VLR — Vestre Landsret
AM2024.08.06V
OL-2024-V-00031
AM2024.08.06V Retten i Randers
DOM
Dato: 22. februar 2024 Rettens sagsnr.: 4-3632/2023 Politiets sagsnr.: 4200-73241-00556-23 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1983 Der har medvirket domsmænd ved behandlingen af denne sag. Anklageskrift er modtaget den 7. november 2023. Tiltalte er tiltalt for overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1, vold, ved den 14. august 2023 ca. kl. 15.55 ud for Butik i Randers at have slået Forurettede i ansigtet med knyttet hånd.
Påstande
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf. Tiltalte har erkendt at have slået, men påstået frifindelse. Forurettede v/advokat Advokat har taget forbehold for at kræve erstatning.
Sagens oplysninger
Der er afgivet forklaring af tiltalte Tiltalte og af vidnerne Forurettede, Vidne1, Vidne2 og Vidne3. Forklaringerne er lydoptaget og gengives ikke i dommen. Kriminalforsorgen har foretaget en undersøgelse af tiltaltes personlige forhold og afgivet erklæring herom den 20. december 2023. Af denne fremgår følgende blandt andet: "...
Kriminalforsorgens konklusion: Det er Kriminalforsorgens vurdering, at Tiltalte er egnet til at modtage en hel eller delvis betinget dom med vilkår om samfundstjeneste, hvortil det skal anbefales, at der fastsættes vilkår om tilsyn af Kriminalforsorgen i prøvetiden.
Finder retten, at sagen kan afgøres med en betinget dom uden vilkår om samfundstjeneste, skal det anbefales, at der alene fastsættes prøvetid. ..." Af en politiattest lavet på baggrund af en undersøgelse af Forurettede fremgår det, at Forurettede har hævelse i venstre side af ansigtet. Hævelsen er aftaget siden hændelsen dagen før.
Rettens begrundelse
og afgørelse Tiltalte har uden forbehold erkendt at have tildelt Forurettede et knytnæveslag i ansigtet. Erkendelsen understøttes af bevisførelsen og det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, stk. 1.
Da tiltalte slog Forurettede, var der intet igangværende eller overhængende uretmæssigt angreb, som tiltalte måtte afværge, hvorfor volden ikke er straffri efter straffelovens § 13.
Der foreligger ikke sådanne ganske særlige formildende omstændigheder at straffen kan nedsættes eller bortfalde efter straffelovens § 83, Den forudgående uoverensstemmelse mellem Forurettede og tiltaltes hustru, hvorunder det må lægges til grund, at tiltaltes hustru faldt ind i nogle cykler / et cykelstativ, kan have fremkaldt en sådan ophidselse hos tiltalte, at det er formildende ved straffastsættelsen.
Straffen fastsættes til fængsel i 30 dage, jf. straffelovens § 244, stk. 1. Efter voldens karakter, herunder at den udspringer af uenighed omkring en trafiksituation, er det ikke forsvarligt at gøre straffen helt eller delvist betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste.
Retten har lagt vægt på den samlede situation, på, at tiltalte ikke tidligere er straffet og de meget begrænsede skader volden har forårsaget.
Thi kendes for ret
: Tiltalte Tiltalte skal straffes med fængsel i 30 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger. ::::::::::::::::::::::::: Vestre Landsrets 3. afdelings
DOM
(dommerne Erik P. Bentzen, Anders Raagaard og Sidse Højgaard (kst.) med domsmænd) Dato: 6. august 2024 Rettens sagsnr.: S–0433–24 Anklagemyndigheden mod Tiltalte, født maj 1983, (advokat Lars Kaasgaard, Viborg) Retten i Randers har den 22. februar 2024 afsagt dom i 1. instans (rettens nr. 4-3632/2023).
Påstande
Tiltalte, Tiltalte, har påstået frifindelse, subsidiært formildelse, herunder således at straffen gøres betinget, eventuelt med vilkår om samfundstjeneste. Anklagemyndigheden har påstået skærpelse. Supplerende oplysninger Der er for landsretten fremlagt en lægevagtsepikrise af 14. august 2023 vedrørende Vidne1. Der er også for landsretten afspillet videooptagelser.
Forklaringer Tiltalte og vidnerne Forurettede og Vidne1 har for landsretten i det væsentlige forklaret som i 1. instans. Tiltalte har supplerende forklaret, at han kender området ved Butik i Randers godt. De var kørt ind i gården for at parkere, men der var ikke pladser. Derfor kørte de ud igen for at finde en plads overfor. Han kørte langsomt ud ad porten.
Oversigtsforholdene var meget dårlige, og han så først Forurettede, da bilens forende var ude over fortovet. Han standsede bilen og gav med hånden tegn til undskyld. Forurettede gik bag om bilen og slog i bilens tag med knyttet hånd, så han kunne høre slaget. Hans hustru, Vidne1, steg ud af bilen og spurgte Forurettede, hvad han havde gang i. Han blev selv siddende i bilen.
Vidne1 og Forurettede diskuterede og var begge højrøstede. Da han så Forurettede skubbe Vidne1 omkuld i et cykelstativ et par meter fra bilen, steg han ud af bilen, fordi han var bange for, at Vidne1 kom til skade. Han gik hen til Forurettede for at stoppe ham. Forurettede havde allerede slået i bilen og havde skubbet til Vidne1, og han vidste ikke, om Forurettede kunne finde på at gøre mere.
Han gav derfor Forurettede et knytnæveslag på kinden. Forurettede var begyndt at vende sig om mod ham, da Forurettede så ham komme hen imod sig. Han havde ikke behøvet at slå Forurettede, men han reagerede i frygt, fordi Forurettede havde vist, at han ville slå, og fordi Forurettede havde skubbet hans hustru. Forurettede stod stille, da han slog ham, men der kunne godt have været mere vold på vej.
Efter slaget faldt Forurettede til ro, og de blev stående og snakkede, mens de ventede på politiet. Der kom efterfølgende nogle vidner løbende, som hidsede stemningen op. Han bad derfor en vagt ved Butik om at få dem til at falde til ro. Det kan godt passe, at han den 14. august 2023 forklarede til politiet, at han løb hen til Forurettede for at stoppe angrebet på Vidne1.
Det var hans indtryk, at Forurettede måske ville slå igen. Vidne1 er førtidspensionist som følge af flere diskusprolapser. Hun var på skadestuen efter episoden og har været i morfinbehandling. Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at han er begyndt at arbejde som byggeleder. Han og Vidne1 har tre børn. De har været sammen i over 20 år.
Forurettede har supplerende forklaret, at han kender området ved Butik godt. Han gik nok midt på fortovet, da han så tiltaltes bil komme ud ad porten. Han kan ikke bedømme hastigheden. Han fik øjenkontakt med tiltalte, og det var derfor hans indtryk, at tiltalte ville holde tilbage for ham, men det gjorde han ikke. Han var derfor nødt til at træde tilbage for ikke at blive påkørt.
I irritation lagde han let sin hånd på bilens bagende. Det var en lille markering med flad hånd. Han var blevet forskrækket over, at han havde været ved at blive påkørt, og han ville gerne have spurgt tiltalte om, hvorfor han ikke havde holdt tilbage. Det nåede han imidlertid ikke, fordi en kvinde kom ud af bilen og stillede sig foran ham og begyndte at råbe ad ham.
Hun var meget højrøstet og kaldte ham en grim, gammel mand. Han holdt armene op foran sig for at undgå at få hendes spyt i ansigtet. Det var meget ubehageligt. Han holdt armene ud foran sig og sagde, at hun skulle holde sig væk fra ham, men han skubbede ikke til hende. Hans hænder har nok rørt ved hende, men det var for at skabe afstand, så han kunne komme væk. Han var chokeret, men han var ikke selv højrøstet.
Kvinden rykkede i hans ærme og sagde til sin mand, at han skulle ringe efter politiet. Han prøvede at komme fri og bad kvinden om at slippe. Han tror ikke, at han i den forbindelse kom til at skubbe hende. Han så ikke, om kvinden faldt. Han blev meget overrasket, da tiltalte pludselig kom ud af bilen med hævet knytnæve og slog ham i ansigtet. Han blev ramt på kinden, fordi han drejede hovedet.
Det var et hårdt slag, og det gjorde ondt. Han ved ikke, hvor kvinden befandt sig, da han blev slået. Han husker ikke, om kvinden var nede at ligge på noget tidspunkt. Efter slaget faldt der mere ro på, mens de ventede på politiet. Vidne1 har supplerende forklaret, at mens hun sad i bilen, så hun en ældre mand kigge ind i bilen. Hun havde ikke lagt mærke til ham, da de kørte ud ad porten.
Da manden slog i taget på bilen, blev hun vred. Hun stod ud for at konfrontere ham med det, for han havde slået temmelig hårdt. Hun vidste ikke, om der var sket en skade, og derfor ville hun have hans oplysninger til forsikringen. Hun var irriteret, da hun gik hen til ham. Hun spurgte ham, hvorfor han slog, men hun husker ikke, hvad hun sagde. Hun kaldte ham ikke for noget.
Hun bad manden om at blive på stedet, så de kunne ringe efter politiet, og så hun kunne få hans oplysninger. Det var, efter han skubbede hende i brystet, at hun bad om, at der blev ringet til politiet. Hun holdt fat i mandens hånd, fordi hun havde på fornemmelsen, at han ville stikke af. Hun tænkte ikke over, om manden syntes, at det var ubehageligt at blive holdt fast.
Situationen eskalerede, fordi manden skubbede hende i brystet. Hun sagde, at det skulle han ikke gøre, og så skubbede han hende omkuld i et cykelstativ. Hun husker ikke, om hun blev skubbet med en eller to hænder. Hun husker ikke mere efter dette, før politiet kom. Hun husker ikke et slag, eller om de talte sammen efter episoden. Hun husker ikke, om hun senere havde fat i manden, som man kan se på Vidne2s video.
Efter episoden var hun ved vagtlægen, fordi hun begyndte at få ondt i nakken. Hun er flere gange tidligere blevet opereret for diskusprolaps i ryggen, og det viste sig efterfølgende, at hun ved episoden havde fået en ny prolaps.
Landsrettens begrundelse og resultat
Efter tiltaltes egen erkendelse, som støttes af de øvrige forklaringer og af Vidne2s videooptagelse, er det bevist, at tiltalte den 14. august 2023 tildelte Forurettede et knytnæveslag i ansigtet.
Efter de afgivne forklaringer for både byretten og landsretten samt Vidne2s videooptagelse lægger landsretten til grund, at der forud for slaget havde været en uoverensstemmelse mellem Forurettede og tiltaltes ægtefælle, Vidne1. Forurettede havde i forbindelse med tiltaltes udkørsel gennem en port slået i taget på tiltaltes bil, hvorefter Vidne1 var stået ud af bilen og havde påtalt dette.
Under diskussionen mellem dem holdt Vidne1 fat i Forurettede, og efter gensidigt skubberi endte Vidne1 med at falde omkuld. Tiltalte steg derefter ud af bilen og slog Forurettede, som på det tidspunkt forsøgte at forlade stedet.
Landsretten tiltræder på denne baggrund, at tiltaltes slag mod Forurettede ikke er omfattet af straffelovens § 13 om nødværge, og at tiltalte er fundet skyldig som sket. 4 voterende udtaler: Efter voldens omfang og karakter finder vi, at straffen skal forhøjes til fængsel i 40 dage.
Vi lægger herved vægt på, at tiltalte ikke var involveret i den forudgående uoverensstemmelse mellem Forurettede og Vidne1, og at den omstændighed, at Vidne1 på et tidspunkt faldt omkuld ikke har givet ham en anledning til efterfølgende at slå Forurettede. 2 voterende udtaler: Under hensyn til den ophidselse, som konfrontationen mellem Vidne1 og Forurettede har medført hos tiltalte, finder vi, at straffen passende er fastsat til fængsel i 30 dage.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet. 5 voterende finder herefter, at der efter voldens karakter ikke er grundlag for at gøre straffen betinget, heller ikke med vilkår om samfundstjeneste, mens 1 voterende på baggrund af tiltaltes gode personlige forhold finder, at straffen kan gøres betinget med vilkår om samfundstjeneste.
Der træffes afgørelse efter stemmeflertallet, og straffen fastsættes således til fængsel i 40 dage, som er ubetinget. Med den anførte ændring stadfæster landsretten dommen.
Thi kendes for ret
: Byrettens dom stadfæstes med den ændring, at straffen forhøjes til fængsel i 40 dage. Tiltalte skal betale sagens omkostninger for landsretten.
