile blev dræbt.

Dette støttes endvidere af, at tiltalte har forklaret, at han havde læst om angrebet på sociale medier, og at han på baggrund heraf foretog opslaget på Snapchat. Det kan derfor ikke føre til et andet resultat, at tiltalte ikke direkte har nævnt Israel eller Hamas i opslaget. Organisationen Hamas er på EU' liste over terrororganisationer, jf. Rådets afgørelse af 18. juli 2022, bilag, II Grupper og enheder, nr. 9.

Herefter og henset karakteren af angrebet og den sammenhæng, hvori det blev begået, lægger retten til grund, at angrebet og drabene mv. på de civile festivaldeltagere blev begået med et forsæt, som er omfattet af straffelovens § 114, stk. 1, og endvidere var egnet til at tilføje alvorlig skade til et land eller en international organisation.

Angrebet må derfor betegnes som terrorisme som omfattet af straffelovens § 114, stk. 1. Dette gælder uanset om Hamas' angreb måtte være rettet mod en besættelsesmagt mv., som det er anført af tiltalte, idet retten finder, at karakteren af angrebet i sig selv må føre til, at dette ikke falder uden for straffelovens § 114, stk. 1.

Tiltalte har forklaret bl.a., at han ikke var bekendt med de faktiske omstændigheder ved angrebet, som han kun havde læst om i et opslag delt af en ikke navngiven følger på hans Snapchatprofil, der forsikrede ham om, at det vedkommende havde skrevet, var rigtigt. Ifølge tiltaltes forklaring fremgik det ikke af følgerens opslag, at der var tale om drab på civile deltagere på en festival.

Tiltalte har på denne baggrund påberåbt sig, at han befandt sig i en faktisk negativ vildfarelse, da han delte videoopslaget. Tiltalte har endvidere forklaret, at hans opslag og aktivitet på Snapchat dengang udelukkende handlede om satire og gøgl, og at han ikke interesserede sig for politik. Opslaget var således udelukkende ment som et sjovt og satirisk opslag og var ikke udtryk for hans holdning til terrorangrebet.

Tiltalte ville ifølge sin forklaring endvidere ikke have delt videoopslaget, hvis han havde været klar over, at det var civile, der var blevet dræbt.

Tiltaltes forklaring om, at han ikke var interesseret i politik, og at videoopslaget den 8. oktober 2023 ikke var udtryk for hans holdning til terrorangrebet, der var rettet mod civile, står imidlertid i kontrast til udtalelser, som tiltalte har vedstået at være fremkommet med til BT i et interview udgivet af BT den 16. oktober 2023.

Det fremgår heraf bl.a., at tiltalte sondrede mellem "uskyldige civile" og "civile", idet han udtalte bl.a.: "...Når man går ind for besættelse og drab på civile, kvinder, mænd og børn, så er man ikke uskyldig...", og at "...Jeg hylder drabene på børnemorderne, undertrykkerne og zionisterne..." Dertil kommer, at tiltalte i et efterfølgende videoopslag på Snapchat om Israel ikke har beklaget eller taget afstand fra indholdet af videoopslaget af 8. oktober 2023, selvom han på dette tidspunkt ifølge sin forklaring var blevet bekendt med, at Hamas' angreb den 7. oktober 2023 havde ramt civile festivaldeltagere.

Derimod udtalte tiltalte da, at han "taler sandheden", uanset hvad han risikerede.

På denne baggrund finder retten, at det er ubetænkeligt at tilsidesætte tiltaltes forklaring om, at han befandt sig i en vildfarelse om de faktiske forhold, herunder at de 250 dræbte ved Hamas' angreb var civile, og at det anførte i videoopslaget kun var ment som spøg og satire og endvidere ikke var udtryk for tiltaltes holdning til terrorangrebet.

Retten finder endvidere efter en samlet helhedsvurdering, at tiltalte ved videoopslaget, der fremstår som en fejring med musik og dans, udtrykkeligt har billiget terrororganisationen Hamas' terrorangreb den 7. oktober 2023.

På denne baggrund finder retten, at tiltalte er skyldig i overensstemmelse med tiltalen, dog således at gerningstidspunktet som anført af anklagemyndigheden i de afsluttende bemærkninger er den 8. oktober 2023. Straffastsættelse Straffen fastsættes til fængsel i 4 måneder, jf. straffelovens § 136, stk. 2, jf. § 89. Straffen skal ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor.

Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 100 timer, jf. straffelovens §§ 62 og 63. Retten har ved udmålingen af straffen lagt vægt på forholdets karakter og grovhed, herunder at tiltalte overfor et stort antal følgere, heriblandt børn, udtrykkeligt har billiget et alvorligt terrorangreb dagen efter, at angrebet fandt sted.

Retten har endvidere lagt vægt på den ved ændringen ved lov nr. 883 af 16. juni 2020 forudsatte skærpelse. I formildende retning har retten lagt vægt på tiltaltes personlige forhold, herunder at han ikke tidligere er straffet af betydning for sagen. Efter en samlet vurdering har retten på denne baggrund fundet det forsvarligt at gøre straffen betinget med vilkår om samfundstjeneste.

Thi kendes for ret

: Tiltalte Tiltalte straffes med fængsel i 4 måneder. Fuldbyrdelsen af fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 1 år på betingelse af, at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af kriminalforsorgen at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 100 timer inden for en længstetid på 8 måneder Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom. Tiltalte skal betale sagens omkostninger, herunder salæret til den beskikkede forsvarer, advokat Advokat. ::::::::::::::::::::::::: Østre Landsrets 1. afdelings

DOM

(landsdommerne Jon Fridrik Kjølbro, Nicolai Uggerhøj-Winther og Martin Melchior (kst.)). med domsmænd). Dato: 1. juli 2024 Rettens sagsnr.: S-666-24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, (advokat Asser Lyngs Gregersen, besk.) Dom afsagt af Københavns Byret den 22. februar 2024 (SS 1-29997/2023) er anket af anklagemyndigheden med påstand om skærpelse. Tiltalte har nedlagt påstand om frifindelse, subsidiært formildelse.

Sagens oplysninger

Der har for landsretten været afspillet to udgaver af den video, der er omtalt i tiltalen. Der er enighed om, at den første video, der tillige har været afspillet for byretten, er delt på tiltaltes profil på Snapchat den 8. oktober 2023.

Den anden video, der alene har været afspillet for landsretten, er efter det oplyste delt på tiltaltes profil på Snapchat forud for den første video, men der er ikke præcise oplysninger om tidspunktet for delingen.

De to videoer har det samme indhold, men den anden video indledes med et screenshot fra TV 2 Nyheder med henvisning til artikler, der er offentliggjort om morgenen den 7. oktober 2023, og som vedrører angrebet på Israel, der er indledt tidligere samme dag. En enkelt af overskrifterne henviser til, at militante skyder civile i gaderne.

Forklaringer Tiltalte har i landsretten ikke ønsket at afgive supplerende forklaring.

Personlige oplysninger Tiltalte er ud over den af byretten omtalte dom tillige straffet af betydning for denne sag ved dom uden retsmøde afsagt af Københavns Byret den 7. december 2023 med bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af bekendtgørelse om mærkning m.v. af fødevarer og ved dom afsagt af Københavns Byret den 13. februar 2024 med betinget fængsel i 14 dage, en tillægsbøde på 11.500 kr. og frakendelse af førerretten i 6 måneder for overtrædelse af straffelovens § 164, stk. 1, og færdselsloven.

Landsrettens begrundelse og resultat

Skyldspørgsmålet Landsretten finder som byretten, at tiltaltes udtalelser i de videoer, der er delt på tiltaltes profil på Snapchat, efter deres indhold og tidsmæssige sammenhæng med Hamas’ angreb på musikfestivalen i Israel den 7. oktober 2023 sammenholdt med videoernes indhold i øvrigt, herunder tiltaltes fremtræden og den afspillede musik, indebærer en udtrykkelig billigelse af det nævnte angreb.

Landsretten finder ikke, at videoerne med tiltaltes udtalelser fremtræder tvetydige eller som et udtryk for satire. Landsretten tiltræder af de grunde, der er anført af byretten, at billigelsen er sket offentligt, og at angrebet på musikfestivalen i Israel må anses for et terrorangreb omfattet af straffelovens § 114, stk. 1.

Efter bevisførelsen, herunder navnlig den udgave af videoen, der indledes med et screenshot fra TV 2 Nyheder fra den 7. oktober 2023 med henvisning til artikler om angrebet på Israel samme dag, og den øvrige bevisførelse vedrørende mediedækningen umiddelbart efter angrebet, må det lægges til grund, at tiltalte på tidspunktet for delingen af videoerne var bekendt med de faktiske forhold vedrørende angrebet på musikfestivalen i Israel, som gjorde billigelsen strafbar efter straffelovens § 136, stk. 2.

Landsretten finder ligeledes, at tiltalte havde det fornødne forsæt til at udtrykke en sådan billigelse. Herefter tiltrædes det, at tiltalte er fundet skyldig i tiltalen for overtrædelse af straffelovens § 136, stk. 2, som anført af byretten.

Strafudmåling Efter straffelovens § 61, stk. 1, eller dennes analogi kan straffen i denne sag fastsættes som en fællesstraf omfattende den betingede frihedsstraf i henhold til dommen afsagt den 13. februar 2024 af Københavns Byret. Landsretten finder imidlertid efter en samlet vurdering, at det skal have sit forblivende ved dommen af 13. februar 2024.

Der er henset til navnlig, at der er forløbet over 4 måneder af prøvetiden på 1 år, at forholdene er uligeartede, og at de hensyn, der skal inddrages i strafudmålingen, har en forskellig karakter.

Straffen skal herefter udmåles som en tillægsstraf efter straffelovens § 89 til straffastsættelsen i henhold til dom uden retsmøde afsagt af Retten i Lyngby den 10. oktober 2023, dom uden retsmøde afsagt af Københavns Byret den 7. december 2023 og dommen afsagt af Københavns Byret den 13. februar 2024.

Det følger af Højesterets dom af 6. januar 2020 (gengivet i U 2020.1003 H), at sager om offentlig udtrykkelig billigelse af en forbrydelse efter straffelovens § 136, stk. 2, omfatter forhold af meget forskellig karakter og grovhed. Nogle sager vil derfor skulle afgøres med en ubetinget straf, mens straffen i andre sager kan gøres helt eller delvis betinget med eller uden vilkår om samfundstjeneste.

I atter andre sager kan der idømmes bødestraf. Ved sanktionsvalget må der tages hensyn til de konkrete omstændigheder, herunder karakteren og grovheden af den forbrydelse, der billiges, karakteren og grovheden af billigelsen og til tiltaltes personlige forhold.

Landsretten har i den foreliggende sag i skærpende retning lagt vægt på navnlig, at tiltalte har billiget et meget voldsomt terrorangreb med et stort antal civile dræbte, og at billigelsen skete umiddelbart efter, at angrebet fandt sted.

Der er videre lagt vægt på karakteren og grovheden af billigelsen, herunder at der er tale om to videoer på henholdsvis 34 og 40 sekunder, der fremstår som en slags fejring af angrebet, og at videoerne er delt på tiltaltes profil på Snapchat, der har et meget stort antal følgere.

Der er tillige henset til den forudsatte skærpelse af straffen for overtrædelse af bl.a. straffelovens § 136, stk. 2, ved lov nr. 883 af 16. juni 2020. I formildende retning er der lagt vægt på tiltaltes personlige forhold, og at han ikke tidligere er straffet af betydning for sagen. Efter en samlet vurdering af de ovennævnte forhold finder landsretten, at tillægsstraffen skal fastsættes til fængsel i 6 måneder.

Landsretten finder, at der efter forholdets grove karakter sammenholdt med sagens omstændigheder i øvrigt ikke er grundlag for at gøre straffen hel eller delvis betinget, herunder med vilkår om samfundstjeneste. Det tilføjes, at en domfældelse af tiltalte i overensstemmelse hermed findes forenelig med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Landsretten stadfæster herefter dommen med den anførte ændring vedrørende straffens udmåling.

Thi kendes for ret

: Byrettens dom i sagen mod Tiltalte stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 6 måneder. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.

AM2024.07.01Ø · UfR: U.2024.4332 og TfK: TfK2024.323
KilderAnklagemyndigheden
Kilde: https://vidensbasen.anklagemyndigheden.dk/h/6dfa19d8-18cc-47d6-b4c4-3bd07bc15ec0/VB/c0b513ac-2eee-4d53-931b-64b1699c8090