BS-23819/2024-HJR

Højesteret - Om adgangen til at genoptage en faderskabssag

.ddb-conv-doc { text-align: left; background-color: gray; color: #000000; line-height: 1; margin: 0; padding: 0; text-decoration-skip: none; text-decoration-skip-ink: none; } .ddb-conv-doc .page { background-color: white; position: relative; z-index: 0; margin: auto auto; } .ddb-conv-doc P { margin: 0; } .ddb-conv-doc UL { margin: 0; list-style: none; } .ddb-conv-doc UL LI { line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc SUP { vertical-align: baseline; position: relative; top: -0.4em; font-size: 0.7em; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .ddb-segment { position: relative; } .ddb-conv-doc .ddb-segment .ddb-absolute { position: absolute; z-index: 3; } .ddb-conv-doc .text, .ddb-conv-doc div.ddb-block, .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { position: relative; z-index: 3; opacity: inherit; text-align: left; margin-right: 29.6px; line-height: 1.15; } .ddb-conv-doc div.ddb-block-nb { white-space: nowrap; } .ddb-conv-doc .ddb-table { white-space: nowrap; width: 1024.0px; } .ddb-conv-doc .ddb-table .table-span { vertical-align: top; word-wrap: break-word; display: inline-block; } .ddb-conv-doc .ddb-table * { white-space: normal; } .ddb-conv-doc .vector, .ddb-conv-doc .image, .ddb-conv-doc .annotation, .ddb-conv-doc .annotation2, .ddb-conv-doc .control { position: absolute; line-height: 0; } .ddb-conv-doc .vector { z-index: 1; } .ddb-conv-doc .image { z-index: 2; } .ddb-conv-doc .annotation { z-index: 5; } .ddb-conv-doc .annotation2 { z-index: 7; } .ddb-conv-doc .control { z-index: 10; } .ddb-conv-doc .dummyimg { vertical-align: top; border: none; line-height: 0; } .marking .identification { border-bottom: 2px solid #000; } .additional-marking-parts { display: none } .hidden { display: none }

Om adgangen til at genoptage en faderskabssag

Dna-erklæring kunne ikke i sig selv føre til genoptagelse af faderskabssag. Der skulle lægges afgørende vægt på, hvad der måtte antages at være bedst for barnet.

Sagerne BS-23819/2024-HJR og BS-24000/2024-HJR

Kendelse afsagt den 8. oktober 2024

Mor og Mulig far 1 mod Mulig far 2

I sommeren 2019 fødte Mor Barn. Forud herfor havde Familieretshuset modtaget en ansvars- og omsorgserklæring om faderskab fra Mor og hendes daværende kæreste Mulig far 2. På grundlag af erklæringen blev Mulig far 2 registreret som far til Barn.

I december 2019 ophævede Mor og Mulig far 2 samlivet. I marts 2020 anmodede Mor første gang Familieretshuset om at genoptage faderskabssagen vedrørende Barn, der på det tidspunkt var ca. 8 måneder. Mor oplyste, at en anden person end Mulig far 2 kunne være Barn genetiske far. Samme dag sendte Mor en besked til Mulig far 1, hvor hun oplyste ham om, at han potentielt var far til Barn. Familieretshuset afslog i marts 2021 anmodningen om genoptagelse, hvilket familieretten fastholdt i august 2021.

I foråret 2022 fik Mor og Mulig far 1 foretaget en dna-test via virksomheden DNAtest.dk. I erklæringens konklusion var det anført bl.a., at sandsynligheden for, at Mulig far 1 var den genetiske far til Barn, var større end 99,99 %.

Mulig far 1 anmodede herefter i maj 2022 om genoptagelse af faderskabssagen, og det samme gjorde Mor i juni 2022. Familieretshuset afslog begge anmodninger, hvilket både Mulig far 1 og Mor påklagede til familieretten.

Ved afgørelse af 9. marts 2023 imødekom familieretten Mors anmodning om at genoptage faderskabssagen. Ved en samtidig afgørelse afviste familieretten Mulig far 1's anmodning om genoptagelse.

Mulig far 2 indbragte familierettens afgørelse om, at faderskabssagen skulle genoptages, for landsretten, der inddrog Mulig far 1 som part i sagen. Ved kendelse af 19. januar 2024 afslog landsretten at genoptage faderskabssagen, hvilket spørgsmål blev indbragt for Højesteret.

Højesteret fandt, at Mor med dna-erklæringen, som angav Mulig far 1 som genetisk far, havde fremlagt nye oplysninger i sagen, som kunne give faderskabssagen et andet udfald, hvis den blev genoptaget. Dna-erklæringen kunne dog ikke i sig selv føre til, at faderskabssagen skulle genoptages. I stedet skulle der foretages en samlet afvejning af bl.a. hensynet til, at Mulig far 1 som genetisk far registreres som far til Barn, over for hensynet til stabilitet om Barns forhold.

Om den samlede afvejning bemærkede Højesteret, at Mulig far 1 ifølge dna-erklæringen var Mors genetiske far. Barn havde siden 2022 haft samvær med Mulig far 1, der havde behandlet Barn som sit eget barn, ligesom Mor havde ladet Mulig far 1 behandle Barn som sit eget barn.

På grundlag af ansvars- og omsorgserklæringen om faderskab fra Mulig far 2 og Mor blev Mulig far 2 registreret som Barns far i forbindelse med Barns fødsel i sommeren 2019. Mulig far 2 boede sammen med Mor og Barn efter fødslen og indtil december 2019, hvor parterne ophævede deres samliv.

Siden samlivsophævelsen havde Mulig far 2 haft samvær med Barn, og Mulig far 2 var også efter, at han fik kendskab til, at Mulig far 1 ifølge dna-erklæringen var Barns genetiske far, fortsat med at behandle Barn som sit eget barn. Barn havde således altid haft en relation til Mulig far 2. Herudover havde Mor ladet Mulig far 2 behandle Barn som sit eget barn, i hvert fald indtil Barn var ca. 8 måneder.

På den baggrund og efter en samlet afvejning fandt Højesteret ligesom landsretten, at faderskabssagen ikke skulle genoptages. Højesteret lagde afgørende vægt på, hvad der måtte antages at være bedst for Barn, herunder hans mulighed for at bevare tilknytningen til Mulig far 2.