59/2019

Udenlandske investeringsinstitutter havde ikke krav på tilbagebetaling af indeholdt udbytteskat. Ikke grundlag for fornyet forelæggelse for EU-Domstolen Sagerne angik, om Fidelity Investment Funds, Fidelity Institutionel Funds og Fidelity Funds (de udenlandske investeringsinstitutter), som er hjemmehørende i Storbritannien og Luxembourg, havde krav på at få tilbagebetalt de skatter, som danske selskaber havde indeholdt af udbytte, der blev udbetalt til de udenlandske investeringsinstitutter i 2000-2009. Det var bl.a. i årene 2000-2009 muligt for investeringsforeninger at blive fritaget for at betale kildeskat af udbytte fra danske selskaber, hvis investeringsforeningen var hjemmehørende i Danmark, og hvis investeringsforeningen havde valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforening efter ligningslovens § 16 C og at opgøre en minimumsudlodning efter denne bestemmelse. EU-Domstolen havde efter landsrettens præjudicielle forelæggelse underkendt betingelsen om, at en investeringsforening skulle være hjemmehørende i Danmark, idet denne betingelse for at blive fritaget for kildebeskatning af udbytter ansås for at være i strid med TEUF artikel 63 om kapitalens frie bevægelighed. Højesteret fandt, at det forhold, at betingelsen om at være hjemmehørende i Danmark var EU-retsstridig, ikke i sig selv bevirkede, at de udenlandske investeringsinstitutter havde ret til at få tilbagebetalt de indeholdte udbytteskatter. De udenlandske investeringsinstitutter havde anført, at også ligningslovens § 16 C var i strid med EU-retten, og at de derfor heller ikke skulle opfylde betingelsen i denne bestemmelse om bl.a. at foretage en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber. Højesteret fandt, at kravet i ligningslovens § 16 C om at opgøre en årlig minimumsudlodning omfattende bl.a. udbytte fra danske selskaber måtte anses for retfærdiggjort ved hensynet til at kunne foretage en korrekt beskatning og til den interne sammenhæng i den danske beskatningsordning for investeringsforeninger, og at kravet ikke udgjorde en uproportional restriktion i strid med retten til fri bevægelighed for kapital efter TEUF artikel 63. De udenlandske investeringsinstitutter havde i årene 2000-2009 ikke valgt at blive kvalificeret som udloddende investeringsforeninger og at opgøre en årlig minimumsudlodning, og de opfyldte dermed ikke denne betingelse for at opnå kildeskattefritagelse. Højesteret fandt herefter, at de udenlandske investeringsinstitutter ikke havde krav på tilbagebetaling af de indeholdte skatter. Højesteret fandt, at der ikke forelå en sådan tvivl om forståelsen af EU-retten i relation til tilbagebetaling i de foreliggende sager, at der var grundlag for at forelægge præjudicielle spørgsmål herom for EU-Domstolen. Landsretten var kommet til samme resultat.